F 22 - 2006-07 (forhandling): Hvordan vil regeringen sikre et højt niveau for fødevaresikkerhed, en velfungerende fødevarekontrol og en langsigtet fødevarestrategi, som aktivt medvirker til øget sundhed i befolkningen? / Folketinget

Den næste sag på dagsordenen var:
2) Forhandling om redegørelse nr. R 4:
Familie- og forbrugerministerens redegørelse af 17/11 2006 om fødevarepolitik i et forbrugerperspektiv. Af familie- og forbrugerministeren (Lars Barfoed). (Redegørelsen anmeldt 17/11 2006. Redegørelsen givet 17/11 2006. Meddelelse om forhandling 17/11 2006).

Sammen med denne sag foretoges:
3) Forespørgsel nr. F 22:
Forespørgsel til familie- og forbrugerministeren:
»Hvordan vil regeringen sikre et højt niveau for fødevaresikkerhed, en velfungerende fødevarekontrol og en langsigtet fødevarestrategi, som aktivt medvirker til øget sundhed i befolkningen?« Af Kristen Touborg (SF), Jens Peter Vernersen (S), Elisabeth Geday (RV), Ole Sohn (SF) og Per Clausen (EL). (Forespørgslen anmeldt 22/11 2006. Fremme af forespørgslen vedtaget 28/11 2006. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 5. december 2006).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 5. december 2006.

Begrundelse

Da jeg for et par uger siden modtog »Redegørelse om fødevarepolitik i et forbrugerperspektiv«, var min første tanke, at det godt nok var en bette en, men da det handler mere om kvalitet end om kvantitet, behøver redegørelsens størrelse jo ikke at være afgørende. Og når man så ser på det indbydende layout på glittet papir og gode farvebilleder af kernefamilien Danmark med far, mor og ikke mindst en masse børn, så er forventningerne til indholdet jo klart blevet styrket.
     Desværre må jeg sige, at indpakningen bedst kan betegnes som vildledning af forbrugerne. Hvor er de målrettede handlingsplaner for at indfri de fine løfter, regeringen giver om bedre sundhed, kvalitet og fødevaresikkerhed?
     Jeg vil godt give et par eksempler på regeringens handlingslammelse. På side 4 står der:
     »Samfundet har en stor opgave foran sig for at finde løsninger på borgernes stigende overvægt.«
     Og hvad er så regeringens løsningsforslag ud over en henvisning til, at der en gang næste år kommer en rapport fra Ernæringsrådet? Det er:
     »Monitoreringen af udviklingen på områderne kost, motion og overvægt vil i de kommende år blive styrket. En styrket monitorering vil løbende gøre det muligt at vurdere de nationale, regionale og kommunale indsatser.«
     Men hvad har regeringen så selvstændigt kunne bidrage med i kampen mod den stigende overvægt? Tja, regeringen har lige sammen med Dansk Folkeparti besluttet at sætte afgiften på sodavand ned. Regeringen vil lancere et nationalt ernæringsmærke - det står på side 9 - men er der sat midler af til at få et sådant mærke til at virke efter hensigten? Det er der vist ikke, og så er det jo sådan set svært at komme nogen vegne med det.
     Sådan er der en række eksempler i redegørelsen. Jeg ser frem til, at vi her i dag kan få en god debat.

