F 32 - 2006-07 (forhandling): Vil ministeren redegøre for konsekvenserne af EU's Lissabonstrategi, herunder for, hvordan den danske regering lever op til strategien, og hvad man gør for at undgå, at den fører til en forringelse af velfærdssamfundet? / Folketinget

Den næste sag på dagsordenen var:
17) Forespørgsel nr. F 32:
Forespørgsel til finansministeren og beskæftigelsesministeren:
»Vil ministeren redegøre for konsekvenserne af EU's Lissabonstrategi, herunder for, hvordan den danske regering lever op til strategien, og hvad man gør for at undgå, at den fører til en forringelse af velfærdssamfundet?« Af Rune Lund (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL) og Per Clausen (EL). (Forespørgslen anmeldt 20/2 2007. Fremme af forespørgslen vedtaget 23/2 2007).

Begrundelse

Den næste sag på dagsordenen var:
17) Forespørgsel nr. F 32:
Forespørgsel til finansministeren og beskæftigelsesministeren:
»Vil ministeren redegøre for konsekvenserne af EU's Lissabonstrategi, herunder for, hvordan den danske regering lever op til strategien, og hvad man gør for at undgå, at den fører til en forringelse af velfærdssamfundet?« Af Rune Lund (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL) og Per Clausen (EL). (Forespørgslen anmeldt 20/2 2007. Fremme af forespørgslen vedtaget 23/2 2007).

Begrundelse

Den forespørgsel, som vi skal diskutere her i dag, handler om EU's såkaldte Lissabonstrategi, som frem til år 2010 skulle gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi på kloden.

     Med fokus på den frie konkurrence, med konkurrencen i centrum, har EU's stats- og regeringsledere løbende drøftet EU's økonomiske, miljømæssige og sociale dimensioner. Og uanset at det har haltet med at gennemføre strategien, og uanset om man i 2005 valgte at give strategien en ny indpakning, ved at den nu skulle fokusere mere på vækst og jobskabelse, så er det tydeligt, at konkurrencen og dermed det højreorienterede, liberalistiske, ideologiske projekt fortsat står centralt for Lissabonstrategien.
     Det ideologiske grundlag for Lissabonstrategien er helt klart, selv om der bestemt også er gode elementer i Lissabonstrategien. Det ideologiske fundament består i, at gunstigere forhold for virksomheder skal laves ved at fjerne besværlige regler på arbejdsmarkedet og på det sociale område, og konkurrenceevnen skal styrkes derved. Det er metoden til at styrke beskæftigelsen og den sociale dimension, en fejlagtig metode. Man kunne nærmest kalde det for en strategi for den sociale uligheds dynamik.
     I Enhedslisten har vi det sådan, at forringelser af velfærd, af arbejdernes rettigheder og en øget satsning på markedet er en model, der ligger meget fjernt fra ideen om at sikre social lighed og sikre solidaritet, ikke bare i Danmark, men i hele EU og hele Europa for den sags skyld. Og det har da også været baggrunden for, at Lissabonstrategien har ligget som en slags tåge hen over de mange sociale protester, vi har set i Europa de seneste år. Det drejer sig både om den tyske reform af velfærden, som blev kaldt Hartz IV, som indebar mange forringelser. Det handler om fagforeninger og forskellige bevægelsers kamp mod EU's servicedirektiv, som også førte til forringelser, også i den lightudgave det er vedtaget i, og det handler om franske unges modstand mod reformen CPE, og også senest vores hjemlige protester, som vi så ved forældre- og pædagogstrejker i efteråret sidste år. Alle disse protester, alle disse forringelser af velfærden, som vi ser ikke bare i Europa, men også her i Danmark, har en overordnet ideologisk paraply i EU, som er Lissabonstrategien, og derfor har vi i Enhedslisten taget initiativ til at få den her debat om Lissabonstrategien i EU for at få en diskussion på et mere overordnet plan i forhold til, hvad det er for en slags EU, hvad det er for en slags Europa, vi ønsker. Er det liberalisternes Europa, er det markedskræfternes Europa, eller er det et socialt Europa, som vi ønsker? Det er det, som debatten handler om i dag.

Besvarelse

Den forespørgsel, som vi skal diskutere her i dag, handler om EU's såkaldte Lissabonstrategi, som frem til år 2010 skulle gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi på kloden.

