Betænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 28. februar 2007
Betænkning
over
 Forslag til lov om udvikling af landdistrikterne (landdistriktsloven)
[af fødevareministeren (Hans Christian Schmidt)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget. Fødevareministeren har stillet ændringsforslag nr. 1 og 3, og Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 7. december 2006 og var til 1. behandling den 19. januar 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og fødevareministeren sendte den 11. oktober dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 29. Den 7. december 2006 sendte fødevareministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra Danske Regioner og Dansk Skovforening.
Fødevareministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.
Deputationer
Endvidere har Dansk Skovforening og Danske Regioner mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.
Samråd
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har stillet 3 spørgsmål til fødevareministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålene i et samråd med Miljø- og Planlægningsudvalget den 31. januar 2007, hvor Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri også var inviteret til at deltage. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for besvarelsen af spørgsmålene.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 13 spørgsmål til fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af fødevareministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod det af SF stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, RV, SF og EL) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget ønsker en bæredygtig og fremadrettet landdistriktspolitik, hvor nye udviklingsmuligheder, et stærkt lokalsamfund, en mangfoldig natur, et rent miljø og økologi er i centrum frem for støtte til konventionelt landbrug. Disse partier er derfor som udgangspunkt positive over for landdistriktsloven, som skal give Danmark mulighed for at gennemføre EU’s landdistriktsforordning. Der er imidlertid en række forhold, der gør, at disse partier ikke kan stemme for lovforslaget.Â
Lovforslaget lægger op til meget vidtgående ministerbeføjelser og således en betydelig centralisering. Ministeren bemyndiges bl.a. til at foretage prioriteringen mellem det kommende landdistriktsprograms tre akser og mere specifikt til prioriteringen af de forskellige indsatsområder. Denne prioritering er dog allerede foretaget i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra november 2006. Her lægges der op til, at den fulde økonomiske ramme, der er til rådighed som følge af landdistriktsforordningen, ikke udnyttes fuldt ud. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er ikke enige i regeringens og Dansk Folkepartis aftale om kun at udnytte 60 pct. af gennemsnittet for de år, programmet dækker, hvilket resulterer i, at Danmark ikke hjemtager alle EU-midlerne de første to år. I stedet for 1,1 mia., som ministeren tidligere har lovet, er der nu kun afsat 560 mio. kr. til indgåelse af nye aftaler i 2007 og 2008. Hvis regeringen og Dansk Folkeparti havde valgt at udnytte hele rammen også de første to år, ville bl.a. natur- og miljøindsatsen være blevet styrket yderligere, hvilket Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten lægger stor vægt på.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er tilfredse med, at ministeren under udvalgsbehandlingen har ændret holdning til skovbrugets stilling i lovforslaget, og disse partier bakker op om ministerens ændringsforslag, som ligestiller skovbrug med jordbrug.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten mener endvidere, at det skal være regionsrådene og Bornholms Regionskommune, der skal have den koordinerende rolle i stedet for de regionale vækstfora ud fra en betragtning om, at det er mere demokratisk, såfremt det er regionsvalgte, der skal indstille om projekter, frem for erhvervsfolk udpeget til de regionale vækstfora. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Enhedslisten kan derfor støtte det af Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af  fødevareministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 2
  1) Paragraffen affattes således:
§ »§ 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan yde tilskud til følgende foranstaltninger:
1)Â Â Foranstaltninger til at fremme viden og kompetence, som omfatter
a)   kompetenceudvikling og vidensformidling inden for jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren og
b)   jordbrugeres og skovbrugeres anvendelse af rådgivningstjenester.
2)Â Â Foranstaltninger til omstrukturering og udvikling samt fremme af innovation, som omfatter
a)Â Â Â modernisering af jordbrugsbedrifter,
b)   forøgelse af jordbrugs- og skovbrugsprodukters værdi,
c)   samarbejde om udvikling af nye produkter, processer og teknologier i jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren,
d)Â Â Â forbedring og udvikling af infrastruktur af betydning for udviklingen og tilpasningen af jord- og skovbrug og
e)   genopretning af jordbrugets produktionspotentiale efter skader som følge af naturkatastrofer.