Besvarelse

Familie- og forbrugerministeren (Lars Barfoed):
Jeg vil gerne takke for muligheden for både at diskutere forespørgslen og i løbet af dagen også redegørelsen.
Jeg tror, jeg vil besvare forespørgslen ved først at kommentere den langsigtede fødevarestrategi lidt - den indgår
i forespørgslen - for det er jo sådan, at den langsigtede fødevarestrategi er det overordnede, og så er det det, der danner grundlag for politikker om bl.a. fødevaresikkerhed. Det er sådan, som hr. Kristen Touborg også netop har nævnt, at jeg på regeringens vegne har fremlagt en fødevarepolitisk redegørelse. Redegørelsen tager afsæt i forbrugerne og viser retningen for, hvordan vi vil prioritere indsatsen på det fødevarepolitiske område i de kommende år. Regeringens politik og mål er selvfølgelig - det går jeg ud fra er en politik, vi deler med alle her i Folketinget - at vi skal tage afsæt i forbrugerne, og at vi først og fremmest skal fremme danskernes sundhed via en ernæringsrigtig kost. Vi vil sikre forbrugerne kvalitet, vi vil sikre dem sikkerhed. Derfor vil vores fødevarepolitik i de kommende år være vedkommende og en politik, der gør en forskel i dagligdagen. Som det fremgår af redegørelsen, er der fire vigtige elementer, der i samspil skal indfri det mål, nemlig tilgængelighed, gennemsigtighed, ansvarlighed og forskning. Regeringen vil sørge for at fremme tilgængeligheden af viden om sund livsstil og fremme udbuddet af sund mad. Det er jo en forudsætning for at fremme danskernes sundhed og forebygge overvægt. Hertil kræves en flerstrenget indsats. Vi skal skabe gode og sunde rammer for vores børns hverdag, og her er det forældrene, som har det primære ansvar for at lære børnene at spise sundt og bevæge sig hver dag. Men det er vigtigt, at den information og viden også er tilgængelig de steder, hvor de fleste børn opholder sig mange timer hver dag, dvs. i daginstitutionerne, i skolerne og i fritidsordningerne. Redegørelsen indeholder derfor en række initiativer, der skal styrke og understøtte kommuner og kommunale institutioners arbejde med netop at fremme sunde kost- og motionsvaner hos børn og unge. Fødevarestyrelsens Alt om kost-rejsehold gør allerede et stort stykke arbejde. En evaluering viser, at 51 pct. af de steder, som rejseholdet har besøgt, også efterfølgende rent faktisk formulerer en kostpolitik, og den viser også, at besøgene i høj grad bidrager til, at institutionerne etablerer en madordning, og det er vigtigt. Regeringen har som målsætning, at børnene skal have mulighed for at købe et sundt måltid mad midt på dagen. Madordninger skal som udgangspunkt finansieres af forældrene præcis ligesom i dag, hvor vi selv køber brød, pålæg og frugt til vores børns madpakker. Det er klart, at vi må hjælpe de familier, der ikke har råd. Jeg fremsætter i løbet af kort tid en ny dagtilbudslov, og den vil indeholde en hjemmel for, at kommunerne fremover kan betale for maden til de børn, som har en friplads. Regeringen arbejder også for at stoppe reklamer for usunde produkter rettet mod børn. I starten af det nye år vil jeg kortlægge, hvad der findes af frivillige aftaler, og vurdere dem, før jeg tager stilling til, hvad der eventuelt yderligere skal til. Men det er jo ikke gjort med børnene. Regeringen vil via en række andre initiativer fremme sunde kostvaner hos voksne og hos ældre, og her spiller partnerskaber med bl.a. foreninger og fødevareerhvervet en stor rolle. Viden om, hvad der er sundt, er en af forudsætningerne for, at man kan leve et sundt liv. Men det er også afgørende, at forbrugerne sikres reelle valgmuligheder, herunder de sunde, når de står i supermarkedet eller i en butik og køber ind. Forbrugerne har derfor krav på gennemsigtighed, når de er ude at handle. De har krav på at kunne sætte deres lid til, at de informationer og oplysninger, der står på fødevarerne, er rigtige og veldokumenterede. Det skal være muligt for forbrugerne at vælge deres varer efter andre parametre end lige præcis prisen. Det kan være, at man lægger vægt på økologi, på sundhed, på etik, på produktionsforhold eller varens oprindelse. Regeringen har taget initiativ til at stramme op på mærkning af vores fødevarer på en række væsentlige områder. Jeg kan her nævne skrappere regler for mærkning af kød, og ved årsskiftet lanceres ernæringsmærket, der skal give forbrugerne den fornødne viden om fødevarens sammensætning på en overskuelig og forståelig måde.

