Den sidste sag på dagsordenen var:
1) Tredje behandling af lovforslag nr. L 1:
Forslag til finanslov for finansåret 2007. Af finansministeren (Thor Pedersen). (Fremsat 3/10 2006. Første behandling 5/10 2006. Betænkning 30/10 2006. 2. behandling 9/11 2006. Tillægsbetænkning 30/11 2006. Første del af 3. behandling 7/12 2006).

Der var ikke stillet ændringsforslag.

Lovforslaget sattes til forhandling.

Vi går nu i gang med debatten om finanslovforslaget som helhed. Med hensyn til taletiderne henviser jeg til mit brev af 20. november 2006, og der er den ændring, at der i forhold til, da vi behandlede finansloven i sidste uge, nu kun er 45 minutter til korte bemærkninger efter ordførerens tale.
     Først er der en mundtlig indstilling til Folketinget fra Finansudvalgets formand, hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Efter afstemningerne i sidste uge over de ændringsforslag, der var stillet til finanslovforslaget for 2007, har Finansudvalget holdt et møde, hvor vi teknisk har gennemgået afstemningsresultaterne. Jeg kan herefter på et enigt Finansudvalgs vegne meddele, at vores gennemgang ikke har givet anledning til bemærkninger eller til, at der stilles yderligere ændringsforslag, hvilket betyder, at finanslovforslaget fra vores side kan indstilles til fortsat behandling.

     Jeg vil gerne benytte den her anledning til også at takke de medarbejdere i vores sekretariat, som på sædvanlig vis har udført en rigtig god indsats. Vi ved, det er sådan, at det kræver en særlig indsats at holde styr på de ganske mange ændringsforslag, partierne stiller, og ikke mindst også de ændringsforslag, der kommer fra finansministeren, og for at vi kan udføre vores arbejde, skal det arbejde være på plads. Det har det bestemt været, og det takker Finansudvalget vores folk for.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Så er formalia, som det står her i mit manuskript, at der ikke er stillet ændringsforslag. Ønsker nogen at udtale sig? Det gør hr. Peter Christensen - som ordfører.

Forhandling

I dag vil Folketinget vedtage finansloven for 2007, og dermed tager vi hul på det nye år. Når man nærmer sig nytår, er der tradition for at komme med et lille nytårsforsæt. Mit nytårsforsæt skal være at glæde mig hver eneste dag i det nye år. Mange nytårsforsætter har det med at gå i vasken, men jeg er faktisk utrolig fortrøstningsfuld. Alt tyder på, at der bliver meget at glæde sig over i det nye år. Arbejdsløsheden er rekordlav. Ja, den registrerede ledighed er faldet med næsten 70.000 personer siden december 2003, og dermed nåede ledigheden ned på 117.000 personer i september. Det svarer til 4,1 pct. af arbejdsstyrken, det laveste niveau siden 1974. Ledigheden i Danmark er lavere end i næsten alle andre OECD-lande. Det glæder vi os over i Venstre. Hvor ville det være dejligt, hvis oppositionen kunne tage sig sammen til at dele vores glæde over den gode udvikling. Netop i år kan vi trygt lade champagnepropperne springe til nytår. Velstanden er rekordhøj, og alle grupper nyder godt af den: privat ansatte, offentligt ansatte, folkepensionister, uanset om de er ejere eller lejere. Den gode økonomi smitter af på alle, også på de dårligst stillede. Mange af dem får nu langt om længe mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Her skal vi lægge en ekstra indsats fra politisk hold, en ekstra indsats i en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor alle kommer med til nytårsfesten. Alt for ofte virker det, som om oppositionen allerhelst vil tilbage til gamle dages passificeringspolitik. Det er, som om oppositionen bare vil spise folk af med en check og lade dem sejle deres egen sø eller rettere lade dem sidde på deres egen bænk og fyre heksehyl af frem for at invitere dem med til nytårsfesten. Jeg anerkender, at det er svært at få alle med. Men i Venstre vil vi ikke opgive nogen, heller ikke oppositionen, især ikke nu, hvor vi står i en gunstig situation. Vi skal ikke bare spise folk af med et liv på varig offentlig forsørgelse, til gengæld under vi gerne oppositionen dens rolle varigt. Regeringens resultater taler for sig selv. Som vismændene konstaterede for et par uger siden: Der er stort set ingen fuldtidsbeskæftigede, der er fattige. Derfor er det vigtigt at skabe gode muligheder for beskæftigelse for personer, der er udsatte og derfor har større risiko for at ende i fattigdom. Vi har historisk gode muligheder i disse år, og vi har kræfterne til at bakke målrettet op om hver enkelt. Selv de allermest socialt udsatte mennesker har ressourcer og kompetencer, det er vores udgangspunkt. På den baggrund bygger vi nu videre på handlingsprogrammet »Det fælles ansvar« fra 2002. Med et nyt handlingsprogram for de svageste grupper »Det fælles ansvar II« vil vi forbedre de allermest socialt udsatte gruppers muligheder for at få en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet. Ingen må bare opgives. Derfor vil vi styrke den opsøgende, kontaktskabende og støttende indsats. Vi vil skabe flere indgange til arbejdsmarkedet, og vi vil forbedre den kommunale sagsbehandling. Samtidig med at vi skal have de sidste i arbejde, skal vi også have bedre offentlig service. Et moderne samfund skal have en moderne service. Regeringen lader de offentlige udgifter vokse, så de gode tider også kan mærkes i form af stigende velfærd. Det har vi sikret igennem de sidste mange år, og igen i år har vi opprioriteret såvel børnene, skolerne, sundhedsvæsenet som de ældre.

     Realvæksten i det offentlige forbrug i 2007 bliver omkring 1,3 pct. Ja, vismændene mener endda, at vi har været for gavmilde. Det budskab synes jeg lige skulle med for god ordens skyld, blot som en påmindelse til de folketingsmedlemmer, der under debatten i sidste uge ønskede at bruge vismændene som sandhedsvidner i et og alt.
     I Venstre mener vi, at der skal være plads til, at den offentlige sektor kan vokse i al fredsommelighed, og vi glæder os over at have en offentlig sektor, som de fleste danskere er rigtig godt tilfredse med. Vi vil gerne videreudvikle den, og derfor ser vi frem til den kvalitetsreform, som regeringen arbejder hen imod. Danskerne fortjener en god offentlig sektor, og de offentligt ansatte fortjener en god arbejdsplads. Derfor vil vi gøre op med de tabuer og tendenser, som har præget den offentlige sektor. Vi skal turde belønne både medarbejdere og institutioner, der gør det godt, og vi skal med stolthed fremhæve dem, der er gode eksempler for andre. Når året er omme, ser vi den ene nytårskavalkade efter den anden, hvor vi hylder gode sportspræstationer, gode virksomheder, markante kulturbegivenheder. Vi er glade for at give karakterer og uddele hyldest. Det skal vi også være i den offentlige sektor. Med regeringens finanslov for 2007 kan vi gå ind i det nye år fulde af fortrøstning, for det har været et godt år i 2006, og det vil blive et godt år i 2007. Vi kan endda se frem til rigtig mange gode år for Danmark med den fornuftige økonomiske politik, som regeringen har lagt. De store offentlige overskud vil sammen med velfærdsaftalen bidrage til, at der ikke opstår store finansieringsproblemer på længere sigt i takt med den stigende levetid og flere ældre. For nu at blive i det her nytårsbillede: Vi tømmer ikke hele lageret af champagneflasker, vi gemmer en hel del til de kommende år. Der vil også blive plads til at feste i fremtiden, fordi vi ikke brænder hele overskuddet af nu. Med velfærdsaftalen sikrer vi, at vi år for år kan glæde os over, at danskerne lever længere. Før velfærdsaftalen var vi havnet i den paradoksale situation, at vi ud fra en økonomisk vinkel skulle ærgre os, hver gang levealderen steg. For stigende levealder ville ganske automatisk betyde endnu flere år uden for arbejdsmarkedet, endnu større byrder på den arbejdende befolkning og en risiko for ikke at kunne forsørge de mange ældre godt nok. Med velfærdsaftalen har vi indført en sund logik, nemlig at pensionsalderen stiger gradvis i takt med levealderen. For hvis vi ikke er varsomme, hvis vi ikke forvalter økonomien ordentligt, vil vi hurtigt komme tilbage til de onde 1970'ere, Anker Jørgensens 1970'ere, hvor Danmark var ved at køre ud over afgrundens rand. Hvad var det egentlig, der skete? 1970'erne var det årti, hvor man troede, at alt kunne lade sig gøre, at livet var en lang nytårsfest, bare fordi det var gået så godt i de glade 1960'ere. I stedet endte 1970'erne med tømmermænd og bondeanger. Man glemte de økonomiske naturlove, f.eks. at det skal kunne betale sig at arbejde, og f.eks. at man ikke bare kan åbne grænserne og tilbyde hele verden samme forsørgelsesniveau som i Danmark. De naturlove har Venstre ikke glemt. Derfor står vi ved, at der skal være et loft over kontanthjælpen, og derfor står vi ved, at der skal være en starthjælp, som er baseret på optjening af rettigheder. Ved tredjebehandlingen i sidste uge var disse to ordninger under angreb, men for at sige det, som det er: Jeg synes, at de to ordninger er fuldstændig rimelige og navnlig da for enlige forsørgere med børn. Som enlig forsørger på kontanthjælp og med to børn har man omkring 11.000 kr. i rådighedsbeløb, når både skat, husleje, daginstitution og varme er betalt. Det er faktisk udmærket. Som enlig forsørger på starthjælp og med to børn har man omkring 9.000 kr. i rådighedsbeløb, når både skat, husleje, daginstitution og varme er betalt. Det er faktisk også ganske udmærket, det kan vi godt være bekendt. Derfor er det fuldstændig fortegnet at fremstille sagerne, som om vi lader børnefamilier gå for lud og koldt vand. Det gør vi ikke. Tværtimod sørger vi netop for, som vismændene også skriver i deres seneste rapport er nødvendigt, at niveauet for de offentlige indkomstoverførsler er afstemt med lønnen ved beskæftigelse. For som vismændene skriver, er det også vigtigt, at der er en økonomisk gevinst ved at komme i beskæftigelse. Sådan skal det være i et velfungerende samfund.

     Derfor er det fuldstændig uansvarligt, når SF og Socialdemokraterne taler om at afskaffe loftet over kontanthjælpen og starthjælpen. Vi kan diskutere, om ordningerne virker godt nok, men vi burde ikke være uenige om, at de tjener et særdeles fornuftigt formål.
     Det er, som om SF og Socialdemokraterne vil have os tilbage til de onde 1970'ere, hvor pengene bare fossede ud af statskassen som følge af et vildt overforbrug. Det har været beskæmmende at se, hvordan Socialdemokraterne har opført sig
i hele efteråret, ikke mindst i debatten om kommunernes økonomi. Da de midlertidige beregninger tydede på, at kommunerne manglede 2,5 mia. kr., krævede fru Helle Thorning-Schmidt ekstra 2,5 mia. kr. til kommunerne. Da der så kom nye midlertidige beregninger, som viste, at det kun var 932 mio. kr., krævede fru Helle Thorning-Schmidt 1 mia. kr. ekstra. Nu, hvor det endelige tal så viser, at kommunerne faktisk ikke mangler pengene, må fru Helle Thorning-Schmidt virkelig stå med en mærkelig smag i munden. Som statsministerkandidat bør man vente på de endelige tal, før man kaster milliarderne rundt. Vel er det fristende at købe en statsministerpost for borgernes penge, men hvis man bruger penge som fulde sømænd, er man i hvert fald ikke egnet til at stå ved skibets ror. Så meget må stå klart oven på det her efterår. Sidste uges debat om finansloven var faktisk særdeles afslørende. Midt i al forvirringen stod det klart, at Socialdemokraterne, SF og De Radikale trak i hver sin retning. Socialdemokraterne påstod, at de havde tilsluttet sig et skattestop, som nu lå fast, SF påstod, at de havde fået indrømmelser fra Socialdemokraterne vedrørende skattestoppet, og De Radikale ville slet ikke vide af skattestoppet. Det korte af det lange var, at oppositionen ikke anede, hvilket ben den skulle stå på, og det er sådan set meget fornøjeligt at være tilskuer til. Det var som at se en genudsendelse af den gamle sketch »90-års-fødselsdagen«: Det startede som en bedre middag i det finere selskab, fru Marianne Jelved spiller rollen som Miss Sophie, Socialdemokraterne er butleren James, og SF er det irriterende tigerskind, som James hele tiden falder over. Butleren James render rundt og skænker op for alle de fiktive gæster, mens han prøver at holde balancen. Man kan sammenligne det med, at Socialdemokraterne uophørligt fifler med skattepolitikken, samtidig med at de giver indtryk af at ville et skattestop. Men Miss Sophie, fru Marianne Jelved, insisterer: James skal sluge det hele, ikke bare en smule, men det hele. »Same procedure as last year?« spørger James. »Skal jeg virkelig?« spørger James. »Same procedure as every year,« svarer Miss Sophie. Sådan ved vi at det er med Socialdemokraterne i regering: skattestigninger som sædvanlig - same procedure as every year. Og SF vil være der som et andet dødt tigerskind, man kan falde over, så der bliver spildt endnu mere ud over det hele og skattestoppet forsvinder i tågerne. Sådan bliver det, hvis oppositionen får flertal efter næste valg, især hvis Miss Jelved kommer til at diktere showet. Skattestoppet vil ryge sig en tur, for Socialdemokraterne vil give los, når det kommer til stykket, akkurat ligesom butleren James, der bærer Miss Sophie i seng. »Same procedure as every year,« siger hun indbydende til den forventningsfulde James, som svarer, at han vil gøre sit bedste.
     I Venstre vil vi ikke gøre vores bedste for at gøre Miss Jelved tilpas. Vi har gjort op med automatikken i skatteskruen, vi vil ikke have en regering, der siger »Same procedure as every year« og med usvigelig sikkerhed gør borgerne fattigere. Vi vil ikke have en regering, der holder en lukket, lille fest for en masse fiktive gæster. Venstre vil invitere borgerne med til nytårsfest, hver og en, ved at sikre fortsat god samfundsøkonomi, ved at sikre en fortsat konsekvent arbejdsmarkedspolitik, som får alle menneskelige ressourcer med, og ved at lægge grunden til mange gode nytårsfester i de kommende år. Det vil blive et godt nytår.

Så er der en række korte bemærkninger, og dem skal vi have afviklet inden for tre kvarter eller i hvert fald have dem, vi kan nå, inden for tre kvarter. Det er hr. Jens Peter Vernersen, fru Anne Baastrup, hr. Torben Hansen, fru Karen Hækkerup, hr. Per Clausen, hr. Ole Sohn, fru Line Barfod, hr. Morten Helveg Petersen, hr. Morten Homann, hr. Morten Østergaard, fru Mette Gjerskov, hr. Bjarne Laustsen og fru Elisabeth Geday.
     Så er det hr. Jens Peter Vernersen for en kort bemærkning til ordføreren.

Jeg må sige, at det var en nytårstale. Man skulle tro, den var holdt efter kl. 24.00, hvor det måske somme tider går lidt lystigt til.

     I Venstre vil vi ikke gøre borgerne fattige, siger hr. Peter Christensen. Jeg vil godt sige: Er det ikke at gøre borgerne fattige, når man svigter på en række vitale områder? Det talte hr. Peter Christensen jo ikke meget om. Er det ikke at gøre borgerne fattige, når man svigter fatalt på hele fødevarekontrollen, hvilket vi nu har fået dokumenteret via den revisionsrapport, der er sendt rundt, og hvor vi jo netop kan se, at i hvert fald på omkring otte punkter er der sket svigt, som der ikke er rettet op på på nuværende tidspunkt? Er det ikke at gøre os alle sammen fattigere, når man svigter
- også på andre områder, f.eks. med hensyn til skattekontrollen osv.?

Jeg synes også, at man, når man læser aviserne i dag, kan se, at der er flere aviser, der har et meget, meget tydeligt billede af, hvad virkeligheden er inden for fødevarekontrollen, nemlig at antallet af kontrolbesøg aldrig har været større end under den nuværende minister.
     Jeg er godt klar over, at hr. Jens Peter Vernersen har gjort det til sin fornemste opgave at gå på jagt efter en minister, og det er vel oppositionens rolle. Men jeg synes sådan set, at det centrale må være, om vi har sikre fødevarer, om vi har den kontrol, der skal til, og det mener jeg vi har. Jeg mener, at vi kan se, at der har været en klar forbedring, og at antallet af kontrolbesøg er kraftigt stigende, og det er det afgørende. Det er det, som borgerne har brug for at vide, nemlig at de kan spise mad uden risiko for at blive syge.

Det undrer mig ikke, at hr. Peter Christensen startede med at sige, at det her drejer sig om at gå på jagt efter ministeren. Det drejer sig jo om at sikre, at der er ordentlige fødevarer på folks tallerkner. Det er det, det drejer sig om. Og det har jo altså vist sig med de svigt, der har været, og som stort set kun er opdaget via dagspressen, at det ikke er i orden.
     Det er jo også det, som rapporten dokumenterer: at man ikke har nået de kontroller, man skulle, og at man ikke har de ressourcer til rådighed, der skal til for at opnå de mål, der er stillet op. Det er fuldstændig klarlagt i den rapport, og derfor er det da helt urimeligt, at hr. Peter Christensen siger, at alt er, som det skal være. Eller det er måske Venstres synspunkt? Det vil jeg så godt sige tak for.
     Men det er det altså ikke ifølge den rapport, der ligger nu her til statsrevisorerne. Der er det bestemt ikke i orden. Der er det netop dokumenteret, at man ikke har haft kontrollerne, at man ikke har haft ressourcerne til rådighed, fordi regeringen, Venstre og Konservative, og Dansk Folkeparti har skåret ned år for år, har skåret 112 mio. kr. af bevillingerne og fyret 200 medarbejdere. Derfor er det ikke i orden. Det troede jeg faktisk hr. Peter Christensen var fuldstændig klar over.

Jamen jeg tror måske, at vi alligevel har med en diskussion at gøre, hvor man kommer ind på en central forskel mellem Socialdemokratiet og Venstre. Hr. Jens Peter Vernersen er kun optaget af penge. Jeg er optaget af effektivitet, af, om man når ud og får lavet flere kontroller eller ej. Og der kan man se, at kurven er helt klar: Der bliver flere og flere kontroller. Man får mere og mere ud af de ressourcer, der er tildelt. Det går bedre og bedre, og vi har oven i købet sat flere penge af til, at det kan blive endnu bedre i 2007.
     Når jeg så alligevel anklager hr. Jens Peter Vernersen for at være mere optaget af ministerjagt end af selve området, er det jo, fordi jeg kunne se, at man forlangte ministerens afgang, inden man overhovedet havde læst rapporten. Det synes jeg jo helt stilfærdigt er lidt useriøst, og det er derfor, jeg kommer med den anklage, jeg gør.

På Venstres hjemmeside kan man se, at der står, at borgerne skal have en reel og konkret garanti for behandling for alle sygdomme inden for en fastsat periode. Og jeg vil godt spørge hr. Peter Christensen: Hvordan synes hr. Peter Christensen selv det går?
     Så vil jeg godt bede hr. Peter Christensen om at give en definition af, hvad behandlingsgaranti er, når det drejer sig om livstruende sygdomme, og når det drejer sig om stritører.

Det sidste, det med stritører, forstod jeg simpelt hen ikke.
     Men jeg vil da gerne svare i forhold til diskussionen om livstruende sygdomme, som jeg synes er et område, hvor vi skal leve op til de løfter, vi har givet. Det er afgørende. Vi har en situation, hvor antallet af behandlinger er steget markant under den her regering, og det har selvfølgelig været til stor glæde for alle de mennesker, som har oplevet den styrkelse af hele sundhedsområdet. Men det ændrer jo ikke ved, at de mennesker, som ikke fik tilbudt et alternativt behandlingssted, og hvor ventelisten var for lang, har krav på at få en bedre service. Altså, de mennesker kan jo ikke bruge til noget, at der er andre, der har fået behandling.
     Så jeg mener klart, at det er et område, vi skal forbedre, og det er jo også det, regeringen har tilkendegivet: at de problemer, der var, skal løses.

Jeg fik ikke at vide, hvordan hr. Peter Christensen mener man kan definere behandlingsgaranti, og det er der sikkert mange gode grunde til. For en behandlingsgaranti, når det drejer sig om livstruende sygdom, er, at vi gør det så godt som muligt, og når det drejer sig om behandlingsgaranti for mennesker med stritører, er det, at man får mulighed for at tage pengene med hen til en speciallæge, der kan sætte de stritører på plads. Så det er virkelig forskellen på, hvad regeringen finder er meget alvorligt, og hvad regeringen synes man skal have af symbolpolitik. Behandlingsgaranti for de mindre sygdomme, og vi gør det så godt som muligt for de livstruende. Er det korrekt forstået?

Nej, selvfølgelig er det ikke det. Altså, jeg synes ikke, det lyder, som om fru Anne Baastrup har fulgt særlig meget med i debatten, når jeg lytter til hende, for det står jo lysende klart, at regeringen anser det for et problem, at de alvorligt syge mennesker ikke har fået tilbudt behandling, og at det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle har skullet vente 11, 12, 13 uger. Det har vi sagt gang på gang, det har regeringen tilkendegivet, og den er også parat til at få strammet op, så det ikke gentager sig.
     Så jeg kan slet ikke forstå, at fru Anne Baastrup begynder at blande stritører ind i debatten. Jeg synes, det er et alt for alvorligt område at blande stritører ind i. Det er en diskussion om meget, meget alvorligt syge mennesker. Det, der må være klart for alle, er, at vi har haft en situation, som ikke var acceptabel, og den skal vi have forbedret, så vi ikke har kræftsyge mennesker, der skal vente yderligere.

Så er det hr. Torben Hansen, der har en kort bemærkning til ordføreren.

Vi har jo igennem det seneste par år hørt meget om regeringens såkaldte miljømilliard. Det, som de seneste uger jo også åbenbarede, er, at man med den ene hånd spreder en milliard ud over de næste 3-4 år, men at man så med den anden hånd og - hvilket jeg vil bede Venstres ordfører om at bekræfte - fra landdistriktsmidlerne fjerner 536 mio. kr., som netop også gik til naturpleje ude lokalt. Og man kan derfor rolig sige, at miljømilliarden er blevet halveret, for det viser regeringens egne tal og de aftaler, som regeringen selv har lavet med Dansk Folkeparti.

Altså, jeg kan fuldt ud bekræfte, at miljømilliarden er der, og at vi nu med finansloven for 2007 udmønter yderligere 837 mio. kr. af den miljømilliard. I 2006 havde vi 100 mio. kr. Så den miljømilliard, som regeringen lovede, er til stede. Den vil blive udmøntet, og det er sådan set det, som giver baggrund for at kunne tage en masse initiativer inden for miljøområdet.

