Folketingets Uddannelsesudvalg
I forbindelse med behandlingen af (L 11) Forslag til lov om ændring af lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, lov om statsautoriserede revisorer, lov om omsætning af fast ejendom, lov om translatører og tolke og lov om dispachører samt ophævelse af lov om registrerede arkitekter (Forenkling af adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv i Danmark) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 7. december 2006 stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 9:
â€Hvordan skal borgerne kunne gennemskue en udenlandsk persons eller virksomheds kvalifikationer, og hvilke klagemuligheder har en bruger af en ydelse?â€
Svar:
For en beskrivelse af reglerne om, hvordan udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes af danske myndigheder, henviser jeg til mit svar på spørgsmål 7.
Af direktivets artikel 8, stk. 2, fremgår, at de kompetente myndigheder skal sikre udveksling af alle oplysninger, der er nødvendige for, at klage fra en tjenestemodtager over en tjenesteyder kan behandles korrekt.
Af direktivets artikel 9 fremgår, at hvis en tjenesteydelse udføres under den titel, der anvendes i etableringsmedlemsstaten, eller under tjenesteyderens uddannelsesbevis, kan værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder kræve, at tjenesteyderen, meddeler tjenestemodtageren alle eller visse af følgende oplysninger:
a) hvis tjenesteyderen er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, navnet på det pågældende register samt tjenesteyderens registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler, som findes i dette register.
b) navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed, såfremt virksomheden er omfattet af en godkendelsesordning i etableringsmedlemsstaten.
c) faglig sammenslutning eller lignende organ, som tjenesteyderen er optaget i.
d) tjenesteyderens faglige titel eller, hvis en sådan titel ikke findes, uddannelsesbeviset og den medlemsstat, i hvilket det er tildelt.
e) hvis tjenesteyderen udøver en momspligtig virksomhed, det registreringsnummer, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i Rådets sjette direktiv 77/88/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter.
f) eventuel forsikringsaftale eller anden form for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar.
Direktivet fastsætter således, at tjenestemodtageren har mulighed for at indhente en række oplysninger om tjenesteyderen. Det vil i lovgivningen for det enkelte lovregulerede erhverv nærmere blive fastsat, hvilke oplysninger tjenesteyderen skal dokumentere.
For de specifikke lovregulerede erhverv, som er omfattet af lovforslagets §§ 2-5 – dvs. revisorer, ejendomsmæglere, translatører og tolke samt dispachører – stilles der i lovforslaget krav om, at de pågældende tjenesteydere skal give tjenestemodtageren de oplysninger, der er nævnt i litra a, d, e og f ovenfor.
En tjenesteydelsesmodtager, der vil klage over en tjenesteyder, har mulighed for at klage efter de regler, der er fastsat for området. For revisorer og for ejendomsmæglere findes der i dag disciplinærnævn, der behandler klager over udøvere af erhvervet, som er etableret her i landet. I lovforslaget foreslås det i overensstemmelse med direktivet, at disse disciplinærnævn tillige skal behandle klager over tjenesteydere, som er etableret i et tilsvarende erhverv i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz, og som midlertidigt og lejlighedsvist leverer de pågældende tjenesteydelser her i landet.
En dansk tjenestemodtager, der ønsker at klage over fx en ejendomsmæglerydelse leveret af en person, som er etableret i et tilsvarende erhverv som ejendomsmæglererhvervet i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz, kan således indgive klage til Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere.
Der er således samme mulighed for at klage over ejendomsmæglerydelser leveret af personer etableret i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz som over en dansk ejendomsmægler. Tilsvarende gør sig gældende for de af direktivet og lovforslaget omfattede revisorydelser.
Svaret er koordineret med Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.