3)Â Â Foranstaltninger til forbedring af jordbrugsproduktionens og jordbrugsprodukternes kvalitet, som omfatter
a)   jordbrugeres tilpasning til skærpede normer på grundlag af EU-lovgivningen,
b)   jordbrugeres deltagelse i ordninger for fødevarekvalitet og
c)   producentsammenslutningers informations- og markedsføringsaktiviteter vedrørende produkter, der er omfattet af ordninger for fødevarekvalitet.
4)  Foranstaltninger for bæredygtig anvendelse af jordbrugsarealer, som omfatter
a)   jordbrug i ugunstigt stillede områder,
b)   Natura 2000-forpligtelser og forpligtelser i forbindelse med direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet),
c)   miljøvenligt jordbrug, herunder økologisk jordbrugsproduktion,
d)   dyrevelfærd og
e)Â Â Â ikkeproduktive investeringer.
5)  Foranstaltninger til diversificering af økonomien i landdistrikterne, som omfatter
a)   diversificering, der rækker ud over jordbrugsaktiviteter,
b)   oprettelse og udvikling af mikrovirksomheder for at fremme iværksætterkultur samt udvikling af den økonomiske struktur og
c)Â Â Â fremme af turisme.
6)Â Â Foranstaltninger til forbedring af livskvaliteten i landdistrikterne, som omfatter
a)   basale tjenester for økonomi og befolkning i landdistrikterne, herunder kulturelle aktiviteter,
b)Â Â Â fornyelse og udvikling af landsbyer og
c)   bevarelse af og større opmærksomhed på landdistrikternes natur- og kulturarv.
7)  Uddannelses- og informationsforanstaltninger for økonomiske aktører inden for de områder, der er omfattet af nr. 5 og 6.
8)  Kompetenceudviklings- og informationskampagneforanstaltninger med henblik på udarbejdelse og gennemførelse af en lokal udviklingsstrategi.
9)  Foranstaltninger vedrørende
a)Â Â Â lokale aktionsgrupper,
b)   gennemførelse af lokale strategier og
c)   samarbejde mellem aktionsgrupper.«
[Muligheder for tilskud til skovbruget og skovbrugere]
Af  et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S, RV og EL):
Til § 6
  2) I stk. 5 udgår »de regionale vækstfora, der er nedsat i henhold til lov om erhvervsfremme« og i stedet indsættes ordene: »regionsrådene og Bornholms Regionskommune«, og ordene »efter indstilling fra de regionale vækstfora« udgår.
[Regionsrådene og Bornholms Regionskommune får den koordinerende rolle i stedet for de regionale vækstfora]
Af  fødevareministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 16
  3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2. Ministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af § 3 bestemme, at loven eller dele af loven har virkning fra og med den 1. januar 2007.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
[Mulighed for at yde tilskud til projektaktiviteter, der er gennemført fra og med den 1. januar 2007]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget tager udgangspunkt i fødevareministerens drøftelse med Dansk Skovforening den 30. januar 2007, hvor foreningens ønsker til landdistriktsprogrammet vedrørende skovbruget og skovbrugere blev drøftet.
Med ændringsforslaget foreslås, at skovbruget og skovbrugerne opnår muligheder for at ansøge om tilskud på lige fod med jordbruget/jordbrugerne, såfremt der under landdistriktsforordningens akse 1 er tale om ens foranstaltninger for jordbrug/jordbrugere og skovbrug/skovbrugere.
Lovforslagets § 2, nr. 1, litra b, og § 2, nr. 2, litra b-d, er ændret i overensstemmelse hermed.
Fødevareministeren får derved mulighed for at gennemføre tilskudsordninger for skovbruget/skovbrugere vedrørende
–    kompetenceudviklings- og vidensformidling,
–    anvendelse af rådgivningstjenester,
–    forøgelse af skovbrugsprodukters værdi,
–    samarbejde om udvikling af nye produkter, processer og teknologier og
–    forbedring og udvikling af infrastruktur af betydning for udvikling og tilpasning.
Ændringsforslagets § 2, nr. 1, litra a, er uændret i forhold til lovforslaget.
