Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 7. februar 2007
Betænkning
over
Forslag til lov om
ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
lov om ansvaret for styringen af den aktive beskæftigelsesindsats,
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik,
integrationsloven, lov om statens voksenuddannelsesstøtte og lov om godtgørelse
ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
(Velfærdsreformen – forstærket indsats for at nedbringe ledigheden m.v.)
[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]
1. Ændringsforslag
Beskæftigelsesministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. december 2006 og var til 1. behandling den 11. januar 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 13. november 2006 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 62. Den 13. december 2007 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Havne- og Terminalarbejdernes Landsklub.
Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.
Deputationer
Endvidere har Havne- og Terminalarbejdernes Landsklub mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, S, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod det under nr. 1 stillede ændringsforslag og for de under nr. 2-4 stillede ændringsforslag.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af  beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (V, S, DF, KF og RV):
  1) Efter nr. 24 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 36 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om udarbejdelse af grundlaget for vurderingen af, om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft, jf. stk. 4, nr. 2.««
[Bemyndigelse til beskæftigelsesministeren]
Af  beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:
  2) De i nr. 27 foreslåede paragraffer benævnes: »§ 67 d, § 67 e og § 67 f«.
[Konsekvens af lov nr. 1540 af 20. december 2006]
  3) I den under nr. 50 foreslåede affattelse af § 127, stk. 1, nr. 2, ændres »og 67 c« til: », 67 c og 67 f«.
[Konsekvens af lov nr. 1540 af 20. december 2006]
Til § 2
  4) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 56 a, stk. 2, ændres »jf. kapitel 4« til: »jf. kapitel 2 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats«.
[Konsekvensændring]
Bemærkninger
Til nr. 1
I det fremsatte lovforslag foreslås det i § 1, nr. 52, at forlænge den særlige adgang til tilbud om vejledning og opkvalificering af længere varighed end 6 uger frem til 1. januar 2009.
Det er bl.a. en betingelse for at give disse tilbud om længerevarende vejledning og opkvalificering, at tilbuddet kvalificerer til beskæftigelse inden for et område, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft, jf. den gældende § 36, stk. 4, nr. 2.
Som led i overvågningen af udviklingen på arbejdsmarkedet udarbejder beskæftigelsesregionerne på grundlag af retningslinjer fra Arbejdsmarkedsstyrelsen en oversigt over beskæftigelsesmulighederne i regionen. Oversigten omfatter 5 lister, der vedrører: Mindre gode beskæftigelsesmuligheder. Gode beskæftigelsesmuligheder. Paradoksproblemer. Mangel på arbejdskraft. Mangel på arbejdskraft af en tværgående og strukturel karakter.
Listerne skal understøtte det daglige arbejde i jobcentrene. Medarbejderne i jobcentrene skal have konkret og detaljeret information om beskæftigelsesmulighederne inden for regionen til brug for vejledning af arbejdssøgende og målretning af de lediges jobsøgning. Listerne skal konkret anvendes i forhold til en række beskæftigelsespolitiske indsatsområder som flaskehalsbevillingen, bevilling af flyttehjælp og voksenlærlingeordningen. Der vil endvidere blive fastsat regler om, at de også skal anvendes ved vurdering af, hvor hyppigt der skal være kontaktsamtaler med den ledige. Er der tale om ledige med kvalifikationer inden for områder med mangel på arbejdskraft, skal kontakten være hyppigere end hver 3. måned. Der vil ligeledes blive fastsat regler om, at listerne skal anvendes ved vurderingen af, om der kan ydes tilskud til opkvalificering i forbindelse med større afskedigelser. Det er her en betingelse, at der er tale om opkvalificering inden for områder, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft.
For at sikre en ensartet og forenklet administration i jobcentrene foreslås det, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til også at fastsætte regler om udarbejdelse af grundlaget for vurderingen i den gældende § 36, stk. 4, nr. 2, om at tilbud i den første ledighedsperiode om længerevarende vejledning og opkvalificering skal kvalificere til beskæftigelse inden for områder, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte, at det bliver obligatorisk for jobcentrene at anvende listerne om mangel på arbejdskraft og mangel på arbejdskraft af en tværgående og strukturel karakter ved vurderingen af, om et tilbud kvalificerer til beskæftigelse inden for områder, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft.
Til nr. 2 og 3
Der er alene tale om konsekvensændringer af paragrafnumre som følge af ændringen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ved lov nr. 1540 af 20. december 2006.
Til nr. 4
Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at bestemmelserne om inddragelse af andre aktører i det fremsatte lovforslag er foreslået flyttet fra lov nr. 522 af 24. juni 2005 om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og § 2, nr. 1-3.
 Charlotte Antonsen (V)  Ulrik Kragh (V) fmd. Tina Nedergaard (V)  Marion Pedersen (V)  Jens Vibjerg (V)  Bent Bøgsted (DF)  Colette L. Brix (DF)  Lars Barfoed (KF)  Jakob Axel Nielsen (KF)  Thomas Adelskov (S)  Kirsten Brosbøl (S)  Jytte Andersen (S) nfmd. Anne‑Marie Meldgaard (S)  Lone Møller (S)  Elisabeth Geday (RV)  Ole Sohn (SF)  Jørgen Arbo‑Bæhr (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 105
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren |
2 |
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
3 |
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
4 |
Henvendelse af 25/1-07 fra Havne- og Terminalarbejdernes Landsklub |
5 |
Ændringsforslag fra beskæftigelsesministeren |
6 |
1. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 105
Spm.nr. |
Titel |
1 |
Spm. om kommentar til henvendelse af 25/1-07 fra Havne- og Terminalarbejdernes Landsklub, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå |
|
|