     Med fokus på den frie konkurrence, med konkurrencen i centrum, har EU's stats- og regeringsledere løbende drøftet EU's økonomiske, miljømæssige og sociale dimensioner. Og uanset at det har haltet med at gennemføre strategien, og uanset om man i 2005 valgte at give strategien en ny indpakning, ved at den nu skulle fokusere mere på vækst og jobskabelse, så er det tydeligt, at konkurrencen og dermed det højreorienterede, liberalistiske, ideologiske projekt fortsat står centralt for Lissabonstrategien.
     Det ideologiske grundlag for Lissabonstrategien er helt klart, selv om der bestemt også er gode elementer i Lissabonstrategien. Det ideologiske fundament består i, at gunstigere forhold for virksomheder skal laves ved at fjerne besværlige regler på arbejdsmarkedet og på det sociale område, og konkurrenceevnen skal styrkes derved. Det er metoden til at styrke beskæftigelsen og den sociale dimension, en fejlagtig metode. Man kunne nærmest kalde det for en strategi for den sociale uligheds dynamik.
     I Enhedslisten har vi det sådan, at forringelser af velfærd, af arbejdernes rettigheder og en øget satsning på markedet er en model, der ligger meget fjernt fra ideen om at sikre social lighed og sikre solidaritet, ikke bare i Danmark, men i hele EU og hele Europa for den sags skyld. Og det har da også været baggrunden for, at Lissabonstrategien har ligget som en slags tåge hen over de mange sociale protester, vi har set i Europa de seneste år. Det drejer sig både om den tyske reform af velfærden, som blev kaldt Hartz IV, som indebar mange forringelser. Det handler om fagforeninger og forskellige bevægelsers kamp mod EU's servicedirektiv, som også førte til forringelser, også i den lightudgave det er vedtaget i, og det handler om franske unges modstand mod reformen CPE, og også senest vores hjemlige protester, som vi så ved forældre- og pædagogstrejker i efteråret sidste år. Alle disse protester, alle disse forringelser af velfærden, som vi ser ikke bare i Europa, men også her i Danmark, har en overordnet ideologisk paraply i EU, som er Lissabonstrategien, og derfor har vi i Enhedslisten taget initiativ til at få den her debat om Lissabonstrategien i EU for at få en diskussion på et mere overordnet plan i forhold til, hvad det er for en slags EU, hvad det er for en slags Europa, vi ønsker. Er det liberalisternes Europa, er det markedskræfternes Europa, eller er det et socialt Europa, som vi ønsker? Det er det, som debatten handler om i dag.

Besvarelse

Hvis ikke man kendte sammensætningen og de politiske standpunkter, man i forvejen har i forskellige partier, så kunne man blive overrasket over forespørgslen. Men jeg er for så vidt ikke overrasket over, at hr. Rune Lund ikke mener, at Det Europæiske Fællesskab og det åbne marked er et bidrag til at sikre konkurrence, og i øvrigt at det, der så ligger i Lissabonstrategien, ikke er med til at sikre grundlaget for et velfærdssamfund.
     Se, regeringens synspunkt er jo, at Lissabonstrategien lige præcis er med til at sikre det velfærdssamfund, som vi kender i Danmark, og det er det bidrag, som vi i Fællesskabet kan hjælpe hinanden med i det europæiske samarbejde. For det er vel velkendt, at strategien handler om at udveksle erfaringer, gensidige evalueringer og anbefalinger med henblik på, hvad det er, vi kan og har lært af hinanden.
     Der er således ikke tale om at tvinge Danmark f.eks. til at ændre på det danske velfærdssystem, og f.eks. kan jeg jo nævne, at den danske flexicuritymodel i stigende grad fremhæves som eksempel til efterfølgelse for de andre medlemslande.
     Men jeg vil lige komme med et par enkelte ord om selve strategiens indhold. Lissabonstrategien blev jo - kan man sige - skudt i gang i år 2000, og frem til 2007 er fire hovedprioriteter defineret, som ligger i god forlængelse af den danske regerings indsatsområder. Det er for det første større investeringer i viden og i innovation; dernæst at frigøre forretningsmulighederne navnlig for små og mellemstore virksomheder; at sikre et dygtigt arbejdsmarked, der er baseret på flexicurity; og endelig målsætningen om at forbedre energiforsyningen og bekæmpe klimaændringer.

     Selvfølgelig kan det siges, at man har et debattema, der siger: Gør medlemslandene så nok for at efterleve strategiens målsætninger og anbefalinger? Men Kommissionens seneste evalueringsrapport fra december sidste år anfører, at strategien er begyndt at fungere. Der gennemføres strukturreformer i medlemslandene, dog i varierende intensitet og omfang, men det, der er et mål, er begyndt at afspejle sig i økonomisk vækst og i stigende beskæftigelse, som stadig er noget tilbage med hensyn til opnåelse i andre lande end Danmark.
     Hvad angår Danmark og efterlevelsesstrategien, så kan vi henvise til Danmarks nationale reformprogram fra 2005 og sidste års fremskridtsrapport. Kommissionens sidste vurdering af Danmarks reformarbejde var positiv. Der var ros til vores danske flexicuritymodel, der var ros til indsatsen for at øge arbejdsstyrken på lang sigt og arbejdet med at sikre langsigtet økonomisk holdbarhed og dermed muligheden for at bevare de nuværende velfærdsgoder. Og det betyder jo, at velfærdsaftalen og globaliseringsstrategien, som er baseret på et meget bredt flertal her i Folketinget - 158 mandater ud af 179 - er eksempler på danske indsatser, der falder inden for de indsatsområder, som Lissabonstrategien især sætter fokus på.
      Hvis man skal videre herfra, vil jeg med formandens godkendelse give ordet videre til beskæftigelsesministeren, der kan redegøre nærmere for Lissabonstrategiens betydning for beskæftigelsesområdet.

Tak til finansministeren. Og så hører vi beskæftigelsesministerens svar på forespørgslen.

Hvis ikke man kendte sammensætningen og de politiske standpunkter, man i forvejen har i forskellige partier, så kunne man blive overrasket over forespørgslen. Men jeg er for så vidt ikke overrasket over, at hr. Rune Lund ikke mener, at Det Europæiske Fællesskab og det åbne marked er et bidrag til at sikre konkurrence, og i øvrigt at det, der så ligger i Lissabonstrategien, ikke er med til at sikre grundlaget for et velfærdssamfund.
     Se, regeringens synspunkt er jo, at Lissabonstrategien lige præcis er med til at sikre det velfærdssamfund, som vi kender i Danmark, og det er det bidrag, som vi i Fællesskabet kan hjælpe hinanden med i det europæiske samarbejde. For det er vel velkendt, at strategien handler om at udveksle erfaringer, gensidige evalueringer og anbefalinger med henblik på, hvad det er, vi kan og har lært af hinanden.
     Der er således ikke tale om at tvinge Danmark f.eks. til at ændre på det danske velfærdssystem, og f.eks. kan jeg jo nævne, at den danske flexicuritymodel i stigende grad fremhæves som eksempel til efterfølgelse for de andre medlemslande.
     Men jeg vil lige komme med et par enkelte ord om selve strategiens indhold. Lissabonstrategien blev jo - kan man sige - skudt i gang i år 2000, og frem til 2007 er fire hovedprioriteter defineret, som ligger i god forlængelse af den danske regerings indsatsområder. Det er for det første større investeringer i viden og i innovation; dernæst at frigøre forretningsmulighederne navnlig for små og mellemstore virksomheder; at sikre et dygtigt arbejdsmarked, der er baseret på flexicurity; og endelig målsætningen om at forbedre energiforsyningen og bekæmpe klimaændringer.

     Selvfølgelig kan det siges, at man har et debattema, der siger: Gør medlemslandene så nok for at efterleve strategiens målsætninger og anbefalinger? Men Kommissionens seneste evalueringsrapport fra december sidste år anfører, at strategien er begyndt at fungere. Der gennemføres strukturreformer i medlemslandene, dog i varierende intensitet og omfang, men det, der er et mål, er begyndt at afspejle sig i økonomisk vækst og i stigende beskæftigelse, som stadig er noget tilbage med hensyn til opnåelse i andre lande end Danmark.
     Hvad angår Danmark og efterlevelsesstrategien, så kan vi henvise til Danmarks nationale reformprogram fra 2005 og sidste års fremskridtsrapport. Kommissionens sidste vurdering af Danmarks reformarbejde var positiv. Der var ros til vores danske flexicuritymodel, der var ros til indsatsen for at øge arbejdsstyrken på lang sigt og arbejdet med at sikre langsigtet økonomisk holdbarhed og dermed muligheden for at bevare de nuværende velfærdsgoder. Og det betyder jo, at velfærdsaftalen og globaliseringsstrategien, som er baseret på et meget bredt flertal her i Folketinget - 158 mandater ud af 179 - er eksempler på danske indsatser, der falder inden for de indsatsområder, som Lissabonstrategien især sætter fokus på.
      Hvis man skal videre herfra, vil jeg med formandens godkendelse give ordet videre til beskæftigelsesministeren, der kan redegøre nærmere for Lissabonstrategiens betydning for beskæftigelsesområdet.

Tak til finansministeren. Og så hører vi beskæftigelsesministerens svar på forespørgslen.

Finansministeren har allerede citeret Lissabonstrategiens overordnede mål. Disse mål omfatter som nævnt, at der skal skabes både flere og bedre job og større social samhørighed. Beskæftigelsespolitikken er således en vigtig brik i den bredt anlagte Lissabonstrategi. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at EU-samarbejdet i relation til Lissabonstrategien ligger inden for det, vi kalder den åbne koordinationsmetode. De enkelte EU-lande kan udveksle erfaringer, men beskæftigelsespolitikken er i sidste instans et suverænt nationalt anliggende.
     Lissabonmålsætningen for 2010 for den samlede beskæftigelse er, at EU skal have en beskæftigelsesfrekvens på 70. Danmark opfylder målsætningen med en beskæftigelsesfrekvens på 75,9 i 2005. For alle EU-landene under et er beskæftigelsesfrekvensen 63,8 - altså et godt stykke fra målsætningen. Jeg kunne da godt have tænkt mig, at flere af EU's ledere havde gjort en større indsats for reformer, som kunne have løftet beskæftigelsesfrekvensen, men jeg er optimist. Jeg tror, at de gode erfaringer, som enkelte lande har kunnet fremlægge, vil inspirere andre til at gå samme vej.
     Vi har i Rådet af beskæftigelsesministre sat fokus på tre prioriterede områder for den beskæftigelsespolitiske indsats. De prioriterede områder er kort fortalt for det første, at arbejdsudbuddet skal forøges og den sociale beskyttelse moderniseres; for det andet, at tilpasningsevnen hos arbejdstagere og virksomheder skal forbedres; og for det tredje, at investering i menneskelig kapital skal forøges, herunder gennem massiv satsning på efter- og videreuddannelse. Den brede danske velfærdsaftale fra 2006 handler i høj grad om en styrket indsats på netop disse områder.
     Europa-Kommissionen har i sin evaluering af fremskridtene i det danske reformprogram anerkendende ord til Danmark. Som det vil være bekendt for medlemmerne af dette høje Ting, nyder Danmarks beskæftigelsespolitik stor bevågenhed i udlandet i disse år. De internationale vurderinger, som vi ser foretaget fra tid til anden, viser nemlig samstemmende, at vi gør det godt i Danmark.
     Der er særlig et udtryk, som udlandet har hæftet sig ved, nemlig ordet flexicurity. Flexicurity leverer nemlig den vare, som befolkningerne overalt i Europa efterspørger. På trods af vore forskelle er EU-borgere fælles om to krav:
Flere og bedre job og social sikkerhed.
     Hvad indebærer den danske flexicuritymodel? Ja, kort fortalt består den jo af tre elementer: For det første har vi et fleksibelt arbejdsmarked bl.a. takket være parternes rolle ved fastlæggelse af løn- og ansættelsesvilkår; for det andet har vi et fintmasket socialt sikkerhedsnet; og for det tredje lægger vi vægt på en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Det fleksible danske arbejdsmarked gør det let for virksomheder og medarbejdere at omstille sig til nye markedsvilkår og teknologier.
I modsætning til en række andre EU-lande er virksomhederne ikke bange for at ansætte nye medarbejdere, fordi virksomhederne relativt let kan tilpasse medarbejderstaben efter ordrebogen. Resultatet er en historisk lav strukturel ledighed, så selv dem på kanten af arbejdsmarkedet nu får en chance, og det er forudsætningen for social sammenhængskraft i det danske samfund. Medarbejderne er ikke bange for at skifte job, de er fantastisk fleksible; faktisk skifter cirka en fjerdedel af arbejdsstyrken job hvert år. Man taler om en opadgående fleksibilitet, hvor medarbejderne gennem en løbende opgradering af kvalifikationerne får mulighed for at påtage sig bedre job gennem deres karriereforløb, og det giver en høj grad af beskæftigelsessikkerhed for den enkelte. Vor aktive arbejdsmarkedspolitik sikrer arbejdstagerne hjælp til jobsøgning og omskoling, hvis de mister jobbet. Vi bruger mange penge på den aktive arbejdsmarkedspolitik, ca. 1,5 pct. af bruttonationalproduktet. Det er dobbelt så meget som EU-gennemsnittet, men det betaler sig. Arbejdsløsheden er lav, og den veluddannede arbejdsstyrke giver Danmark en konkurrencefordel i en global økonomi. Vort fintmaskede sociale sikkerhedssystem sikrer samtidig, at man ikke skal frygte at gå fra hus og hjem i tilfælde af ledighed. Både virksomheder og arbejdstagere er gennem flexicurity godt rustet til at håndtere globaliseringens udfordringer. Derfor følger resten af Europa interesseret med. Flexicurity er en samfundsmodel, som vi har reformeret og justeret undervejs, og modellen er dynamisk. Jeg vil gerne kvittere for arbejdsmarkedets parters bidrag til en velfungerende flexicurity i Danmark. Den sociale dialog og de kollektive overenskomster mellem parterne har vist sig at være en effektiv og fleksibel reguleringsform. Den sikrer en høj grad af arbejdstagerbeskyttelse under hensyn til de vilkår, der gør sig gældende inden for de forskellige produktionsområder. Her til afrunding vil jeg endvidere nævne, at Kommissionen er undervejs med en meddelelse om flexicurity. Det Europæiske Råd har anmodet Kommissionen herom. Meddelelsen skal give inspiration til de enkelte medlemslande om forskellige veje til mere fleksibilitet og social sikkerhed, og der tages udgangspunkt i det enkelte lands forudsætninger. Det er min faste overbevisning, at Lissabonstrategien positivt medvirker til at sikre vækst og velfærd og social sammenhængskraft i Europa. Lad mig til allersidst slå fast, at en ting er helt sikkert: Lissabonstrategien skal styrkes via reformer på de europæiske arbejdsmarkeder, Kommissionens rapport om beskæftigelsen i Europa 2006 slår fast, at flexicurity er en vigtig ingrediens i den politiske debat i EU, og jeg kan vist uden overdrivelse sige, at Danmark har vist vejen og viljen til at leve op til målsætningerne i Lissabonstrategien om flere og bedre job.

Tak til beskæftigelsesministeren, og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund.

Forhandling

Tak til beskæftigelsesministeren, og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund.

Forhandling

Finansministeren har allerede citeret Lissabonstrategiens overordnede mål. Disse mål omfatter som nævnt, at der skal skabes både flere og bedre job og større social samhørighed. Beskæftigelsespolitikken er således en vigtig brik i den bredt anlagte Lissabonstrategi. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at EU-samarbejdet i relation til Lissabonstrategien ligger inden for det, vi kalder den åbne koordinationsmetode. De enkelte EU-lande kan udveksle erfaringer, men beskæftigelsespolitikken er i sidste instans et suverænt nationalt anliggende.
     Lissabonmålsætningen for 2010 for den samlede beskæftigelse er, at EU skal have en beskæftigelsesfrekvens på 70. Danmark opfylder målsætningen med en beskæftigelsesfrekvens på 75,9 i 2005. For alle EU-landene under et er beskæftigelsesfrekvensen 63,8 - altså et godt stykke fra målsætningen. Jeg kunne da godt have tænkt mig, at flere af EU's ledere havde gjort en større indsats for reformer, som kunne have løftet beskæftigelsesfrekvensen, men jeg er optimist. Jeg tror, at de gode erfaringer, som enkelte lande har kunnet fremlægge, vil inspirere andre til at gå samme vej.
     Vi har i Rådet af beskæftigelsesministre sat fokus på tre prioriterede områder for den beskæftigelsespolitiske indsats. De prioriterede områder er kort fortalt for det første, at arbejdsudbuddet skal forøges og den sociale beskyttelse moderniseres; for det andet, at tilpasningsevnen hos arbejdstagere og virksomheder skal forbedres; og for det tredje, at investering i menneskelig kapital skal forøges, herunder gennem massiv satsning på efter- og videreuddannelse. Den brede danske velfærdsaftale fra 2006 handler i høj grad om en styrket indsats på netop disse områder.
     Europa-Kommissionen har i sin evaluering af fremskridtene i det danske reformprogram anerkendende ord til Danmark. Som det vil være bekendt for medlemmerne af dette høje Ting, nyder Danmarks beskæftigelsespolitik stor bevågenhed i udlandet i disse år. De internationale vurderinger, som vi ser foretaget fra tid til anden, viser nemlig samstemmende, at vi gør det godt i Danmark.
     Der er særlig et udtryk, som udlandet har hæftet sig ved, nemlig ordet flexicurity. Flexicurity leverer nemlig den vare, som befolkningerne overalt i Europa efterspørger. På trods af vore forskelle er EU-borgere fælles om to krav:
Flere og bedre job og social sikkerhed.
     Hvad indebærer den danske flexicuritymodel? Ja, kort fortalt består den jo af tre elementer: For det første har vi et fleksibelt arbejdsmarked bl.a. takket være parternes rolle ved fastlæggelse af løn- og ansættelsesvilkår; for det andet har vi et fintmasket socialt sikkerhedsnet; og for det tredje lægger vi vægt på en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Det fleksible danske arbejdsmarked gør det let for virksomheder og medarbejdere at omstille sig til nye markedsvilkår og teknologier.
I modsætning til en række andre EU-lande er virksomhederne ikke bange for at ansætte nye medarbejdere, fordi virksomhederne relativt let kan tilpasse medarbejderstaben efter ordrebogen. Resultatet er en historisk lav strukturel ledighed, så selv dem på kanten af arbejdsmarkedet nu får en chance, og det er forudsætningen for social sammenhængskraft i det danske samfund. Medarbejderne er ikke bange for at skifte job, de er fantastisk fleksible; faktisk skifter cirka en fjerdedel af arbejdsstyrken job hvert år. Man taler om en opadgående fleksibilitet, hvor medarbejderne gennem en løbende opgradering af kvalifikationerne får mulighed for at påtage sig bedre job gennem deres karriereforløb, og det giver en høj grad af beskæftigelsessikkerhed for den enkelte. Vor aktive arbejdsmarkedspolitik sikrer arbejdstagerne hjælp til jobsøgning og omskoling, hvis de mister jobbet. Vi bruger mange penge på den aktive arbejdsmarkedspolitik, ca. 1,5 pct. af bruttonationalproduktet. Det er dobbelt så meget som EU-gennemsnittet, men det betaler sig. Arbejdsløsheden er lav, og den veluddannede arbejdsstyrke giver Danmark en konkurrencefordel i en global økonomi. Vort fintmaskede sociale sikkerhedssystem sikrer samtidig, at man ikke skal frygte at gå fra hus og hjem i tilfælde af ledighed. Både virksomheder og arbejdstagere er gennem flexicurity godt rustet til at håndtere globaliseringens udfordringer. Derfor følger resten af Europa interesseret med. Flexicurity er en samfundsmodel, som vi har reformeret og justeret undervejs, og modellen er dynamisk. Jeg vil gerne kvittere for arbejdsmarkedets parters bidrag til en velfungerende flexicurity i Danmark. Den sociale dialog og de kollektive overenskomster mellem parterne har vist sig at være en effektiv og fleksibel reguleringsform. Den sikrer en høj grad af arbejdstagerbeskyttelse under hensyn til de vilkår, der gør sig gældende inden for de forskellige produktionsområder. Her til afrunding vil jeg endvidere nævne, at Kommissionen er undervejs med en meddelelse om flexicurity. Det Europæiske Råd har anmodet Kommissionen herom. Meddelelsen skal give inspiration til de enkelte medlemslande om forskellige veje til mere fleksibilitet og social sikkerhed, og der tages udgangspunkt i det enkelte lands forudsætninger. Det er min faste overbevisning, at Lissabonstrategien positivt medvirker til at sikre vækst og velfærd og social sammenhængskraft i Europa. Lad mig til allersidst slå fast, at en ting er helt sikkert: Lissabonstrategien skal styrkes via reformer på de europæiske arbejdsmarkeder, Kommissionens rapport om beskæftigelsen i Europa 2006 slår fast, at flexicurity er en vigtig ingrediens i den politiske debat i EU, og jeg kan vist uden overdrivelse sige, at Danmark har vist vejen og viljen til at leve op til målsætningerne i Lissabonstrategien om flere og bedre job.

Tak til beskæftigelsesministeren, og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund.

Forhandling

Tak til beskæftigelsesministeren, og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund.

Forhandling

I dag er det jo sådan, at Folketinget på foranledning af Enhedslisten diskuterer EU's såkaldte Lissabonstrategi. Og Lissabonstrategien er jo en aftale mellem EU's medlemslande, som har det overordnede meget umiddelbart sympatiske formål at skabe større vækst og flere arbejdspladser i hele EU. Og hvem kan dog være imod det? Samtidig er det også sådan, at Lissabonstrategien fungerer på den måde, at det er et mellemstatligt samarbejde, det er den såkaldte åbne koordinerende metode, hvor de enkelte lande mødes på lige fod med jævne intervaller, man opstiller nogle mål, nogle indikatorer, og så evaluerer man med jævne mellemrum. Det er ikke en samarbejdsform, som vi ser det, på samme måde som man gør det på standardmåden i EU, om man så må sige, hvor det er den centralistiske metode med flertalsafgørelser, med en domstol, der i sidste ende kan banke landene på plads, kombineret med flertalsafgørelser og en centralisering af magten i Bruxelles.

     Formen for samarbejdet er faktisk ganske fornuftig. Det er ikke formen, der er problemet, det er indholdet i Lissabonstrategien, der er problemet. Og derfor støtter vi heller ikke ethvert initiativ, blot fordi det tilsyneladende har et godt formål i forhold til den overskrift, som et initiativ måtte have, i dette tilfælde formålet med at skabe større vækst og flere arbejdspladser i hele EU.
     Problemet med Lissabonstrategien er, sådan som den bliver fremlagt, og sådan som den bliver brugt i EU, at arbejdspladserne skal skabes gennem privatiseringer, de skal skabes gennem nedskæringer på de sociale ydelser. Nu har to repræsentanter for regeringen stået heroppe og forklaret, hvordan Lissabonstrategien passer fint med de velfærdsreformer, der er blevet gennemført i Danmark. Og der kan man sige, at det ligger i fin og naturlig forlængelse af det, for hvad er der sket med det velfærdsforlig, der blev lavet sidste sommer, lige inden sommerferien? Der skete bl.a. det, at man hævede efterlønsalderen, tilbagetrækningsalderen, med 2 år. En velfærdsforringelse, som ligger fint i forlængelse af den måde, som Lissabonstrategien bliver tænkt på og bliver diskuteret på.
     Ideen er, at den slags forringelser skal kunne give et mere dynamisk arbejdsmarked med flere arbejdspladser og større økonomisk vækst, men det, det i stedet giver, er større usikkerhed i ansættelsesforholdene, lavere understøttelse, ringere pensionsforhold og i det hele taget en ringere velfærd, en borgerlig, en nyliberalistisk måde at tænke udvikling af velfærdssamfundet på.
     Lissabonstrategien bliver så af regeringen, herunder beskæftigelsesminsteren og finansministeren, fremlagt som en slags EU-udgave af den såkaldte danske model, fleksicuritymodellen, men sagen er bare, at Lissabonstrategien ikke har særlig meget med fleksicurity at gøre, altså en blanding af fleksibilitet og sikkerhed. Det er mere en strategi, som handler om fleksibilitet og fleksibilitet, altså fleksibilitet uden sikkerhed. Og det er også derfor, der går den lige linje fra Lissabonstrategien til sidste års velfærdsforlig og regeringens nedskæringer på den offentlige velfærd. Det er altså ikke bare tekniske detaljer eller en hvilken som helst strategi, vi står her og diskuterer i dag, det er faktisk den overordnede ideologiske paraply for, hvilken vej de enkelte samfund i EU skal bevæge sig.
     Og hvis man skal se på nogle af de konsekvenser, som Lissabonstrategien har ført med sig, så kan man se på den resolution, som venstrefløjsgruppen GUE/NGL har fremsat i Europa-Parlamentet her i dette forår. Det er en rapport, som bl.a. viser, at Lissabonstrategien skubber til en udvikling, hvor virksomhedernes profit som andel af bruttonationalproduktet er den højeste i de sidste 25 år, lønninger, som andel af BNP har været støt faldende de seneste årtier. I 1981 var den 75,3 pct. I 2008 er den nede 66,7 pct.
     Fra 2000 til 2005 steg EU's samlede arbejdsløshed med en million, og 25 pct. arbejder uden faste arbejdstider, de arbejder på deltid eller på tidsbestemte kontrakter - usikre arbejdsforhold.
     Uligheden er også steget. Fordelingen mellem de 20 rigeste og de 20 fattigste i EU er vokset fra 4,5:1 til 4,8:1 siden år 2000. Igen ser vi, hvordan uligheden stiger. Vi ser, hvordan der bliver mere usikre arbejdsforhold. Vi ser, hvordan de, der har, får mere, og de, der har mindre, får endnu mindre.
     Derfor synes vi, at det er på tide, at der kommer en ny strategi for, hvordan man kan gavne befolkningerne i EU, i stedet for hele tiden at tænke på, hvordan man kan lave nedskæringer, hvordan man kan lave bedre forhold for de store virksomheder, fordi det jo faktisk ikke bare er den måde, som man gavner flest mennesker på, det er faktisk også den måde, man rent faktisk skaber de mest konkurrencedygtige økonomier på.
     Når man ser på, hvad der har gjort et land som Danmark, men også andre nordiske lande, konkurrencedygtige, så er det jo netop kombinationen af en høj grad af velfærd og dermed også et godt velfærdssystem kombineret med et fleksibelt arbejdsmarked. Og den slags samfund kan man kun udvikle, hvis man har en strategi om at styrke velfærden, og ikke om at forringe velfærden.
     Derfor vil jeg gerne på vegne af Enhedslisten oplæse følgende forslag til vedtagelse, som Enhedslisten mener, at Folketinget bør vedtage i dag:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget konstaterer, at EU's Lissabonstrategi har medført større markedsgørelse og deraf følgende forringelser af offentlig velfærd i alle EU's medlemslande, herunder en liberalisering af markedet for tjenesteydelser, større utryghed i ansættelsesforholdene samt lavere lønninger som andel af BNP, pålægger Folketinget regeringen at arbejde for, at Lissabonstrategien i stedet tager udgangspunkt i hvert enkelt medlemslands sociale ønsker og behov, herunder:
- forbedring af sociale ydelser som dagpenge, kontanthjælp, folkepension m.v., herunder tilsvarende ordninger i alle de enkelte EU-lande,
- højere pensioner som alternativ til flere private pensionsopsparinger,
- skabelse af et sygehusvæsen med lige og gratis adgang for alle som alternativ til private sygehuse og sundhedsforsikringer,
- gratis uddannelse til alle,
- mere offentlig forskning,
- fremskaffe det nødvendige økonomiske grundlag for opfyldelsen af ovennævnte krav.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 69).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Jeg kan, sådan som jeg forstod hr. Rune Lund, godt være enig i, at noget af det her i Lissabonstrategien en gang imellem måske kan være noget bøvlet noget at beskæftige sig med.
Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre med hensyn det her forslag til vedtagelse, som Enhedslisten har fremsat:
Jeg har forstået Enhedslistens EU-politik sådan, at vi skal have mindre EU, men sådan som jeg læser det her forslag til vedtagelse, er der jo rent faktisk tale om mere EU, bare sådan på en mere social måde. Vi skal have gratis uddannelse
i alle de andre medlemslande osv. Det kan være en nok så sympatisk tanke, men det burde vel være de andre medlemslande, der så at sige afgjorde det i deres nationale parlamenter. Så hvordan skal det her forslag til vedtagelse forstås? Er det et udtryk for, at Enhedslisten nu mener, at EU skal tage sig af områder som uddannelse, social sikring osv.?

Nej, det er det ikke, hvis hr. Martin Henriksen forstår det på den måde, som jeg også nævnte i min ordførertale, at det her skal gennemføres med flertalsafgørelser og med domstolsprøvelse i forlængelse af flertalsafgørelser. Det er jo netop opbygningen af superstaten.
Den måde, som Lissabonstrategien fungerer på i dag, er ved den åbne koordineringsmetode. Det er et mellemstatsligt samarbejde uden flertalsafgørelser, uden domstolskontrol, hvilket ikke er EU's superstatskonstruktion. Det handler om, at lande på lige fod mødes, og så snakker de om, i hvilken retning de ønsker at vores samfund skal udvikle sig i de kommende år.
Den slags diskussioner synes vi i Enhedslisten er fornuftige, og formen for samarbejdet synes vi faktisk er demokratisk, men vi er meget utilfredse med indholdet. Når det her mellemstatslige samarbejde foregår i tråd med Lissabonstrategien og man så samtidig arbejder ud fra en politik, som handler om privatiseringer, som handler om nedskæringer, som handler om at forringe velfærdssamfundet, ikke bare i Danmark, men i hele EU, siger vi: Hvorfor ikke lave et andet indhold, når nu der er noget at kæmpe for der?

Jeg kan være enig i meget af det, nemlig at den måde, som man tilrettelægger Lissabonstrategien på i dag, egentlig er en fornuftig måde at gøre det på, og at det netop er ligeværdige partnere, der går ind til de her drøftelser.
Men pointen er vel egentlig, at når det nu foregår i det system, som det nu engang foregår i - sympatisk eller ikke sympatisk - så bliver det jo brugt som en løftestang til at få noget EU-politik gennemført i medlemslandene. Det ser vi på uddannelsesområdet, og vi ser det også på en lang række andre områder.
Hvis man nu forestillede sig, at man gik ind på den politik, som Enhedslisten ønsker skal indgå i Lissabonstrategien, ville det jo også et eller andet sted blive brugt som en løftestang af EU-systemet til over tid at gå ind og lovgive, og så bliver det netop sådan noget som hr. Rune Lund frygter, netop domstolsafgørelser og flertalsafgørelser. Så er det et eller andet sted ikke problematisk, at man rent faktisk siger, at EU skal tage sig af det her? Burde man ikke hellere sige, at det her sådan set er op til de enkelte medlemslande og så lade det være holdningen og lade den holdning klart skinne igennem?

Jeg tror ikke, hr. Martin Henriksen har forstået princippet i den åbne koordineringsmetode, som er et mellemstatsligt samarbejde. Det er simpelt hen et ganske almindeligt mellemstatsligt samarbejde. Det handler ikke om EU-superstats-konstruktionen.
I det mellemstatslige samarbejde vedtager man i dag en masse tåbelige ting, som ligger lige i forlængelse af den politik, som regeringen og Dansk Folkeparti fører. Dansk Folkeparti har jo også været med til at forringe efterlønsordningen her i Danmark sidste sommer inden sommerferien - noget, som EU jo faktisk roser den danske regering og dermed også Dansk Folkeparti for. Vi i Enhedslisten siger, at når man nu arbejder på den måde og arbejder med den strategi, så lad os da proppe noget fornuftigt indhold i den. Det er jo der, vi har et problem i dag. Problemet er nemlig ikke, at formen for samarbejde er dum. Formen for samarbejde er demokratisk, samarbejdet er mellemstatsligt, men indholdet i det er højreorienteret. Det er en nedskæringsdagsorden, som ligger i forlængelse af regeringens og Dansk Folkepartis politik, og det er indholdet, vi skal have ændret. Formen er demokratisk.

Nu må jeg for det første sige, at der jo ingen steder i Lissabonstrategien står noget om, at noget land skal forringe nogen som helst sociale standarder - overhovedet ikke. Så jeg ved ikke, hvor man har det fra, men det står der i hvert fald ikke noget om i Lissabonstrategien.
Danmark kan have lige præcis den sociale standard, som vi selv ønsker, netop fordi det er den åbne koordinationsmetode. Så der er jo ikke noget som helst, der bliver presset ned over nogen overhovedet. Men målsætningerne skal vi nå, det er vi jo enige om, og dem har jeg forstået at hr. Rune Lund også tilslutter sig, så jeg forstår ikke den negative indstilling til det.
Der bliver harceleret lidt over virksomhederne, der tjener penge, så jeg vil gerne spørge, om hr. Rune Lund ikke er enig med mig i, at det afgørende for velfærden for borgerne i Europa er, at der er private virksomheder i Europa, der tjener en hel masse penge, og jo flere penge de tjener, jo bedre.

Det er ikke kun det, at store virksomheder tjener penge, der er afgørende for velfærden i Europa. Det er faktisk noget mere komplekst. Det, som er pointen, når vi rejser den her forspørgselsdebat og ønsker den her diskussion i Folketinget, er netop at sige, at hvis man skal have en konkurrencedygtig økonomi, og hvis man skal have et samfund, hvor der er lige muligheder for alle, og hvor der er social lighed og gode muligheder for gratis uddannelse og den slags ting, så handler det om, at man bliver nødt til at have et ordentligt velfærdssamfund.
Lissabonstrategien, som den foreligger nu, undergraver altså visionen om et velfærdssamfund a la den model, som man har set i f.eks. Norden, herunder også i Danmark. Nu siger hr. Lars Barfoed, at ingen af de velfærdsnedskæringer, der sker, har noget at gøre med Lissabonstrategien. Men i slutningen af januar i år kom Kommissionen jo bl.a. med en evaluering af, hvordan det gik med Lissabonstrategien i Danmark, og i den evaluering, som vi behandlede i Folketingets Europaudvalg, kan jeg da bare konstatere at man roste velfærdsforliget utrolig meget, og herunder også at efterlønsalderen er blevet sat op, hvilket er en klar velfærdsforringelse og en helt forkert vej at gå, hvis man - ikke bare i Danmark, men også i andre lande i Europa - vil have en velfærdsstat, som kommer almindelige mennesker til gavn.

Når Kommissionen roser velfærdsaftalen fra i sommer, er det jo, fordi den bidrager til, at vi får flere ud på arbejdsmarkedet til at tjene penge til os alle sammen. Det er jo afgørende for velfærden. Derfor vil jeg gerne vende tilbage til det, som hr. Rune Lund påstår er mere kompliceret end som så, nemlig at virksomhederne skal tjene penge, før vi kan få noget velfærd. Det er ikke mere kompliceret end som så.
Det er faktisk så fuldstændig enkelt og krystalklart, at alle de mange penge, som hr. Rune Lund gerne vil bruge til alle mulige formål, vi for manges vedkommende er enige om - uddannelse osv. - kun kommer et sted fra, nemlig fra de virksomheder, som tjener pengene til os, fra de private virksomheder, som skaber et overskud eller en profit, om hr. Rune Lund vil. Det er det, som finansierer alle de gode offentlige udgifter, som vi gerne vil bidrage til.
Hvis hr. Rune Lund er uenig med mig i det, vil jeg gerne spørge, hvor det så er, hr. Rune Lund vil skaffe pengene, hvis ikke det er fra det overskud, der skabes i private virksomheder.

Det er klart, at overskud i private virksomheder, det, at folk arbejder i en privat virksomhed, er noget, som skaber vækst, noget, som skaber velstand i samfundet.
Men problemet er bare: Hvordan skaber man den vækst? Skaber man den ved at skabe den ringest mulige velfærd? Skaber man den ved at skære ned på offentlige ydelser såsom efterlønnen? Skaber man den ved at lave en forringet efterlønsordning, ved at sætte tilbagetrækningsalderen for efterlønnen op? Eller skaber man den ved rent faktisk at forbedre de sociale ydelser? Skaber man den ved rent faktisk at give folk en gulerod til f.eks. at fortsætte længere på arbejdsmarkedet uden at piske dem med en forringet efterlønsordning?
Der må jeg bare konstatere, at der er fin overensstemmelse mellem det, Det Konservative Folkeparti mener, og det, som fremgår af EU's Lissabonstrategi, nemlig en højreorienteret velfærdsdagsorden, som handler om at skære ned på velfærden, som handler om at give pisk.

I Enhedslisten har vi en anden dagsorden: Vi ønsker mere velfærd, ikke alene fordi vi mener, det gavner den enkelte, men også fordi alle internationale undersøgelser viser, at det at have et godt og stærkt velfærdssamfund også skaber nogle meget konkurrencedygtige økonomier.

Det er klart, at overskud i private virksomheder, det, at folk arbejder i en privat virksomhed, er noget, som skaber vækst, noget, som skaber velstand i samfundet.
Men problemet er bare: Hvordan skaber man den vækst? Skaber man den ved at skabe den ringest mulige velfærd? Skaber man den ved at skære ned på offentlige ydelser såsom efterlønnen? Skaber man den ved at lave en forringet efterlønsordning, ved at sætte tilbagetrækningsalderen for efterlønnen op? Eller skaber man den ved rent faktisk at forbedre de sociale ydelser? Skaber man den ved rent faktisk at give folk en gulerod til f.eks. at fortsætte længere på arbejdsmarkedet uden at piske dem med en forringet efterlønsordning?
Der må jeg bare konstatere, at der er fin overensstemmelse mellem det, Det Konservative Folkeparti mener, og det, som fremgår af EU's Lissabonstrategi, nemlig en højreorienteret velfærdsdagsorden, som handler om at skære ned på velfærden, som handler om at give pisk.

I Enhedslisten har vi en anden dagsorden: Vi ønsker mere velfærd, ikke alene fordi vi mener, det gavner den enkelte, men også fordi alle internationale undersøgelser viser, at det at have et godt og stærkt velfærdssamfund også skaber nogle meget konkurrencedygtige økonomier.

Tak til hr. Rune Lund. Så er det hr. Ulrik Kragh som ordfører.