Det lyder lidt skingert, det, der kommer fra Venstres ordfører.
     Hvis vi prøver at få det helt ned på et plan, hvor - jeg havde nær sagt - de fleste kan være med, kan Venstres ordfører så ikke se, at for lige præcis den landmand, der i mange år har fået eksempelvis tilskud til miljøvenlig dyrkning og så ikke længere får det, går der simpelt hen noget natur væk? Det er 536 mio. kr., man fjerner, samtidig med at man siger, at man lægger 1 mia. kr. ind for de kommende 3-4 år. Kan hr. Peter Christensen ikke godt se, at man i forhold til indsatsen ude lokalt, i forhold til den indsats, som borgerne kan se, i forhold til den indsats, som naturen kan mærke, rent faktisk halverer den miljømilliard, som vi har hørt så frygtelig meget om?

Miljømilliarden er en miljømilliard, og det betyder, at vi vil udmønte 1 mia. kr. ekstra til miljøet. Det, ordføreren så forlanger af mig, er det umulige, nemlig at jeg skal ændre de landdistriktsprogrammer, der kommer fra EU's side, og forhindre udfasningen af tidligere programmer og gøre fremtidige programmer større, end de er. Det kan jeg jo desværre ikke. Jeg kan sige, at regeringen er indstillet på at hjemtage de penge, det er muligt, fra de programmer, og det er vel nærmest det meste, man kan forlange af os.

Nu valgte ordføreren selv at holde sin tale i et nytårsbillede, og der kan man jo sige, at vi nu har fået afdækket, at garantier, når det drejer sig om regeringen, ikke er rigtige garantier. Nytårsforsætter, som ordføreren talte så meget om at man gerne vil leve efter, holder jo som bekendt kun i januar, men det siger jo også en del om, hvad det er, vi så kan forvente af regeringen fremover.

     Ordføreren fremhæver meget, at effektivitet er vigtigt. Ordføreren siger, at det er vigtigt for fødevarekontrollen, at der er mange kontrolbesøg, og at de er effektive. Hvad mener ordføreren så egentlig om, at medarbejderne i fødevarekontrollen har sagt nej til at ville medvirke til resultatkontrakten for 2007, fordi de simpelt hen ikke længere har overskud til at kunne løbe så hurtigt, som regeringen forlanger?
     Det er jo sådan, at der er sparet 112,4 mio. kr. og fyret 228 medarbejdere. Der er det højeste sygefravær i hele staten blandt de medarbejdere, der kontrollerer vores fødevarer. De er slidt ned til sokkeholderne. Er det ikke noget, der får ordføreren til måske at overveje, om det var her, man skulle bevilge nogle ekstra penge?

Med hensyn til nytårsforsætter er det jo et meget personligt spørgsmål, hvorvidt man kan holde dem eller ej, og det handler noget om karakterstyrke. At fru Hækkerup ikke kan holde dem længere end til januar, er sådan set fru Hækkerups problem.
     Men hvad fødevarekontrollen angår, vil jeg sige, at det, jeg glæder mig over, er, at når man ser en kurve over, hvordan det er gået med antallet af besøg, og hvordan det er gået med det antal af virksomheder, som ikke har haft besøg i en længere periode, så kan man se, at det er gået markant fremad. Tallet siger, at det er steget fra omkring 50.000 tilsyn i 2000 til 66.000 besøg i 2005, svarende til en stigning på 30 pct. Det synes jeg er markant, det synes jeg der er grund til at glæde sig over. Det er meget mere interessant end spørgsmålet om ressourcer.
     Så kan jeg også glæde mig over at se, at der i aviserne
i dag f.eks. kommer en melding fra regionen i Østjylland, som siger, at de sagtens kan nå at levere det antal besøg, de skal inden nytår. Så derfor er det meget, meget negative billede, som fru Hækkerup prøver at tegne af fødevarekontrollen, bare ikke virkeligheden. Vi sætter yderligere ressourcer af, så vi kan forbedre kontrollen i 2007, så jeg synes, der er grund til at glæde sig over finansloven.

Det er altså svært at glæde sig over en finanslov, som for sjette år i træk viderefører de nedskæringer, der har været på fødevarekontrollen. Det kan da godt være, at Venstres ordfører siger, at der er kommet flere kontrolbesøg; javist, men hvis det fungerer ved, at de 1½-times grundige kontrolbesøg nu i stedet er erstattet af, at der er en medarbejder, der i virkeligheden i løbet af 5 minutter skal løbe ind, røre væggen, sætte en smiley op og løbe ud igen, sådan som medarbejderne selv formulerer det, hvad er de kontrolbesøg så værd?
     Vi må jo konstatere, at fødevaresikkerheden ikke er, som den burde være, og man kan ikke komme uden om, at man altså får, hvad man betaler for, og i den her sag har Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative valgt at betale for en discountfødevarekontrol. Det er ikke medarbejdernes skyld, de gør, hvad de kan. Det er regeringspartierne og Dansk Folkeparti, som igen skærer ned.
     Er det ikke på tide at få genansat nogle af de mange mennesker, man har fyret, og som skal sørge for, vi har en ordentlig fødevaresikkerhed?

Det er helt afgørende for os, at vi har en ordentlig fødevaresikkerhed. Det er helt afgørende for os, at de mål, vi har sat for, hvordan tilsynet skal foregå, og hvor ofte og
i hvilken periode en virksomhed skal have haft besøg, bliver nået. Det, der ikke er afgørende for os, er at have en masse administration bygget op omkring den her fødevarekontrol, og derfor gik vi jo ind og lavede ændringer. For os var det mere afgørende at sikre en organisation, sikre en struktur, der var målrettet mod det, der var kerneområdet, nemlig tilsynene og kontrolbesøgene, og ikke det mellemlag af administration, der var lagt ind. Det har vi lavet om på, samtidig med at effektiviteten er steget markant og antallet af kontrolbesøg er steget. Det synes jeg faktisk er ret godt og til at glæde sig over. Derudover sætter vi flere penge af i 2007, for vi vil have en fuldstændig fødevarekontrol, som kan sikre borgerne, at de kan spise fødevarerne uden risiko for at blive syge.

Nu var det jo et smukt billede, hr. Peter Christensen forsøgte at tegne af situationen blandt de tre største oppositionspartier, men det, der kunne være meget interessant at høre fra hr. Peter Christensen, er, hvor høj en pris regeringen skal betale for at sikre, at de skandaleramte ministre, som sidder nu, kan få lov til at blive siddende. Hvor høj en pris skal man betale til Dansk Folkeparti? Det synes jeg er mindst lige så interessant som forholdene i oppositionen.
     Noget, som hr. Peter Christensen undgik at svare på ved fru Anne Baastrups spørgsmål, var, hvor behandlingsgarantien var blevet af. Den behandlingsgaranti, sundhedsministeren har lovet, den behandlingsgaranti, regeringen har lovet, den behandlingsgaranti, Venstre har lovet. Den er jo forsvundet, fordi man ikke kan regne med det, Venstre siger.
     Til allersidst: Forstår jeg det rigtigt, at hr. Peter Christensen mener, at fødevarekontrollen er et mønstereksempel på, hvordan kvalitetsreformen i den offentlige sektor skal gennemføres?

Nu er kvalitetsreformen jo en helt anden diskussion, men jeg synes da, som jeg var inde på i min tale, at i forhold til kvalitetsreformen er det da meget vigtigt, at vi tænker nyt, tænker netop på de kerneydelser, som skal leveres, at det er det, der er fokusområdet. For jeg er enig i, også hvis man snakker hjemmepleje eller andre ting, at den enkelte medarbejder ikke kan løbe hurtigere. Så det handler jo også om måden, man tilrettelægger arbejdet på. Men lad det være en sidebemærkning.
     Jeg vil godt lige kort sige, at i forhold til behandlingsgarantien står det fuldstændig klart, at vi her fra Folketingets side har lovgivet, og at regeringen har fremsat lovforslagene med et ønske om, at syge mennesker ikke skulle vente i 11, 12, 13 uger, som der har været nogle eksempler på.
     Derfor må det da stå klart for enhver, at vi jo alle sammen finder det uacceptabelt, hvad der er sket, og at det er noget, der skal rettes op på. Jeg håber ikke, at der i hvert fald efter denne debat er nogen tvivl om, at uanset hvor godt regeringen har gjort det - og den har gjort det godt - er det for den enkelte, for alvorligt syge mennesker totalt uacceptabelt at opleve en ventetid, som er, ja, desværre op til 13 uger i nogle ganske få eksempler.

Det, der står lysende klart for mig, er, at regeringen i sit regeringsgrundlag har lovet en behandlingsgaranti, og at den nu 5 år senere ikke har formået at sikre den behandlingsgaranti. Det ville Venstre vist, hvis det var en socialdemokratisk regering, kalde et klokkeklart løftebrud. Jeg vil bare sige, at det er udtryk for, at man ikke ved, hvor man har Venstre.
     Så det andet omkring fødevarekontrollen: Det går rigtig godt, siger hr. Peter Christensen. Ja, det går jo sådan, at Rigsrevisionen siger, at der ikke er nogen sammenhæng mellem det faglige grundlag og ressourcerne, altså at der ikke er nogen sammenhæng mellem de opgaver og den kvalitet, der skal udføres, og de ressourcer, man har.
     Så er det bare, at jeg vil spørge hr. Peter Christensen, om det er den samme tilstand, man generelt vil sikre i den offentlige sektor, når man får sat sin kvalitetsreform igennem, for den handler jo også om, at færre mennesker skal lave mere og af en højere kvalitet. Og så ender det altså med, at der ikke er nogen sammenhæng mellem ressourcer og de arbejdsopgaver, der skal udføres.

Der blev først spurgt til sundhedsområdet. Altså, jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at det er uacceptabelt, at mennesker, som er alvorligt syge, har måttet vente lang tid på at komme til scanning. Jeg kan så glæde mig over, at regeringen har formået at løfte antallet af strålebehandlinger med 60.000 fra 2000 til 2006, at man alene
i 2006 har afsat over 1 mia. kr. ekstra til kræfthandlingsplan II, at der er sat 1 mia. kr. af til lånerammen, så man kan få flere scannere og flere penge til kræftmedicin. Man gør meget på kræftområdet, og det er vigtigt, og det glæder jeg mig over. Men jeg synes selvfølgelig ikke, at de mennesker, som oplever, at der går længere tid, kan bruge de tal til meget. De har krav på også at få en hurtig behandling, og det har regeringen jo også tilkendegivet at den vil sikre.

Jeg tror, hr. Peter Christensen har skrevet sin tale som sådan en generalprøve på nytårsaften, hvor man er kommet godt hen, og hvor glasset har været tømt et par gange, for så får man sådan et meget letsindigt forhold til sandheden, og man bliver også sådan mere floromvunden i sine udtryk. Og det er vel derfor, hr. Peter Christensen kan sige, at det går så godt, at alle er med til festen i en tid, hvor vismændene har godtgjort, at der er 165.000 fattige; i en tid, hvor vi kan dokumentere, at regeringen har påført flere familier i Danmark fattigdom ved et kontanthjælpsloft, ved starthjælp, samtidig med at man hindrer, at der kommer midler ind i statskassen ved at fyre 1.200 medarbejdere i Told og Skat.
     Nu siger hr. Peter Christensen, at det med fødevarekontrol ikke er et spørgsmål om, at man vil kontrollere, det er bare et spørgsmål om, at man lige kommer derud, og at der er flere besøg. Men Rigsrevisionen har jo netop understreget, at der ingen sammenhæng er mellem mål og midler. Det vil sige, at vi er i en situation, hvor borgerne ikke har garanti for at få sunde og friske fødevarer, fordi Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative har skåret ned. Hvorfor forholder man sig ikke til den virkelighed?

Jeg kan godt forstå, at hr. Ole Sohn er lidt fornærmet over at blive sammenlignet med et dødt isbjørneskind, der ligger på gulvet. Men det var nu alligevel det, der udspandt sig under sidste behandling af finanslovforslaget, nemlig at vi havde et SF, som mente, man havde fået nogle klare indrømmelser om skattestoppet. Men den debat vender vi tilbage til senere.

     Med hensyn til fødevarekontrollen synes jeg - jeg har været inde på det i tidligere besvarelser - at man skal fokusere på antallet af kontrolbesøg og tilsyn med virksomhederne. Det er sådan set det, der er kernen i det, vi diskuterer, og ikke, hvor mange medarbejdere man har ansat til administration. Det gælder generelt i den offentlige sektor, at det tit forekommer mig at være fuldstændig irrelevant, hvor mange man har i de administrative led. Det, borgerne møder, den service, borgerne forventer, er det, der er afgørende, og det er der, vi skal måles på, om vi gør det godt nok. Kan vi flytte hænder fra administration til service, skal vi da gøre det, og så er det et selvstændigt mål. Det må det altid være.
     Derfor forholder jeg mig egentlig meget mere til, hvad det er, vi har fået ud af det de sidste år, og der kan man jo se på kurven, at fra fru Ritt Bjerregaard havde ansvaret og til nu med hr. Lars Barfoed, er den steget markant.

Jeg forstår ikke, hvorfor hr. Peter Christensen er så selvudslettende med sin tale. Jeg synes faktisk, det mest morsomme ved ordførertalen lige nøjagtig var afsnittet om 90-års-fødselsdagen. Det var da skruet lidt muntert sammen. Det skal ordføreren ikke være ked af.
     Det, jeg forsøger at sige om fødevarekontrollen, er ikke, som Venstres ordfører nu gør meget ud af, antallet af besøg. Jeg tror ikke, borgerne interesserer sig særlig meget for, om en virksomhed får besøg 1, 2, 3, 10 eller 100 gange om året. Det, borgerne interesserer sig for, er, om kvaliteten af kontrollen er i orden, så man undgår at få fødevarer ud til forbrugerne, som er for dårlige.
     Rigsrevisionsrapporten siger klart: Der er ingen sammenhæng mellem de faglige mål og forventninger til den effektive kontrol, som man ønsker, og de ressourcer, regeringen og Dansk Folkeparti har sat af. Det er jo klart, at når man har skåret 228 stillinger bort, når man har skåret
112 mio. kr. væk, kan man jo ikke få den samme kvalitet i kontrollen, og det er bare det, jeg vil frem til. Det vil man selvfølgelig ikke indrømme, det ved jeg godt, men det er desværre det, der er virkeligheden.

Jeg synes, jeg har sagt flere gange, at det jo netop er den kvalitet i ydelsen, som er det afgørende, og ikke, hvor mange penge man bruger på administration, og hvor stor en bagvedliggende organisation man bygger op. Nu taler jeg generelt, ikke kun om Fødevarestyrelsen. Det er da altid det mest afgørende, hvad det er, borgerne møder, og det har også været vores tilgang på det her område. Og derfor er jeg da enig med hr. Ole Sohn i, at det jo også er kvaliteten af det enkelte tilsyn, der er afgørende.
     Der var en spørger før hr. Ole Sohn, der tegnede sådan et fuldstændig useriøst billede af, at den enkelte medarbejder løb ind og knaldede en smiley på væggen og styrtede ud igen. Altså, det er jo et useriøst debatniveau. At sige til de mennesker, der i dag udfører alle de her kontroller, at det gør de ikke ordentligt, synes jeg ikke man kan.
     Jeg er enig i, at der er behov for flere ressourcer, og dem sætter vi jo også af i 2007.

Det er jo tydeligt efterhånden, at ligegyldigt hvilket område man kigger på, kan man se en regering, som lover ét og så gør noget fuldstændig andet. Man lover og lover behandlingsgarantier, bedre fødevarekontrol, tog til tiden og mange andre ting, uden at man er i stand til at leve op til det.
     Det er meget godt, at hr. Peter Christensen står og siger, at vi ikke skal skælde ud på medarbejderne i fødevarekontrollen, men det er jo medarbejderne selv, der kommer og siger, at det simpelt hen ikke kan hænge sammen, og at de ikke synes, det er fagligt acceptabelt, at de ikke har tid til at levere en ordentlig kvalitet, når de er ude på kontrolbesøg, ligesom offentligt ansatte på mange andre områder klager over, at de ikke er i stand til at levere den kvalitet, de gerne vil.
     Det er jo derfor, det er interessant at høre, om den kvalitetsreform, som regeringen har tænkt sig at gennemføre, bliver af samme kvalitet som det, vi har set hidtil, nemlig at man påstår, at færre hænder kan lave mere bedre. For det, vi har set på andre områder, er, at det kan de ikke, at det ikke hænger sammen, at det bliver ringere.

Altså, jeg nærer ingen forhåbning om, at vi, Enhedslisten og Venstre, selv om den her debat trækker ud hele dagen, vil blive enige om, hvad der findes af muligheder for at forbedre tingene i den offentlige sektor.
     Når man lytter til Enhedslisten, lyder det, som om det går godt nok, at tingene aldrig kan gøres bedre, og at det eneste, man kan, er at bruge flere penge. Det er initiativløst, men det er et kendt synspunkt fra Enhedslisten.

     Vi har en helt anden tilgang til det. Vi tror på, at tingene altid kan gøres bedre. Personligt lytter jeg mig også til, hvis jeg kommer ud på institutioner og møder medarbejdere, at de har masser af ideer til, hvordan man kan gøre tingene bedre, små ændringer, som vil gøre, at det, det drejer sig om, den service, som de leverer, kommer endnu mere
i fokus. Så jeg tror vitterlig på, at vi med en kvalitetsreform kan få en forbedret offentlig sektor, bare ved at lytte til medarbejdere. Jeg er enig i, at de enkelte medarbejdere ikke kan løbe hurtigere, end de gør i dag. Mange mennesker er virkelig spændt for, men at sige, at det er det samme, som at der på hele det store område ikke findes mulighed for at flytte
f.eks. ressourcer fra administration til service, er jeg virkelig uenig i.

Der er mange områder, hvor der kunne flyttes ressourcer fra administration, hvis Venstre ville opgive deres mantra om, at alting skal privatiseres og markedsgøres. Enhedslisten har stillet masser af forslag om at give langt større frihed til medarbejderne og brugerne og f.eks. i ældreplejen tage udgangspunkt i, at ældre skulle have ret til selv at bestemme, hvornår de vil sove, have ret til selv at bestemme, hvad de vil have at spise osv. Men den frihed tør Venstre ikke give hverken ansatte eller ældre. Men jeg er enig i, at det når vi nok ikke til enighed om her.
     Derfor vil jeg bare høre: Når hr. Peter Christensen nu inviterer alle borgere til nytårsfest, gælder det så også for de fattige i det her land? Kan de regne med at få en nytårscheck fra Venstre, så de kan holde nytårsfest? For de har ikke råd til at holde jul.
     Man kan f.eks. på Loftsramte Eksperter læse om en familie, som fortæller, at når Pyruskalenderen koster ca. det samme som tre rugbrød og to bakker hamburgerryg, og når de skal vælge, så bliver det altså rugbrødet og hamburgerryggen, fordi børnene skal have mad, og derfor er der ikke engang råd til at købe en Pyrusjulekalender.
     Får de til gengæld en nytårsfest, hr. Peter Christensen? Gjaldt invitationen også de fattige i det her land? Eller er det kun de rigeste, der får lov til at holde fest med Venstre?

Det går godt i Danmark i de her år, og det smitter af på alle. Derfor vil man jo også kunne se, at vi fremsætter et finanslovforslag, som også er til gavn for de mennesker, der har mindst i det her land. Det er netop glæden ved at have en velstandsstigning. Det er glæden, ved at man sørger for at have en økonomi, hvor det går godt, at det netop giver muligheden for også at forbedre forholdene for de udsatte, for de mennesker, der har mindst.
     Når vi snakker fattige, er der stadig væk folk i Danmark, som ikke har meget. Men vi kan glæde os over, at gruppen er meget lille, og at det er ganske få mennesker, der er i den situation i lang tid. For når man går ind og ser på, hvad det er for mennesker, der er i lavindkomstgruppen, kan man se, at det hovedsagelig er studerende. Så selv om nogle måske kan være lidt længe om at få læst færdig, er det dog en situation, som får en ende på et eller andet tidspunkt.
     Så er der mange selvstændige. De vælger at give alt, hvad de har, for en drøm, og det betyder for mange, desværre, at det også er et liv uden mange indtægter, måske i lang tid.
     Så er der deltidsansatte, som også er omfattet af lavindkomstgruppen, hvor man vælger, måske efter aftale i familien, at den ene part går ned i tid.

Ja tak. Så er det hr. Morten Helveg Petersen for en kort bemærkning til ordføreren.

Det var jo et meget muntert billede, som Venstres ordfører brugte, altså det her med 90-års-fødselsdagen. Venstres ordfører hæftede sig mest ved de våde varer ved den fest, men hvis vi andre skal med, er vi jo nødt til at informere Venstres ordfører om, at der faktisk også blev serveret fødevarer. Og hvis vi andre skal inviteres med, hvis vi skal deltage i den lukkede fest, som hr. Peter Christensen står og inviterer til, må vi have en garanti fra Venstre om, at det i hvert fald ikke er familie- og forbrugerministeren, der skal stå i køkkenet og servere kylling.
     Men mit spørgsmål går egentlig på det her med skattestoppet, som hr. Peter Christensen også opholdt sig en del ved. Hvis det står til Venstres ordfører, skal skattestoppet så også opleve en 90-års-fødselsdag? Er det Venstres politik, at skattestoppet skal bestå i al fremtid, når man tager i betragtning, at vismændene lige har skitseret, at hvis man bare lader det løbe til 2040, så er alle de gode ting, vi har opnået med velfærdsaftalerne, faktisk væk? Skal skattestoppet, som jo virkelig er en lukket fest for de rige boligejere, bestå i al evighed?

Jeg mener, at det vil være udgangspunkt for en rigtig god fest, hvis vi har hr. Barfoed som minister på det her område. Det er simpelt hen af den grund, at man kan se, at der aldrig har været så mange kontrolbesøg som under ham, og det synes jeg vi kan glæde os over.

Så jeg vil indtage fødevarerne trygt, når det er ministeren, der varetager det.

     Skattestoppet: Jeg vil i hvert fald sige, at jeg vil gøre på samme måde som James, hvis det bliver en 90-års markering af skattestoppet. Så er der virkelig grund til at feste, så er der grund til at fejre det, for skattestoppet er jo den garanti, folk har for, at de kan planlægge langt ud i tiden; at de ved, hvad de økonomiske rammer for deres familie er; at de ved, at når de f.eks. har købt hus, kommer der ikke pludselig skattestigninger, så de ikke har råd til at bo der; at de ved, at hvis de har købt en bil, kommer der ikke pludselig en masse nye grønne afgifter, som gør det umuligt for dem at køre i den eller have den; og at de ved, at også helt basale ting som vand, el, varme kan man regne med prisniveauerne for, i hvert fald hvad angår skatter og afgifter.

