Esbjerg den 17-05-2007

Folketingets miljøudvalg

I den seneste tid er der bl.a. på baggrund af udtalelse fra Formand for folketingets miljø- og planlægningsudvalg Christian Wedell-Neergaard i JydskeVestkysten opstået tvivl om, der var tilslutning til oprettelse af en nationalpark i Vadehavet blandt befolkningen. I den anledning vil Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdelinger i Tønder, Varde, Esbjerg, Fanø kommuner og DN’s Vadehavsgruppe gerne udtale følgende:

Vi har deltaget i den lokale styregruppe for pilotprojektet i Vadehavet og i arbejdsgrupperne på Fanø, i Esbjerg, Ribe, Skærbæk og Tønder samt været medvirkende til oprettelsen af en regional gruppe omkring forvaltning af en evt. nationalpark i Vadehavet. Blandt alle involverede parter/borgere i arbejdsgrupperne har der været en bred forståelse for, hvilken betydning en nationalpark i Vadehavet ville have socioøkonomisk og naturmæssig for Vadehavsområdet. Derfor har der også været bred enighed om at anbefale, at Vadehavet blev udpeget som nationalpark. Det er denne opfattelse, der er formidlet videre til Miljøministeren gennem Den lokale Styregruppes rapport fra 1. oktober 2005. Den brede enighed er lokalpolitisk bekræftet af De 4 Vadehavskommuners brev af 21. april 2006 til miljøministeren.

Vi er klar over, at der er forskellige opfattelser af afgrænsningen af nationalparken, men ikke at der bør etableres en nationalpark.  Denne situation er vel ikke ualmindelig efter arbejdet med pilotprojekterne? Og pilotprojekternes formål var vel at afklare de problemstillinger, der skulle arbejdes med, når nationalparklovgivningen var på plads? Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdelinger er parate til at indgå i en dialog omkring dette punkt med alle interessenter, når loven om nationalparker i Danmark er vedtaget.

Miljøministeren opfordres derfor sammen med Folketinget at udpege Vadehavet som nationalpark, fordi

·         det er det eneste større danske naturomrÃ¥de af international karat og

·         det eneste af de tilbageværende piloter projekter, som indeholder større omrÃ¥der med marine naturtyper.

 

Med venlig hilsen

Carsten Callisen              Leif  Vagner Jørensen    Britt Schak Hansen          Søren Eller
Vardeafdelingen            Esbjerg afdelingen          Fanø afdelingen              Tønder afdelingen

 

Leo Bergsted Mortensen
Udvalgsformand for Vadehavsgruppen