Efter ændringsforslagets § 2, nr. 1, litra b, om jordbrugeres og skovbrugeres anvendelse af rådgivningstjenester er det hensigten at yde støtte inden for rådgivning om overholdelse af regler for krydsoverensstemmelse og arbejdssikkerhed. Ansøgere er de bedriftsrådgivningstjenester, der udbyder rådgivning om reglerne for krydsoverensstemmelse og arbejdssikkerhed. De endelige støttemodtagere er jordbrugere og skovbrugere. Der vil kunne ydes støtte til jordbrugernes og skovbrugernes udgifter til rådgivning fra en godkendt bedriftsrådgivningstjeneste. De nærmere betingelser for tilskud vil blive fastsat ved bekendtgørelse.
Ændringsforslagets § 2, nr. 2, litra a, er uændret i forhold til lovforslaget.
Efter ændringsforslagets § 2, nr. 2, litra b, om forøgelse af jordbrugs- og skovbrugsprodukters værdi er det hensigten at yde støtte inden for udvikling og anvendelse af nye teknologier og nye processer samt til udvikling af nye produkter for at opnå værditilvækst i jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren. Relevante ansøgere og støttemodtagere vil være små og mellemstore virksomheder med op til 250 ansatte. Virksomheder med mellem 250 og 750 ansatte kan ifølge forordningen dog også søge, men til den halve støttesats. Det vil være en betingelse for støtte til investeringer, at virksomhederne enten deltager i et samarbejde om udvikling af ny teknologi, processer eller produkter eller påtager sig forpligtelser til demonstration eller information vedrørende den ny teknologi, processer eller produkter. Der vil kunne ydes støtte til materielle eller immaterielle investeringer, der er nødvendige for gennemførelse af projektet. De nærmere betingelser for tilskud vil blive fastsat ved bekendtgørelse.
Efter ændringsforslagets § 2, nr. 2, litra c, om samarbejde om udvikling af nye produkter, processer og teknologier i jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren er det hensigten at yde støtte inden for samarbejdsprojekter mellem primærproducenter, forarbejdningsindustri og andre om udvikling af nye produkter, processer og teknologier, herunder til udvikling af nye godkendte kvalitetsmærkeordninger. Relevante ansøgere og støttemodtagere vil være primærproducenter, forarbejdningsindustri og andre, der deltager i samarbejdsprojekterne. Der vil kunne ydes støtte til materielle eller immaterielle investeringer, der er nødvendige for gennemførelse af projektet. Det vil være en betingelse for støtte, at de støtteberettigede udgifter er knyttet til aktiviteter, der ligger før den kommercielle udnyttelse af de nye produkter, processer eller teknologier. De nærmere betingelser for tilskud vil blive fastsat ved bekendtgørelse.
Efter ændringsforslagets § 2, nr. 2, litra d, om forbedring og udvikling af infrastruktur af betydning for udviklingen og tilpasningen af jord- og skovbrug er det hensigten at yde støtte til jordfordeling i forbindelse med natur- og miljøprojekter i et givet geografisk område. Relevante ansøgere er jord- og skovbrugere, der gennemfører jordfordeling som et led i bredere natur- og miljøprojekter. De nærmere betingelser for tilskud vil blive fastsat ved bekendtgørelse.
Ændringsforslagets § 2, nr. 2, litra e, er uændret i forhold til lovforslaget.
Ændringsforslagets § 2, nr. 3, er uændret i forhold til lovforslaget, idet bestemmelserne kun vedrører jordbrug og jordbrugere.
Ændringsforslagets § 2, nr. 4, er uændret i forhold til lovforslaget. Tilsvarende lovhjemler vedrørende foranstaltningerne for skovbruget/skovbrugere under akse 2 (landdistriktsforordningens artikel 42-49) findes i skovloven, jf. lov nr. 453 af 9. juni 2004 om skove, og i stormfaldsloven, jf. lov nr. 349 af 17. maj 2000 om stormflod og stormfald. Tilskud til skovarealer kan således som udgangspunkt ikke søges under landdistriktsloven.
Vedrørende ændringsforslagets § 2, nr. 4, litra c, om foranstaltninger vedrørende miljøvenligt jordbrug skal det dog præciseres, at ved fastsættelse af betingelserne for de enkelte foranstaltninger under miljøvenligt jordbrug vil det være muligt at afgrænse de tilskudsberettigede arealer til også at omfatte ubevoksede fredskovspligtige arealer, der anvendes som jordbrugsarealer.
Vedrørende ændringsforslagets § 2, nr. 4, litra e, om tilskud til ikkeproduktive investeringer skal det dog præciseres, at ved støtte til natur- og miljøprojekter kan skovarealer indgå i projektet.
