Den næste sag på dagsordenen var:
2) Første behandling af lovforslag nr. L 124:
Forslag til lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2008 og 2009. Af finansministeren (Thor Pedersen). (Fremsat 31/1 2007).

Jeg skal lige her oplyse, at finansministeren er forhindret i at være til stede, hvorfor det er socialministeren, der dækker sagen.
     Den første ordfører bliver fru Birgitte Josefsen.

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Ja, da vores ordfører, hr. Lars Christian Lilleholt, heller ikke kunne være til stede i dag, vil jeg på vegne af Venstre fremføre vores synspunkter i forbindelse med tilskud til Grønlands hjemmestyre.
     Venstre kan støtte op om lovforslaget, L 124, der er til behandling her i dag, om at yde Grønland et bloktilskud på godt 3,2 mia. kr. årligt for hvert af årene 2008 og 2009, korrigeret for prisudvikling. Vi synes, det er glædeligt, at man nu igen har fået en flerårig aftale, som parterne er nået frem til i enighed.
     Vi skal i de kommende år fastholde intentionerne om at arbejde frem imod endnu flere egenindtægter til det grønlandske samfund i form af privatindtjening og deraf stigende skatteindtægter for det offentlige. Venstre er derfor positiv over for øremærkning af 50 mio. kr. til et sektorprogram for uddannelse og erhvervsudvikling. Dette skaber et øget fokus på et forbedret uddannelsesniveau i Grønland og på udvikling af den private erhvervssektor. Det vil forhåbentlig i fremtiden medføre, at Grønland opnår et forhøjet uddannelsesniveau, som kan skabe vækst og innovation
i Grønland. Venstre vil med interesse afvente Selvstyrekommissionens beretning om, hvorledes de grønlandske myndigheder kan overtage yderligere ansvar, hvor dette er muligt, og Selvstyrekommissionens forslag til en ny økonomisk ordning mellem Grønland og Danmark. Venstre støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører bliver hr. Arne Toft.

Ja, jeg kan fortsætte, hvor Venstres ordfører slap. Da Socialdemokratiets ordfører i denne sag, hr. Frank Jensen, er på tjenesterejse, skal jeg på hans vegne fremføre følgende her ved førstebehandlingen af L 124:

     Socialdemokratiet kan tilslutte sig lovforslaget, som har til formål at videreføre den nuværende tilskudsaftale for tilskuddet til Grønlands hjemmestyre for 2008 og 2009. Det er efter vores opfattelse en rigtig løsning, som fører frem til afslutningen på arbejdet i Grønlandsk-dansk Selvstyrekommission, der forventer at afgive en betænkning i efteråret 2007.
     Selvstyrekommissionen skal i henhold til sit kommissorium bl.a. overveje og stille forslag om, hvorledes de grønlandske myndigheder kan overtage yderligere kompetence, hvor dette er forfatningsmæssigt muligt, samt overveje og stille forslag til en ny ordning vedrørende det økonomiske mellemværende mellem Grønland og Danmark.
     Vi kan tilslutte os til L 124.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører bliver hr. Søren Espersen.

Det er jo meget, meget store beløb, vi med lovforslaget her skal bevilge Grønland. I løbet af 2 år skal der overføres 7,4 mia. kr. fra den danske statskasse til Grønlands hjemmestyre, altså omkring 300 mio. kr. om måneden, svarende til 6.000 kr. for hver eneste borger i Grønland pr. måned.
     Det er alt sammen udmærket, og vi når sikkert også frem til, at Grønlands hjemmestyre igen skal tilgodeses med denne enorme håndsrækning, for dels er de fleste her i Folketinget jo tilhængere af rigsfællesskabet, dels har hver eneste borger i Grønland dansk pas og er dermed dansk statsborger. Danmark har derfor en ganske særlig forpligtelse.
     Der er desværre bare nogle væsentlige - ja, jeg vil sige uhyggelige - problemer i forbindelse med forvaltningen af de mange penge, og spørgsmålet er, om regeringen og Folketinget vedblivende kan sidde de problemer overhørig.
     Hvordan skal vi i Folketinget som bevilgende myndighed reagere, når vi hører om rædselsvækkende tal om seksuelle forbrydelser mod børn i Grønland - tal, der viser, at hver tredje pige og hver niende dreng udsættes for seksuelle overgreb - og at der for en stor del af disse forbrydelser er tale om incestuøse forhold?
     Hvordan skal vi reagere, når vi får forfærdelige underretninger om bygdebørn, der decideret sulter, om misrøgtede børn af alkoholiserede forældre? Hvad skal vi sige, når vi bliver mødt med selvmordsstatistikker, som her er helt ekstreme? Hvordan skal vi reagere, når vi får at vide, at mere end halvdelen af samtlige graviditeter i Grønland ender i provokeret abort, og at mange af disse aborter foretages i forbindelse med incest?
     Hvis man sammenligner med de øvrige nordiske lande, har Grønland en negativ rekord på snart sagt alle sociale områder. Der bør ikke længere være tvivl om, at de generelle sociale samfundsstrukturer, som vi kender i resten af Norden, ikke eksisterer i Grønland, og politikerne i Grønland, er jeg heller ikke i tvivl om, har ikke viljen til at tvinge de nødvendige ændringer igennem.
     Og jeg spørger, om vi stadig væk kan sende milliarder af sted og bare fortsætte med at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder de fuldstændig uacceptable sociale forhold, der hersker i Grønland.
     Dansk Folkeparti mener det ikke, og vi vil derfor nu stille forslag om, at regeringen indleder forhandlinger med landsstyret med det formål at sikre, at en del af det store tilskud fremover øremærkes med det formål at afhjælpe en række af de særlige sociale dårligdomme, der kendetegner Grønland.
     En øremærkning er i øvrigt ikke noget nyt i forhold til det lovforslag, der ligger, nemlig når det gælder de 50 mio. kr. til sektorprogrammet for uddannelse og erhvervsudvikling. Det bør derfor ikke give anledning til større diskussion yderligere at øremærke midler til afhjælpning af de katastrofalt dårlige sociale forhold i Grønland.
     Såfremt vor indstilling om at tilføre denne yderligere øremærkning følges, skal jeg meddele, at Dansk Folkeparti umiddelbart vil se positivt på lovforslaget, men kun hvad gælder år 2008.
     Jeg ved, at der henvises til Selvstyrekommissionens arbejde, når man beder om en 2-årig aftale - normalt er det 3 år - men hvis Selvstyrekommissionen når frem til et utilfredsstillende resultat, forbeholder vi os ret til at forlange nedsat bloktilskud til Grønland.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Per Ørum Jørgensen.