Det er slet ikke for at være uhøflig over for Venstres ordfører, men Venstres ordfører må nok påregne en del afbud til festen, hvis det er sådan, at det er familie- og forbrugerministeren, der skal servere kylling eller tatar eller andre ting, hvor der er en betragtelig risiko i forbindelse med fødevaresikkerhed og den slags ting. Bare så vi lige har det på det rene.
     Må jeg så i øvrigt sige, at det jo slet ikke hænger sammen. Vismændene påpeger, hvordan skattestoppet udhuler effekterne af de aftaler, vi har lavet. Hr. Peter Christensen kan altså ikke få det til at hænge sammen, at skattestoppet skal køre i al evighed, samtidig med at man gerne skulle følge statsministerens ord om, at det er en akut hasteopgave at få folk ud på arbejdsmarkedet. Skattestoppet udhuler velfærden, og derfor ville det være helt galimatias at lade det opleve en 90-års-fødselsdag. Hr. Peter Christensen må da kunne indse visdommen i, hvad eksempelvis vismændene har beskrevet, og så se at komme i gang med at få sænket skatten på arbejde. Det er da det, der er perspektiv i, og ikke det der skattestop.

Jeg ved jo godt, at oppositionen er dybt splittet omkring skattestoppet, men det ændrer ikke ved, at jeg er sikker på, at danskerne ikke er splittede om det, for de er glade for den tryghed, skattestoppet giver.
     Så har jeg efterhånden også vænnet mig til, at når vi har de her økonomiske debatter, har De Radikale et enormt sortsyn. Jeg kan jo huske, hvordan man for ganske få år siden sagde: Det er helt umuligt at nå 2010-målene for gældsafvikling. Dem har vi så nået i 2007. Det var helt umuligt med de vækstrater, vi har haft - dem har vi nu. Og så siger man nu, at der er overophedning, og derfor kan man ikke have et skattestop. Jeg glæder mig så over, at så sent som i går, da de nye inflationsrater kom frem, var der flere bankøkonomer, der sagde, at al snak om overophedning i hvert fald ikke var en realitet. Så jeg synes, at det ville være noget forhastet at afskaffe den tryghed, som skattestoppet giver, blot fordi man har en frygt, som slet ikke er begrundet.

Nu er det ikke bare sådan en enkeltstående stemme, som peger på, at der er problemer forbundet med skattestoppet. Det har jo være en rød tråd hos langt de fleste toneangivende økonomer, senest vismændene, som peger på, at de skattelettelser til de rigeste, som er indbygget i skattestoppet, er med til at undergrave finanspolitikkens holdbarhed.
     Derfor vil jeg spørge hr. Peter Christensen, om ikke det gør indtryk, når han læser vismændenes betragtninger om det her. Hvis bare man, f.eks. på ejendomsværdiskatteområdet, gik tilbage til en situation - ikke fra før den nuværende regering trådte til, men fra 2002-2003 - med det niveau for ejendomsværdiskat, ville man kunne lave nogle ganske betragtelige lettelser på indkomstskatten. Det må da i hvert fald give stof til eftertanke, når man som hr. Peter Christensen - og det ved jeg, han vil - gerne vil lave lettelser på indkomstskatten.

Det er netop nu, jeg virkelig bliver forvirret. Nu lytter jeg til SF, som gerne vil ind i et rødt kabinet sammen med Marianne Jelved og sammen med Socialdemokraterne. Men kravet fra SF er, at vi skal have noget boligskat. Vi skal virkelig bare svinge krabasken over boligejerne, så de kan lære det. Det ved vi godt at SF mener, men SF's finansordfører sagde i sidste uge, at man havde tilsluttet sig skattestoppet og gerne ville i regering med Socialdemokraterne. Så nu forstår jeg det ikke rigtig: Er det den indrømmelse, man har fået fra Socialdemokraterne, at man nok skal indføre en boligskat, og var det det, Ole Sohn under debatten ikke rigtig ville løfte sløret for hvad egentlig var, nemlig hvad de der hemmelige møder havde båret af frugt, og hvad det egentlig var for indrømmelser, man har fået? Det er den her skattekrabask, der skal svinges over boligejerne. Jeg er virkelig forvirret.

Jeg ved ikke, om problemet i sidste uge var, at hr. Peter Christensen havde taget forskud på nytårsmiddagens våde varer under hr. Ole Sohns indlæg, siden han kan få det så galt i halsen, at SF skulle have tilsluttet sig skattestoppet. Tværtimod arbejder SF hårdt og aktivt for at få afskaffet skattestoppet og få det erstattet af en mere fornuftig skattepolitik.
     Men tilbage til det, jeg pegede på i mit indlæg før:
Det, der er tale om, er ikke at svinge krabasken over boligejerne. Hvis det er det, hr. Peter Christensen mener, er det jo ikke at svinge den hårdere, end VK-regeringen gjorde i 2002 og i 2003. Hvis vi bare tager det samme niveau af beskatning, som hr. Peter Christensen forsvarede i 2003, vil man kunne få en ganske betragtelig lettelse af indkomstskatten.
     Så jeg vil spørge: Når nu man har en velbeskrevet og velbegrundet anvisning på, hvordan vi kan finansiere at få lettet indkomstskatten - i mine øjne helst for de lave indkomster, men det kan vi diskutere bagefter - hvorfor så ikke tage den, når prisen, man må betale, bare er, at man må beskatte boligejerne, hvad hr. Peter Christensen syntes var en god idé, på 2003-niveauet?

Vi ønsker ikke at øge beskatningen for boligejerne, vi ønsker at give boligejerne tryghed. Den tryghed har de efterhånden vænnet sig til, så det tror jeg de skønner på.
     Men det, der gør mig urolig, er, at SF er så klar på, at de vil øge skatten for boligejerne, De Radikale vil øge skatten for boligejerne, og Socialdemokraterne siger, at de sådan i hvert fald måske vil have et skattestop. Og det, boligejerne nu slet ikke aner deres levende råd om, er derfor, hvem der vinder det tovtrækkeri. Jeg er jo bange for, at det er to mod en, og jeg ved, når jeg selv har været med til at trække tov, at hvis der er to mand i den ene ende og en i den anden, så vinder de to ofte.
     Så det, boligejerne kan se frem til med et rødt kabinet, er, at De Radikale og SF er stærkere, når de trækker i rebet, og at Socialdemokraterne snubler og bliver trukket hen over skattelinjen, sådan at boligejerne kan forvente mere skat, mindre tryghed. Det er det, et rødt kabinet vil byde på.

Nogle gange er det bedste forsvar jo et angreb, og derfor kan jeg godt forstå, at hr. Peter Christensen har travlt med ligesom at spille bolden over i andres lejr, når man egentlig prøver at stille Venstre og Venstres finansordfører til regnskab for den politik, som den regering, som, sidst jeg tjekkede, stadig væk var ved magten, fører.
     Derfor vil jeg også gerne spørge om den forvirring, der opstod, og som kun blev forstærket under debatten i sidste uge, hvor vi først havde Venstres finansordfører, der klart slog fast, at Venstre mener, at en sænkning af indkomstskatten vil føre til et øget arbejdsudbud, og så havde vi senere en finansminister, som sagde det modsatte, nemlig at det kun var i teorien, og i praksis kunne man bestemt ikke regne med det. Der synes jeg det ville være rart
i dag at få at vide: Er skattestoppet simpelt hen et resultat af, at Venstre i praksis ikke tror på, at en del af løsningen til at skabe et øget arbejdsudbud er at reducere indkomstskatterne? Er det det, der gør, at man har valgt skattestoppet, og er det i virkeligheden finansministeren, som tegner regeringens politik på det her område?

Skattestoppet er ikke vejen for skattelettelser. Det har vi vist. Vi har jo sænket skatten med 11 mia. kr., samtidig med at vi overholdt skattestoppet. Når det er bevist, kan jeg ikke forstå, at vi skal blive ved med at have den påstand hængende. De to ting er ikke modstridende.
     Det, jeg har sagt hele tiden, er, at hvis der skal komme skattelettelser, skal det være ægte skattelettelser. Vi skal ikke have sådan nogle radikale skattelettelser, som bare er omlægninger, og hvor man ved, at nettoresultatet bliver, at statskassen får mere ud af det, end den gjorde før. Det har vi set før i historien, det ved vi vil ske igen. Det skal danskerne ikke have mere af. Det, de skal have mere af, er garanti for, at skatterne ikke stiger, og kommer der en skattelettelse, er den ægte.
     Og så har jeg sagt, at jeg er helt sikker på, at enhver indkomstskattelettelse også har de positive sider, at folk vil lave mere. Men graden af det er jo meget forskellig afhængig af, hvor man letter skatten, og i hvor stort et omfang man gør det. Det var vel også det, som debatten gik på
i sidste uge, at der jo ikke er nogen garanti for, hvor stor selvfinansieringsgraden bliver, og i øvrigt i hvilket år det indtræffer, for det er ikke sikkert, det er år et, det kan også være år to eller år fem.

Dermed fik vi jo så sat en tyk streg under, at der simpelt hen er delte meninger i Venstre om det her, og at det måske i virkeligheden er årsagen til, at man ikke kan blive enige om at promovere en skattereform.

     Den skattereform vil jo gøre noget af det, som der netop er behov for nu, og som både vismændene peger på og senest Kommissionen har peget på er det, Danmark bør gøre, nemlig sikre tilvejebringelse af et større arbejdsudbud på kort sigt. Det er jo derfor, det er problematisk, hvis man som hr. Peter Christensen går og håber, at skattestoppet kan fejre 90-års-fødselsdag, for så ville effekterne af velfærdsreformerne være fuldstændig forvitrede, fordi man, som også hr. Morten Homann var inde på i forbindelse med skattestoppet, ville have fjernet det. I stedet for at sænke skatten på arbejdsindkomst, vil man sænke skatten ved at udhule afgifter og ved at nedsætte ejendomsskatten.
     Men når vi nu er i gang med det her med at tale om, hvad SR gjorde, kan hr. Peter Christensen så ikke i det mindste bekræfte, at med de skattereformer, der blev gennemført i 1990'erne, og vi kan jo bare tage CEPOS, som burde stå hr. Peter Christensen nær, som kilde til det, blev skatten på de høje indkomster sænket fra 68 pct. til 63 pct.? Og det er langt mere end de 0,4 pct., som den nuværende regering har sænket skatten med på arbejdsindkomst for de højeste indkomster. Så Nyrupregeringen var langt bedre til at sænke skatten på arbejde, end den nuværende regering er.

Jeg bruger aldrig tid på at modsige historiske fakta. Men jeg kan bare sige, at det, der jo også er sandheden, når man ser på skattepolitikken under SR-regeringen, er, at man ikke tøjlede den kommunale økonomi. Man tog tværtimod - for selv at kunne sætte de statslige skatter ned - nogle gange og skubbede udgifter ud til kommunerne med det helt naturlige resultat til følge, at de kommunale skatter steg kraftigt. Det, der så var slutresultatet, var, at den enkelte borger kom til at betale mere i skat. Og jeg er sikker på, at hr. og fru Jensen er fuldstændig ligeglade med, om deres skat ryger
i kommunekassen, i regionskassen eller i statskassen eller opkræves som afgifter. Det, der er afgørende for dem, er, hvor meget de skal af med, og hvad de har tilbage til deres egen rådighed. Derfor ønsker jeg på ingen måde en gentagelse, og jeg håber, at danskerne aldrig kommer til at se en gentagelse af den skattepolitik, der blev ført under S og RV.

Den sidste, der får ordet for korte bemærkninger i den her omgang, er fru Mette Gjerskov.

Jeg hørte, at finansordføreren fra Venstre i sin ordførertale sagde, at han gerne vil være med til at give karakterer og uddele hyldester også til offentligt ansatte. Nu ved jeg ikke, om han definerer familie- og forbrugerministeren som en offentligt ansat, men jeg vil da i hvert fald gerne vide, hvilken karakter ordføreren vil give familie- og forbrugerministeren for resultaterne af fødevarekontrollen i hans ministertid. For det er jo rent faktisk sådan, at det, danskerne har fået, er gammelt kød og klamme pølser i køledisken, og det vil jeg da gerne vide hvilken karakter ordføreren vil sætte på.

Jeg synes, at det, der er væsentligt, er, om vi får en forbedret fødevarekontrol. Her tænker jeg jo ikke på, om vi får mere administration, men om antallet og kvaliteten af de besøg og tilsyn, der bliver udført, er høj og hyppigheden også er høj. Det er det væsentligste, at hvis der er folk derude, der ønsker at sælge danskerne gammelt kød, så bliver de fundet, og så bliver der uddelt straffe for det. Det skal der ingen tvivl herske om. Det er målet.
     Derfor er jeg godt tilfreds med, at vi har en minister, som har formået at få de her kontrolbesøg kraftigt op i antal, og at vi har en minister, som også har fremlagt input til finansloven, der betyder, at der bliver sat flere penge af til området. Det synes jeg er vigtigt, og det vil jeg også gerne kvittere for over for familie- og forbrugerministeren.

Det blev ikke nogen konkret karakter. Men kan vi ikke være enige om, og er finansordføreren fra Venstre ikke enig i, at det er et problem, når Rigsrevisionen selv siger, at fødevarekontrollen ikke har fået tilstrækkelige ressourcer i forhold til de opgaver, den skal løse? Og er det ikke et problem, at danskerne bliver mere og mere utrygge, hver gang de står foran køledisken, fordi de ikke ved, hvad det egentlig er, der er nede i platicpakkerne - om det er de slimede pølser, de får fat i, om det er gammelt kød?
     Der har været så mange sager på det seneste. Giver det slet ikke anledning til en smule selvransagelse hos Venstres finansordfører, at det måske kunne være, fordi den her fine effektivisering af kontrollen snarere handlede om, at kontrollørerne bare fiser ind ad døren og ud igen for at komme videre til det næste kontrolbesøg?

Uanset hvor mange gange Socialdemokraterne vil have mig til at være ked af, at antallet af kontrolbesøg er steget kraftigt, så kan jeg ikke være ked af det. Det kan jeg ikke. Antallet er steget, det glæder mig. Jeg blev spurgt, om jeg ikke er enig i, at der er behov for flere ressourcer. Jo, det er åbenlyst, for ellers havde vi ikke lagt det frem i finanslovforslaget. Hvis vi ikke havde ment, der var behov for flere ressourcer, havde vi sandelig brugt pengene på noget andet, så det mener jeg egentlig taler for sig selv.
     Målet er, at vi har et tilsyn, vi har en kontrol med fødevarerne i Danmark, så danskerne netop kan være sikre på, at de roligt kan spise den mad, de køber, uden risiko for at blive syge.

Tak til hr. Peter Christensen. Så er det hr. Jan Petersen som ordfører.

Den danske økonomi er stærk. Det er ikke nogen nyhed. Skulle det være en nyhed, ville vi skulle tilbage til slutningen af 1990'erne. Men dansk økonomi er stærk, lad det blive gentaget. De seneste års kraftige vækst i økonomien har skabt bedre beskæftigelsesmuligheder og faldende ledighed. Vi har massive overskud på statens finanser i disse år, og statens gæld afvikles langt hurtigere, end vi havde forventet.
     Den enkelte dansker oplever da også stigende købekraft, stigende realløn, og det medfører sammen med en relativt lav rente, at det private forbrug øges ganske væsentligt. I juni indgik vi en aftale om den langsigtede udvikling i dele af dansk økonomi med højere pensionsalder bl.a., i takt med at vi lever længere. Dermed har vi taget et afgørende skridt mod at sikre, at dansk økonomi også i de kommende år vil være stærk og solid.
     Den del af samfundets udvikling er vi glade for. Men det er også forklaringen på, at vi er uforstående over for regeringens passivitet på andre væsentlige områder. Vi er i en situation, hvor vi har utrolig mange muligheder, og historisk set har vi få restriktioner eller bundne opgaver. Jeg vil sige, at i de år, jeg har været folketingsmedlem, har jeg ikke oplevet, at vi har haft færre økonomiske begrænsninger eller nødvendige opgaver foran os, end vi har nu. Det gør, at vi har en frihed til at vælge, hvordan vi vil indrette os.
     Vores anke mod dette års finanslov er heller ikke så meget, hvad man gør. Jo, selvfølgelig er der forslag, vi er imod, det debatterede vi i sidste uge. Navnlig er vi imod det fortsatte tyveri af lejernes penge, og der er selvfølgelig også andre forslag, vi er imod. Men vores hovedanke er, hvad man ikke gør, de problemer, regeringen forsømmer at forholde sig til, det, der ikke fremgår af regeringens finanslov.
     Hvad mener jeg med forsømmelserne? Jo, der er to hovedindvendinger. For det første holdes velfærden i stramme økonomiske tøjler, fordi man har en målsætning om at spare op til skattelettelser. Sådan behøver det ikke at være. For det andet har regeringen ikke blik for, at vi ikke alle får glæde af fremgangen i samfundet. Ja, faktisk - og det er jo næsten endnu værre - stiger fattigdommen for udvalgte grupper, ikke bare på grund af samfundsudviklingen, men direkte fordi flertallet vælger at fastholde en politik, hvor ydelserne til de dårligt stillede nedsættes under overskriften: Det skal kunne betale sig at arbejde.
     Det er vi jo sådan set ikke uenige om: at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er en målsætning, der er relevant. Men hvad hjælper det over for mennesker, som ikke magter et arbejde, eller som ikke har adgang til at få de kvalifikationer, et arbejde kræver i et moderne samfund.
     Så det her, at det skal kunne betale sig at arbejde, medfører blot stigende fattigdom blandt dem, der har sværest ved at finde et selvstændigt fundament i samfundet. Det er uværdigt. Det kan vi ikke byde de udsatte borgere i Danmark.
     Vi har så i det her efterår oplevet, hvordan mange af kommunerne landet over har været tvunget ud i besparelser på grund af en kombination af kommunalreform, udligningsreform og en stram økonomisk styring. Vi har set eksempel efter eksempel på, hvordan kommuner har været tvunget til at skære ned, og vi vil i det nye år mærke virkningerne deraf.
     Mange borgere, der er afhængige af de offentlige ydelser har været ganske uforstående over for, hvad der sker med vores fælles velfærd. De forstår ikke, at kvaliteten i børnepasningen falder, når vi selv bliver rigere, og de forstår ikke, at hjemmehjælpen til de ældre beskæres, når vi selv oplever økonomisk fremgang.
     BUPL har jo vist, at næsten halvdelen af kommunerne samlet afsætter færre penge til børne- og ungdomsområdet i 2007, og Ældresagen har vist, at 20 pct. af kommunerne er tvunget til at skære ned i den personlige pleje, og at 24 pct. af kommunerne skærer i den praktiske bistand i 2007.

     I de seneste dage har vi set, at nedskæringerne ikke kun drejer sig om ydelserne. Kommunerne ser også ud til fortsat at være tvunget til at øge brugerbetalingen for at få enderne til at mødes i budgetterne. Øget brugerbetaling er resultatet, til trods for at regeringen i 2006 stærkt provokeret af socialdemokratiske ønsker har nedsat forældrebetalingen i vuggestuer og dagpleje. De foreløbige meldinger om de kommunale budgetter tyder på, at problemerne ser ud til at være voldsomme i skolefritidsordningerne. Her er der intet loft over, hvor meget forældrene skal betale.
     I efteråret fremhævede indenrigsministeren flere gange Esbjerg som en mønsterkommune. Tydeligt er det, at ministeren har haft travlt med andre ting, nemlig ventelistegarantier, og ikke har haft tid til at finde ud af, hvad der rent faktisk foregår i mønsterkommunen Esbjerg, for så ville han vide, at mønsterkommunen hæver forældrebetalingen for SFO til næsten 100 pct. af udgifterne. Det betyder for forældre med to skolebørn, at der kommer en ekstraregning på 6.000 kr. om året. Og Esbjerg Kommune er langt fra den eneste. Mange forældre med børn i skolefritidsordning vil opleve massive prisstigninger næste år. Men her stopper det, der sker i kommunerne, ikke. De snævre økonomiske rammer fra staten betyder, at man er nødt til at være kreativ. Derfor lægger flere og flere kommuner fritidshjem og klubber ind under skolefritidsordningen, og så er man jo ude over det med loftet over brugerbetalingen og forældrebetalingen. Det er her, prisstigningerne kommer. Det betyder i Helsingør, at et pasningstilbud fra den ene dag til den anden stiger meget voldsomt. Borgere, der i forvejen betaler en højere skat, kommer til at betale endnu mere. De må så trøste sig med, at det ikke alene sker i Helsingør, det sker også andre steder. Nu har jeg fokuseret på skolefritidsordninger, men jeg kunne også have snakket om de andre konsekvenser: betaling for kost og bleer i vuggestuer, højere pris for lejrskoler
m.m. Sandheden er jo, at vores kommuner er pressede og er tvungne til at sende regningen videre til brugerne. Sandheden er jo også, at mens man i Venstre åbenbart har ført debat om, at man ikke vil have øget brugerbetaling, selv om man i pjecer om kvalitetsreformen nævner det som en mulighed, at brugerbetalingen stiger på bl.a. det her område. Men det behøver ikke være sådan.
     I staten er der også problemer, her oplever vi også den stramme styring af de her udgifter. Der har været en lang række problemer med vitale statslige opgaver. Vi har set stigende forsinkelser i togdriften, lange ventelister for kræftbehandling, en skatteopkrævninginstans, hvor hver fjerde medarbejder spares bort, en miljømilliard, der er halveret i modgående besparelser, og en fødevarekontrol, der ikke kan forhindre fordærvede fødevarer, og ikke nok med det: Det ser ud til at være et bevidst valg. Det behøver ikke at være sådan. De mange fødevareskandaler, der i foråret væltede ud af skabene, havde selvfølgelig en klar sammenhæng med de voldsomme nedskæringer, som regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført i Fødevarestyrelsen siden 2001. Flertallet har et stort ansvar for skandalerne, fordi man har amputeret Fødevarestyrelsen ved at nedlægge 228 årsværk og har foretaget nettobesparelser på over 100 mio. kr. Nedskæringerne stemmer ikke overens med de stadig flere arbejdsopgaver, som Fødevarestyrelsen skal varetage for at sikre, at vi har en fødevaresikkerhed i Danmark, der er på toppen. Det sagde vi i foråret. Regeringen og Dansk Folkeparti gik i aktion og reddede regeringens fødevareminister ved at skyde skandalen til hjørnespark og iværksætte en undersøgelse af fødevarekontrollen. Nu har vi resultatet. Nu kan vi se sort på hvidt, at det, vi sagde i foråret, var rigtigt. Det får selvfølgelig konsekvenser, når man over 6 år sparer så mange penge, og det får konsekvenser for fagligheden. Det kan ikke komme bag på nogen, hverken statsministeren eller familie- og forbrugerministeren. Der er nedlagt 228 stillinger, og det har svækket tilsynet. Rigsrevisionens rapport fortæller tydeligt, at der skulle have været aflagt 10.000 ekstra tilsynsbesøg, for at man kunne leve op til kravene i tilsynsfrekvensvejledningen, som det så indviklet hedder. Sagen er jo også, at hver eneste sparede krone i Fødevarestyrelsen i virkeligheden har været med til at gøre hverdagen usikker for de danske forbrugere. For familie- og forbrugerministeren har det åbenbart hele tiden været vigtigere at være loyal over for beslutningen om de her nedskæringer end at tage hensyn til berettigede krav om, at vi i Danmark har sikkerhed for, at vores fødevarer er i orden. Hvor har vi Dansk Folkeparti? Holder man i denne sag hånden under regeringen og familie- og forbrugerministeren, selv om det har vist sig, at der er svigt inden for så vitalt et område, og at der ikke kan være tillid til, at det foregår ordentligt? Vi ser det som et eksempel, og vi ser andre eksempler, og det er, så vidt vi kan se, bevidste valg. Det burde ikke være nødvendigt at skære i de vitale statslige kontrolfunktioner, som vi har brug for.