Ændringsforslagets § 2, nr. 5-7, er uændret i forhold til lovforslaget. Vedrørende ændringsforslagets § 2, nr. 5, litra b og c, samt § 2, nr. 6 og 7, skal det dog præciseres, at skovbruget og skovbrugere er omfattet af lovgrundlaget for disse foranstaltninger under landdistriktsforordningens akse 3.
Ændringsforslagets § 2, nr. 8 og 9, er uændret i forhold til lovforslaget.
Ændringsforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for staten.
Ændringsforslaget skønnes at have positive økonomiske konsekvenser for skovbrugserhvervet, idet der tilvejebringes en række muligheder for, at skovbrugsbedrifter og virksomheder efter ansøgning vil kunne opnå offentlige tilskud til gennemførelse af en række projekter og aktiviteter.
Ændringsforslaget skønnes ikke at medføre øgede administrative byrder for erhvervslivet.
Ændringsforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
Afhængigt af udmøntningen i det nationale program kan der blive tale om notifikation til Europa-Kommissionen i henhold til statsstøttereglerne.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslaget.
Til nr. 2
Ved ændringsforslaget overtager regionsrådene og Bornholms Regionskommune den koordinerende rolle, således at regionerne skal godkende, at de lokale udviklingsplaner er i overensstemmelse med de fastlagte regionale og kommunale strategier. Det vil således ikke være de regionale vækstfora, der varetager den koordinerende rolle.
Til nr. 3
Med ændringsforslaget foreslås, at fødevareministeren får bemyndigelse til i bekendtgørelserne om de enkelte tilskudsordninger udstedt i medfør af § 3 at bestemme, at der kan ydes tilskud til projektaktiviteter, der er gennemført inden lovens ikrafttræden. Ændringsforslaget skaber således mulighed for at yde tilskud til projektaktiviteter, der er gennemført fra og med den 1. januar 2007 og således forud for lovens ikrafttræden.
Formålet med bestemmelsen er at sikre kontinuitet i aktiviteterne til udvikling af landdistrikterne, idet det nye landdistriktsprogram for perioden 2007-2013 tidligst kan igangsættes efter vedtagelsen af nærværende lovforslag.
Idet Europa-Kommissionens godkendelse af programmet nu ikke forventes at foreligge før til efteråret, er det hensigten at muliggøre igangsættelsen af dele af programmet snarest muligt efter vedtagelsen af nærværende lovforslag, dels ved straks at sætte de nødvendige bestemmelser i loven i kraft, herunder at give mulighed for at yde tilskud til projekter, som allerede er påbegyndt, dels ved at indhente den nødvendige bevillingsmæssige hjemmel ved forelæggelse af et aktstykke for Finansudvalget.
Som et eksempel herpå kan nævnes en fortsættelse af den indsats for udvikling og markedsføring af kvalitetsfødevarer, herunder økologiske produkter, som blev igangsat i det nu afsluttede program for 2000-2006, og hvor mange nyttige projekter med fordel kunne videreudvikles uden større afbræk og stilstand i indsatsen. Ved at afvente programmets godkendelse fra Europa-Kommissionen er der en risiko for, at mange gode initiativer for en fortsat indsats vil blive skrinlagt, fordi det ikke vil være muligt at opnå tilskud til nye projekter, som dermed ikke umiddelbart vil være økonomisk rentable.
Det er hensigten, at bemyndigelsen til at give loven virkning fra og med den 1. januar 2007 som udgangspunkt skal anvendes i forbindelse med udmøntningen af tilskudsordningerne efter ændringsforslagets
–    § 2, nr. 1, litra a (kompetenceudvikling og vidensformidling inden for jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren),
–    § 2, nr. 2, litra a-c (modernisering af jordbrugsbedrifter, forøgelse af jordbrugs- og skovbrugsprodukters værdi og samarbejde om udvikling af nye produkter, processer og teknologier i jordbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren),
–    § 2, nr. 3, litra b og c (jordbrugeres deltagelse i ordninger for fødevarekvalitet og producentsammenslutningers informations- og markedsføringsaktiviteter vedrørende produkter, der er omfattet af ordninger for fødevarekvalitet),
–    § 2, nr. 6, litra a (basale tjenester for økonomi og befolkning i landdistrikterne, herunder kulturelle aktiviteter), og
–    § 2, nr. 9 (lokale aktionsgrupper, gennemførelse af lokale strategier og samarbejde mellem aktionsgrupper).