     Vi har i udarbejdelsen af mærket haft drøftelser med en række fødevarevirksomheder og detailhandelen, og det er min klare forventning, at ernæringsmærket i løbet af 2007 vil begynde at finde vej til mange produkter på hylderne og i supermarkederne. Det primære succeskriterium for ernæringsmærket er, at fødevarevirksomhederne vælger at anvende det mest positive mærke, hvor der står »spis mest« på, fordi det skal være let tilgængeligt, når man er ude og købe ind, at finde de sundeste varer på en hurtig og let måde.
     Ansvarlighed er jo så en forudsætning for fødevaresikkerhed. Regeringen vil gøre sit til at skabe forudsætningerne for, at forbrugerne kan have tillid til, at de fødevarer, de køber, er i orden. Det ansvar prioriterer regeringen meget højt. Regeringen og Dansk Folkeparti har derfor også iværksat en række ambitiøse tiltag med det formål at styrke fødevaresikkerheden. Jeg kan bl.a. nævne salmonellahandlingsplanen, den allerede iværksatte nultoleranceplan og tiltagene til en mere restriktiv importpolitik.
     Det danske kontrolsystem bygger på, at fødevarevirksomheder og producenter selv foretager løbende kontrol i deres virksomhed. Regeringen udvider nu egenkontrollen, så den også dækker primærproduktionen. Via et kontrolsystem, der dækker hele fødevarekæden, kan vi gøre fødevaresikkerheden endnu bedre, end den er i dag.
     Samtidig får vi styrket arbejdet med at forbedre dyrevelfærden, dels ved at dyrevelfærd indarbejdes i egenkontrollen, dels i regi af dyrevelfærdsrejseholdet, der er etableret her i 2006.
     Men det er nødvendigt, at vi hele tiden justerer og forbedrer fødevarekontrollen der, hvor der viser sig at være problemer, og det er vi allerede godt i gang med. Den langsigtede fornyelse af fødevarekontrollen vil tage afsæt i en uafhængig ekspertgruppes anbefalinger, som vil foreligge senere på måneden.
     En grundlæggende forudsætning for at sikre fødevaresikkerheden er, at fødevareproducenterne og detailhandelen lever op til deres del af ansvaret, nemlig at producere sikre fødevarer og overholde lovgivningen. En høj fødevaresikkerhed er altså en opgave, som vi skal løse sammen.
     Regeringen prioriterer også det internationale arbejde højt. Vi arbejder for, at Danmark fortsat har mest mulig indflydelse i EU og andre internationale organer, ikke mindst fordi den globale verden, vi lever i, understreger behovet for at holde fast i og udbygge nogle fælles regler.
     Så er der forskningen. Forskning og udvikling skal bidrage til, at Danmark opretholder sin position inden for fødevareproduktionen. Vi arbejder på en fremsynet fødevarepolitik, der ser mulighederne i fødevarer fremstillet ved bio- eller genteknologi, og regeringen prioriterer højt, at der i de kommende år fortsat afsættes betydelige midler til forskning i udvikling af nye fødevarer og ny viden om kost og sundhed.
     Den fødevarepolitiske redegørelse er arbejdsgrundlaget for vores fødevarepolitik på det forbrugerpolitiske område i de kommende år. Dansk fødevarepolitik skal være kendetegnet ved, at der er plads til nytænkning og til udvikling. Men målet er klart: Vi vil fremme danskernes sundhed via sund kost, og vi vil sikre forbrugerne en høj fødevarekvalitet og en høj sikkerhed.

Tak til familie- og forbrugerministeren. Så går vi til forhandling, og det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Kristen Touborg.

Forhandling

Tak til ministeren for redegørelsen. Jeg synes ærlig talt stadig, der er tale om en redegørelse, som er uden klare mål og midler. Vi har fået en fødevarepolitisk redegørelse, som angiveligt skulle være i et forbrugerperspektiv. Jeg synes nærmest, at det er en hån mod forbrugerne. Det handler jo ikke kun om, at der ikke er udmærkede elementer beskrevet på det glittede papir, men det handler om en berøringsangst over for fødevarediskussionen som helhed. Skal vi ikke prøve at se lidt nøgternt på det?

     Gennem hele foråret og forsommeren ramlede den ene fødevareskandale ned over regeringen efter den anden. Besparelser, nedskæringer og manglende prioritering og vilje fra regeringens side var og er eneste årsag til, at det kunne få lov at gå så galt, og bag ved det står en række virksomheder, som skamløst og kynisk er parate til at sende gammelt kød på markedet; restauranter, som får profit, er parate til at sætte fordærvet mad på bordet for deres kunder; og som altid en regering, som mener, at alt, hvad der kunne være til forbrugernes fordel, skal ofres til fordel for de alt for mange brodne kar i fødevareindustrien.
     At overlade fødevaresikkerheden til frivillighed, der som altid er regeringens patentløsning, er til skade for forbrugerne og også til skade for de mange ordentlige producenter og virksomheder, som prioriterer hygiejne, sundhed, økologi og friske råvarer højt, fordi hele branchen nu er mistænkeliggjort.
     Men oven i det har vi nye tal fra EU, som viser, at danskerne hører til blandt de tungeste europæere: Vi har en fedmeepidemi. Alligevel vil regeringen nedsætte afgiften på sodavand. De mest usunde varer med højt sukker- og fedtindhold er blandt de billigste og de mest skadelige for folkesundheden. Antallet af fede børn vokser. Antallet af fede voksne vokser. Antallet af diabetes 2-tilfælde eksploderer. Antallet af hjerte-kar-sygdomme vokser.
     Så det er et samspil mellem den samlede fødevare- og sundhedspolitiske indsats, som burde have været omdrejningspunktet for den her debat. Det er samspillet mellem sundhedsmæssige problemer som følge af industriel og profitorienteret fødevareindustri samt lemfældighed og ligegyldighed fra regeringens side, der burde have været omdrejningspunktet for den her debat. For tiltag til sund mad på en arbejdsplads er fint nok, men det er jo helt utilstrækkeligt i forhold til fedmeepidemien og de fremtidige sundhedsudgifter som følge af de problemer, der følger i kølvandet på en række dybereliggende fødevarepolitiske problemstillinger.
     Vi bruger i en lang række sammenhænge afgifter som et instrument til at styre samfundsudviklingen, til at fremme eller mindste incitamenter. Regeringen taler jo i tide og utide om incitamentsstruktur. Hvorfor ikke på fødevareområdet? Det er en mulighed, vi langt mere aktivt bør bruge på fødevareområdet. Og det er jo ikke bare en beskatning eller afgiftspålæggelse, at man kan være med til at styre forbruget. Det gælder jo også den anden vej. Vi kan nedsætte afgiften på frugt og grønt. Vi kan vælge at fjerne afgifter på økologi. Dybest set står vi med en succeshistorie.
     Forleden skrev Ritzau, at importen af økologiske fødevarer vokser dramatisk. Forbruget af økologiske fødevarer, også danskproducerede, vokser og vokser. Forbrugerne vil det her. Det er til gavn for forbrugerne, som ikke får en masse skadelige tilsætningsstoffer. Det er til gavn for miljøet, som ikke belastes med vækstfremmere og kemi
i naturen. Mindre kemi og gift i naturen spiller positivt tilbage på sundheden. Det tjener sig hjem på fremtidige sundhedsudgifter. Det er en klar vinder. Vi skal have massiv oprustning af fødevarekontrollen, som ikke står tilbage for den, vi havde indtil 2001, hvor denne regering kom til. Og så skal vi momsfritage økologiske fødevarer. Vi skal momsnedsætte på frugt og grønt. Vi skal afgiftspålægge de meget sukker- og fedtholdige fødevarer. Vi skal fremme mærkningsordninger mod fede, meget sukkerholdige og sygdomsfremkaldende fødevarer til forbrugernes fordel. Når vi kan gøre det med tobak, så kan vi også gøre det med meget sundhedsskadelige fødevarer. Og så skal vi fremlægge en markant og fremsynet handlingsplan mod tilsætningsstoffer og kemikalier i vore fødevarer. Usunde fødevarer koster samfundet dyrt. Fordærvede og for gamle fødevarer koster liv. Der er en socialpolitisk dimension i det her også. De økonomisk dårligst stillede køber den dårligste, mest usunde og billigste mad. Meget frugt og grønt og ikke mindst økologiske madvarer er økonomisk uden for rækkevidde for de allerdårligst stillede familier i Danmark. Det er således en meget stor buket af tiltag, der er behov for at vi sætter ind med.

Jeg skal afslutningsvis på SF's og Enhedslistens vegne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget udtrykker stor bekymring over den stigende fedme i den danske befolkning, den svigtende danske fødevarekontrol og den manglende sammenhæng i den fødevarepolitiske helhedstænkning, pålægges regeringen:
- at sikre en massiv oprustning af fødevarekontrol på ikke under 2001-niveau,
- at momsfritage økologisk mad,
- at reducere momsen på frugt og grønt,
- at lægge afgift på sukker og fedt,
- at fremme mærkningsordning mod fede, meget sukkerholdige og sygdomsfremmende fødevarer til forbrugernes fordel,
- at fremlægge handlingsplan mod tilsætningsstoffer og kemikalier i fødevarer,
- at modvirke indførelsen af berigede fødevarer og
- at forske i alternativer til GMO-produkter, hvor der fokuseres på udviklingen af miljøvenlige og sunde produkter.« (Forslag til vedtagelse nr. V 20).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
Så er det fru Inger Beinov Støjberg som ordfører.

Jeg skal først og fremmest takke for muligheden for endnu en gang med et bredt sigte at diskutere fødevarer. Det er et vigtigt emne, og det er da også et emne, der interesserer mange.
     Familie- og forbrugerministeren fremlagde i november den første fødevarepolitiske redegørelse nogen sinde, og alene det at fremlægge en sådan viser jo, hvor højt regeringspartierne ønsker at placere fødevarepolitikken på den politiske dagsorden.
     Vi oplevede i foråret nogle grelle svigt og direkte svindelsager i fødevarebranchen, og det kan vi som forbrugere ikke være tjent med.
     Derudover må vi også erkende, at der har været nogle problemer med fødevarekontrollen, hvilket sidste år jo betød manglende tilsyn med omkring 5 pct. af de virksomheder, der skulle have haft tilsyn.
     Det er imidlertid sådan, at Fødevarestyrelsen rent antalsmæssigt foretog flere kontrolbesøg, end den skulle, men det var jo også sådan, at det ikke var alle firmaer, der skulle have haft besøg, som rent faktisk fik det. Meget tyder derfor på, at der har været problemer med styringen i Fødevarestyrelsen. Det er naturligvis uacceptabelt, og det skal der rettes op på.
     Men alt det får vi meget snart svar på, nemlig når den uafhængige ekspertgruppes anbefalinger kommer senere i den her måned. Det er en rapport, som vi i Venstre ser meget frem til at modtage.
     Regeringen og Dansk Folkeparti indgik inden påske på baggrund af de sager, som vi så i foråret, en meget håndfast aftale om opstramninger på fødevareområdet. Det er den såkaldte nultoleranceplan. Det er en aftale, som vi i Venstre er meget tilfredse med, og det er den, der nu udmøntes i ændringerne i fødevareloven, L 28, som jo allerede er blevet førstebehandlet her i Folketingssalen.
     Jeg mener derfor, at der er taget særdeles godt hånd om de problemer, som vi så i foråret, og at vi med den nye og strammere fødevarelov får langt bedre værktøjer til at slå hårdt ned på dem, der snyder og gambler med fødevaresikkerheden. Jeg synes derfor, at det er tid til at se fremad, og det er jo netop det, der sker i den fødevarepolitiske redegørelse.