     Det burde heller ikke være nødvendigt at skære i velfærden i et samfund i vækst. For vi har råd til at gøre det ordentligt, vi har råd til at give danskerne sikkerhed på de vitale områder, og vi har råd til at give danskerne en velfærd, der kan udvikle sig i takt med, at vores velstand i det hele taget stiger.
     Må jeg minde om, at en central del af den her regering og flertallets økonomiske politik er at give skattelettelser. Man har givet skattelettelser i milliardklasse i sidste valgperiode, og ikke nok med det, man fortsætter linjen i denne valgperiode. Der gives store skattelettelser til landbruget, og i regeringsgrundlaget er det tydeligt markeret, at der spares op til yderligere skattelettelser. Det sker på bekostning af velfærden.
     Det behøver ikke at være sådan. Der er en anden vej i Danmark. Vi kan og bør vælge, at velfærden udvikler sig i takt med vores stigende velfærd. På den måde kan børnene i daginstitutionerne og skolerne, de unge under ungdomsuddannelserne, de ældre, dem, der er syge, og de svage, der er låst i fattigdom, se frem til bedre forhold. De skal kunne mærke, at de lever i et land, hvor det går godt, at det også går godt for dem, og at de får del i de gode tider.
     De skal også mærke, at vi gør os umage med at udvikle kvaliteten i den velfærd, de har krav på, lader det gro nedefra og gør os umage med at sikre, at der kommer nye medarbejdere, så vi får flere hænder til at løse de opgaver, som man kan forvente bliver løst.
     Må jeg slutte med at ønske hr. Peter Christensen et godt nytår og en god nytårsfest. Jeg forstår, at den foretrukne aktivitet nytårsaften i hr. Peter Christensens hjem er at sidde og se tingene i sort-hvid. Jeg må indrømme, at hr. Morten Helveg Petersen har taget lidt forskud på min nytårshilsen til hr. Peter Christensen, men jeg har ikke copyright på den. Jeg er enig med hr. Morten Helveg Petersen i, at det vil være ganske venligt af hr. Peter Christensen, at han ikke lader familie- og forbrugerministeren stå i køkkenet. I givet fald sender jeg afbud, hvis der kommer en invitation.

Så er der foreløbig 15, der har bedt om korte bemærkninger til ordføreren, og det er i rækkefølge: hr. Erling Bonnesen, fru Charlotte Dyremose, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, hr. Peter Christensen, fru Pia Christmas-Møller, fru Gitte Lillelund Bech, hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Morten Messerschmidt, fru Birthe Skaarup, hr. Rune Lund, hr. Martin Henriksen, fru Inger Støjberg, hr. Bent Bøgsted, hr. Jakob Axel Nielsen og hr. Troels Lund Poulsen.
     Det er først hr. Erling Bonnesen for en kort bemærkning til ordføreren.

Hvis nu Socialdemokratiet havde fået opfyldt sine drømme og visioner om hurtigst muligt at komme i regering sammen med De Radikale og SF, hvor mange flere penge ville Socialdemokratiet så foreslå afsat til kommunerne her og nu, og hvordan ville fordelingen af de nye skatter være mellem boligejerne og bilejerne for at kunne finansiere det?

Jeg behøver vel ikke gentage, hvad jeg sagde i torsdags: at vi vil operere på baggrund af et skattestop. Men det vil ikke forhindre os i at lukke skattehuller, og vi vil også f.eks. anvende en mere effektiv kontrol i skattesystemet for at kunne bruge flere midler på velfærd, hvilket vi har redegjort for i vores finanslovforslag.
     Det er også klart, hvilket også fremgår af vores finanslovforslag, at vi vil sende flere penge til landets kommuner. Vi har jo direkte i finanslovforslaget afsat 1 mia. kr. ekstra til kommunerne. Så har vi sagt, at vi derudover er parate til at bruge nogle af de penge, vi har reserveret i vores finanslovforslag, til at øge kvaliteten. Vi er parate til i det første år at slække på kravet til de nye kommuner for på den måde at sikre, at de kommer godt i gang.
     Derfor ligger det, vi ville have været parate til at gå
i gang med, et sted mellem 2 og 3 mia. kr. Så har hr. Bonnesen fået svar på det spørgsmål. Det bliver formentlig ikke første gang.

Tak for det meget klare svar.
     Med hensyn til fordelingen af det har der været flere forskellige bud, og jeg vil også henvise til det, vi har fået fra formanden for Socialdemokraterne. Jeg vil derfor spørge ordføreren: Er ordføreren enig i den udlægning til fordelingen af finansieringen og de nye skatter, som er kommet fra Socialdemokraternes formand, fru Helle Thorning-Schmidt?

Jeg er altid enig med min partiformand, men det blev ikke præciseret i spørgsmålet, hvilken fordeling hr. Bonnesen specielt mener. Derfor jeg kan ikke komme længere med svaret her. Hr. Bonnesen må hviske spørgsmålet til en kollega og bede om at få fulgt det op.

Det fremgår jo af SF's forslag til finanslov, at man vil trække 2,6 mia. kr. ind i nye afgifter, og nu vil Socialdemokraterne jo gerne have SF med i regering.

Hvordan forestiller man sig fra socialdemokratisk side, at man med hr. Villy Søvndal siddende i finansministerstolen vil undgå de her afgiftsstigninger på 2,6 mia. kr.? Regner man med, at man vil kunne fastholde et skattestop med hr. Villy Søvndal siddende i Finansministeriet?

Ja.

Så er det fru Charlotte Dyremose for endnu en kort bemærkning.

Man regner også med, at når både SF og De Radikale, hvis de så i øvrigt vil gå med i den her røde kabinet-regering, vil hæve boligskatterne. Og så mener Socialdemokraterne, at man kan sikre sig, at boligskatterne ikke stiger, eller bliver der en vis risiko for, at det røde kabinet nok kommer til at trække boligskatter af stor betydning ned over danskerne?

Jeg kan høre, at fru Charlotte Dyremose har været hjemme og høre på historien om røde kabinetter osv. Det var da også noget forfærdeligt noget, det kan jeg da godt se.
     Lad mig svare, at for os står skattestoppet fast i den valgperiode, der kommer efter et folketingsvalg. Og i den tid skal vi jo så have gransket, hvordan vi kan skabe et grundlag for en skattereform, der er bred, hvor fru Charlotte Dyremoses parti bliver inviteret ligesom alle andre af Folketingets partier, sådan at vi kan få en skattereform, der har et bredt grundlag og kan træde i kraft efter et valg.
     Det er ret enkelt. Det er blevet gentaget gang på gang, og jeg kan sådan set kun se, at fru Charlotte Dyremose og andre har en interesse i at skabe tvivl om det billede. Så kan man jo så også passende dække over sin egen uenighed om skattepolitikken, som jo er kendt, og fru Charlotte Dyremose bidrager jo ganske flittigt til den.
     Skal vi lade det stå ved det?

Jeg har jo været inde på Socialdemokraternes hjemmeside for at prøve at finde ud af, hvordan Socialdemokraterne egentlig selv opfatter den velfærdsaftale, de har lavet tilbage i juni måned. Der kan man jo se, at det med en vis glæde i stemmen bliver konstateret, at det lykkedes at fastholde, at efterlønsalderen kun skulle hæves fra 60 år til 62 år, i modsætning til i regeringens udspil, hvor den jo skulle hæves til 63 år.
     Senere hen er det jo kommet frem, at den aftale, Socialdemokraterne har indgået, ikke alene betyder en hævelse af efterlønsalderen til 62 år, men samtidig medfører en automatisk regulering, så efterlønsalderen med start fra 2025 bliver reguleret videre til 63, 64, 65, 66 år. Jeg kunne bare godt tænke mig at bede hr. Jan Petersen om at bekræfte, at det er den aftale, Socialdemokraterne har indgået, og at vi altså i 2040 med stor sandsynlighed vil stå med en efterlønsalder på 66 år.

Jeg vil gerne bekræfte, at der er en mekanisme, der betyder, at når levealderen forhåbentlig stiger, så vil det også have de konsekvenser, som hr. Arbo-Bæhr fortæller om, for pensionsalder og efterlønsalder. Det vil jeg gerne bekræfte, for det er sådan set det, der står i aftalen.

Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr for endnu en kort bemærkning.

Kan hr. Jan Petersen så også bekræfte, at når vi snakker om en stigning i levealderen, så afspejler det, at de bedst stillede, de med de bedste job, har en meget stor stigning i levealderen, og at de med de hårdeste job, de, der har glæde af efterlønsalderen, stort set ingen stigning i levealderen har? Konsekvensen er altså, at de med de hårdeste job vil få stadig færre og færre år til at nyde deres otium i, efter at de har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, på grund af den stigning i efterlønsalderen, som Socialdemokraterne har været med til at indføre, sådan at de dårligst stillede altså vil få færre og færre år, hvori de kan nyde deres otium.

Hvis det skal være tilfældet om de mange år, så forudsætter det, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr og vi andre ikke mener, at politik kan gøre en forskel. Jeg mener sådan set ikke, det er nogen ambition at fastholde den forskel, vi har i levealder, sådan at mennesker, der har hårdt arbejde, har en kortere levetid end andre. Jeg mener, at det er væsentligt, at vi investerer i at gøre noget ved det problem.
     Det er jo lige præcis derfor, at den samlede velfærdsaftale kan fungere for vores vedkommende i Socialdemokratiet, for de modydelser, der jo er lagt ind i velfærdsaftalen, handler jo især om at få styrket indsatsen i Arbejdstilsynet med et klækkeligt beløb, som jeg ikke kan forestille mig at Enhedslisten kan være imod, og også om en markant satsning på, at vi gør noget for at forebygge nedslidning, stress og lignende. De investeringer skulle jo gerne kaste en mere retfærdig levetid af sig til de mennesker, som indtil nu har slidt med det hårde arbejde.
     Jeg håber, det er en ambition, som Enhedslisten vil deltage i, fremfor at vi opererer med, at det nok bliver ved med at være, som det er nu, for det behøver det ikke at blive.

Socialdemokratiet har slået fast, at SF er det næstbedste parti. Det er ikke De Radikale, det er heller ikke Enhedslisten, det er SF. Jeg mangler stadig svar på: Hvad er det, der gør SF til det næstbedste parti? Hvad er det, der adskiller dem fra Enhedslisten, fra De Radikale, sådan at de fortjener den anmærkning, den ros fra Socialdemokratiet, at de er det næstbedste parti og regeringsegnede i et rødt kabinet sammen med Socialdemokraterne?

Jeg troede jo sådan set, at vi havde brugt tid nok på den diskussion i torsdags, men lad os da fortsætte den.
     Jeg synes, at SF er et ganske udmærket parti at samarbejde med. Det har vi haft gode resultater med før. Og jeg vil da ikke udelukke, at der også kan være andre partier omkring os, som vi også kan være gode venner med i fremtiden. Hr. Ole Sohn havde f.eks. i torsdags en meget interessant bemærkning, nemlig at man jo også kan dele en andenplads med andre partier. Det var en åbning, så vidt jeg hørte, fra SF, så der er plads til, at der er andre, der også kan være det næstbedste parti.
     Men spørgsmålet fra hr. Peter Christensen giver jo sådan set mulighed for, at vi så kan få afklaret et andet forhold, og det har hr. Peter Christensen mulighed for at komme ind på nu: Hvad er Venstres næstbedste parti? Er det Dansk Folkeparti eller Det Konservative Folkeparti? Og ser hr. Peter Christensen noget principielt problem i, at Dansk Folkeparti bliver en del af en eventuel kommende VK-regering, så det bliver en VKO-regering?

Peter Christensen (V):
Nu er det vist meningen, at jeg skal spørge, men jeg vil da godt kommentere det ved at sige, at vi ikke rangordner gode venner - det mener jeg sådan set man skal holde sig fra - men det gør Socialdemokraterne og fravælger jo sådan set så De Radikale. Det er meget forvirrende, for jeg troede egentlig, man også ville i regering med De Radikale, men Socialdemokratiet om det.
     Det, der tegner sig, er et rødt kabinet, men det er jo et rødt kabinet, hvori politikken er uklar. Vi har lige hørt hr. Morten Homann sige, at skattekrabasken skal prygles ned over ryggen på boligejerne. Skal de glemme alt om det, hvis de skal i regering med Socialdemokraterne? Er det et ultimativt krav fra Socialdemokraterne, at det med at øge skatter, som SF altid har elsket, altså er gammel lærdom, som de må slippe af med, at de taber tovtrækningskonkurrencen, hvis de skal i regering med Socialdemokratiet?

Jeg vil sådan set bare præcisere, hvad man kan læse ud af alt, hvad der er sagt af ledende socialdemokrater om den her sag, nemlig at vores mål stadig væk er en SR-regering, og det, der sådan set er sagt helt nøgternt, er, at der ikke er noget principielt i vejen for, at SF kan være en del af en regering. Men vores mål er en SR-regering. Jeg vil gerne gentage det også over for de næste mange spørgere, der kommer.
     Må jeg så sige om skatteproblemstillingen i øvrigt, at som vi bedømmer dansk økonomi nu, er der ikke brug for at hæve skatterne, og vi vil gerne give danskerne den tryghed, at mens vi arbejder med en skattereform, holder vi skatterne inden for et skattestop. Vi vil forbeholde os retten til at lukke skattehuller, sikre, at de skatter, man skal betale, så også bliver betalt, altså en effektiv skatteligning.
     Men at hr. Peter Christensen synes, at jeg skulle have et problem, forstår jeg ikke rigtigt, når hr. Peter Christensen jo konstant skal forholde sig til, at Det Konservative Folkeparti har en skatteordfører, der jo stadig væk mener, at der skal gives skattelettelser i den her periode, for det står i regeringsgrundlaget.

Pia Christmas-Møller (KF):
Målet er en SR-regering, har vi lige hørt, men samtidig er SF det næstbedste parti. Ja, forvirringen er faktisk total. Det, der optager mig mest, er: Hvad er det for en politik, vi kan forvente fra en regering, hvori Socialdemokraterne indgår med et eller andet antal ministerposter?
     Skattestoppet er en del af det socialdemokratiske projekt, hørte vi hr. Jan Petersen sige i sidste uge fra selv samme talerstol. I dag skærpes løftet til vælgerne, at hvis Socialdemokraterne kommer til regeringsmagten, vil skattestoppet stå uændret i næste valgperiode. Nu er det vist en kendsgerning, at Socialdemokratiet kun kan komme til regeringsmagten ved hjælp af støtte fra Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Så er det bare, jeg spørger: Er det et ultimativt krav fra Socialdemokratiet, eller har man en korridoraftale med Det Radikale Venstre og SF og Enhedslisten om at støtte skattestoppet i næste valgperiode?

Der er ikke mig bekendt, der er sådan set ikke nogen bekendt nedskrevet nogen aftale med SF eller Det Radikale Venstre om, hvordan politikken skal være. Der er diskussion om, hvordan alternativet ser ud, på samme måde som der jo også konstant er diskussion i den nuværende regering om, hvordan man skal komme videre med sit projekt.

Det er så mere vanskeligt, så vidt jeg kan se, end det, vi står over for, hvor der jo virkelig kan ses en række fællesnævnere.

     Vi vil alle sammen gøre noget ved fattigdommen. Det er påtrængende, og flertallet her viser sig jo at være uden evner til det. Vi vil alle sammen sørge for, at kvaliteten i velfærden bliver bedre, og at der bliver afsat ressourcer, så det kan fungere. Vi har en meget høj grad af enighed omkring hele miljøindsatsen, vi er enige om, hvordan indsatsen skal være uden for landets grænser, herunder også på ulandsområdet. Jeg synes sådan set, der er masser af fællesnævnere at tage udgangspunkt i.
     Men fru Pia Christmas-Møller, som jo har en mulighed for at komme igen, kunne så måske hjælpe hr. Peter Christensen lidt. Er der noget principielt i vejen for, at Dansk Folkeparti kunne blive en del af et kommende VKO-regeringsflertal?

Det er overhovedet ikke aktuelt. Det aktuelle er derimod at finde ud af, hvad det alternativ, som hr. Jan Petersen gerne vil have vælgernes støtte til, går ud på politisk. Og her forstår jeg, at man gerne vil det gode, man vil gerne hjælpe de fattige. Det vil vi også gerne, og vi gør det rent faktisk. Man vil gerne sikre velfærden i fremtiden, det vil vi også gerne, vi gør det også i praksis med velfærdsforlig og reformer. Så det er jo ikke på det niveau, uenigheden skiller vandene her i Folketinget.
     Næ, jeg oplever, at der i det alternativ, hr. Jan Petersen prøver at skitsere her i dag, ikke er tale om de helt overordnede meget langsigtede målsætninger om alt det gode, man gerne vil, men derimod en fundamental uenighed om diagnosen og midlerne. SF og Det Radikale Venstre mener, at skattestoppet er noget af det værste, denne her regering har opfundet, mens det nu er blevet en del af et socialdemokratisk projekt.
     Og her vil jeg gerne vide: Hvad kan man regne med kommer til at blive politikken på skatteområdet efter et valg, der måtte give Socialdemokraterne andel i ministertaburetterne? Kan man regne med, at Socialdemokraterne vil lægge al deres vægt ind på at fastholde skattestoppet i næste valgperiode, frem til, at man kan lave en reform, hvor mindst et borgerligt parti indgår? Er det virkelig noget, man lægger så stor vægt på, så man kan sige, at det er ultimativt, og at de andre partier i den konstellation må bøje sig for det krav fra socialdemokratisk side, for så kan vi jo stole på det?

Det har jeg sådan set svaret på og vil gerne gentage. Ja, det er jo ikke tilfældigt, at vi har sagt det her, men det er heller ikke tilfældigt, vi siger, at tiden så skal bruges på at udarbejde et solidt og ordentligt fundament for en skattereform, og at vi vil have den på et bredt grundlag. Det er sådan set en attraktion, der i sig selv også inviterer fru Pia Christmas-Møller og Venstre og Dansk Folkeparti til et bredt samarbejde, når man får den plads, man er bedre til, nemlig oppositionspladsen.

Jeg vil da fortsætte lidt i det her spor med, hvor vi har Socialdemokraterne i skattepolitikken. Jeg synes jo, det var interessant, at det efter sidste uges debat bl.a. kunne læses
i B.T., at hr. Jan Petersen er nævnt som en mulig kommende skatteminister. Nu nævner hr. Jan Petersen så fra talerstolen i dag, at skattestoppet står fast i næste valgperiode. Jeg kan have mine tvivl om, hvorvidt det er handlet af med De Radikale og SF, som man jo gerne vil i regering med. Men hr. Jan Petersen nævner også, at så skal man have en skattereform. Så vil jeg gerne vide: Hvad bygger den skattereform på? Bygger den på en fortsættelse af skattestoppet, eller bygger den på en reform, som SF gerne vil have det, hvor man skal brandskatte boligejerne, eller bygger den på en skattereform
a la den, som Det Radikale Venstre har peget på? Det synes jeg sådan set hr. Jan Petersen så skal løfte sløret for i dag.

Det giver jo ikke mening at aflevere et skattereformforslag fra Folketingets talerstol i dag om en opgave, vi mener i første omgang skal lægges i en kommission, som skal undersøge de muligheder, der er, og fremlægge en række forslag, som så kan danne grundlaget for, at de politiske partier på et bredt grundlag kan se, hvad de kan blive enige om, sådan at Danmark får en langvarig, holdbar skattereform.
     Det eneste, jeg vil sige i dag om det, er, at der stadig væk er grund til at gøre det danske skattesystem enklere, og at der er gode argumenter for at nedsætte beskatningen på arbejde; det er der gode argumenter for. Der kan også være en vis virkning på arbejdsstyrken. Så er der endelig skattehuller, der skal lukkes, og der kan være finansielle kilder, der er interessante.
     Men hvis fru Lillelund Bech er med i dansk politik på det tidspunkt, så kan det jo være, at hun får lejlighed til at diskutere det med en kommende skatteminister. Om det så er mig eller ej, tror jeg sådan set godt vi kan afklare med det samme; det er det nok ikke.

Det synes jeg da lyder interessant. Der er finansielle kilder, der skal kortlægges. Jeg synes da, hr. Jan Petersen så skal løfte sløret for, hvad det er for finansielle kilder, man ønsker at kortlægge.
     Betyder det, at Socialdemokraterne, når alt kommer til alt, rent faktisk vil gøre, ligesom hr. Morten Homann har talt for lidt tidligere i dag, nemlig brandskatte boligejerne og derved ikke stå ved, at man rent faktisk vil bakke om det skattestop, som vores regering har sikret, netop til gavn for boligejerne?

Lad mig blot nævne et eksempel på en finansiel kilde, som vil være interessant at studere lidt nærmere, og det er, at man jo godt kunne sige, at loftet over fradrag for pensionsindbetalinger var på 100.000 kr. Det ville jo betyde, at der f.eks. blev en 3-4 mia. kr. ekstra til rådighed for en skattereform. Det er jo ikke rimeligt, at mennesker kan fradrage mere end 100.000 kr. på en pensionsordning. Det er sådan set mere, end de fleste har brug for til deres pension, og derfor må der være helt andre formål, spekulative vel at mærke. Så det er sådan set et eksempel på en finansiel kilde, som vi vil forvente er en del af et sådant kommissionsarbejde.
     Men der kan være mange andre, og jeg er ikke uddannet udi den store spekulation i skattesystemet. Det er sådan set ikke noget, jeg har brugt min tid på selv. Der er kloge folk, der er langt mere indsigtsfulde i, hvor det egentlig er, at rige mennesker burde slippe noget mere til fællesskabet.

Jeg har virkelig set frem til den her debat i dag, specielt efter vores debat i sidste uge, fordi det jo forud for debatten kom frem, at der var opnået en politisk forståelse mellem Socialdemokratiet og SF, det kunne vi læse i avisen, og det fik vi jo så også bekræftet under debatten.
     Det, der var lidt svært at få klarhed over, var, hvad den forståelse helt præcis indebar. Det var noget med, at SF havde accepteret, at skattestoppet består i næste valgperiode, og at udlændingepolitikken stort set består i næste valgperiode. Jeg vil bare gerne bede hr. Jan Petersen bekræfte, at det er en korrekt udlægning af den forståelse, der er mellem Socialdemokratiet og SF.

Ja, jeg vil da gerne bekræfte, at sådan ser vi på det i Socialdemokratiet. Skattestoppet ligger fast. Men jeg bliver også nødt til at bekræfte noget andet, som også fremgik af torsdagens debat, og det er jo, at det ikke udelukker, at vi lukker skattehuller, at det ikke udelukker, at vi skaffer penge ved at sørge for, at skatteligningen er effektiv. Og det udelukker heller ikke, at vi står fast på fundamentet for udlændingepolitikken. Det ændrer ikke på, at vi kan behandle asylansøgere bedre, og at vi kan se, om den praksis, der anvendes, når man smider folk ud af landet, nu er ren og ordentlig i alle hjørner, for det er den nok ikke, når det kommer til stykket.

