Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 2, 3, 4, 5 og 6 (L 111) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 2. februar 2007.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 2, 3, 4, 5 og 6 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 2. februar 2007 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (L 111)

 

 

Spørgsmål 2

 

Vil ministeren redegøre nærmere for, hvorledes muligheden for at overtrumfe Akkrediteringsrådets beslutninger (§ 10, stk. 3) tænkes udnyttet?

 

Svar

 

Akkrediteringsrådet træffer beslutning om akkreditering af en videregående uddannelse på baggrund af en akkrediteringsvurdering af uddannelsens kvalitet og relevans. Akkrediteringsrådets beslutninger om akkreditering af videregående uddannelser kan ikke overtrumfes af videnskabsministeren eller andre ministre.

 

I henhold til § 10, stk. 3, fastholder videnskabsministeren som den øverste ansvarlige for økonomien og legaliteten på universitetsområdet dog en mulighed for i visse situationer at stoppe Akkrediteringsrådets godkendelse (jf. §10, stk. 1) af en uddannelse og dermed finansieringen af uddannelsen. Bestemmelsen forventes kun anvendt undtagelsesvis, hvor en uddannelse ikke opfylder lovgivningsmæssige krav, eller oprettelsen af uddannelsen ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ikke skønnes hensigtsmæssig.

 

Der tænkes her blandt andet på situationer, hvor en uddannelse ønskes oprettet i et geografisk område, hvor dette af hensyn til lignende uddannelser i området vil kunne være uhensigtsmæssigt. Tilsvarende vil oprettelsen af en uddannelse kunne være uhensigtsmæssig i situationer, hvor en lignende uddannelse allerede eksisterer under en anden minister.

 

Det pågældende universitet skal have lejlighed til at udtale sig om sagen, inden der træffes afgørelse.

 

 

Spørgsmål 3

 

Vil ministeren begrunde, hvorfor studerende – trods advarsler herom – stadig er meget svagt repræsenteret i Akkrediteringsrådet?

 

Svar

 

Akkrediteringsrådet er uafhængigt i sit virke, og hverken formanden eller medlemmerne skal repræsentere særlige interesser i rådet. Medlemmerne skal via deres faglige baggrund sikre, at rådet fagligt set lever op til lovens krav og dermed kan akkreditere videregående uddannelser på undervisningsministerens, kulturministerens og videnskabsministerens områder.

 

Rådet består af en formand og otte medlemmer, som tilsammen skal have viden og erfaring inden for kvalitetssikring, videregående uddannelse, forskning og arbejdsmarkedsforhold for dimittender. Rådets formand og medlemmer udpeges af videnskabsministeren. Et af rådets otte medlemmer skal udpeges efter indstilling fra studerende. Af de resterende syv medlemmer udpeger videnskabsministeren  tre efter indstilling fra undervisningsministeren og et medlem efter indstilling fra kulturministeren.

 

De tre ministre skal rådføre sig med relevante organisationer, såsom rektorforsamlinger, interesseorganisationer, rådgivende forsamlinger og lignende, i forbindelse med indstilling og udpegning af medlemmerne.

 

Det kan endvidere bemærkes, at der ikke er studerende i Evalueringsinstituttets bestyrelse.

 

 

Spørgsmål 4

 

Hvorledes vil ministeren sikre, at både rådet og sekretariaterne reelt kommer til at fungere uafhængigt trods sekretariaternes meget stærke afhængighed af ministeriet?

 

Svar

 

Akkrediteringsinstitutionen oprettes som et fagligt uafhængigt organ inden for den statslige forvaltning. Institutionens uafhængighed betyder, at den ikke er underlagt ministerens instruktionsbeføjelse i faglige spørgsmål.

 

Akkrediteringsinstitutionen består af Akkrediteringsrådet og to sekretariater, som skal have administrativt fællesskab med en anden institution under Videnskabsministeriet. Denne sekretariatsmodel kendes fra forskningsrådssystemet, hvor rådene sekretariatsbetjenes af uafhængige sekretariater, som har administrativt fællesskab med Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Videnskabsministeriet.

 

Sekretariatsfunktionerne skal have selvstændig ledelse. Det er videnskabsministeren, der ansætter sekretariaternes ledelse efter indstilling fra Akkrediteringsrådet, som også skal godkende stillingsopslaget. Ministeren kan ikke ansætte en ledelse, som ikke er indstillet af rådet. Ledelsen refererer i det faglige arbejde til rådet og er ikke underlagt ministerens instruktionsbeføjelse.