I Det Konservative Folkeparti er vi også positive med hensyn til dette lovforslag, som jo fastsætter bloktilskuddet til Grønland i 2008 og 2009 til 3,2 mia. kr. årligt. Vi synes egentlig også, det er positivt, at man i den pågældende aftale har valgt en prioritering til et sektorprogram for uddannelse og erhvervsudvikling på 50 mio. kr. Jeg er enig i, at det måske er en fremgangsmåde, som man også kunne kigge på, når det gælder sociale problemer - jeg skal ikke ridse problemerne op, det gjorde hr. Søren Espersen før
- for det er klart, at der mener jeg, at vi fra dansk side og
i samarbejde og dialog med Grønland i højere grad kan imødegå de voldsomme problemer, vi ser på det sociale område
i øjeblikket.

     I fremtiden er det jo udviklingen, når det gælder bloktilskuddet, der for tiden drøftes i Selvstyrekommissionen. Som medlem af kommissionen vil jeg sige, at vi jo efterhånden har haft langvarige forhandlinger og drøftelser lige omkring det her spørgsmål, forhandlinger, der ikke er færdiggjort endnu. Vi håber fra konservativ side, at vi kan nå frem til en løsning, som alle kan være tilfredse med, og når jeg siger, at alle kan være tilfredse, mener jeg både den grønlandske befolkning og den danske befolkning. Vi støtter lovforslaget med stor fornøjelse og ser også frem til den videre udvikling omkring forhandlingerne om de økonomiske forhold og det mellemværende, der er dér mellem Grønland og Danmark.

Den konservative ordfører har på sin hjemmeside udtalt sig om, at der skal øremærkes penge til en socialreform. Mit spørgsmål går på: Skal disse bemærkninger på ordførerens hjemmeside betragtes som bemærkninger, der er givet på regeringens vegne, på Det Konservative Folkepartis vegne eller på vegne af ordføreren alene?

Nu er jeg ikke i tvivl om, at hr. Kristen Toubourg har stor tiltro til mine evner, men at jeg kan udtale mig på regeringens vegne, der må jeg i al min ringhed sige, at det er jeg naturligvis ikke i stand til.
     Spørgsmålet er blevet aktuelt på baggrund af en undersøgelse, der bl.a. viser, at hvert tredje pigebarn er udsat for seksuelle overgreb, og at hver niende dreng er udsat for det samme, og vi ser, at blandt de 15-18-årige har faktisk 25 pct. forsøgt selvmord. Der mener jeg, at vi fra dansk side bør søge dialog med Grønland om at få løst de her problemer. Det er sådan set det, der ligger i det.
     Vi kan jo se på baggrund af det her lovforslag, at man har taget det redskab i anvendelse at øremærke midler til specielle formål, og jeg synes faktisk på baggrund af den undersøgelse, vi har set, og på baggrund af de sociale problemer, som eksisterer i Grønland, at det måske kunne være konstruktivt også fremadrettet gennem dialog med Grønland at øremærke penge til en socialreform.

Nu svarer den konservative ordfører jo kun delvis på mit spørgsmål.
     Jeg har sådan en grundlæggende opfattelse af, at når man er ordfører for et parti, må de udtalelser, man står for, vel også dække partiet, og eftersom Det Konservative Folkeparti er en del af regeringen, synes jeg måske, det var meget relevant at vide, om de synspunkter, som der er givet udtryk for på ordførerens hjemmeside, står for regeringens, De Konservatives holdning og ordførerens holdning, eller det er helt privat, man kommer med det.
     Jeg vil godt have et klart svar på det, for jeg forventer sådan set, at ordføreren giver udtryk for den politik, som i al fald De Konservative står for.

Nu er det formentlig ikke hr. Kristen Touborg ubekendt, at regeringen består af to partier, og ja, vi har drøftet det pågældende spørgsmål i den konservative folketingsgruppe, hvor der også er opbakning til det synspunkt, men ligefrem deraf at uddrage, at det er regeringens synspunkt, tror jeg nok er at gå for vidt fra hr. Kristen Touborgs side.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Niels Helveg Petersen.

Det Radikale Venstre støtter med glæde dette lovforslag, som jo bygger på enighed; det er et resultat af enighed mellem landsstyret og den danske finansminister. Sådan har det jo været i mange år, at bloktilskuddenes størrelse byggede på en sådan enighed. Det er derfor også helt naturligt for os at tilslutte os forslaget.
     Vi ved jo alle sammen godt, at det grønlandske samfund er et samfund med betydelige sociale problemer, og jeg må helt afvise, at der er nogen, der her sætter kikkerten for det blinde øje, som hr. Søren Espersen udtrykte det. Det er der ikke tale om. De sociale problemer, der er, ligger åbent for os alle og kræver selvfølgelig en stor indsats også af de grønlandske myndigheder.
     Jeg ser også gerne, at der imellem Grønland og Danmark er dialog om disse sociale problemer, det er naturligt nok, men at gribe ind i den grundlæggende mekanisme ved øremærkning af særlige beløb til særlige formål ville være et tilbageskridt. Det forudsætter i hvert fald en enighed mellem landsstyret og den danske regering; uden en sådan enighed ville vi i hvert fald slet ikke overveje at støtte det.
     Så jeg synes ikke, det er fair at sige, at man sætter kikkerten for det blinde øje, men det er fair at sige, at der er store sociale problemer og store problemer ikke mindst for børn i Grønland.
     Den grønlandske Selvstyrekommission skal jo være færdig
i dette år, og det håber jeg meget den bliver, og jeg vil gerne her ved denne lejlighed udtrykke håbet om, at der hermed skabes en god ramme for den fremtidige udvikling i Grønland.

Jeg vil spørge den radikale ordfører, som siger, at der ikke er tale om at sætte kikkerten for det blinde øje: Hvad har Det Radikale Venstre gjort i forhold til det her problem? Hvad gjorde den radikale ordfører, mens han selv var medlem af regeringen, i forhold til Grønland og Grønlands landsstyre?
     Det her er jo ikke nye problemer, det er jo problemer, der har eksisteret i årevis i Grønland, og som faktisk stadig er, som de var for 10, 12, 15 år siden. Det er jo netop vores pointe, at der ikke sker nogen positive ændringer, at de grønlandske politikere ikke har viljen til at løse problemerne.

Jeg synes, jeg må have lov til at understrege over for hr. Søren Espersen, at jeg altså ikke var socialminister, jeg havde ansvaret for den danske udenrigspolitik.
     Det, der er afgørende, hvis vi skal finde bedre løsninger i Grønland, er selvfølgelig, at den grønlandske befolkning selv tager hånd om sagen, og at de grønlandske politiske myndigheder gør det, det er den rette vej at gå, ikke at lave mere formynderi. Jeg tror, det ville være et tilbageslag for løsningen af de problemer, der er. Derfor kan jeg slet ikke anbefale at gå den vej, som hr. Søren Espersen vil gå. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor hr. Søren Espersen vil betale i 2008, når han ikke vil betale i 2009. Hvorfor vil hr. Søren Espersen ikke begynde med det samme?

Det var jo heller ikke det, jeg talte om. Det er præcis 2 år, der er afsat til det her, fordi man afventer Selvstyrekommissionens rapport, og den får vi formentlig i løbet af 2007, og så er der ikke grund til at foretage bevillinger helt frem til 2009, hvis vi på forhånd kan se, at det måske er et resultat, vi ikke kan støtte.
     Men jeg vil alligevel holde fast ved det, jeg spurgte om før: Hvad er det præcis, hr. Niels Helveg Petersen mener, når han siger, at vi skal indgå i dialog? Hvem skal indgå i dialog? Skal der ingen pression være i forhold til den dialog, når man nu kan se, at det ikke virker? Hvad gjorde man f.eks. i forbindelse med det rumænske styre og børnehjemsbørnene i Rumænien? Lagde vi ikke pression på den rumænske regering? Jo, det gjorde vi da, og det mener jeg i øvrigt også hr. Niels Helveg Petersen selv gjorde som udenrigsminister i sin tid. Her taler vi om danske statsborgere, hvorfor skal de behandles anderledes end rumænere?

En dansk udenrigsminister har altså ikke nogen indflydelse på disse interne forhold i Grønland, det er Grønlands ansvar i henhold til den lovgivning, der eksisterer. Jeg kan slet ikke se anden mulighed for fremskridt, end at det fortsat skal være de grønlandske myndigheder, der må tage slæbet med de store økonomiske og sociale problemer, der er, og jeg er overbevist om, at der i Grønland er mange kræfter, der virker
i den retning. Hr. Søren Espersens bemærkning efterlader jo et indtryk af, at man i Grønland er fuldstændig ligeglad med det her, og det er helt ved siden af.

Jeg er lidt i tvivl om, om der var en markering fra fru Line Barfod. Det var der ikke.
     Tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken. Næste ordfører er hr. Kristen Touborg.

Aftalen, vi behandler her, er en aftale mellem to regeringer. Det er sådan set, som det plejer at være i de her sammenhænge. En sådan aftale mellem regeringerne er efter SF's opfattelse den rigtige måde at gøre det på: at man fastsætter bloktilskuddet på den facon og efter de spilleregler, som regeringerne nu er enige om.
     Der har i den senere tid og også lige forud for debatten været nogle udsagn, bl.a. fra den konservative ordfører her i dag omkring indgreb i forhold til sociale problemer.
     Også SF er fuldstændig opmærksom på, at der er store sociale problemer, men vi mener altså ikke, at man skal genindføre dansk formynderi. Derfor vil det ikke være SF's opfattelse, at man skal følge den delvise anbefaling, som hr. Ørum Jørgensen er kommet med, om at øremærke bloktilskuddet.

Ja tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg er nødt til at spørge SF's ordfører omkring den problemstilling og også det forslag til løsning, som vi fra konservativ side har lagt frem, nemlig at vi opfordrer ministeren til at søge dialogen med sin grønlandske kollega og finde frem til, om vi fra dansk side i højere grad end i dag kan bidrage med at forebygge, med at afhjælpe de her tragiske problemer.
     Anerkender SF's ordfører de her ting, og at man i lighed med det lovforslag, vi ser her, eventuelt kunne presse på for at skabe en mere positiv udvikling, netop vedrørende det her spørgsmål, ved at øremærke midler omkring bloktilskuddet?
     Så vil jeg også gerne høre, om SF's ordfører ikke anerkender, at vi fra dansk side har det overordnede ansvar for at sikre, at Grønland overholder internationale aftaler, herunder også FN's børnekonvention.

Som jeg sagde i min ordførertale, går vi ind for, at der kan være en dialog imellem de grønlandske myndigheder og de danske myndigheder, og derunder er det helt klart, at man også på regeringsplan kan føre sådanne forhandlinger, men området er et grønlandsk område, som de må tage initiativ til at arbejde med.

Jeg synes, den her problemstilling er ekstremt alvorlig, og det er jeg også helt sikker på at SF's ordfører af et godt hjerte er enig med mig i. Vi kan jo se, at når det drejer sig om slædehunde, er der ingen grænser for, hvor meget vi himler op over deres forhold. Det her synes jeg efterhånden er en så alvorlig sag, at vi fra dansk side også har et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan, for at bidrage positivt til udviklingen.
     Men jeg vil godt høre hr. Kristen Touborg, om man på baggrund af de principper, man har for samarbejdet, fra SF's side så siger: Det her er ikke noget, vi vil røre ved; vi lægger armene over kors og læner os tilbage og siger, at det ikke er vores ansvar. Er det SF's umiddelbare udgangspunkt i den problemstilling, vi står med?

Jeg er enig i, at det er en ekstremt alvorlig situation, der er på en række områder på det sociale område i Grønland. Det betyder ikke, at SF lægger armene over kors, men det betyder, at det er de grønlandske myndigheder, der må tage initiativ til, at vi skaber en dialog, hvis man ønsker, at vi skal have en sådan.