Med tilskudsordningerne efter disse bestemmelser vurderes der at være behov for til stadighed at kunne igangsætte projekter, som forventes at ville kunne opnå tilskud under landdistriktsprogrammet. De nærmere betingelser for at yde tilskud til allerede igangsatte projekter vil blive fastsat i bekendtgørelserne for de enkelte tilskudsordninger.
 Jens Kirk (V)  Karsten Nonbo (V)  Torsten Schack Pedersen (V) nfmd. Inger Beinov Støjberg (V)  Michael Aastrup Jensen (V)  Christian H. Hansen (DF) fmd. Mia Falkenberg (DF)  Allan Niebuhr (KF)  Per Ørum Jørgensen (KF)  Kirsten Brosbøl (S)  Lene Hansen (S)  Mette Gjerskov (S)  Bjarne Laustsen (S)  Elisabeth Geday (RV)  Ole Glahn (RV)  Kristen Touborg (SF)  Per Clausen (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 102
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Høringssvar og høringsnotat, fra fødevareministeren |
2 |
Henvendelse af 21/12-06 fra Dansk Skovforening |
3 |
Udkast til tidsplan for behandling af lovforslaget |
4 |
Kopi af FLF alm. del – svar på spm. 76, fra fødevareministeren (kommentar til henvendelse af 2/11-06 fra Danmarks Naturfredningsforening) |
5 |
Henvendelse af 22/1-07 fra Danske Regioner |
6 |
Kopi af fødevareministerens svar på spørgsmål nr. S 687, 838, 839 og S 1551 af relevans for forslaget |
7 |
Materiale modtaget under Dansk Skovforenings foretræde for udvalget den 24/1-07 |
8 |
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
9 |
Invitation til deltagelse i MPU’s samråd med fødevareministeren om skovbrugserhvervets muligheder under landdistriksprogrammet |
10 |
Kopi af FLF alm. del – svar på spm. 77, fra fødevareministeren (kommentar til henvendelse af 3/11-06 fra Dansk Landbrugs Økologiudvalg) |
11 |
Henvendelse af 31/1-07 fra Danske Regioner |
12 |
Talepapir fra det åbne samråd 31/1-07 i Miljø- og Planlægningsudvalget om samrådsspørgsmål AF-AH (skovbrugserhvervet og L 102, landdistriktsloven), fra fødevareministeren |
13 |
Udkast til betænkning |
14 |
Ændringsforslag fra fødevareministeren |
15 |
2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 102
Spm.nr. |
Titel |
1 |
Spm. om kommentar til henvendelse af 21/12-06 fra Dansk Skovforening, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
2 |
Spm. om, hvorfor skovbruget udelukkes fra langt de fleste støtteområder inden for landdistriktsmidlerne, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
3 |
Spm. om udviklingen i allokeringen af landdistriktsmidler til natur og miljø, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
4 |
Spm. om mangelfuld prioritering af natur- og miljøindsatsen, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
5 |
Spm. om konsekvenserne for antallet af arbejdspladser, hvis landbrugsstøtten bortfaldt, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
6 |
Spm. om kommentar til henvendelse af 22/1-07 fra Danske Regioner, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
7 |
Spm. om kommentar til det materiale, udvalget har modtaget under Dansk Skovforenings foretræde for udvalget 24/1-07, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
8 |
Spm. om, hvor mange midler der blev afsat til landdistriktsprogrammet under hver af de tre akser i hvert enkelt år i programperioden 2000-06, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
9 |
Spm. om, i hvilket omfang der kan ydes tilskud til økologi af landdistriktsmidlerne i den kommende landdistriktsprogramperiode, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
10 |
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, hvorefter skovbruget medtages på lige fod med landbruget i lovforslaget, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
11 |
Spm. om kommentar til henvendelse fra Danske Regioner af 31/1-06, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
12 |
Spm. om garanti for, at der er midler til alle økologer, som ansøger om MB-tilskud i 2007 og 2008, uanset om der er ledige midler i Landdistriktspuljen, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |
13 |
Spm. om, hvad man kan gøre for at fremme erhvervsudviklingen i landdistrikterne ved positiv særbehandling, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå |