Folketinget - Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

København, den 27. februar 2007

Sagsnr.: 789/270772

 

 

 

 

 

 

 

 

Udvalget har den 20. februar 2007 anmodet om mine kommentarer til henvendelse af 20. februar 2007 fra Landsforeningen Levende Hav, jf. L 109 – bilag 11.

 

Spørgsmål 6:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 20. februar 2007 fra Landsforeningen Levende Hav, jf. L 109 – bilag 11.”

 

Svar:

Foreningen anfører, at Ny Regulering og puljefiskeri vil medføre øget udsmid.

 

Jeg mener, at Ny Regulering giver mulighed for en mere fleksibel og effektiv udøvelse af fiskeriet, bl.a. i kraft af, at der kan overføres og byttes fangstrettigheder mellem fartøjer og ikke mindst ved, at der kan etableres puljefiskerier.

 

Ny Regulering giver fiskerne mulighed for langsigtet planlægning. Den enkelte fisker kan optimere sin udnyttelse af FKA'erne ved at planlægge fiskeriet til at finde sted, hvor det bedst kan betale sig og koncentrere sig om fiskeri af større mængder af de arter, som fartøjet er specielt egnet til. Det vil efter min vurdering medføre et mindre udsmid. Samtidig fremmer Ny Regulering strukturtilpasningen i fiskerierhvervet, og en reduktion af overkapaciteten vil også bidrage til mindre udsmid i dansk fiskeri.

 

Jeg mener også, at det generelle billede er, at der blandt fiskerne er en ansvarlig holdning til at begrænse udsmid; fiskerne kan se, at de har en klar interesse i, at der også er fisk til rådighed i årene fremover. Hertil kommer, at det som bekendt ikke er tilladt at foretage udsmid af fangster, der lovligt kan landes. Dette gælder også, når der fiskes i et puljefiskeri, hvor puljen vil have de samlede fangstmængder af de enkelte kvoter til rådighed. Fiskeri i pulje vil derfor ikke give anledning til øget udsmid.

 

Arbejdet med at reducere udsmid er et område jeg prioriterer højt. Jeg planlægger derfor i den kommende tid en gennemgang af fiskeriforvaltningen med henblik på at vurdere reglerne i forhold til udsmidsproblematikken.

 

Jeg kan i øvrigt henvise til, at det i lovforslagets bestemmelser om puljefiskeri klart er forudsat, at overfiskeri i et puljefiskeri relaterer sig til de samlede fangstrettigheder i puljefiskeriet, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 8, foreslåede affattelse af § 36 b, stk. 1, og bemærkningerne hertil om reduktion af fangstrettigheder som følge af overfiskeri i et puljefiskeri.

 

./.            Som svar på Landsforeningens fortolkninger af landingsdata mv. for torsk i de forskellige størrelseskategorier mv. henviser jeg til vedlagte notat om pris- og mængdeudviklingen på torsk, som er udarbejdet af Fiskeridirektoratet.

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

/Lars B.F. Poulsen