Det var jo et noget kryptisk svar på et meget klart spørgsmål. Jeg spørger, hvad den forståelse, der er mellem Socialdemokratiet og SF, indebærer, og så får jeg et svar, der går ud på, hvad Socialdemokratiet mener. Det spurgte jeg jo ikke om. Jeg spurgte om, hvad det er for en forståelse.
     Det er jo klart, at når man i Socialdemokratiet går ud i medierne og siger, at der er en forståelse med SF, som jo kvitterer ved at pege på Socialdemokratiets formand som statsministerkandidat mod at blive lukket ind som muligt regeringsparti, så er det jo interessant for os at vide, hvad det er for en politisk forståelse, der er.
     Vi er meget optagede af, hvad det er for en politik, de forskellige partier står for, og hvis der er en forbrødring mellem Socialdemokratiet og SF på nogle politiske punkter, der gør, at SF har givet køb på nogle politiske områder, de ellers siger at de står for, så er det da interessant for os og interessant for vælgerne at vide det.
     Mit spørgsmål er ganske klart: Er der en forståelse med SF fra Socialdemokratiets side, der indebærer, at SF i næste valgperiode har accepteret Socialdemokratiets definition eller vil leve med den opfattelse, Socialdemokratiet har af skattepolitikken og udlændingepolitikken?

Jeg har blot fortalt, hvordan vi ser det i Socialdemokratiet, og jeg har forstået, at man har set i SF, at sådan er det, og så har hovedparten af diskussionen, der jo ikke er slut heller, handlet om at identificere en række fællesnævnere, og de er ganske mange, langt flere, end jeg overhovedet kan få øje på at hr. Thulesen kan hænge med på. F.eks. at sørge for, at velfærden bliver bedre, at den kommunale økonomi bliver i orden, at miljøet får et løft, at ulandsbistanden bliver i orden, og det er jo punkter, som virkelig vil gøre hr. Kristian Thulesen Dahl til en rigtig oppositionspolitiker, når han må sidde i mindretal, for der bliver der sgu noget at kæmpe imod - undskyld!

Det var godt, at ordføreren selv rettede sin uhøviske tale. Det næste medlem, der har bedt om kort bemærkning, er hr. Morten Messerschmidt.

Jeg synes, det er utrolig spændende at høre de visioner, som hr. Petersen har for fremtiden, når nu han regner med, at Socialdemokraterne og SF og andre venstrefløjspartier skal i regering. Jeg kunne egentlig godt tænke mig, om ikke hr. Petersen kunne løfte lidt mere af sløret for, hvad det er for nogle fremtidsvisioner, han har.
     Jeg mener: Forleden dag kunne vi læse, at fru Anne Baastrup går med en justitsminister i maven, og jeg tror da, det er noget, som mange danskere interesserer sig rigtig meget for, at det altså eventuelt måtte være en SF-justitsminister, som hr. Petersen vil lægge stemmer til, når hr. Petersens parti skal i regering.
     Så kunne vi ikke få en uddybning af, hvordan det præcis er, man forestiller sig, at det her samarbejde skal foregå, og måske hvordan balancen skal være. Det tror jeg, også med hensyn til de finanspolitiske fremtidsvisioner, at der er rigtig mange som interesserer sig for.

Det kan vi da godt tage en længere debat om, men mærker jeg hos hr. Messerschmidt en vis jalousi over, at der fra vores side er sagt, at der ikke er noget principielt i vejen for, at SF kan være med i en regering? Er det en lille jalousi over, at den samme principielle markering åbenbart ikke er foretaget fra de nuværende regeringspartiers side over for Dansk Folkeparti? Er der sådan lidt med, at det her med, at SF principielt godt kan være med i en regering, er et problem for Dansk Folkeparti?
     Jeg vil gerne gentage, at vores mål er en SR-regering, men vi kan ikke se noget principielt problem. Vi ønsker ikke at rangdele på den måde, som åbenbart er virkeligheden på VKO-siden.

Nu hører jeg jo til dem, der glæder sig over, at hr. Jan Petersens parti nærmest har taget sådan en historisk kovending og accepteret et skattestop, og jeg hører til dem, der glæder sig over, at man ligesom har gjort op med den fuldstændig fejlagtige laissez faire-udlændingepolitik, som hr. Jan Petersens parti førte i 1990'erne. Derfor er det jo dejligt, at Socialdemokraterne siger, at de vil fortsætte den gode politik, som VOK-flertallet i øjeblikket har, i hvert fald på de centrale områder.
     Men hr. Jan Petersen skal jo ligesom have opbakning til de ting. Derfor kan han ikke fortænke os i at have en lille smule interesse i at høre, hvad det præcis er, der har gjort, at man har fået et Socialistisk Folkeparti med, der de sidste
5 år har baseret sin eksistens på en meget harsk kritik af præcis de to succeser, som VOK har gennemført med skattestoppet og med en stram udlændingepolitik; hvad det er, der har gjort, at hr. Jan Petersen tror, at man kan lave et regeringsflertal, hvor det er hr. Jan Petersens støtte til både skattestoppet og udlændigepolitikken, som åbenbart bliver det dominerende, og at den afvisning, som SF jo tidligere har givet meget klart i forbindelse med præcis de to sager, overhovedet ikke skulle komme til at spille en rolle i den regering, som hr. Jan Petersen gerne ville sætte med SF. Det ville da være naturligt at få en ...

Taletiden er udløbet, og så er det ordføreren.

Jeg synes, det er spændende, at der ikke bliver hørt efter, hvad jeg sådan set lige har svaret. Vi har kun sagt, at der ikke er noget principielt til hinder for, at SF er en del af en regering. Jeg har også lige sagt, at vores målsætning er en SR-regering. Det er sådan set ikke noget skræmmebillede, tværtimod. Det er en mulighed for Danmark.
     Må jeg minde om, at vores vurdering er - og det skal stå klart for vælgerne, og det vil stå klart i den næste valgperiode - at der ikke er brug for at hæve skatterne. Vi kan godt fungere med et skattestop. Den tryghed, der er forbundet med det, er nødvendig, for at vi kan forberede en ordentlig skattereform.
     Når vi har den bedømmelse, skyldes det jo også, at det, fundament, der grundlæggende var nødvendigt for at skaffe indtægter til det danske velfærdssamfund og få lagt en struktur, så der blev overskud på de offentlige finanser og vi kan afdrage gæld, rent faktisk blev lagt af SR-regeringen og iøvrigt de fleste gange med parlamentarisk dækning og støtte fra SF.
     Så det bliver spændende. Det er jeg sådan set enig med hr. Messerschmidt i. Så kan man jo selv lege med sin jalousi over ikke at få lov at være en del af et spændende projekt direkte, men bare fra sidelinjen.

Så tager vi fat på den næste ordfører, der har bedt om korte bemærkninger, og det er hr. Christian Wedell-Neergaard.

Man skulle tro, at hr. Jan Petersen havde fået det gale manuskript med op på talerstolen. Først roser han regeringens økonomiske resultater og bekræfter, at en sund økonomisk politik giver frihed til at vælge. Derefter slår han fast, at skattestoppet ligger fast set fra et S-synspunkt.
     Er taktikken ikke at læne sig kælent op ad Venstres og Konservatives politik og stjæle vælgerne for derefter at gennemføre en uansvarlig økonomisk politik?

Nej, det er ikke taktik for os, vi siger det, fordi vi mener det. Det er muligt, at hr. Christian Wedell-Neergaard har en anden opfattelse af politik, men for os er politik sådan set at mene noget og ville noget og ikke et udtryk for taktik. Vi er ikke ude på at stjæle vælgere. Jeg tror sådan set slet ikke, vælgere kan stjæles. Jeg tror, vælgere vælger, efter hvem de har mest tillid til kan sikre f.eks. det danske velfærdssamfund en fornuftig fremtid.
     Der er noget, der tyder på, at på det punkt fravælger vælgerne flertallet, måske også fordi de kan mærke, at det ikke er så godt med velfærden i Danmark, fordi bl.a. Det Konservative Folkeparti jo insisterer på, at der skal være skattelettelser, og vandt første halvleg i det slagsmål i sidste valgperiode og med fru Charlotte Dyremoses bemærkninger i november måned jo sådan set også forventer at vinde slaget i anden omgang.
     Man er allerede i gang med at udløse de skattelettelser. Landbruget får jo nok en gang skattelettelser, som i stedet for at blive brugt på landbruget kunne være brugt på f.eks. at sikre en mildere kommunal økonomiaftale.

Så er det hr. Christian Wedell-Neergaard.

Det er fuldstændig rigtigt, at det handler om tillid. Det handler om at få vælgernes tillid. Hr. Jan Petersen står og beskriver et projekt, som ingen vil støtte, som ikke fører til noget, og det eneste, vi får, er højere skatter og flere offentlige udgifter - en uansvarlig økonomisk politik. Hvem skal støtte hr. Jan Petersens projekt? Hvem skal støtte skattestoppet? Hvordan kan hr. Jan Petersen sige, at det står fast?

Det er muligt, at jeg ikke er hurtig nok til at fatte spørgsmålets karakter, men med hensyn til ikke at kunne forestille sig, at der kan være tillid til, at vi kan føre en økonomisk politik, der er troværdig, vil jeg sige, at det har historien sådan dokumenteret at vi kan. Den grundlæggende indsats for, at dansk økonomi fik den rigtige retning på alle punkter, er gennemført af en socialdemokratisk ledet regering med radikal deltagelse og på de fleste strækninger med opbakning fra Socialistisk Folkeparti. Så hvori det uansvarlige skal bestå, må hr. Wedell-Neergaard selv rejse rundt i landet og prøve at definere. Vi kan sådan set bare dokumentere ud fra virkeligheden.
     At der så i det scenarie, vi kan se foran os, ikke er brug for at hæve skatterne, bekræfter jeg gerne nok en gang er vores bedømmelse, og derfor har vi turdet sige, at den tryghed vil vi gerne give danske skatteborgere i den næste valgperiode.
     Men vi vil også samtidig sige, at der skal laves om på det danske skattesystem på et trygt og et politisk bredt forankret grundlag. Den invitation, der er til den opgave, kommer ud til alle Folketingets partier, og der er også en sikkerhed for med vores bistand, at det skal laves bredt. Jeg forestiller mig sådan set ikke, at der er et alternativ til at lave det bredt, for hvem ville bruge de korslagte armes politik? Man har vel som opposition interesse i at få indflydelse.

Den næste, der har bedt om korte bemærkninger, er fru Birthe Skaarup.

Jeg sad jo selv spændt og ventede, da hr. Jan Petersen i sin ordførertale var inde på sundhedsområdet, og jeg synes, at det, der kom frem, var meget spinkelt, særlig på kræftområdet, i betragtning af at det har været et af de emner, der har været meget diskuteret i den senere tid. Derfor er mit spørgsmål til ordføreren, om ordføreren vil redegøre for, hvor meget Socialdemokratiet har afsat til kræftområdet inden for de fem sidste finanslove. Jeg har ikke rigtig kunnet finde noget beløb her, og derfor synes jeg, det er lidt vigtigt at høre, hvad Socialdemokratiet prioriterer, og hvorledes de prioriterer på det her område.

Svaret på det er jo, at vi ikke har afsat ekstra midler. Vi har forudsat, at det var i orden. Det viser sig så, at det ikke er det, men vi har sådan set forudsat, at det var det, og derfor har vi ikke på det tidspunkt, hvor vi fremsatte finanslovforslaget, forestillet os, at der var brug for indsatser ud over dem, regeringen vedtog. Regeringen rejste hele tiden rundt og sagde, at der var orden på det hele, at det kørte, som det skulle, at de garantier, der var udstedt, holdt.

Så bliver jeg nødt til at sige til hr. Jan Petersen, at så synes jeg, at Socialdemokratiet taler med to tunger. I hele den her debat mener jeg at Socialdemokratiet har fremført nogle helt urigtige påstande. Jeg synes, at Socialdemokratiet skulle påskønne, hvad Dansk Folkeparti og regeringen har gjort på det her område, og det har vi ikke hørt et eneste ord om.

Jeg vil bare nøjes med at konstatere, at det er flertallets ansvar, at der er borgere, der er blevet ramt af den her sag, altså ikke har fået behandling, hvilket de havde krav på. Vi havde regnet med, at Dansk Folkeparti og regeringen havde styr på det her, og det viste sig, at det havde man ikke. Så må vi jo tage diskussionen derfra.
     Der har været et flertal, der har rejst land og rige rundt - jeg gætter på, at fru Birthe Skaarup er en af dem - og sagt: Det hele kører, som det skal, der er penge nok til det, og vi sørger for i hvert eneste finanslovforslag, at det bliver bedre og bedre.
     Lige pludselig står vi så med en garanti, som viser sig ikke at holde. Det er da flertallets ansvar. Det er da ikke noget, som man må kunne forudsætte at jeg skal rende rundt og hjælpe fru Birthe Skaarup med at holde.

Den næste, der har bedt om korte bemærkninger, er hr. Rune Lund.

ne Lund (EL): Nu sagde hr. Peter Christensen, at skattekrabasken skal hagle ned over borgerne. Det lyder jo meget mere drabeligt end fangemishandlinger i Afghanistan, men lad nu det ligge. Jeg vil bevæge mig lidt over i den militære afdeling. Det var også et spørgsmål, jeg stillede til ordføreren i torsdags, og det er om indkøb af det her jagerfly, Joint Strike Fighter, som Socialdemokraterne jo også lader til at være meget forelsket i - et indkøb, som vil blive meget dyrt. Men siden i torsdags er det kommet frem, at forsvarsudvalget i det britiske underhus nu mener, at den endelige udgift til det her jagerfly, Joint Strike Fighter, vil blive meget større. Vi snakker under alle omstændigheder om en udgift på omkring 40 mia. kr. - ikke under i hvert fald. Der er ikke noget, der tyder på, at vi ender derunder. Kl. 10.50 Men hvis udgiften bliver 40 mia. kr., svarer det jo faktisk til, at vi, hvis vi brugte det på ulandsbistand, kunne få tre gange så meget ulandsbistand som i dag. Ville det ikke være bedre at skaffe nogle flere venner med noget mere ulandsbistand frem for at skabe os flere fjender omme på den anden side af jordkloden ved at investere i fly, der kan bombe?

Jeg er helt overbevist om, at der i forbindelse med det flyindkøb, der diskuteres, vil være en grundig vurdering af, hvad der er dyrest, og hvad der passer til opgaven. Vi vil som forsvarsforligsparti være fedtet, men også samtidig bekræfte, at skal der købes nye fly, er vi en del af den investering.
     Jeg vil ikke gå ind på det vilkår, at det er et enten-eller, for jeg mener godt - og det mener mit parti også
- at vi samtidig både kan sikre, at det danske forsvar kan løse de opgaver, vi påtager os og ønsker at påtage os internationalt, og samtidig give bedre muligheder for, at det, man kan kalde den bløde sikkerhedspolitik, fungerer som en del af ulandspolitikken. Det, der altså er udsigt til, er også, at vi øger vores indsats for at bekæmpe fattigdom og dermed også en af kilderne til, at der er ufred i mange dele af verden.

Regeringen og Dansk Folkeparti har jo skåret ned på ulandsbistanden, så vi i dag giver 13.5 mia. kr. Hvis der var et alternativt flertal, en ny regering, ville det blive sat op til 1 pct. Det ville give ca. 3 mia. kr. mere om året. Men alligevel står vi i en situation, hvor vi kunne vælge at give endnu flere milliarder, hvis vi valgte ikke at investere i et jagerfly.
     Derfra, hvor jeg står, kan jeg ikke rigtig se, hvor Danmarks fjender er, medmindre vi selv opsøger dem eller producerer dem ved at sende bombefly om på den anden side af jordkloden og bombe byer som Bagdad og alle mulige andre steder rundtomkring i verden. Så jeg synes, det kunne være rart at få nogle flere venner i stedet for at købe noget, hvor vi kan skabe en masse fjender. Hvis vi fik de venner, behøvede vi måske slet ikke at købe det fly for at bombe dem, som så er blevet vores fjender, eller som vi selv producerede som vores fjender.
     Så hvorfor kan vi ikke få os nogle flere venner i stedet for at købe noget, som bare vil skabe os flere fjender? Det er en tankegang, som jeg synes Socialdemokraterne burde overveje meget mere, end de gør i dag.

Vi kommer ikke i Socialdemokratiet ind i en overvejelse om, hvorvidt Danmark ikke skal have noget forsvar, og vi kommer ikke ind i nogen overvejelse om, hvorvidt det giver mening, at vi også har et militært instrument at spille på i vores ageren i den internationale verden.
     Det, man kan diskutere, er selvfølgelig, hvornår det militære instrument skal bruges til at skabe fred eller til at stabilisere en situation. Det er en politisk diskussion, der selvfølgelig altid skal tages med udgangspunkt i, om man kan vinde en fred, om man kan hjælpe mennesker, om man kan forhindre et folkemord og lignende. Men at afskrive, som hr. Rune Lund faktisk lægger op til, at der i Danmark er militær udrustning til at kunne operere militært, er vi ikke enige i, og det bliver vi ikke.

Den næste, der har bedt om kort bemærkning, er hr. Martin Henriksen. Værsgo.

Nu står det jo efterhånden klart for enhver, at det er ret uklart, hvad der vil ske, såfremt Socialdemokraterne får magt, som de har agt på udlændingeområdet og vedrørende skattepolitikken. Men det står i hvert fald klart - kunne jeg forstå på den besvarelse, som hr. Jan Petersen gav fru Birthe Skaarup før - at man i hvert fald under ingen omstændigheder har tænkt sig at prioritere sundhedspolitikken. Man vil bare lade det køre, som det hele tiden har kørt. Man vil måske endda skrue det tilbage på det udgiftsniveau, der var i 1990'erne, men det er jo så en anden snak.
     Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til skolepolitikken, for den er der ikke nogen der har nævnt. Socialdemokraterne er jo også stærkt uenige - har jeg i hvert fald forstået - med De Radikale, SF og Enhedslisten om skolepolitikken. Hvad vil man gøre med skolepolitikken, hvis nu man får et flertal efter et valg? Skal folkeskoleforliget opsiges? Skal vi rulle tilbage, sådan at vi har det samme antal matematiktimer eller dansktimer, som vi havde i 2000? Skal formålsparagraffen laves om? Hvad vil man gøre med skolepolitikken, hvis nu man får magt, som man har agt?

Jeg vil på det spørgsmål bare svare: Forlig, vi indgår i, overholder vi, og det er et vilkår, der bringes med ind i den måde, som et flertal skal formulere en ny politik på. Det gælder også på skoleområdet. Man kan sådan set også godt på skoleområdet finde ting, der forener oppositionspartierne, opgaver, der ikke bliver løst af det nuværende folkeskoleforlig, opgaver, som kan løftes bedre, uden at folkeskoleforliget af den grund direkte angribes.
     Må jeg så ikke benytte lejligheden til at bede hr. Martin Henriksen om at lade være med at fordreje, hvad jeg siger. Der er ikke sagt heroppefra, at vi skal nedprioritere sundhedsområdet, der er ikke sagt heroppefra, at vi skal tilbage på et udgiftsniveau som for nogle år siden. Det har jeg ikke sagt. Det er noget, hr. Martin Henriksen på en lidt dårlig måde prøver at lægge mig i munden.

     Det, jeg nøjedes med at sige, var, at vi forudsatte, at vi troede, at når regeringen og Dansk Folkeparti rejste rundt og sagde, at der var en kræftbehandlingsgaranti, så var der i realiteten en sådan. Det er forstået, at det er der ikke nu. Det er klart, at vi vil indrette vores arbejde på det herefter. For har samfundet udstedt en garanti til kræftpatienter, skal den selvfølgelig overholdes.

Jeg forstod det i hvert fald sådan - og det går jeg ud fra er korrekt - at Socialdemokraterne ikke ville opprioritere sundhedsområdet. Det forstod jeg var sådan, hr. Jan Petersen svarede, og det er vel også det, som det socialdemokratiske finanslovforslag giver udtryk for, nemlig at man ikke vil opprioritere sundhedsområdet. Det har Dansk Folkeparti gjort, lige siden vi kom til, og det har vi sådan set tænkt os at blive ved med.
     Men tilbage til skolepolitikken. Jeg forstod det sådan, at hr. Jan Petersen sagde - hr. Jan Petersen siger mange ting, men det gør hr. Jan Petersen jo tit og ofte - at man vil formulere en ny politik på skoleområdet. Så er det bare, vi spørger: Hvad går den her politik ud på? Hvad vil Socialdemokraterne ændre ved f.eks. folkeskolen, ved gymnasiet eller ved erhvervsuddannelserne? For hvis man vil formulere en ny politik, må der også være nogle nye ting i den politik, altså. Sådan må det vel være. Det ville jo være logisk.
     Nu var hr. Jan Petersen i sin ordførertale inde på, at BUPL har talt om, at man har skåret ned der, og Danmarks Lærerforening har jo også talt om, at man har skåret ned ude
i kommunerne og herindefra, men nu kan vi se, at der faktisk kommer flere penge pr. elev i folkeskolen. Synes hr. Jan Petersen ikke, at det er glædeligt? Og er det eksempelvis ikke glædeligt, at Dansk Folkeparti har været med til at bevare 10. klasse, så flere unge får den her mulighed? Men hvad vil Socialdemokraterne ændre ved skolepolitikken, såfremt de får magt, som de har agt?

Må jeg ikke lige sige lidt om det der med sundheden igen: Hr. Martin Henriksen har en dårlig vane med at stå og lægge folk noget i munden, de ikke har sagt. I vores finanslovforslag er der afsat penge til en opprioritering af sundhedssektoren. Det kan hr. Martin Henriksen få lejlighed til at se, når mit ordførerindlæg er overstået.
     Må jeg så bare komme med et godt eksempel på, hvordan et nyt flertal også kunne forbedre indsatsen på folkeskoleområdet? Vi mener, at der er brug for en økonomisk saltvandsindsprøjtning, som kan danne grundlag for et kvalitativt løft i de folkeskoler, hvor man har den sværeste af alle opgaver, nemlig at få unge med anden etnisk baggrund og børn og unge, der har svære sociale vilkår, til at få noget ordentligt ud af skolen.
     Der er områder i det her land, hvor der er brug for en ekstra økonomisk saltindsprøjtning, og hvor der er brug for en ekstra indsats, sådan at folkeskolen kommer op på det niveau, som er gennemsnitligt.
     Det har vi sådan set tænkt os at gøre en alvorlig sag ud af, og det er faktisk vigtigere end en række af de teoretiske diskussioner, som jeg hørte hr. Martin Henriksen faktisk lægger op til her.

Den sidste, der får ordet til korte bemærkninger til denne ordfører, er fru Inger Beinov Støjberg.