 

Institutionen skal endvidere have eget budget. Det betyder, at ledelsen har det økonomiske ansvar i forbindelse med driften af Akkrediteringsinstitutionen, ligesom ledelsen ansætter medarbejderne i sekretariaterne og har personaleansvaret.

 

 

Spørgsmål 5

 

Vil ministeren begrunde, hvorfor finansieringen af akkrediteringsinstitutionen i vidt omfang skal ske ved at beskære EVA's budgetter til evaluering af uddannelserne, og vil ministeren bekræfte at evaluering og akkreditering er to helt forskellige processer, som der forsat og i lige høj grad som nu er brug for?

 

 

Svar

 

Der er samlet afsat 22,5 mio. kr. årligt til den nye akkrediteringsordning. Heraf er der med ”Aftale om udmøntning af globaliseringspuljen” afsat 15 mio. kr. årligt til ordningen. De resterende 7,5 mio. kr. tilvejebringes ved intern omprioritering i Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet.

 

2,1 mio. kr. tilvejebringes ved intern omprioritering i Videnskabsministeriet. EVA’s nuværende bevillinger til evaluering og akkreditering på Undervisningsministeriets og Videnskabsministeriets område omprioriteres samlet med 5,4 mio. kr.

 

1,9 mio. kr. svarende til EVA’s hidtidige forbrug til akkreditering på undervisningsministeriets område overføres til undervisningsministeren til køb af akkrediteringsrapporter. Det kan forventes, at undervisningsministeren vil anvende de 1,9 mio. kr. til køb af akkrediteringsrapporter hos EVA. 3,5 mio. kr. svarende til EVA’s hidtidige forbrug på evalueringer på universitetsområdet overføres til Akkrediteringsinstitutionen.

 

Af de samlede årlige udgifter til akkreditering på 22,5 mio. kr. overføres således i alt 3,5 mio. kr. fra EVA til Akkrediteringsinstitutionen.

 

Ved akkreditering af en eksisterende uddannelse foretager et akkrediteringspanel en vurdering af, om uddannelsen opfylder foruddefinerede kriterier for kvalitet og relevans. På baggrund af panelets vurdering træffer Akkrediteringsrådet beslutning om akkreditering. 

 

Ved en uddannelsesevaluering foretager en evalueringsgruppe en vurdering af en uddannelses kvalitet med henblik på videreudvikling af uddannelsen. Vurderingen foretages med udgangspunkt i centralt fastsatte mål for uddannelsen og uddannelsens egne mål. Evalueringen resulterer i en række kvalitative vurderinger af uddannelsen og anbefalinger til, hvordan uddannelsens kvalitet kan udvikles.

 

Såvel uddannelsesakkreditering som uddannelsesevaluering anvendes til at kvalitetssikre uddannelser. Med den nye akkrediteringsordning får akkrediteringsinstitutionen ansvaret for at sikre kvaliteten og relevansen af de videregående uddannelser gennem systematiske eksterne akkrediteringer. Den interne kvalitetssikring af uddannelserne er fortsat institutionernes ansvar. Ifølge universitetsloven skal universiteterne etablere interne kvalitetssikringssystemer, som systematisk sikrer kvaliteten af deres uddannelser. Universiteterne kan frit etablere interne evalueringsordninger og efter behov gennemføre eksterne evalueringer af deres uddannelser.

 

 

Spørgsmål 6

 

Hvilke overvejelser giver det ministeren, at det jf. høringssvarene – trods bred opbakning til ideen om en akkrediteringsinstitution – er stort set umuligt at opdrive nogen parter, der er begejstret for ministerens lovforslag?

 

 

Svar

 

Videnskabsministeriet modtag i alt 72 høringssvar vedrørende udkast til lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser og udkast til ændring af universitetsloven. Høringssvarene var alle generelt positive overfor etableringen af en akkrediteringsordning for videregående uddannelser.

 

Universiteternes overordnede holdning kommer til udtryk i svaret fra Rektorkollegiet (RK). RK støtter indførelse af akkreditering af universitetsuddannelser og er som sådan positiv overfor lovudkastets formål og hensigt. Rektorforsamlingerne på Undervisningsministeriets og Kulturministeriets områder var ligeledes positive overfor lovforslaget.

 

Udover den generelle positive tilkendegivelse indeholdt de 72 høringssvar forskellige, delvist modsatrettede forslag til ændringer af lovforslagene.