Miljø- og Planlægningsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K                       

 

                                                                                     26. februar 2007

 

 

 

Vedr. L 131: Forslag til lov om nationalparker.

 

De kommende danske nationalparker rummer nogle af Danmarks største naturperler både nationalt og internationalt. Udpegningen skal derfor sikre, at vore betydeligste naturområder bevares for eftertiden, og loven skal sikre, at naturtilstanden bliver markant forbedret i fremtiden sammenlignet med de aktuelle forhold.

 

Helt afgørende er det derfor, at nationalparkudpegningen styrker udviklingsmulighederne for den truede danske natur, ved at områderne bliver tilstrækkeligt store, styrker naturens generelle sammenhængskraft, rummer uforstyrrede kerneområder og rummer ambitiøse visioner for en langsigtet udvikling.

 

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) glæder sig over, at miljøministeren nu har fremsat et lovforslag, ikke mindst fordi forslaget langt hen ad vejen er i overensstemmelse med den nationale følgegruppes enige indstilling vedrørende nationalparker. Derfor ser foreningen optimistisk på mulighederne i lovforslaget. Men meget står og falder med, at planlovgivningen ikke hæmmer nationalparkernes udviklingsmuligheder, samt at der afsættes tilstrækkeligt med ressourcer til at fastholde et højt ambitionsniveau, så nationalparkerne også kan udvikles på private arealer.

 

Foreningen har i den forudgående høringsproces allerede kommenteret en række væsentlige punkter. Det fremlagte lovforslag har kun i begrænset omfang imødekommet foreningens synspunkter, hvorfor DOF gerne vil henlede Miljø- og Planlægningsudvalget på 5 væsentlige hovedpunkter.

 

1. En nationale følgegruppe bør opretholdes

Foreningen konstaterer med beklagelse, at en national følgegruppe for nationalparker ikke har fundet plads i loven. Med det storstilede eksperiment, som der er lagt op til, at de første danske nationalparker skal være, er det efter DOF’s opfattelse af stor betydning, at en national følgegruppe fortsat kan yde sparring til nationalparkbestyrelserne såvel som ministeriet i etablerings- og


 

 

indkøringsprocessen. Den lokale forankring er vigtig, men nationalparker er nu engang et nationalt anliggende, og den nationale indfaldsvinkel kan bedst sikres ved at opretholde en bredt sammensat national følgegruppe.

 

2. Kommunerne må ikke kunne stække nationalparkerne

DOF finder det meget uhensigtsmæssigt (jf. lovbemærkningerne til § 19) at: ”Kommunerne og regionerne ikke er bundet af nationalparkplanen, og kommunalbestyrelsen kan ændre sin planlægning uanset indholdet af naturparkplanen”.

 

DOF finder, at kommunalbestyrelsen i sin planlægning bør være forpligtet til at indarbejde hensyn til nationalparkplanen og til nationalparkens langsigtede udviklingsmuligheder. Hvis ikke den kommunale planlægning underlægges nationalparkens planlægning, kan en kommune alt for nemt stække nationalparkens langsigtede udviklingsmuligheder, hvorved nationalparken vanskeligt kan leve op til lovens formål.

 

3. De første udpegninger bør omfatte en marin nationalpark

Dansk Ornitologisk Forening vil i særlig grad opfordre ministeren til at udpege en marin nationalpark blandt de første områder. Det er der god grund til med den store internationale betydning, som de danske havområder har som opvækstområder for fiskeyngel samt som raste- og fældeplads for hundrede tusinder af vandfugle.

 

Vadehavet er uden sidestykke det danske naturområde, som rummer de største internationale naturkvaliteter i kraft af dets enestående betydning som fødeområde for hundredtusindvis af trækfugle. Vadehavet inkl. øer og marskområder bag digerne er helt i særklasse topkandidat til udpegningen som første danske nationalpark.

 

En anden oplagt kandidat til marin nationalpark er sten- og boblerev samt vigtige fugleområder i Kattegat - med eller uden landområder på Læsø.

 

4. Vægt på velbeskyttede kerneområder

Stærke kræfter inden for turistindustrien og friluftslivet lobbyer hårdt for en tivolisering af naturen og for, at alle typer af friluftsaktiviteter skal kunne foregå overalt i de kommende nationalparker. Dette er DOF meget bekymret over.

 

Efter DOF’s opfattelse er det helt afgørende for opfyldelsen af lovens og regeringens intentioner, at de kommende nationalparker planlægges efter en zoneinddeling, der i overensstemmelse med den internationale naturbeskyttelsesunions (IUCN’s) principper sikrer færdselsfrie kerneområder i nationalparken, hvor bevarelse og forbedring af biodiversiteten har absolut højeste prioritet.

Adgangs- og oplevelsesmuligheder er også vigtigt for DOF, og det forestiller vi os, der kan blive fremragende muligheder for i en større zone uden om kerneområdet – men inden for nationalparken. Her kan forskellige friluftsaktiviteter udfolde sig, men under hensyntagen til de særlige naturkvaliteter, som begrunder nationalparken.


 

Foreningen ser gerne,  at zoneinddelingen inklusiv et særligt beskyttet kerneområde som princip for planlægningen af en nationalpark er præciseret i lovbemærkningerne.

 

5. Tilstrækkelig økonomi

Ministeriet skønner ifølge lovbemærkningerne omkostningerne ved etablering af en nationalpark til i størrelsesordenen 3-5 mio. kr./år til administration og 5-10 mio. kr./år til formidlings- og udviklingsprojekter.

 

DOF stiller konkret forslag om, at der etableres en startpulje på 100 mio kr. til formidlings- og udviklingsprojekter, der skal kunne søges af nationalparkprojekterne i etableringsfasen til opkøb og jordfordeling, således at projekterne relativt hurtigt kan vise synlige resultater i naturen – og dermed blive en succes.

 

Hvis ikke de første nationalparkprojekter kommer godt fra start og har tilstrækkeligt med midler til at kompensere lokale landmænd m.fl. for driftstab i forbindelse med naturgenopretning og udvikling af nationalparkens naturkvalitet, frygter DOF, at opbakningen fra lokalbefolkningen og lodsejere hurtigt vil svinde ind.


DOF fastholder i øvrigt, at de midler, der allokeres til nationalparkerne, ikke må betyde, at naturbeskyttelse og naturgenopretning svækkes andre steder.

 

 

Med venlig hilsen

Dansk Ornitologisk Forening

BirdLife Danmark

 

 

Christian Hjorth                                       Michael B. Grell

Formand                                                  Afdelingsleder, Naturfaglig afdeling

 

 

 

Dansk Ornitologisk Forening

/ BirdLife Danmark

Vesterbrogade 138-140

DK-1620 Copenhagen V

Tlf. 3328 3800

E-mail: [email protected]

Hjemmeside: www.dof.dk