Jeg vil også gerne høre lidt mere til det her for mig at se meget spændende regeringsalternativ, S, SF og Det Radikale Venstre. Det er især skattepolitikken, som jeg gerne vil høre lidt til. For efter debatten i sidste uge synes jeg, det flagrede noget. Altså, De Radikale siger nej tak til skattestoppet. Hr. Ole Sohn fra SF kaldte ligefrem skattestoppet for noget af det mest ulyksalige, der overhovedet var sket i den her regerings levetid. Socialdemokraterne med hr. Jan Petersen i spidsen siger, at skattestoppet står til troende, også efter næste valg, i hvert fald sådan lige den første regeringsperiode, hvis det nu bliver S, SF og De Radikale, der kommer til at danne regering.
     Så er det bare, jeg gerne lige vil have en helt klar bekræftelse af, at man altså har en aftale eller en forståelse mellem de tre nye regeringspartier om, at skattestoppet altså kommer til at stå til troende, også efter næste valg, hvis det er det røde kabinet, der kommer til at indtage taburetterne.

Der er ikke nogen, der i nogen af de udtalelser, Socialdemokraterne er kommet med, kan finde belæg for, at der foreligger en aftale om noget som helst. Det har været diskuteret og der er en forståelse i SF om, hvordan vi ser på skattestoppet, og der er ud fra det også defineret fælles positioner for, hvad vi så kan gøre. Det vilkår er vores, det er ikke et vilkår, som SF har. Det fremgik sådan set også af torsdagens debat.
     Det, der må være interessant for fru Inger Støjberg, selv om det måske er svært at få ind i forståelsen af, hvordan vi arbejder, i forhold til den måde, man arbejder på ovre på regeringsbænkene - de nuværende regeringsbænke - er, at vi udsteder den tryghed, fordi vi mener, at den er relevant og den er økonomisk funktionel. Det gør vi ikke tilfældigt. Det gør vi, fordi vi mener det, og det vil være vores vilkår for at kunne operere frem til den skattereform, som vil kunne træde i kraft efter næste valg, og som vil skulle laves på et bredt grundlag. Nu siger jeg det igen, fordi jeg har et håb om, at det så efterhånden er på plads.

Så er det fru Inger Støjberg for den sidste korte bemærkning.

Jamen nu står det jo så helt lysende klart. Hr. Jan Petersen siger, at Socialdemokraterne vil udstede en tryghed for, at skattestoppet stadig væk står til troende efter næste valg, men i så fald er det da i hvert fald en falsk tryghed, for hr. Jan Petersen siger jo samtidig, at der ikke er en aftale med SF og Det Radikale Venstre om, at skattestoppet står til troende. Så det er jo en falsk tryghed.
     Så var det jo bare snak, da Socialdemokratiet sagde: Ja, skattestoppet kommer også til at stå til troende efter næste valg. Det var jo bare snak. Borgerne i Danmark kan jo overhovedet ikke regne med noget som helst efter næste valg. Man har en hensigt om, at man måske godt kunne tænke sig det, men man har bare ikke leveret et flertal. Det var bare snak, at skattestoppet skulle stå til troende.

Det er fristende at spørge, om fru Inger Støjberg egentlig har brugt en regnemaskine tidligere. Jeg kan ikke se et flertal imod skattestoppet i et sådant Folketing. Kan fru Inger Støjberg?

Vi siger tak til ordføreren. Så er det den næste ordfører i den almindelige partirække, og det er hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu har vi jo hørt en ordfører, som har fortalt, hvor fantastisk godt det hele går, og så har vi efterfølgende hørt en anden ordfører, Socialdemokratiets ordfører, der fortalte, at alt er noget værre skidt, noget værre møg. På den måde kan man sige, at alt er, som det plejer at være.
     Det er også, som det plejer at være i den forstand, at når Dansk Folkepartis ordfører så kommer herop på talerstolen, kan vi i højere grad begynde at forholde os til virkelighedens verden, gå væk fra de der dogmer og de der påklistrede etiketter og begynde at fokusere på, hvordan det egentlig er ude i den virkelige verden.
     Sagen er jo, at på den ene side er der rigtig meget godt. Vi har et godt dansk samfund, vi har rigtig mange ting, vi kan være glade for, vi har nogle gode værdier. Vi har et samfund, hvor mange synes, at de godt kan være bekendt at aflevere børnene om morgenen i dagpleje, vuggestue eller i børnehave, fordi de er overbevist om, at der bliver taget godt hånd om børnene; vi har et samfund, hvor folk sender børnene i skole, fordi de har en tryg forvisning om, at børnene lærer noget, og at der er mange, der gør en stor indsats for, at børnene skal have det godt; vi har plejehjem, hvor vores ældre bliver plejet af nogle entusiastiske, engagerede medarbejdere, som gør en dyd ud af, at de ældre faktisk har gode vilkår; vi har en sundhedssektor, hvor en masse mennesker knokler hver eneste dag for at sikre, at folk bliver behandlet for de sygdomme, de har, og at de, mens de er på eksempelvis sygehuset, har en trods alt fornuftig tid i den svære stund, det jo er at være syg.
     På den måde har vi jo et godt fundament. Vi har et godt samfund, der på forskellig vis tager hånd om mange af vores medmennesker.
     Men vi skal jo aldrig hvile på laurbærrene, vi skal aldrig have det udgangspunkt, at det er så godt, at der ikke er plads til forbedringer. Det er jo så den anden del af den virkelige verden, og den er, at der i den grad er plads til forbedringer rundtomkring, og vi har som politikere et ansvar for hele tiden at sørge for, at tingene udvikles til det bedre.
     Aftalen om finansloven er udtryk for lige præcis det. Aftalen om finansloven for næste år - og nu kan vi jo så debattere den i sin helhed - er jo lige præcis udtryk for, at vi på en lang række helt målrettede områder, der betyder noget for den enkelte dansker, tager nogle initiativer for at forbedre virkeligheden for den enkelte dansker.
     Jeg vil bare give et par eksempler og trække et par ting frem. Man kan jo selv læse den gode bog »Aftale om finansloven for 2007«.

     De ældres vilkår skal forbedres. Vi gør det på forskellig vis med aftalen. Det første, jeg vil sige, er, at vi sætter fokus på plejen af de ældre. Dels udmønter vi næste år de penge, der har ligget som uforbrugte midler, til en bedre ældrepleje i kommunerne, dels gør vi jo også det, at vi sætter penge af til, at de ansatte i ældreplejen kan komme med gode ideer til - og der er penge til det - hvordan de kan forbedre deres egen arbejdssituation, og vi ved jo godt, at når man som plejer i ældresektoren føler, man har en bedre arbejdssituation, giver det jo så også en situation, hvor de ældre får en bedre dagligdag. Vi sætter 200 mio. kr. af over de næste par år til, at de ansatte inden for ældreplejen selv kan komme med gode ideer til, hvordan de kan forbedre egen situation og plejen af de ældre. Det er en nyskabelse og noget, vi synes er meget vigtigt, fordi det lige præcis sætter fokus på, at de mennesker, der arbejder med de ældre, selv får mulighed for at fortælle, hvordan tingene kan blive bedre.
     Men vi nøjes ikke med at sætte fokus på plejen af de ældre, ældreplejen, vi sætter også fokus på, hvordan vi sikrer, at de ældre selv har en økonomi, der gør, at de har en fornuftig dagligdag, at der bliver råd til det, der bør være råd til, når man er ældre.
     Vi har jo for år tilbage fået indført ældrechecken, ældreydelsen, og vi forhøjer med den her finanslov det maksimale beløb fra 6.300 til 7.600 kr., en stigning på 1.300 kr. pr. pensionist. Vi har aldrig sagt, at det er en guldgrube for de pensionister, der økonomisk har mindst, men det er en lille håndsrækning, så de får lidt nemmere ved at klare dagligdagen. Der er 225.000 pensionister, der modtager ældrechecken, hvoraf hovedparten modtager den fulde ydelse.
     Vi gør så det målrettede over for de 135.000 pensionister, som er lejere, at vi siger, at den urimelighed, der har været, i, at man får modregnet sin boligydelse, boligstøtte, i ældrechecken, gør vi op med. Vi har syntes, at det var forkert, men sådan var systemet i første omgang bygget op, at man fik sin ældrecheck, og så oplevede man bagefter, at man blev modregnet i sin boligstøtte. Det har vi ønsket at lave om på, og det laver vi om på med den her finanslov, så vi sikrer, at de 135.000 pensionister, der bor
i lejebolig, nu får en helt målrettet forbedring af deres situation. Et andet område, der er vigtigt at fremhæve ved den finanslov her, er sundhedsområdet. Det er jo sådan, at vi beskriver i aftalen, hvilken økonomi der er givet til regionerne for at drive sundhedsvæsenet. Vi sætter fokus på, at det faktisk er vigtigt, at man, når man bliver syg, bliver behandlet, og at man ikke står på en venteliste, og vi har hele tiden haft fokus på, at på særlige områder er det særlig slemt at stå på en venteliste. Når det er livstruende sygdomme, er der et særligt behov for, at vi er opmærksomme og gør noget ekstra. Specielt kræftområdet har haft vores bevågenhed i meget, meget lang tid. Jeg nævnte også i sidste uge, at vi jo allerede efter valget i 2005 fik fremsat og vedtaget et forslag her i Folketinget, der sagde, at vi ikke ville finde os i, at der ikke skete mere på kræftområdet; der skulle ske nogle nye initiativer. Det betød, at vi i sommeren 2005 lavede en kræftplan II, som det jo hedder, der gjorde, at vi
i 2006 øgede ressourcerne til kræftområdet med 1,1 mia. kr. Vi gjorde så det, at vi ikke lænede os tilbage og sagde, at nu har vi løst det hele på kræftområdet. Vi kunne godt se, at der burde gøres endnu mere. Derfor var det jo også, at vi
i forbindelse med forslaget til finanslov for 2007 sagde, at der skulle mere til, og det har så også resulteret i en aftale om, at der næste år kan bruges 200 mio. kr. mere på udstyr til at behandle vores kræftramte medborgere. Det er jo simpelt hen, fordi vi ved og anerkender, at når man er kræftramt, står man i en helt særlig, svær situation, og det kræver en særlig opmærksomhed fra vores side og en særlig hjælp. Jeg vil også nævne i forbindelse med finansloven her, at der er nogle områder, som jeg synes det er helt underligt at de tidligere ordførere ikke er kommet mere ind på - og specielt Socialdemokratiets. Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi med den her finanslov også sikrer, at de unge i højere grad får en chance, at de unge får en uddannelse, at der bliver investeret mere i, at vi får sikret, at alle unge, der går ud af folkeskolen, får sig en ungdomsuddannelse. Det har været fuldstændig overraskende at se, hvor lidt det har fyldt i debatten. Tidligere på året gjorde vi da meget ud af at forklare hinanden, hvor vigtigt det var, at vi fik lavet en aftale, der sikrede, at så godt som alle kommer ind og får en ordentlig uddannelse, fordi vi jo ved, at når man kommer senere hen i livet, er en ordentlig uddannelse et udgangspunkt for, om man får et godt arbejde, om man kan tjene sine egne penge og det selvværd, der ligger i det osv. osv. Det har fyldt utrolig lidt. Men det er jo faktisk med den her finanslov for 2007, at vi nu tager et skridt fremad, for vi afsætter penge til, at flere kan få en ungdomsuddannelse.

     Det er også i den forbindelse, at der ryger flere penge til forskning osv. og flere penge til iværksætteri og den slags, altså nogle af de ting, der skal sikre, at vi også om mange år har en god økonomi i Danmark.
     Men økonomien er én ting, noget andet er - og det synes jeg er det væsentligste - at nogle mennesker faktisk får noget ud af det, at nogle unge mennesker får en uddannelse.
     I den forbindelse er det jo også værd at bemærke sig, at det er i samme ombæring, vi havde hele diskussionen, som hr. Martin Henriksen også var inde på for et øjeblik siden, omkring 10. klasse, og det er jo også helt utroligt, hvor lidt den debat fylder sådan en dag som i dag. Vi har jo faktisk brugt et år nu på at diskutere, om 10. klasse skulle laves mærkbart om. Vi har haft det udgangspunkt, at vi synes, at det er et godt tilbud, vi har; det er godt, at der i vores samfund er plads til at have en 10. klasse og især, at unge mennesker tager på en efterskole og får den mulighed for at komme videre i tilværelsen, som sådan et efterskoleophold giver. Det har også været meget fraværende i debatten, men jeg vil i hvert fald gerne nævne, at det er meget vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi er kommet igennem med de fornuftige ting her i løbet af forhandlingerne. En stor del af debatten her i efteråret har i øvrigt gået på kommunernes forhold, og jeg har derfor også et par bemærkninger omkring det. Det er jo ganske naturligt, at kommunerne er i centrum for en debat omkring vores velfærdsydelser, fordi en meget stor del af vores velfærdsydelser leveres via kommunerne. Nu kan vi jo så konstatere, hvordan tallene er. Der har været mange diskussioner om, hvorvidt man brugte flere eller færre penge, og hvordan det nu var. Nu har vi jo nogenlunde overblik over, hvordan kommunerne budgetterer for 2007, og det, vi kan sige, er jo, at det nogenlunde er, som vi hele tiden har sagt, nemlig at man samlet set næste år bruger flere penge. Man bruger samlet set næste år flere penge på de ældre, og gudskelov for det, for det er der behov for; også når man tager højde for, at der kommer flere ældre, bruger man flere penge. Det tyder også på, at man vil bruge lidt flere penge pr. passet barn. I det hele taget skruer man på den måde lidt op for blusset rundtomkring i kommunerne. Det, der så forvirrer - og det er der jo ikke nogen grund til at lægge skjul på, det er jo sådan set naturligt nok - er, at når vi nu samtidig vil bekæmpe ulighed, gør det selvfølgelig, at vi flytter nogle penge fra nogle dele af landet over til andre dele af landet, altså den her udligningsreform, hvor vi helt målrettet siger, at vi vil tage fra nogle og give til nogle andre, fordi vi vil bekæmpe uligheden i det danske samfund, og vi vil sikre, at man der, hvor pengene er flest, f.eks. i det nordsjællandske område, kommer til at betale en større del af gildet til Lolland, til Sydfyn, til Vestjylland, Nordjylland osv. Det er klart, at det har nogle konsekvenser. Vi flytter om på nogle ressourcer. Der, hvor pengene skal komme fra, er man jo aldrig glad. Der, hvor pengene skal komme til, synes man, man har fået for få. Det er der ikke noget mærkeligt i. Men sandheden er jo, at en meget stor del af den diskussion, vi har haft, altså ikke bunder i, om vi bruger flere eller færre penge, for det er rimelig klart, at der bruges flere penge, men vi flytter rundt på pengene, og det tager vi selvfølgelig også ansvaret for i den forstand, at vi er forligspart i forbindelse med udligningsreformen. Det er jo egentlig det samme, der sker, når man lægger kommuner sammen. Hvis man lægger fem kommuner sammen til en, er det altså rimelig elementært, at der, hvor man har haft den ringeste service og har brugt færrest penge til skoleundervisning og færrest penge til børnepasning, bliver man typisk løftet i niveau, men der, hvor man har brugt flest penge på eksempelvis folkeskolen, kommer man så til at bruge lidt færre penge. Det er klart, at der, hvor man skal bruge lidt færre penge, er man da sur over det; der synes man da, at det er træls og ikke rart. Men vi skal huske på, at det er prisen, hvis vi vil bekæmpe ulighed. Det, der så har været det helt fantastisk paradoksale at opleve i debatten, er, at de, der har været de største modstandere af hele den her øvelse, de, der har haft de mest krasse bemærkninger, de, der virkelig har råbt højt, er de partiers repræsentanter, der påstår at ville bekæmpe ulighed. Det har jeg ikke forstået ret meget af. Det kan være, jeg bliver klogere efter debatten i dag. Jeg tror det næppe. Jeg har haft meget svært ved at forstå, at det er sådan, at man med den ene hånd vil sige, at man vil bekæmpe ulighed, og når vi så gør noget for at bekæmpe ulighed over landet, så bekæmper man også det, vi gør. Men det kan som sagt være, at vi får lidt flere forklaringer på det.

     Alt i alt er det vores vurdering, at vi med finansloven for næste år har fået et lidt bedre udgangspunkt, end vi havde. Vi kommer fra en situation, hvor vi altså har et godt samfund, gode værdier, har mange gode ting, vi kan være stolte over og glade for, men at vi også får løst nogle af de udeståender, der er.
     Det er så heller ikke lykkedes alt sammen med aftalen om finansloven for 2007, men det er et godt skridt på vejen til at skabe nogle helt konkrete, mærkbare forbedringer for mennesker i det her land. Derfor er vi også glade for den finanslovaftale, vi har, og mener, at der er rigtig meget i den aftale, vi kan være glade for og stolte over.

Tak til ordføreren. Jeg har nu på listen følgende 12 medlemmer, som har ønsket korte bemærkninger til hr. Kristian Thulesen Dahl: hr. Per Clausen, hr. Ole Sohn, hr. Jens Peter Vernersen, fru Karen Hækkerup, fru Line Barfod, fru Pia Olsen, hr. Morten Helveg Petersen, fru Lene Hansen, fru Vibeke Grave, hr. Morten Østergaard, hr. Ole Glahn og hr. Troels Ravn. Den første bliver altså hr. Per Clausen, værsgo.

Nu indledte hr. Kristian Thulesen Dahl jo med ligesom at sige, at nu kom vi til Dansk Folkeparti, og så kom vi til realiteterne. Der er i hvert fald én realitet, som står fast, og det er, at en vigtig opgave for Dansk Folkeparti er at redde skandaleramte ministre. Det, der så er spørgsmålet, er:
Hvad får man så for det?
     Der vil jeg fremhæve to ting, som jeg godt vil have hr. Kristian Thulesen Dahl til at kommentere på. Den første er, at i 2001 meddelte indenrigs- og sundhedsministeren i medierne, at man havde en behandlingsgaranti for kræftramte. Det har vi ikke i dag. Synes hr. Kristian Thulesen Dahl, at det er godt nok?
     Det andet er omkring fødevarerne, og der kan vi jo i dag konstatere, at medarbejderne enstemmigt siger, at kvaliteten af deres arbejde er for dårlig, og samtidig siger Rigsrevisionen, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de ressourcer, der er afsat, og de mål, man har. Synes hr. Kristian Thulesen Dahl, at det er godt nok?

Der er to ting i det. Først omkring det med ventetid og behandlingsgaranti. Det er jo ikke godt nok, når man ikke lever op til de krav, der stilles. Det, vi også må sige, er, at amterne har et meget stort ansvar. Hvis ikke man kan leve op til de krav, der stilles med hensyn til, hvor lang tid patienten skal vente, så har man jo en orienteringspligt, man har en pligt til at gå til patienten og sige: Vi har de og de problemer, og som følge af det har du nogle valgmuligheder. Det har man jo helt øjensynlig ikke gjort, og derfor har man et meget stort ansvar. Og så må vi jo lægge ekstra pres på.
     Vi har jo hele tiden sagt, at der er behov for større statslig styring for at sikre et ordentligt sundhedsvæsen, og vi er sådan set bare blevet bekræftet i det med det, vi har set.
     Så bliver der spurgt til det med fødevarekontrollen og medarbejderne, og hvad de siger og den slags. Jamen der er jo altså en grund til, at vi i finanslovaftalen, som det jo nok ikke er forbigået spørgerens opmærksomhed, har skrevet, at når de to rapporter, Rigsrevisionens beretning plus den her uafhængige undersøgelse, som bliver offentliggjort senere i dag, er lavet, skal regeringen og Dansk Folkeparti sætte sig ned for at vurdere, om de giver anledning til, at der skal tilføres flere ressourcer, altså ud over de ressourcer, vi allerede har tilført i sommer. Når vi har skrevet det, er det jo lige præcis en anerkendelse af, at der kan være behov for flere ressourcer for at sikre en tilfredsstillende fødevarekontrol.
     Så det har vi taget initiativer til, og det fortsætter vi med at tage initiativer i forhold til.

Jeg vil bare gentage spørgsmålet omkring behandlingsgarantien til hr. Kristian Thulesen Dahl. Når man som minister i medierne og i regeringsgrundlag giver udtryk for, at der eksisterer en konkret behandlingsgaranti, og vi så kan konstatere 5 år senere, at den ikke eksisterer, er det så tilfredsstillende som folketingspolitiker at sige, at det er amternes skyld? Altså, bærer ministeren ikke et vist ansvar? Og bærer det parti, som har indgået den ene finanslovaftale efter den anden med regeringen, ikke også et vist ansvar?
     Det andet spørgsmål omkring fødevarekontrollen: Skal jeg forstå hr. Kristian Thulesen Dahls svar sådan, at man i dag erkender, at man nok har skåret for dybt i fødevarekontrollen med de nedskæringer, man har medvirket til? Tidligere i dag er der blevet talt om 112 mio. kr., og man har også tidligere
i dag talt om 228 ansatte. Er det derfor, man nu er i den situation, at Rigsrevisionen må sige: Der er ingen sammenhæng mellem de ressourcer, der er afsat, og de mål, man har? Er det en erkendelse af, at Dansk Folkeparti har medvirket til nogle nedskæringer, som reelt har ødelagt fødevarekontrollen? Er det det, jeg skal forstå på hr. Kristian Thulesen Dahls svar?

Bare lige omkring fødevarekontrollen: Altså, vi skriver jo i finanslovaftalen, at de initiativer, vi tog i sommer, hvor vi afsatte flere midler - for det var nødvendigt for at få en bedre fødevarekontrol - fortsættes i 2007. Og så skriver vi videre, at når de to undersøgelser, der var iværksat, er tilendebragte og resultaterne foreligger, vil regeringen og Dansk Folkeparti tage stilling til, om der skal tilføres flere ressourcer. Når vi skrev det i en finanslovaftale for ganske kort tid siden, er det jo dels af respekt for det arbejde, der laves med de to undersøgelser, at man afventer dem, dels selvfølgelig også en indikation af, at vi har haft den opfattelse, at det var meget muligt, der skulle tilføres flere midler. Så det ligger der i det.

     I forhold til det med sundhedsområdet og behandlingsgaranti er det vigtigt at huske på, at hvis ikke amterne har kunnet levere varen inden for fristen, så har de altså haft pligt til at gå til patienten og orientere patienten om det og give patienten andre valgmuligheder, så patienten får en mulighed for at forholde sig til det og blive behandlet et andet sted. Det har amterne helt tydeligt ikke levet op til. Hvis man skal forfægte det kommunale selvstyre og også det amtskommunale selvstyre, så længe vi har amter, vil jeg altså ikke være med til bare at fritage amterne for et ansvar for at leve op til de regler, vi har. Samtidig er det også en socialdemokrat, Bent Hansen, der nu er formand for de kommende regioner, som vel også i et eller andet omfang har en forpligtelse til at være med til at sikre, at der bliver fulgt op på de krav, vi stiller herindefra.

Den fg. formand (Elisbeth Arnold):
Af hensyn til alle de mange, der har stillet sig på listen for korte bemærkninger, agter jeg at administrere taletidsreglerne temmelig strikte fremover, hr. ordfører.
     Så er det hr. Ole Sohn.

Man kan jo jonglere med tal så meget, at man måske endda oven
i købet selv kommer til at tro på det, man siger, men 5 år sætter sig jo sine spor, og når vi skal gøre regnebrættet op for Dansk Folkepartis indflydelse på de 5 års politik, kan vi jo konstatere, at der i dag bliver brugt færre penge pr. ældre, det vil sige, at de to gange 500 mio. kr., der er givet til bedre service, ikke er kommet de ældre til gode; der er færre penge til børn, færre penge til skoleeleverne; på sundhedsområdet er garantien på kræftbehandling ikkeeksisterende og brugerbetaling er de facto indført ved behandling af sclerosepatienter; og det sidste er fødevarekontrollen. Er der ikke et eller andet sted et skel mellem det, hr. Thulesen Dahl siger, og det, der er den skinbarlige virkelighed, hvis vi lige bevæger sig uden for den her mur?

Nej, altså, man kan sige, at hr. Ole Sohn bare lægger sig i hælene på hr. Jan Petersen, og det er jo logisk nok, ikke? Man siger bare, at alt er noget møg. Det siger vi ikke, vi siger, at der er meget godt i det danske samfund; der er rigtig mange mennesker, der knokler hver eneste dag for at levere os alle sammen nogle velfærdsydelser, vi kan være glade for - og så er der nogle steder, hvor vi bør forbedre tingene og gøre tingene bedre.
     De tal, som vi kan se, og som vi har - og det står så også i aftalen - om f.eks. de ældre og økonomien næste år, viser, at kommunerne vurderer, at de bruger 700-800 mio. kr. mere næste år på de ældre. Hvis man siger, at der også kommer flere ældre, så er vurderingen, at det sluger ca. de 300 mio. kr. Så udgangspunktet er altså, at vurderingen fra kommunerne selv er, at man bruger lidt flere penge pr. ældre. Altså, ud over den der demografiske ændring bruger man også lidt flere penge. Det må vi så tage for gode varer. Det vurderer kommunerne altså selv.
     Hvis vi tager børnepasningsområdet, er sandheden vel, at kommunerne vurderer, at det er nogenlunde status quo, altså, at de regner med at bruge nogenlunde de samme penge i hvert fald pr. barn næste år, som de bruger i år. Det er kommunernes eget bud. Så kan vi selvfølgelig godt herindefra sige: Jamen det tror vi ikke på. Det vil hr. Ole Sohn jo sige. Hr. Ole Sohn vil sige, at de der tal bryder vi os ikke om, de passer ikke ind i mit politiske kram, så kan vi ikke bare sige, at dem tror vi ikke på.
     Jeg tager bare udgangspunkt i, at det tror kommunerne altså selv, og indtil andet er bevist, tror jeg så, at de har ret, for de sidder nok lidt tættere på det, end jeg gør.

Jeg beklager, at jeg tog to ting med, som ikke har været et prioritetsområde for Dansk Folkeparti, altså børn og skoleelever, men jeg fokuserede faktisk ikke på, at alt går skidt, for det udefrakommende økonomiske opsving har været en glæde for dansk økonomi. Jeg tog bare fat i få punkter, som Dansk Folkeparti har ansvaret for, og det var bl.a. ældreområdet, hvor Finansministeriets og Kommunernes Landsforenings samlede tal viser, at der bliver brugt færre penge pr. ældre. Det vil sige, at de to gange 500 mio. kr., Dansk Folkeparti har fået til området, er pist forsvundet.
     Kræftbehandlingsgarantien er ikkeeksisterende; de facto er der indført brugerbetaling på behandling af sclerosepatienter; og nu sidst det her med, at der er et svælg mellem de faglige mål og de ressourcer, Dansk Folkeparti har været med til at sætte af til fødevarekontrollen.
     Det er bare nogle få ting, hvor jeg siger: Det har Dansk Folkeparti jo ansvaret for, hvorfor praler man ikke af det?

Det bliver jo altså lidt vanskeligt, hvis vi på den måde helt bevidst skal tale forbi hinanden i stedet for at forsøge at forholde os til det, vi siger til hinanden.
     Hvis man tager kræftområdet som et eksempel, fik vi lige blotlagt her for et øjeblik siden, at det parti, hr. Ole Sohn ønsker at sætte i statsministersædet, nemlig Socialdemokratiet, hr. Jan Petersen, ikke har sat én krone af til kræftområdet i finanslovforslaget for 2007, for det regnede de med, at vi andre havde styr på.
     Vi har i vores udspil til finansloven for næste år sat flere penge af til kræftområdet, fordi vi faktisk synes, det er vigtigt, at vi gør noget for de kræftramte, at det ikke bare er snak, at det ikke bare er herinde i salen, vi står og hælder noget ned ad brættet over for hinanden, men at vi taler om de realiteter, som kræftramte rent faktisk bliver udsat for, og at vi gør noget mere.
     Derfor sætter vi flere penge af til det, derfor lader vi det ikke bare blive ved snakken som andre og rider med på en eller anden bølge, sådan at når nogen lige pludselig siger, at der er et problem på et område, så mener man vupti en hel masse om det. Vi har faktisk haft fokus på det hele vejen igennem.

Den fg. formand (Elisbeth Arnold):
Den næste, der har bedt om korte bemærkninger, er hr. Jens Peter Vernersen.

Jeg tror, jeg vil starte der, hvor hr. Thulesen Dahl sluttede. Der var jo givet en klar besked om, at der var garanti for kræftbehandling, og derfor har Dansk Folkeparti også et særligt ansvar for, at det svigtede, ikke mindst fordi man sidder på formandsposten i Sundhedsudvalget. Det troede jeg hr. Thulesen Dahl havde accepteret.
     Hvis vi tager sådan et spørgsmål som daginstitutioner, SFO-området, er der sket en stigning på næsten 20 pct. - næsten 20 pct.! - mens vi har haft VK-regeringen. Priserne er steget under 10 pct. i samme periode. Altså en voldsom ekstra udgift for forældrene.
     Hvis man tager spørgsmålet om fødevarekontrollen, har Dansk Folkeparti også der et helt særligt ansvar; her har man også formandsposten i Fødevareudvalget. Der har man skåret
112 mio. kr. ned. Jeg vil gerne spørge hr. Thulesen Dahl: Er det ikke nærmest hamrende naivt at forestille sig, at man kan få den samme kontrol, når man skærer 112 mio. kr. væk og fyrer 200 medarbejdere? Er det ikke en anelse naivt? Jeg troede egentlig, man var kommet til den erkendelse i foråret, da det jo virkelig brændte på; der var det jo hr. Thulesen Dahl, der overtog forhandlingen fra fødevareordføreren. Der er jo altså ikke nogen tvivl om, at der er sket ting, som har været meget voldsomme ude i samfundet, og det kan man ikke bortforklare, uanset hvor meget man står heroppe på Folketingets talerstol.

Nu skal Socialdemokratiet passe på, at hykleriet ikke antager helt nye højder.
     Jeg står her med Socialdemokratiets ændringsforslag til finansloven for 2007. Der er forslag til nye udgifter på 10,3 mia. kr. - 10,3 mia. kr.! Vi har så tidligere i debatten her spurgt: Er der en eneste af de kroner, 10,3 mia. kr., der skal gå til en forbedret kræftbehandling? Og svaret har været nej. Der har ikke være stillet et eneste forslag om flere penge til en bedre kræftbehandling.
     Og minsandten om så ikke også hr. Jens Peter Vernersen nu tager fat på, at vi andre, der har bevilliget flere penge, vi andre, der har haft det på dagsordenen hele vejen igennem, ikke bare når det bliver en mediediskussion og man kan prøve at vinde lidt point ude i medierne - vi har da hele tiden haft det på dagsordenen - har et ansvar for, at vi skulle have gjort det endnu bedre. Det er jo helt fantastisk at høre.

Jeg vil bare sige, at vi jo både fra sundhedsministeren og fra sundhedsordføreren var blevet givet den fuldstændig klare opfattelse, at kræfthandlingsplanen var overholdt og folk fik behandling, og så viser det sig rent faktisk, at det ikke er tilfældet. Jeg synes måske, man skulle forholde sig mere til, at man har været involveret i en aftale med sundhedsministeren, som ikke var en aftale, men som kun var en hensigtserklæring.
     Hvad angår spørgsmålet om fødevarekontrollen, er det jo ubestrideligt, at Dansk Folkeparti har aftalt hver eneste besparelse på de 112 mio. kr. og fyringen af 228 medarbejdere. Det, der så er på finansloven nu her, er jo småpenge i forhold til de 112 mio. kr. Det er noget med 8-9 mio. kr. ekstra til nogle fødevarepolitibetjente, seks i alt bliver det, og så noget ekstra til noget fugleinfluenzabekæmpelse, men derudover er der overhovedet ikke ekstra på. Det er muligt, der kommer det nu, fordi der er sådan en lammende kritik her fra statsrevisorerne, som jo er helt entydig, og som jo også rammer Dansk Folkeparti, for man har stået bag hver eneste krones nedskæring. Det er jo virkeligheden.

Jeg bliver altså bare nødt til at sige, at hvis Socialdemokratiet alene baserer sin viden om, hvad der foregår, på baggrund af pressen, altså avisartikler, kan jeg da godt forstå, at man først pludselig her kommer i tanker om, at der skal ske noget ekstra på kræftområdet, men hvis man oprigtig er optaget af området, kunne man jo også tage en snak med Bent Hansen, som er formand for de kommende regioner, og som jo da har en vis viden om sundhedsforhold. Så ville man jo nok vide, at der har været behov for et langt, sejt træk til gavn for vores kræftpatienter, et langt sejt træk, som Dansk Folkeparti bl.a. stillede sig i spidsen for flere år tilbage, og som gjorde, at vi har haft fokus på det her i flere år og har bevilliget flere penge, fordi vi ikke ville finde os i, at vores kræftramte ikke får en ordentlig behandling. Så jeg vil sige til hr. Jens Peter Vernersen, at jeg synes, man i den socialdemokratiske lejr lige skal overveje det her.

     Med hensyn til bevillinger til fødevarekontrollen skete der en forbedring i sommer. I finansloven er det aftalt, at det løft skal fortsættes i 2007, og som jeg tidligere har nævnt, er det aftalt, at når Rigsrevisionen er færdig i eftermiddag med statsrevisorernes konklusioner, og når den eksterne undersøgelse - en uvildig undersøgelse - også er på plads, skal vi tage stilling til, om anbefalingerne dér er klare med hensyn til, om der bør flere midler til.

Nu kan man jo få det indtryk, at på fødevareområdet har vi måttet vente indtil i dag med at finde ud af, om der har været behov for flere penge. Men jeg kan ikke forstå, at det for Dansk Folkeparti har været nødvendigt at vente lige præcis til i dag og vente, til de rapporter kom. Vi har jo igennem årene kunnet se, at der er blevet skåret ned. Vi har jo kunnet høre medarbejderne sige: Vi har ikke længere tid til at lave vores kontroller grundigt nok, vi har kun tid til at gå ind og røre væggen. De ansatte i Fødevarestyrelsen er de ansatte i hele den offentlige sektor, som har det højeste sygefravær. De har skriftligt sagt fra over for den resultatkontrakt for næste år, som de er blevet forelagt. Man kunne blive ved og ved.
     Men det, der i virkeligheden er det væsentlige, er, at det jo ikke er nyt i forhold til en 2007-problemstilling. Man har jo vidst længe, at der manglede penge. Nu siger Dansk Folkepartis ordfører så, at nu vil man også gerne se på, om der mangler nogle penge. Kan vi så ikke få løftet sløret for, hvilken størrelsesorden det er, vi taler om? Hvad vil Dansk Folkeparti give ekstra til fødevarekontrollen?

Vi har ikke ventet til i dag. Vi gjorde det i forsommeren, at vi lavede en aftale med regeringen om en såkaldt nultoleranceplan, der indebar en række skærpelser i kampen mod dårligt kød, mod dårlige fødevarer, og vi satte også penge af til en forbedret kontrol. De forbedringer, vi lavede, videreføres også i 2007 - videreføres altså til næste år.
     Derudover har vi sagt, at hvis de her undersøgelser, der jo nu i dag bliver færdige, giver anledning til, at der bør flere penge til, har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt, at så skal vi finde de ekstra penge. Det er jo den seriøse måde at gøre det på, og derfor synes jeg også, det er den rigtige måde.
     Hvilket niveau skal det så være på? Altså, vi kan jo ikke fyre ministeren, før vi har læst en beretning fra Rigsrevisionen, sådan som Socialdemokratiet kunne i mandags. På samme måde kan vi heller ikke lægge os fast på, hvilken bevilling der er den rigtige, før vi har bl.a. den uafhængige undersøgelse, som bliver offentliggjort i eftermiddag. Det ville jo være fuldstændig respektløst over for det arbejde, som en masse mennesker faktisk seriøst udfører, når de sidder og laver sådan noget uvildigt arbejde til os, hvis vi konkluderer, få timer før de kommer med deres vurdering.

Men man kan i hvert fald læse i rapporterne, at konklusionen er klar. Der er ingen sammenhæng mellem de politiske mål, man sætter for fødevarekontrollen, og de økonomiske midler, som man har sat af til at få løftet opgaven. Fødevarekontrollen fungerer ikke optimalt. Medarbejderne er ved at dejse om af stress, og det hele sejler.
     Det er jo ikke medarbejdernes skyld, for de knokler faktisk og gør, hvad de kan. Men nu har de råbt op og råbt op over for Folketinget, de har sendt en skriftlig protest og bedt om at få flere penge. Vil Dansk Folkepartis ordfører sige, at man vil give det, som medarbejderne beder om? For så ville jeg synes, at det ville være et spændende svar at få.
     Så svarede Dansk Folkepartis ordfører, at man jo allerede i foråret satte ind med at give ekstra penge.
     Altså, der må jeg sige: Man lavede en aftale om, at fire kontornussere skulle sidde og kigge på det her, og så kaldte man det et fødevarepoliti. Det, de i virkeligheden laver, er, at når de almindelige kontrollører er ude på virksomhederne og opdager noget, de synes er mistænkeligt, men som de ikke har tid til at kigge efter i sømmene, så giver de besked videre til det her kødpoliti om, at der er noget, de skal tage ud og kigge på. Hvis vi havde en velfungerende kødkontrol, havde man slet ikke behøvet det her politi. Så havde man taget de ting i opløbet.
     Men vil ordføreren ...

Den fg. formand (Elisabeth Arnold) Så er taletiden opbrugt. Og så er det ordføreren.

Man kan jo godt forsøge at puste sig op i stedet for at tage det svar, jeg kommer med, for gode varer.
     Altså, jeg siger, at vi får rapporter her i eftermiddag, der kommer med en uvildig vurdering af, om der er behov for flere midler, og så har jeg sagt, at vi vil sætte os sammen med regeringen - det er en del af finanslovaftalen - for i givet fald at tilføre de ekstra midler. Så burde man jo egentlig, hvis man er socialdemokrat og synes, der skal tilføres flere midler, stille sig op og sige: Hvor var det godt; det var et godt svar, det er vi glade for. Og så kunne man sætte sig ned igen.
     Men det gør man ikke, fordi det rent politisk faktisk ikke er særlig hensigtsmæssigt. Det var måske mere hensigtsmæssigt for Socialdemokratiet, hvis vi ikke fandt flere midler, hvis der er behov for flere midler, så man kunne fortsætte sin kritik. Og det er jo forskellen på, om man går efter at løse problemerne, eller om man bare forsøger at køre sådan et politisk kommandoraid på sådan en sag.

Regeringen og Dansk Folkeparti lover og lover. De har udstedt masser af løfter, og vi kan se, at de ikke bliver holdt. Det er måske derfor, man ikke tager hr. Kristian Thulesen Dahls ord for gode varer, netop fordi vi gang på gang har set, at der bliver lovet, at der skal ske noget, og så kan man senere se, at det ikke skete alligevel. Virkeligheden passer simpelt hen ikke med de løfter og de tal, man kommer med fra talerstolen.
     Vi har kunnet se den problematik, som vi har diskuteret
i dag, på fødevare- og sundhedsområdet, vi har kunnet se den
i forhold til velfærden over for ældre og over for børn ude i kommunerne, og vi har kunnet se den konkret i forbindelse med Dansk Folkepartis egne valgløfter om, at man ikke ville være med til satspuljen - jeg hentyder altså til tyveriet fra Den Sociale Pensionsfond. Er der nogen som helst udsigt til, at Dansk Folkeparti en dag begynder at holde de løfter, man giver vælgerne, eller er det her, hvad vi også kan forvente os fremover, også i forbindelse med den kvalitetsreform, man vil lave sammen med regeringen?

Det var mange spørgsmål på én gang fra fru Line Barfod; det må jeg sige. Men lad mig nu prøve at tage en enkelt ting op, som var med i spørgsmålet, nemlig forholdene for børnene, og sige, hvordan det nu er med det. Det har jo nemlig været sagt, at vi generelt sådan skærer ned i udgifterne til børnepasning.
     Jeg står her med kommunernes vurdering af, hvad de bruger på børnepasning næste år, og vurderingen fra deres side er, at udgifterne pr. passet barn i budget 2007 stort set er uændrede i forhold til 2006 - og det står altså i bladet Danske Kommuner. Det skal bemærkes, at der heri ikke er taget højde for børnepuljen i 2007 på de 200 mio. kr., som et flertal i Folketinget, altså Dansk Folkeparti og regeringen, netop har indgået forlig om i de verserende finanslovforhandlinger. Hvis man korrigerer for den pulje, er der flere penge til rådighed.
     Det er bare for lige at sige, når man nu spørger om, hvad vi lover, og hvad vi holder og sådan noget, at man altså tager udgangspunkt i en masse oplysninger, hvor man i bedste fald er uenig med dem, der sidder og laver budgetterne ude i kommunerne på de områder. Så derfor skal man lige være enig om, hvad der er op og ned, hvad der er rigtigt og forkert, inden man kan finde ud af bagefter at konkludere, om vi har holdt, hvad vi har lovet, eller vi ikke har det. For vi mener faktisk, at vi har holdt det.

Børnene, pædagogerne, pædagogmedhjælperne og forældrene kan jo se, hvad det er for en virkelighed, der er ude i børnehaverne og vuggestuerne, hvor de oplever, at de ansatte skal løbe hurtigere og hurtigere, og at der er mindre og mindre tid til det enkelte barn, både fordi der i mange kommuner bliver flere børn pr. voksen, og fordi de bliver pålagt flere og flere opgaver, hvor de voksne skal sidde og lave bureaukrati i stedet for at tage sig af børnene. Derfor kan man jo selv sammenligne den virkelighed, man kender, med det, som hr. Kristian Thulesen Dahl står og læser højt af.
     Men det, jeg spurgte til helt konkret, var kvalitetsreformen. Hr. Thulesen Dahl sagde i sit indlæg, at der er masser af medarbejdere i den offentlige sektor, der knokler for at gøre det godt, og det er jeg fuldstændig enig
i. Derfor har jeg også meget svært ved at se, hvordan man forestiller sig at lave en kvalitetsreform, hvor der med færre hænder skal gøres mere og det skal gøres bedre, frem for at sige, at man vil lytte til medarbejderne og faktisk sikre, at der kommer de flere hænder i den offentlige sektor, som der er brug for, hvis vi skal tage os ordentligt af vores børn og vores syge og vores ældre.

Umiddelbart er det jo en historisk dag, for jeg hører sådan set ikke nogen divergens, uenighed, mellem det, fru Line Barfod siger, og det, vi står for. Altså, en meget stor del af arbejdet med en kvalitetsreform af den offentlige sektor består jo lige præcis i at gøre de offentlige arbejdspladser så tilstrækkeligt attraktive, at folk vil søge de pladser, søge de stillinger.
     Det, vi kan se foran os som en af de absolut største udfordringer i vort velfærdssamfund, er jo at sikre, at vi har tilstrækkeligt med hænder i den offentlige sektor til de mest basale velfærdsydelser.
     Vi vil jo ikke have et samfund, hvor vi ikke kan pleje vores ældre, fordi vi ikke kan få ansat folk i ældresektoren. Og det er jo en af grundene til, at det også var så vigtigt for os, da vi lavede finansloven for 2007, som vi nu debatterer, at vi fik meddelt klart og tydeligt, at vi ikke tror på, at den her kvalitetsreform, den her omstilling af den offentlige sektor, kan ske, uden at der kommer penge med. Derfor fik vi jo gennemført, at der er afsat 250 mio. kr. til, at man kan komme i gang med de omstillinger i den offentlige sektor, så man kan gøre de arbejdspladser mere attraktive.
     Det har jo virkelig været en overraskelse for os, at venstrefløjen med Socialdemokratiet i spidsen stemte imod i sidste uge, stemte imod at bruge 250 mio. kr. mere, altså en kvart milliard mere, næste år på den offentlige sektor.

Der er flere, der har bedt om ordet for korte bemærkninger, så hr. Kristian Thulesen Dahl bedes blive stående. Den næste er fru Pia Olsen.

Dansk Folkeparti har adskillige gange udråbt sig selv som forbrugernes vagthund. Men er Dansk Folkeparti i virkeligheden ikke regeringens skødehund, og kunne man så ikke kalde det falsk varebetegnelse, hvilket i virkeligheden er ulovligt?
     Rigsrevisionens rapport viser jo netop, at der er for lidt mandskab til fødevarekontrollen, og eftersom Dansk Folkeparti har sat et afgørende fingeraftryk på alle den her regerings finanslove, er det vel i virkeligheden også Dansk Folkepartis ansvar.
     Nu siger hr. Thulesen Dahl jo, at man afventer den uvildige undersøgelse, der kommer i eftermiddag, og det har jeg stor forståelse for, men vil hr. Thulesen Dahl her fra talerstolen love, at vi i eftermiddag efter mødet, når vi har fået at vide, hvad konklusionerne er, ikke bare endnu en gang står med status quo?

Jeg skal jo finde mig i, at vi hveranden dag får at vide, at vi bestemmer alt for meget, og hveranden dag skal vi have at vide, at vi slet ikke bestemmer noget som helst, men bare lægger os fladt ned for regeringen. Sådan ved vi godt at det er, og det har vi sådan set lært at leve med. Men om det er det ene eller det andet, der er rigtigt, må folk sådan set selv om. Hvis vi har det meget godt med det, vi går og foretager os, er det jo i hvert fald sådan, det er. Det er jo det, der er vigtigst, nemlig om man selv har det nogenlunde godt med det, man laver.
     Med hensyn til det her med bevillingerne, og hvornår man nu kan få noget at vide, vil jeg sige, at hvis den uvildige rapport, sammenholdt med det, vi kan se ud fra Rigsrevisionens beretning, gør det klart, at der er behov for yderligere midler, jamen så er der behov for yderligere midler, og så er det ikke til diskussion, om der er det, for så er der det - det er jo derfor, vi har bestilt en uvildig undersøgelse af det - og så er det klart, at der skal findes flere midler.
     Det, vi så får en diskussion af, er selvfølgelig, hvor mange og i hvilken takt de bør komme, for at vi får nytte af dem. Men det er ikke til diskussion, hvis det er anbefalingen, at der skal flere midler til.