Det der med dialog hører vi snart i alle sammenhænge; med dialog går det hele, så bliver der ingen problemer. Nu mener jeg ikke, der findes nogen dialog i øjeblikket mellem regeringen og landsstyret om det her emne. Det burde der gøre.
     Jeg vil så spørge hr. Kristen Touborg: Er det i hr. Kristen Touborgs øjne tilfredsstillende, det arbejde, som Grønlands landsstyre har ydet på det sociale område inden for den sidste snes år? Er det tilfredsstillende, eller er det i virkeligheden et dårligt stykke arbejde, der er leveret? Hvordan ser hr. Kristen Touborg på det?

Om dialog må jeg sige, at det er en nødvendighed, synes jeg, imellem to ligeværdige parter, at man foretager en sådan dialog. Om den eksisterer i øjeblikket, skal jeg ikke kunne udtale mig om, eftersom jeg ikke er medlem af den danske regering. Det kan være, hr. Søren Espersen har bedre mulighed for at vide lidt om, hvad der er af dialog i den sammenhæng. Jeg er i hvert fald ikke vidende om det.
     Så vil jeg godt sige, at jeg ikke synes, at det er tilfredsstillende forhold, der i en årrække har eksisteret på det sociale område; det synes vi ikke det er.

Jeg håber da også, jeg vil være i stand til at præge det bedre, end SF f.eks. har gjort i den periode, hvor de sad som støtteparti for regeringen. Der blev ikke løftet en finger.
     Jeg vil sige, at jeg giver hr. Per Ørum Jørgensen ret i, at SF og specielt hr. Kristen Touborg er utrolig optaget, hver gang det drejer sig om slædehunde og andre dyreproblemer; så hører vi en masse fra SF.
     Jeg vil bare spørge: Hvornår har vi hørt protester fra SF over for det grønlandske landsstyre i den her anledning? Hvornår har vi set et læserbrev fra hr. Kristen Touborg i den her anledning, når det drejer sig om børn og ikke hunde?

Nu skal man jo ikke sige, at en spørger lyver, selv om han ikke siger den fulde sandhed, men hvis jeg nu havde haft mulighed for at stille spørgsmål til hr. Søren Espersen, ville jeg jo gerne have spurgt: Hvor er det lige, hr. Søren Espersen har set, at hr. Kristen Touborg har udtalt sig om slædehunde og deres forhold?
     Jeg kunne godt nævne et par andre - også en fra hr. Søren Espersens parti - der måske har haft rimelig høj cigarføring netop i forhold til slædehunde, og så kan man jo måske godt undre sig en smule over, at hr. Søren Espersen nu fører sig så voldsomt frem om, hvordan det er med de sociale forhold og de dyrevelfærdsmæssige forhold, når det i virkeligheden er Dansk Folkepartis repræsentant, der i den grad har kørt frem med slædehundene.
     Jeg har ikke udtalt mig om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert. Jeg vil bare godt have en berigtigelse af, hvor det er, hr. Søren Espersen har set, at jeg har udtalt mig om de grønlandske slædehunde.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, næste ordfører er fru Line Barfod.

Enhedslisten støtter forslaget om tilskud til Grønland de kommende år.
     I Selvstyrekommissionen diskuterer vi i øjeblikket det fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark, som også andre ordførere har været inde på, og jeg håber da, på trods af hvad man kunne få indtryk af, når man læser aviserne for tiden, at det ender med, at vi finder en fornuftig aftale om det kommende samarbejde og en aftale, der giver nogle gode muligheder for Grønlands fremtidige udvikling, og for at Grønland bliver en god ligeværdig partner i udviklingen også af resten af verden. Så har der været noget debat under det her forslag om de sociale problemer, der er i Grønland. Selvfølgelig skal Grønland tage hånd om de sociale problemer, som Grønland har, nøjagtig ligesom den danske regering burde tage hånd om de sociale problemer, som vi har i Danmark, og ligesom vi i forhold til andre lande siger, at de bør tage hånd om de sociale problemer, som de har. Selvfølgelig skal vi som politikere have en dialog med grønlandske politikere, nøjagtig ligesom vi har med politikere fra Sverige, Norge og mange andre lande om, hvordan man kan blive bedre til at løse de forskellige problemer, men jeg må indrømme, at jeg altså har ret svært ved at tage Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis pludselige interesse for de sociale problemer så alvorligt, når man tænker på, at det er de to partier, der herhjemme i høj grad er med til at sende masser af danske børn ud i fattigdom og påføre dem masser af sociale problemer. Der er det ikke bare noget med, at man ikke tager hånd om de problemer, som folk har, man giver dem problemer, i modsætning til det, der trods af er tilfældet i Grønland, hvor man ikke går ind og skærer på alle de sociale ydelser, men bare endnu ikke er kommet op i niveau i forhold til den sociale indsats, som der i hvert fald har været her i Danmark.

     Så jeg synes, man burde tænke lidt over, at det, man kræver af andre lande, bør man også gøre en indsats for at gøre i sit eget land. Det er som regel den måde, vi får udviklingen fremad på: ved at vi også prøver at arbejde for, at det er de samme standarder, der er gældende hos os selv.
     Nøjagtig ligesom i forhold til debatten med Færøerne om homoseksuelles rettigheder er det jo også noget, vi kæmper for herhjemme og ikke kun på Færøerne.
     Hvis man virkelig mener, at man kæmper for bedre sociale forhold for børnene i Grønland, burde man også kæmpe for dem herhjemme.

Jeg vil gerne bede ordførere blive, for der er en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Jeg må sige, at jeg synes, det er fuldstændig forrykt at drage sammenligning mellem de danske sociale forhold og de sociale forhold, der er i Grønland. Det er, som om fru Line Barfod slet ikke har læst de statistikker, slet ikke ved, hvad det er, der foregår i forhold til de ting, jeg gennemgik
i min ordførertale. At sammenligne de to ting! Hvis Grønland kunne komme på socialt niveau med Danmark, ville det da være alle tiders. Og hvad er det for noget vås at sige, at vi ikke engagerer os i de danske sociale forhold? Jeg mener ikke, vi bestiller andet. Hvad har Enhedslisten gjort? Enhedslisten, som jo tordner og regerer over hver eneste lille sociale overgreb - og det er da glimrende - i Danmark og i Uganda og i Nepal og
i hvad det skal være. Hvor har Enhedslisten været i forhold til Grønland? Hvor er det sociale engagement, hvor er indignationen?

Det kan godt være, der er noget, jeg har overset, men jeg mener ikke, jeg har udtalt mig hverken om sociale forhold i Uganda eller Nepal. Jeg ved, at jeg i mit arbejde i Nordisk Råd beskæftiger mig med sociale forhold, bl.a. for børn i samtlige de nordiske lande inklusive Grønland, og diskuterer, hvad vi kan gøre på det område.
     Men det, jeg sagde i forhold til Dansk Folkeparti og Konservative, var ikke et spørgsmål om, hvorvidt de sociale forhold i Grønland er bedre eller dårligere end i Danmark, det var, at Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti i Danmark er med til at forringe de sociale forhold, er med til at sende masser af mennesker ud i fattigdom.
     Det er altså det stik modsatte af det, vi diskuterer i forhold til Grønland. Der diskuterer vi, om det går hurtigt nok med at hjælpe folk, så de kommer ud af sociale problemer. Det, man gør i Danmark, er altså, at man tværtimod påfører folk sociale problemer.

Hvorfor er det mere interessant, at noget er socialt skævt i forhold til en dansk statsborger, der bor i Tønder eller i Hanstholm, end en, som bor i Nuuk eller andre steder i Grønland? Hvorfor er det mere interessant for Enhedslisten? Hvorfor er det sådan, at danske statsborgere med dansk pas skal udsættes for det, der foregår i øjeblikket i forhold til en mangel på social omsorg? Hvorfor er det mere interessant?
     Jeg spørger igen: Hvad har Enhedslisten gjort i den her anledning i årevis? Det er da muligt, at fru Line Barfod ikke
i den her debat har nævnt Nepal, Uganda eller andre steder; det tænker jeg såmænd hun har gjort i andre sammenhænge.

Jeg erindrer ikke, at jeg nogen sinde har udtalt mig om sociale forhold hverken i Uganda eller Nepal, og det ville undre mig meget, hvis jeg havde det uden at kunne huske det.
     Men Enhedslisten er et dansk parti. Vi sidder i Folketinget og stemmer om forbedringer og forringelser i Danmark; vi har mulighed for at rejse sager i Folketinget om vilkårene for mennesker, der bor i Danmark. Så kan vi også, når vi snakker med grønlandske politikere i Nordisk Råd og i andre sammenhænge, med dem diskutere forholdene i Grønland, men vi har ikke mulighed for at gå ind og fremsætte lovforslag eller andet.
     Det flytter stadig ikke ved den grundlæggende præmis, nemlig at det, der sker i Grønland, er, at man kan diskutere, hvorvidt man hurtigt nok forbedrer de sociale vilkår, mens det, der sker i Danmark, og det som Dansk Folkeparti gang på gang lægger stemmer til, er det stik modsatte, nemlig at man forringer de sociale vilkår, at man sender børn ud i fattigdom.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Lars-Emil Johansen.

Nu lød det, som om sociale problemer i Grønland er noget, som Grønlands hjemmestyre i de 27 år, hjemmestyret har eksisteret, har opfundet og har ladet ligge. Før den tid, i kolonitiden, lød det, som om der ikke har været sociale problemer, og at man altid tog hånd om de problemer, der var. Jeg må sige, at Grønland hverken har opfundet de sociale problemer, der er, eller undladt at gøre noget ved de problemer, der eksisterer.

     Tværtimod har Grønlands landsstyre for nylig, ved jeg fra landsstyremedlem for familiemæssige anliggender, Aleqa Hammond, sendt en informationspakke til folketingspolitikere, der har interesse for Grønland - og jeg går ud fra, at de talere, der har beskæftiget sig med den her sag, også har modtaget den - hvor man informerer om, hvilken indsats landsstyret gør i forhold til de børn, der er ramt af sociale problemer, og i forhold til de selvmordsproblemer, der er i Grønland.
     Jeg synes, det er alt for billigt at slå politisk plat på baggrund af nogle tragiske situationer. I hvert fald er der ingen grund til, at man ligesom begynder at antyde, at vi bør tilbage til en tid, kolonitiden, hvor man besluttede, hvad der skulle ske og ikke skulle ske i Grønland, i den tro, at man på den måde kan løse problemerne. Situationen i dag efter 27 år med hjemmestyre er på alle måder bedre end den situation, der har været i flere århundreder under dansk kolonistyre.
     Da hele systemet omkring hjemmestyrekonstruktionen, den dertil knyttede økonomiske politik og det såkaldte bloktilskud blev opfundet, var der en simpel begrundelse for det, nemlig at det var nødvendigt, at Grønland selv tog hånd om de problemer i Grønland, som Danmark aldrig havde kunnet klare, de problemer, som i bund og grund udsprang af den grønlandske befolknings reaktioner på den kolonipolitik, den fremmedstyring og den umyndiggørelse, som havde pågået i Grønland på dansk initiativ i mere end 200 år.
     Hvis man tror, at sådanne problemer kan rettes op i en håndevending ved at indføre en slags halvgjort selvstyre, er det, fordi man ikke kender resultaterne af den historiske forskning omkring afkolonisering. Så er det måske, fordi man tror, at det ikke har noget med forholdet Danmark-Grønland at gøre, men det har det. Det sociale og uddannelsesmæssige mønster, der i disse år udspiller sig i Grønland, er på ingen måde forskellig fra de mønstre, man kan se hos en række tidligere kolonier og specielt hos en række oprindelige folk med begrænset ret til at bestemme over sig selv.
     Den store forskel er, at vi i Grønland selv sætter massivt ind mod problemerne og har gjort det i mange år. Det har vi kunnet gøre, fordi bloktilskudsloven er baseret på det simple princip, at vi selv prioriterer de penge, der indgår i tilskuddet. Det har betydet, at vi, siden vi overtog ansvaret fra Danmark, har måttet prioritere en lang række nye midler over i det sociale og uddannelsesmæssige område. Det har været nødvendigt for bare at rette lidt op på den negative arv, vi fik fra Danmark, sammen med det helt utilstrækkelige system, vi indtil da havde at råde over.
     Jeg havde egentlig tænkt mig at sige en del om, hvordan man kunne tænke sig at Grønland kunne udvikle sig til at komme ud af den der økonomiske spændetrøje, som bloktilskuddet egentlig er et udtryk for, hvorfor bloktilskuddet i dag er nødvendigt, og hvordan man ville kunne komme ud af bloktilskuddet, men da man fra nogle ordføreres side er mere optaget af, hvordan man vil kunne forøge styret af Grønland, har jeg fundet det nødvendigt at knytte nogle bemærkninger hertil.
     Men jeg kan til slut sige, at som situationen ligger i dag, er der kun én vej for at gøre Grønland mere uafhængig, mere fri fra økonomiske overførsler, og det er, at Grønland får fuld råderet over egne ressourcer. Grønland er et rigt land på alle måder, Grønland har bare ikke lov til at råde over egne ressourcer i dag. Vejen ud af denne spændetrøje er derfor fuld råderet over ressourcerne, og det må den Selvstyrekommission, som bl.a. hr. Søren Espersen og jeg og for så vidt også hr. Per Ørum Jørgensen sidder i, have en mulighed for at gøre noget ved.

Jeg vil da også gerne tale lidt om pengene. Det er ikke sådan, at jeg ikke vil have den debat, nu fremførte jeg bare det andet som noget, der bestemt er vigtigere. Netop omkring pengene og pengetilskuddet modsætter grønlænderne sig jo hver gang muligheden for at lade den danske Rigsrevision komme ind over. Jeg ved godt, at Grønland har sin egen revision, men det er ikke det, man kalder - hvad skal vi sige? - forvaltningsmæssig revision, hvor man også peger på de ting, som kunne være gjort bedre.
     Hvorfor er det egentlig, at man ikke ønsker at komme med
i det? Det ville også give en vældig tryghed i forhold til det danske bloktilskud, når vi nu skal bevilge det, at vi ved, at den forvaltningsmæssige side er i orden.

Jeg kan høre på hr. Søren Espersen, at han ikke følger med i Landstingets arbejde. I det ganske omfattende materiale, der indgår i Landstingets arbejde, er Landstingets betænkninger fra Landstingsrevisionsudvalget, der forvaltningsmæssigt gennemgår anvendelse ikke bare af bloktilskudsmidlerne, men af alle midler, der er bevilget over finansloven i Grønland. Så den der omfattende revision findes allerede. Der er ingen grund til at indføre dansk revision, når der i Grønland findes en grønlandsk revision, der løser det samme problem og har den samme hensigt som her i Danmark.

Jeg har ikke tænkt mig, at der skulle være en forvaltningsmæssig revision af hele det grønlandske budget, men jeg kunne meget godt tænke mig, at der blev en forvaltningsmæssig revision af den del, som er bloktilskuddet. Det har vi i mange andre sammenhænge i forhold til ydede midler, der går ud af den danske statskasse. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man så hårdnakket modsætter sig det, når man fra den danske regerings side gentagne gange har fået det tilbudt som en service.
     Sådan ser vi jo på Rigsrevisionen her. Det er jo ikke Rigsrevisionen, der bestemmer, hvordan politikken skal føres. Rigsrevisionen kan jo anbefale, hvad den vil, og sige, hvad den vil, og så kan et flertal i Folketinget sætte det til side. Det er faktisk en enorm hjælp, vil jeg sige, i det daglige politiske arbejde og vil også give det danske Folketing en tryghed. Hvorfor vil hr. Lars-Emil Johansen ikke tildele os det?

Nu ved hr. Søren Espersen lige så godt som jeg, at Grønland har hjemmestyre og har haft hjemmestyre i nogle år, faktisk næsten lige så mange år, som bloktilskuddet udgør i procentdel af Grønlands BNP, altså i 27 år. Det er næsten nøjagtig den procentdel af Grønlands BNP, bloktilskuddet udgør. Nu fremstiller man bloktilskuddet, som om det er hele økonomien i Grønland.
     Men jeg vil gerne sige, at der allerede findes en revision. Man kan bare rekvirere det arbejde, det materiale, der kommer fra den revision i stedet for at indføre en ny form for revision.
     I øvrigt vil jeg sige, at hvis regeringen i Danmark og regeringen i Grønland ønsker at drøfte, hvordan man kan udveksle nogle synspunkter eller dele interesser med hinanden, så står det dem frit for. Jeg repræsenterer hverken den danske eller den grønlandske regering. Jeg er medlem af Folketinget, der står for den her lovgivning.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Lars-Emil Johansen om det princip med at øremærke en del af bloktilskuddet til nogle specielle formål, som vi egentlig ser man gør, bl.a. med det lovforslag, vi behandler her i dag, hvor det drejer sig om uddannelse og innovation.
     Men kunne hr. Lars-Emil Johansen på baggrund af en udstrakt hånd fra dansk side om måske at bistå med forebyggelse og hjælp til at løse sociale problemer, hvor man intensiverer det samarbejde, der jo naturligvis finder sted i dag, forestille sig, at man ad den vej kunne inddrage de sociale problemer, også i spørgsmålet om bloktilskuddets prioritering?

Nu vil jeg henvise til aftalen mellem regeringen i Danmark og regeringen i Grønland af 6. december underskrevet af finansminister Thor Pedersen og landsstyremand for økonomiske anliggender Josef Motzfeldt. I den har man afsat 50 mio. kr. årligt, der foreslås omprioriteret til et sektorprogram for uddannelse og erhvervsudvikling. Så det princip kender man i forvejen.
     Jeg kan sådan set godt forstå hr. Per Ørum Jørgensens ønske om, at det samme burde kunne lade sig gøre, hvis de to parter kan aftale det; hvis de to parter kan blive enige om, at der f.eks. afsættes et bestemt beløb til sociale formål. Når vi kan gøre det til erhvervsmæssige formål, kan vi vel også gøre det til sociale formål. Men det beror på en aftale mellem landsstyret og regeringen, og da der ikke foreligger en aftale herom, kan jeg ikke se, hvordan det skulle kunne gøres i forbindelse med den her lovgivning.

Tak til ordføreren, og så er det socialministeren som fungerende finansminister.

Jeg vil gerne takke ordførerne, også de stedfortrædende ordførere, for den velvillige opbakning til lovforslaget, men dog sige, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, at hr. Søren Espersens velvillighed kun rækker til 2008 og ikke tager 2009 med. Når der er lagt op til, at vi med dette lovforslag dækker en 2-års-periode, er det jo ud fra et fælles ønske om at have ro til at diskutere betænkningen fra Selvstyrekommissionen, når den kommer. Og synspunktet har været, at det så at sige giver et mere neutralt udgangspunkt, når man skal indgå en ny aftale på området. Så det er altså baggrunden for, at den dækker de 2 år.
     Så spørger hr. Søren Espersen til de sociale problemer, der er i Grønland: Hvordan skal vi reagere? Ja, det må jo være op til hver enkelt, men jeg har i hvert fald gjort det ved at gå i dialog med min grønlandske kollega om, hvordan vi allerbedst kan bistå de grønlandske politikere med at få løst de sociale problemer, som de slås med. Helt konkret var jeg sidste forår på besøg i Grønland og havde rigtig gode meningsudvekslinger med forskellige grønlandske politikere, herunder min grønlandske kollega, og det resulterede i, at vi indgik en samarbejdsaftale, hvor vi simpelt hen fra dansk side gør det, at vi stiller al den viden og ekspertise, som vi har, til rådighed for de grønlandske politikere. Hvis der er et ønske om at trække på nogle af vores medarbejdere inden for bestemte områder, så sender vi også gerne nogle medarbejdere af sted. Men det hele beror på, hvad de grønlandske politikere måtte være interesseret i at gøre brug af i forhold til den viden og erfaring, vi har fra dansk side.
     Men jeg synes, det er helt oplagt, at andre - vi har
f.eks. haft projekter, hvor vi har kigget på metoder; vi har nogle resultater og erfaring inden for bestemte områder; vi har prøvet effekterne af kampagner m.v. - naturligvis meget gerne må trække på den viden og erfaring. Jeg ved, at vi har sendt samarbejdsaftalen til orientering til Folketingets Socialudvalg og også til Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold, og jeg stiller den selvfølgelig gerne til rådighed i det omfang, der er flere af Folketingets medlemmer, der ønsker at vide, hvad det konkret er, vi samarbejder om. Jeg mener, at det er måden at reagere på i respekt for det grønlandske selvstyre, og jeg synes, det er helt oplagt, at Grønland har mulighed for at trække på de erfaringer, som vi har gjort i Danmark. Hvis det på nogen måde kan være hjælpsomt i forhold til at få løst nogle af de sociale problemer, der er, hjælpe grønlandske børn til en god opvækst, så er det en rigtig god satsning. Så kan jeg forstå, at hr. Søren Espersen vil komme med et forslag om øremærkning af bloktilskuddet, bl.a. til en prioritering på det sociale område. Det er hr. Søren Espersen jo velkommen til. På forhånd vil jeg gerne give den meddelelse, at det ikke vil vinde nogen som helst støtte fra den danske regerings side. En ensidig øremærkning finder vi uacceptabel. Skulle der være et fælles ønske, skulle det være sådan, at man fra landsstyrets side måtte ønske at indgå en aftale vedrørende prioritering af bloktilskudsmidler, eksempelvis til det sociale område, så vil regeringen naturligvis gerne drøfte det med landsstyret, men det skal være på basis af, at der er et grønlandsk ønske om at lave en egentlig prioritering. Så vil jeg endelig til hr. Lars-Emil Johansen blot give den kommentar, at hele diskussionen om råderet over ressourcerne jo afventer, hvilket hr. Lars-Emil Johansen selv var inde på, selvstyrets betænkning og de drøftelser, der vil komme i kølvandet på den. Min sidste bemærkning skal være til fru Line Barfod, som jeg jo også takker for støtten til lovforslaget. Men jeg må dog sige, at jeg forundres over behovet for at markere, hvor meget man er imod regeringens aktivlinje, når vi diskuterer et lovforslag om bloktilskud til Grønland. Det er jo velkendt, at Enhedslisten har det synspunkt, at det ikke økonomisk behøver at kunne betale sig at arbejde i Danmark, men at det er vigtigere at spise folk af med en pose penge. Den diskussion har vi haft mange gange, men jeg må dog sige:
at rejse den debat i den her sammenhæng synes jeg er helt ude
i hampen. Det er jo velkendt for fru Line Barfod, at den her regering om nogen har taget initiativer til at hjælpe de mest udsatte i det danske samfund, og helt målrettet børnene har vi lavet et massivt program gående på at bryde den negative sociale arv, anbringelsesreform og mange andre initiativer. Og bare for igen at understrege det: Det allerbedste, vi kan gøre, er at hjælpe med, at forældrene kommer i arbejde. Det er det, der har den allerbedste effekt i forhold til at sikre børnene en god opvækst.

Jeg bemærkede, at ministeren afslog hr. Søren Espersens ønske om at blande sig i form af at lave specielle og øremærkede puljer til socialområdet. Men jeg vil godt lige for en sikkerheds skyld også have ministeren til at kommentere den omstændighed, at det andet regeringspartis ordfører her i salen i dag rent faktisk fremsatte de samme ønsker, og om det ikke er sket direkte i salen i dag, er det i al fald gjort på ordførerens hjemmeside.
     Det vil jeg godt have kommentarer til.

Jeg har overhovedet ikke nogen problemer med, at folketingsmedlemmer ytrer deres meninger og deres holdninger til det ene og det andet. Der skal gerne være plads til en fri diskussion om, hvad man synes.
     Jeg har bare med den debat, der har været i salen i dag, følt behov for at gøre rede for regeringens synspunkt, og det er, at det i forhold til en diskussion af eventuel øremærkning af midler til det sociale område vil forudsætte, at det er noget, landsstyret er interesseret i, og det vil forudsætte fælles drøftelser om, hvordan og hvorledes det i givet fald skulle ske.

Nu er jeg også stor tilhænger af, at folketingsmedlemmer kan udtale sig efter egen overbevisning i henhold til grundloven. Der er dog det lidt specielle i den her situation, at det jo ikke kun er hr. Per Ørum Jørgensen, der udtaler sig, men en ordfører for et regeringsparti.
     Det er derfor, at jeg spørger ministeren: Er det her regeringens politik? Eller er Det Konservative Folkeparti og ordføreren gået helt galt i byen, når man kommer med en helt anden melding her fra Folketingets talerstol end den, regeringens repræsentant giver?

Jeg tror, at jeg meget klart har gjort rede for, hvad der er regeringens synspunkt.

Nu hørte vi faktisk hr. Lars-Emil Johansen - det kan godt ske, at jeg har misforstået det - være delvis åben over for tanken om, at hvis landsstyret og regeringen kunne blive enige om en øremærkning til også det her, så ville han ikke på forhånd afvise det. Hr. Lars-Emil Johansen er jo en betydende politiker i Grønland og er værd at lytte til, når han siger sådan noget.
     Så jeg vil spørge: Er det så noget, ministeren vil tage initiativ til? Eller venter man bare på det, som ministeren vistnok nævnte som en grønlandsk prioritering? Når jeg nu eksempelvis fremfører det med de meget ekstreme forhold, der er, så mener jeg ikke, at det nødvendigvis i hvert tilfælde skal være en grønlandsk prioritering. Jeg fremhævede faktisk, at der var tale om danske statsborgere, som har dansk pas, og som vi har et særligt ansvar for.
     Er ministeren ikke enig i det?

Jeg har netop gjort det, at jeg har fulgt op på, hvordan vi fra dansk side allerbedst kan bistå vores grønlandske kolleger i forhold til den indsats, de har brug for at gøre i Grønland. Jeg har syntes, at det dér var vigtigt at komme i dialog om, hvordan og hvorledes de kan trække på de tilbud og de muligheder, vi har for at tilbyde assistance. Hvordan kan vi lave en bedre videndeling? Hvordan kan vi udnytte den erfaring, vi måtte have på forskellige områder? Det er det, jeg har gjort ved drøftelser med min grønlandske kollega og med samarbejdsaftalen.
     Jeg skal gerne gentage, at et ensidigt dansk ønske om øremærkning vil vi ikke bakke op om fra regeringens side. Det er ikke den linje, vi synes er den rigtige, men skulle det være sådan, at landsstyret ønsker, at der sker en øremærkning, en prioritering af et beløb i forhold til det sociale område, så er vi villige til at drøfte det.

Jeg mener bare, at jeg aldrig nogen sinde har hørt om en øremærkning, som var noget, modtageren syntes var en god idé. Det har jeg aldrig hørt om. Når vi øremærker ting til f.eks. kommunerne, er det ikke sikkert, at borgmestrene rundtomkring synes, at det er alle tiders idé. Øremærkning som sådan et varmt ønske fra modtageren har jeg aldrig nogen sinde hørt om, og jeg tror heller ikke, at det vil forekomme i den her sag.
     Jeg bemærkede, at hr. Kristen Touborg brugte udtrykket at blande sig. Vi burde ikke blande os, og der blev spurgt, om ministeren er enig i, at vi ikke skal blande os. Det vil jeg egentlig gerne have en kommentar til. Skal vi ikke blande os, når det drejer sig om danske statsborgere, som vi mener ikke får den behandling, man skal have i 2007? Skal vi så ikke blande os? Hvorfor skal vi vente på et grønlandsk initiativ? Hvorfor tager vi ikke selv initiativet?

Der er rent faktisk i forbindelse med det her forslag lavet en prioritering i forhold til de 50 mio. kr. til sektorprogrammet om uddannelse og udvikling. Men det afspejler jo et fælles ønske om at prioritere det område, og det er også det, der skal være tale om, hvis der skal være noget på det sociale område. Så det skal kun ske, hvis der er et fælles ønske om, at der skal være en sådan prioritering.
     Jeg synes, at det, det drejer sig om, er at udvise respekt for den aftale, der er med Grønland, og for den kompetencefordeling, der ligger i hjemmestyreaftalen. Det vil sige, at det må være de grønlandske politikere, der træffer beslutning om, hvilke indsatser de vælger, hvordan de prioriterer, og så synes jeg, det gælder om, at vi står til rådighed med de muligheder, vi har.

Jeg synes stadig væk, at det efter ministerens svar til hr. Kristen Touborg står lidt uklart for mig i hvert fald. For hr. Per Ørum Jørgensen sagde i et tidligere svar til hr. Kristen Touborg, at det, han gav udtryk for, var udtryk for De Konservatives opfattelse, ikke kun en enkelt ordførers helt personlige, private holdning. Den har alle ret til at have, det er fuldstændig indlysende; den har man ret til at give udtryk for. Men ordføreren sagde, at det var udtryk for Det Konservative Folkepartis holdning. Det Konservative Folkeparti er jo en del af regeringen, og derfor vil jeg meget gerne have ministeren til igen at slå fast, så der ikke er nogen tvivl tilbage overhovedet, at regeringen ikke deler den holdning, som ordføreren sagde var Det Konservative Folkepartis holdning, men at regeringen har den holdning, at der ikke ensidigt fra dansk side skal ske øremærkning.

Det tror jeg at jeg meget klart har givet udtryk for.

Jeg tænkte på det, som hr. Søren Espersen var lidt inde på før, som meget kort fortalt gik ud på, at pengene er vores, og at det derfor må være os, der bestemmer. Den tilsvarende sætning kunne fra Grønlands side være, at Thule er vores, og derfor må det være os, der bestemmer over Thule og over, hvad Thule skal bruges til. Men det er ikke det, jeg vil spørge om.
     Bloktilskudsloven er, som ministeren ganske rigtigt anfører, noget, der bygger på en aftale, der er indgået mellem landsstyret og regeringen den 6. december. Jeg er så af den opfattelse, at ændringer i den bloktilskudslov, som vi har til behandling i dag, forudsætter en ny aftale mellem regeringen og landsstyret. Jeg vil bare lige høre, om ministeren er enig i den betragtning.

Det er rigtigt, at der jo ligger en aftale bag det her, og der er samtidig en behandling i Grønland af det her forslag. Skal der ske ændringer, vil vi naturligvis sige, at det skal være en ny aftale, der skal danne baggrund for dem.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.