Skal jeg forstå hr. Kristian Thulesen Dahls bemærkning sådan, at hvis den uvildige undersøgelse er sådan lidt mere sløret end Rigsrevisionens rapport, ender vi i eftermiddag med at stå med status quo? Eller er Rigsrevisionens rapport også med
i Dansk Folkepartis overvejelser? Og der står meget klart, at der er for lidt mandskab; der er skåret 228 stillinger væk. Vi ønsker alle sammen at opgradere fødevarekontrollen, og det er også, hvad hr. Kristian Thulesen Dahl siger at Dansk Folkeparti gør. Vil vi så i sidste ende alligevel risikere at stå med status quo, fordi den uvildige undersøgelse viser, at det måske alligevel går, og bla bla bla? Hvad vil hr. Kristian Thulesen Dahl svare på det i eftermiddag?

Det er jo et godt spørgsmål, for på den ene side skal der de penge til, der skal til, for at vi har en sikkerhed for, at kontrollen fungerer, og at de kontrolbesøg, de tilsynsbesøg, som vi vil have gennemført, rent faktisk også bliver gennemført. På den anden side har jeg jo så også så stor respekt for nogle mennesker, vi har sat til at lave en uvildig undersøgelse, at jeg vil acceptere, at vi bliver nødt til at væbne os med så meget tålmodighed, at de når at komme med deres anbefalinger, inden vi konkluderer.
     Vurderingen herfra er, at det, de vil komme med, er, at der skal flere penge til, og det vil sige, at så kommer vi ikke til at stå med status quo. Men i hvilket omfang og hvordan de anbefaler det, synes jeg jo altså at de selv skal komme med.
     Så bliver der spurgt, om vi tager Rigsrevisionens beretning med i betragtning. Ja, det gør vi så sandelig. Den har vi gennemgået, og det er fuldstændig rigtigt, at den kan konstatere, at siden 2000 har man ikke levet op til de tilsynsforpligtelser, man har, og derfor har vi haft et problem lige siden 2000, som ikke er blevet løst. Det er selvfølgelig galt, at det ikke er løst, og det skal løses.

Ordføreren sagde i sit indlæg, at en af de største udfordringer er, at vi ikke har nok arbejdskraft, at vi ikke har nok til at løfte opgaverne - det kan være i den offentlige sektor, men det kan også være i den private sektor
- og den analyse er vi fuldstændig enige i for Det Radikale Venstres vedkommende. Jeg har i den anledning to spørgsmål: Tror hr. Thulesen Dahl på, at skattestoppet, som vi diskuterede tidligere, kommer til at fejre 90-års-fødselsdag? Hvad er Dansk Folkepartis egentlige indstilling til skattestoppet? Det er det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål er: Er hr. Thulesen Dahl enig i vismændenes analyse, der siger, at skattestoppet gradvis udhuler de forbedringer, som vi før sommer vedtog i fællesskab om velfærdsaftalerne, altså, at skattestoppet udhuler de forbedringer, vi har lavet i fællesskab?

Jo, det med, at vi har behov for arbejdskraft, er jo klart. Der, hvor vi bliver nødt til at anerkende, at der er forskel på en privat virksomhed og så på det offentlige - det var jeg også inde på i sidste uge - er jo i forbindelse med, at en privat virksomhed nemmere, hvis den mangler arbejdskraft i Danmark, kan få en leverance, en underleverance eller noget andet, foretaget i udlandet; altså, at B&O får lavet en underleverance, eller at LEGO måske endda flytter ud osv., der, hvor der er arbejdskraft.

     Men vi kan altså ikke forestille os, at vi tilbyder vores ældre at blive plejet ude i Asien, fordi der er et rigtig godt plejetilbud med masser af muligheder for at ansætte folk. Der tror jeg nok, de fleste af os anerkender, at det tilbud skal vi give dem her i landet, og derfor er det også her i landet, vi skal have den arbejdskraft. Derfor har vi en særlig opgave, når det handler om den offentlige sektor med hensyn til at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.
     Når det så handler om skattestoppet, og hvilken fødselsdag det kommer til at fejre, vil jeg sige, at det aner jeg ikke noget som helst om. Jeg kan bare konstatere, at vi er i den paradoksale situation, at vi har sagt, at vi laver aftaler om skattestoppet 1 år ad gangen, og hvis vi får en fornuftig finanslov, står vi også bag skattestoppet, men samtidig med at vi gør det, bliver vi nærmest overhalet selv af SF, som nu begynder at tilslutte sig skattestoppet.
     Hvis nu vi sagde, at vi gerne ville problematisere det med skattestoppet, må det som radikal være helt mærkværdigt at opleve, at de, man egentlig troede man måske på et eller andet niveau på et eller andet tidspunkt skulle være sammen med, og som man i hvert fald tidligere har lavet aftaler med, er ved at overhale Dansk Folkeparti i det her spørgsmål.

Det er et meget, meget interessant svar, som hr. Thulesen Dahl kommer med. Og jeg må forstå det sådan, at Dansk Folkepartis tilslutning til skattestoppet sker for 1 år ad gangen. Det er jo nærmest sådan en form for politisk dummebøde, som Dansk Folkeparti opkræver hos regeringen i forbindelse med finanslovforhandlingerne, altså at man siger:
Ja, vi accepterer skattestoppet for et ekstra år mod til gengæld at få alle mulige indrømmelser af forskellig art.
     Men det kunne da være interessant ud over den konstatering at få at vide, hvad Dansk Folkepartis principielle politik er på området. Jeg kan godt forstå, at man sådan kynisk og taktisk siger 1 år ad gangen, og så inkasserer man en dummebøde, men hvad mener Dansk Folkeparti egentlig? Hvad er egentlig Dansk Folkepartis politik i forhold til det asociale skattestop og i forhold til de muligheder, der ligger i at give endnu flere mennesker en chance på arbejdsmarkedet, hvis man sænkede skatten på arbejde? Hvad er den principielle holdning hos Dansk Folkeparti?

Jeg skal lige sige, at vi er sådan lidt halvkedelige i Dansk Folkeparti, for det, jeg står og siger her, har jeg jo sagt mange gange her i Folketingssalen, så det bør ikke komme bag på nogen. Der er jo forskel på at blive enig om et regeringsgrundlag og stå bag det og så ikke at stå bag et regeringsgrundlag i sin helhed, altså have lavet aftaler om det. Og vi er jo i den situation, at vi fra år til år tager stilling til de punkter, som regeringen ønsker gennemført. Regeringen har et ønske om at finde flertal for sit skattestop, og så siger vi: Hvis vi laver en fornuftig finanslovaftale, så står skattestoppet jo også det kommende år. Så det er fuldstændig rigtigt, sådan er det, og jeg har sagt i lang tid, at det er vores position.
     Med hensyn til skattestoppet synes vi, at der er nogle gode ting ved det, og at der er nogle negative sider ved det. Det er derfor, vi tager det på den her måde. For de gode ting ved det er, at det skaber tryghed, det skaber sikkerhed for, at man som borger ikke pludselig bliver belastet af nye skatter og afgifter, det skaber sikkerhed for virksomhederne, som kan investere i tiltro til, hvordan vilkårene er.
     Ulempen er, at skattestoppet, selv om det er til gavn for alle, mest er til gavn for dem, der tjener mest. Derfor er en nødvendig finanspolitik, når man har skattestoppet, at man tager de nødvendige initiativer til gavn for dem, der tjener mindre. Det er jo derfor, vi fra år til år skal kunne se i finanslovaftalen, at vi forbedrer vilkårene for nogle af dem, der har mindst, det kan være ældre, førtidspensionister osv.

Så er taletiden opbrugt.
     Jeg vil gerne sige, at jeg har fire ordførere tilbage, som ønskede ordet til korte bemærkninger, og som markerede, umiddelbart efter at hr. Kristian Thulesen Dahl havde taget ordet. Så er der yderligere kommet nogle til i mellemtiden, og jeg agter at gennemføre de fire næste sæt korte bemærkninger i den rækkefølge, da jeg ikke rigtig var klar over, hvem der kom først, da alle rakte fingeren i vejret med det samme.
     Derfor bliver den første af de sidste fru Lene Hansen.

Jeg må da indrømme, at det er stærk kost at lægge øre til ordførerens kritik af Socialdemokraternes indsats på kræftbehandlingsområdet. Jeg går med ordførerens store kendskab til det område ud fra, at ordføreren så er i stand til at bekræfte, at i 1997 og årene frem, indtil regeringsskiftet i 2001, steg antallet af behandlinger på området, i kraft af at der var givet mange flere bevillinger til indkøb af strålekanoner, og at ventetidsgarantien blev indført af os.
     Er det efter ordførerens mening et retvisende billede af Socialdemokraternes indsats på området, da vi havde ansvaret?

Jo, jo, men vi kan godt diskutere, hvad der skete i 1990'erne, hvad der skete i 1980'erne, hvad der skete i 1970'erne, men den person, der bliver kræftramt i 2006, er nok ret ligeglad med, hvad Socialdemokraterne gjorde i 1990'erne, men er optaget af, om man får et behandlingstilbud
i 2006.

Derfor er det jo interessant, når Socialdemokratiet pludselig vælger at gøre sig til talsmand for, at der sker alt for lidt på kræftområdet. Så er det interessant at tage udgangspunkt, som jeg gjorde, i Socialdemokratiets forslag til ændringer af finansloven for 2007, og så spørge Socialdemokratiet, om man deri har sat noget som helst af til en forbedret kræftbehandling. Og svaret var tydeligt, da vi spurgte tidligere i dag: Nej, der er ikke sat yderligere af. Men vi andre havde det på vores initiativliste. Vi havde det på vores liste over krav til regeringen, at der skulle sættes mere af.

Det kunne jo skyldes, at Dansk Folkeparti var vidende om, at der faktisk var et behov for at øge indsatsen på området, langt før end vi andre egentlig blev orienteret om det. Men jeg vil gerne gå over i en anden boldgade.
     Vi har her til morgen haft socialministeren i samråd om fattigdom, og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren mener om det begreb. Eksisterer der efter Dansk Folkepartis ordførers mening mennesker i Danmark, som kan betegnes som fattige? Og hvis svaret er ja, har Dansk Folkeparti så nogle ideer til, hvordan man politisk kan afhjælpe, at flere og flere mennesker synker ind i en dybere fattigdom?

Nu har vi ikke sådan en officiel fattigdomsgrænse, men derfor er der jo mennesker, der - de fleste gudskelov i en kortvarig periode - lever i en situation, hvor de har meget, meget lidt at gøre godt med. Det, vi så har et ansvar for at gøre alt hvad vi kan for, er at sikre, at de mennesker, der oplever den situation, oplever den som en midlertidig situation.
     Det bedste redskab at give mennesker, som hænger på den yderste del af vort samfund, er hjælp til at komme ind i vores samfund, så de kan være en del også af et arbejdsmarked, de kan få et job, hvor de møder op, og hvor de får noget selvværd - ikke bare selvværd i den forstand, at de tjener deres egne penge, men også selvværd i den forstand, at de får det sociale netværk, der gør, at de viser over for sig selv, at de kan noget.
     Muligheden for at satse på den her vinkel for at gøre noget for mange af de mennesker, der har det særlig hårdt, er jo ekstremt god lige nu, fordi vi har en ledighed, der er så lav. Derfor har vi også talrige gange sagt til arbejdsgiverne, at de bliver nødt til at tage et større ansvar for at hjælpe de her mennesker ind på et arbejdsmarked, ind i en jobsituation.

Jeg vil fortsætte lidt der, hvor fru Lene Hansen slap. Ordføreren har gjort en del ud af at glæde sig over, at der sker positive ting på ældreområdet, og at man rundtomkring vil opleve, at der vil komme flere penge.
     Nu er det jo et område, der altid har ligget Dansk Folkeparti meget på sinde. Derfor har jeg også tænkt på, om ikke det bekymrer lidt at se den undersøgelse, som Ældrerådet har fået lavet af Epinion, der trods alt viser, at hver tredje kommune vil spare på den praktiske hjælp til de ældre, og at 20 pct. af ældreområdet vil opleve, at der på den personlige pleje rent faktisk også vil ske reduktioner. Det er rigtigt, at det ikke er i alle kommuner, men de steder, hvor man oplever det, er det jo trods alt en realitet.

Bare lige en korrektion: Jeg tror ikke, det er Ældrerådet, jeg tror, det er Ældre Sagen, der har fået lavet den pågældende undersøgelse.
     Nu har jeg den ikke med her - jeg ledte efter den før - men som jeg husker undersøgelsen, var konklusionen, at i 60 pct. af kommunerne var der nogenlunde uændrede budgetter. I
20 pct. af kommunerne var der en stigning i budgetterne, og i
20 pct. af kommunerne var der et fald i udgifterne. Det, der så var karakteristisk, var, at i de 20 pct., hvor der var stigninger, var stigningerne større end i de 20 pct., hvor der var fald. Det er det, der gør, at der samlet set næste år fra kommunernes side selv vurderes at blive brugt 700-800 mio. kr. mere på ældreområdet, end der bruges i år. Vi kan jo aldrig nogen sinde gå ind og sikre, at man i alle kommuner gør et eller andet bestemt. Det er jo også en del af en lokal prioritering. Hvis man er tilhænger af det kommunale selvstyre, som jeg tror spørgerens parti i hvert fald er - vi har somme tider haft et ønske om at styre lidt kraftigere - men hvis man er tilhænger af det, må man jo også respektere, at man træffer nogle valg lokalt. Men det, vi bare kan se, også i forhold til den økonomi, der samlet er stillet til rådighed for kommunerne, er altså, at kommunerne selv vurderer, at de næste år samlet set vil bruge flere penge på de ældre, og det synes vi er fornuftigt.

Det er selvfølgelig rigtigt, og der blev også før talt om en kvalitetsreform, som skulle være med til måske - kan man sige
- at hjælpe de sidste af de her, i hvert fald dem, der vil lave det, kunne man håbe. De Konservative har i den sammenhæng været ude og snakke om, at man da godt kunne forestille sig, at brugerbetaling ville kunne indføres på forskellige områder i den offentlige sektor. Er det her et område, hvor man kan sige, at de ældre, der dog trods alt bor i de dele af landet, der skal have de her besparelser, måske skal til at have en brugerbetaling for til gengæld at få nogle returydelser, som de trods alt ellers har i dag? Eller hvordan ser Dansk Folkeparti på den problematik?

Vi er meget, meget skeptiske over for øget brugerbetaling i den offentlige sektor. Det er vi, fordi vi er bange for, det vil blive brugt til bare i virkeligheden at hæve skattebetalingen eller forringe de servicetilbud, man giver over vores almindelige skattesystem.
     Så når det handler om spørgsmålet: Vil vi synes, det er en god udvikling, hvis der kommer større brugerbetaling i den offentlige sektor, herunder på ældreområdet? er svaret klart nej. Det ville vi ikke synes ville være positivt.

I sommer udtalte skatteministeren, at regeringen nu havde siddet så længe, at man måtte holde op med at bebrejde andre de ting, der foregik i 1990'erne, at man nu måtte tage ansvaret for det, man havde bedrevet. Det går jeg ud fra at hr. Kristian Thulesen Dahl er enig i, og at Dansk Folkeparti derfor også - DF, som har lagt stemmer år efter år til de afgørende dele af finansloven - vil tage ansvaret for det, der er foregået der. Derfor vil jeg gerne spørge: Kommer det virkelig som et ægte chok for Dansk Folkeparti, at man efter systematisk år efter år at have skåret ned på fødevarekontrollen så i dag står med noget, som Rigsrevisionen helt klart har sagt er en fuldstændig uholdbar situation, hvor ressourcerne ikke står mål med den indsats, man forventer, og hvor resultatet derfor er derefter: en dårlig fødevarekontrol og dårlige fødevarer til danskerne? Kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke bekræfte, at Dansk Folkeparti har ansvaret for de nedskæringer, der er foregået siden 2001, og som med den nye finanslov samlet beløber sig til 87 mio. kr.?

Jeg vil sige to ting: Den ene er, at hvis en regering får de penge til et område, som de beder om, må man gå ud fra, at det er, fordi regeringen vurderer, herunder ministeren, at man kan håndtere den opgave, man er sat til at løse af Folketinget, og opfylde de krav, der er stillet bl.a. om tilsyn af fødevarevirksomheder for de midler. Det ville jo være en anden situation, hvis vi havde foreslået færre midler. Det har vi ikke.
     Den anden ting, der er at sige, er, at hver gang vi har spurgt til, hvad det er for nogle reduktioner, der finder sted, har vi fået det at vide, der jo i virkeligheden også kommer lidt frem i Rigsrevisionens beretning. Rigsrevisionen skriver:
     Undersøgelsen har vist, at bevillingsreduktionen i hovedsagen kan tilskrives generelle effektiviseringer på bl.a. laboratorier, det mikrobiologiske område samt på administrative funktioner. Bevillingsreduktionen har således kun i mindre omfang direkte berørt tilsynsaktivitet.
     Det sidste er så ikke det, vi har hørt. Vi har kun hørt det første. Men Rigsrevisionen vurderer åbenbart, det i et eller andet omfang også har berørt tilsynsaktiviteten, men i mindre grad.
     Når vi har spurgt, har vi fået det at vide, at bevillingsreduktionen alene drejede sig om effektiviseringer på bl.a. laboratorier, det mikrobiologiske område samt på administrative funktioner.

Jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti ikke er tilfreds med den fødevarekontrol, vi har i dag, og som har fået en klar kritik fra Rigsrevisionen. Når man så åbenbart vælger at stille sig op ved håndvasken og vaske hænder og sige, det kan godt være, vi har skåret ned år efter år, men det er ikke vores ansvar, for vi har fået noget andet at vide, så er det helt centrale spørgsmål til Dansk Folkeparti: Hvad vil man så gøre ved ministeren? Ministeren har ikke leveret den vare, som hr. Kristian Thulesen Dahl hvert år har skrevet under på at skulle have med sine stemmer til finansloven. Hvad agter Dansk Folkeparti at gøre?
     Tager man konsekvensen af, at man åbenbart har fået urigtige oplysninger, eller gør man, som man plejer, nemlig falder ned og læner sig tilbage og siger: Det er ikke vores skyld; det kan godt være, vi har lagt stemmer til reduktioner, men lige når det går skidt, er det ikke Dansk Folkepartis ansvar?

Jo, vi skal tage ansvaret for det, vi skal tage ansvaret for. Men hvis en regering beder om en vis sum penge til at gennemføre det, Folketinget bl.a. har krævet, f.eks. en ordentlig fødevarekontrol, må vi selvfølgelig lægge til grund, at det er, fordi ministeren vurderer, at han kan gennemføre det, han skal, det, han er blevet sat til, med de ressourcer. Sådan er det.
     Når vi endda spørger, om det også er sådan, og vi får at vide, at sådan er det, må vi i endnu højere grad kunne lægge det til grund. Derfor skal vi tage vores ansvar, men vi skal ikke tage ansvar for de oplysninger, regeringen giver. Det er regeringens ansvar.

Den sidste, der får ordet til korte bemærkninger her inden frokostpausen, bliver hr. Ole Glahn.

Nu hørte vi hr. Kristian Thulesen Dahl svare på hr. Morten Helveg Petersens spørgsmål om Dansk Folkepartis syn på den måde, regeringen har valgt at administrere skattestoppet på, nemlig som en fastfrysning af skattesystemet, som får asociale konsekvenser, fordi boligejerne favoriseres, og de, der arbejder, og det er typisk mellemindkomsterne, bliver brandskattet.
      Da kom hr. Kristian Thulesen Dahl med sådan et fint afbalanceret spørgsmål med »på den ene side og på den anden side«, og jeg skal nok lade være med at kommentere, hvem der er blevet beskyldt for sådan noget før, men jeg vil bare spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Hvad er Dansk Folkepartis principielle opfattelse af skattestoppet? Er det noget, der kan fortsætte i mange år, og kan man blive ved med at forlænge det et år ad gangen? Det er jo det, regeringen vil.

Der er sådan set ikke noget til hinder for, at man for et år ad gangen laver aftaler om, at der er flertal for skattestoppet. Det er jo velkendt, hvad regeringen ønsker. Den ønsker et skattestop, der står i mange år fremover.
     Der har vi så sagt, at der er forskel på, om en regering med os som støtteparti beder os tilslutte os regeringsgrundlaget, og vurderingen af, at det skattestop består i en valgperiode. Det er vi ikke blevet bedt om i den her valgperiode. Det betyder, at efterhånden som regeringen ønsker at udmønte sin politik, skal den finde flertal for det og gerne med Dansk Folkeparti, og så laver vi i givet fald aftaler om det.
     Der laver vi så en aftale, da vi laver finanslov for 2007, om, at skattestoppet består i 2007. Så forklarede jeg på ægte gammelradikal vis, må det vel være, at der både er fordele og ulemper ved skattestoppet, og at vi sagtens kan se, at fordelene også er, at det giver tryghed og stabilitet, at man kan investere, at man som borger ved, at der ikke pludselig bliver væltet nye ting over på en. Derfor er der bestemt nogle positive sider ved skattestoppet.

Nu prøver Dansk Folkeparti berettiget eller uberettiget at anlægge sådan en social profil, og det må da, synes jeg, bekymre Dansk Folkeparti, at adskillige eksperter siger, at det her skattestop er med til at forhindre, at mængden af arbejde ikke vokser tilstrækkelig meget, sådan at vi kan få et økonomisk råderum, som kan sikre den velfærd både for de ældre, som Dansk Folkeparti fokuserer meget på, og for andre. Vi vil også gerne støtte de ældre, men der er også andre udgifter forbundet med velfærden.
     Er det ikke vigtigt for Dansk Folkeparti også at lægge vægt på de udsagn, der kommer fra de økonomiske eksperter, og dermed komme til regeringen og sige: Nu går den ikke længere med det her skattestop, for det har for voldsomme sociale konsekvenser?

(Kort bemærkning). (DF):
Vi lytter selvfølgelig til de gode råd, der kommer - det skulle da bare mangle. Men det er klart, at det, man skal gøre sig en overvejelse om, er, at hvis man åbner for en større skattereform, som Det Radikale Venstre ønsker, er der mange, der godt kan have en frygt for, hvad det vil være for en skattereform, hvilke partier der vil indgå i den, og hvad det er for nogle byrder, man vælter over på folk. Vil man bruge en skattereform til reelt at få det til at gå i nul, eller vil man bruge en skattereform til reelt at øge skatterne?
     Alle de spørgsmål er jo naturlige at stille, fordi man har kendt en situation før 2001, hvor det var normalen, at når man eksempelvis havde lavet en finanslov, var der en ny afgift eller en ny skat, der var med til at betale for nogle af de ting, man gerne ville.
     Det, der så er kendetegnende for situationen, når vi nu har lavet en finanslov, hvor skattestoppet jo består, er, at der ikke kommer sådan nogle nye skatter og afgifter til at finansiere det, vi vil.