     Jeg vil ikke remse alle de mange, spændende tiltag op, som allerede er taget, og som er i støbeskeen. Dertil er min taletid ganske enkelt for kort, men jeg vil trække et par tiltag ud.
     Alt for mange børn og unge spiser forkert. Antallet af overvægtige børn og unge er stærkt stigende, og virkeligheden er, at alt for mange børn bevæger sig alt for lidt. Det kan vi ikke sidde overhørig, og ud over at det jo er stærkt bekymrende for sundheden, så er det også vigtigt for indlæringen, at børn i skolealderen og børn i dagtilbud har mulighed for at få et sundt måltid mad midt på dagen.
     Derfor ser vi meget gerne, at der inden for få år kommer frivillige forældrebetalte madordninger i langt de fleste dagtilbud og skoler som et alternativ til madpakken. Det er vigtigt, at forældrene er inddraget i madordningerne via en egenbetaling, for det er helt afgørende, at man som forælder tager aktiv stilling til, hvilken kost ens børn skal spise. Det gøres i høj grad ved, at man tager en beslutning om, om det er den mad, som skolen eller daginstitutionen tilbyder, at barnet skal spise, eller om det er den medbragte leverpostejmad, der er hjemmesmurt, der skal bydes på, når klokken ringer ud til middagsfrikvarteret.
     Om det så skal være køkkenet på skolen, det kommunale centralkøkken, den lokale kro eller slagter, der leverer maden, vil vi ikke bestemme. Men det er vigtigt, at private leverandører ikke af ideologiske grunde afskæres fra muligheden for at levere maden. Omvendt er det også vigtigt, at den midlertidige kommunale låneramme, der jo vedrører anlægtsudgifterne på skoleområdet, også kan anvendes til at bygge skolens kantinekøkken op eller om. Der er med andre ord gode betingelser for at etablere madordninger i alle afskygninger.
     I Venstre er vi som nævnt ivrige for at få indført skolemad, der er sund, og det er et område, som vi vil følge meget, meget nøje i de kommende år, for skolemad vil vi have. En forudsætning for at kunne træffe gode valg af fødevarer i hverdagen er, at man dels har en tilstrækkelig viden og forståelse for fødevarer, dels at informationerne er let tilgængelige. Derfor er det vigtigt, at fødevarerne har en tydelig og let forståelig mærkning. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Venstre er tilhængere af den frivillige mærkningsordning, som jo bliver lanceret i begyndelsen af næste år. Jeg vil derfor heller ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er ærgerligt, at der har vist sig en vis modvilje mod at indføre mærket fra specielt detailhandelens side. Men nu kommer ernæringsmærket, som på en let og overskuelig måde fortæller om den fødevare, man som forbruger står med i hånden, er en fødevare, man kan spise enten mest, mindre eller mindst af. Samtidig er der altså også en spirende interesse i EU for at indføre et ernæringsmærke. Sådan et mærke vil selvfølgelig have den helt store fordel, at det bliver nemt for fødevareproducenter og detailhandel at håndtere, da det jo er et mærke, der så kommer til at gælde inden for det europæiske fællesskab. Det er derfor mit og Venstres håb, at der hurtigt kommer gang i processen om at få skabt et fælles europæisk ernæringsmærke. Indtil da vil vi gøre gode og brugbare erfaringer i Danmark og dermed forhåbentlig komme til at spille en meget aktiv rolle i udarbejdelsen af det europæiske ernæringsmærke. Samlet set synes vi i Venstre, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti er nået meget langt på fødevareområdet. Da vi i foråret identificerede problemer med fødevarekontrollen, greb vi straks ind og udarbejdede nultoleranceplanen, som indeholder en lang række håndfaste tiltag, der skal dæmme op for snyd og svindel med fødevarer, for der skal selvfølgelig slås hårdt ned på dem, der lader hånt om fødevaresikkerheden. Derudover er der blevet fremlagt en ambitiøs salmonellahandlingsplan og en mere restriktiv importpolitik. Det set sammen med de mange tiltag, der er taget for at fremme tilvalget af de sunde fødevarer og gøre oplysningerne bedre og mere gennemskuelige, viser, at det ikke kun er snak, når vi fra Venstres side siger, at vi vil sætte fødepolitikken højt på den politiske dagsorden. Det er virkelighed. Jeg skal her sluttelig på Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkepartis vegne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager regeringens redegørelse til efterretning, idet Folketinget konstaterer, at:
- Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti gennemfører nultoleranceplanen i 2006, herunder ændring af fødevareloven (L 28), der indebærer en række forbedringer og skærpelser på fødevareområdet,

- Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har afsat 30,9 mio. kr. i 2006 og 26 mio. kr. i 2007 for at videreføre initiativer i nultoleranceplanen, til bekæmpelse af fugleinfluenza samt for generelt at sikre opgavevaretagelsen i fødevarekontrollen,
- Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti yderligere har aftalt, at der i perioden 2007-2010 afsættes
57 mio. kr. til initiativer mod salmonella og campylobakter og
- i december foreligger Rigsrevisionens beretning om fødevarekontrollen samt en uafhængig ekspertgruppes anbefalinger til, hvordan styringen af fødevarekontrollen kan indrettes mest hensigtsmæssigt. Herefter drøfter parterne resultaterne af undersøgelsen og i den forbindelse også, om der er behov for at tilføre fødevarekontrollen flere ressourcer.« (Forslag til vedtagelse nr. V 21).

Der er foreløbig fire, der har bedt om korte bemærkninger til ordføreren, men forinden skal jeg meddele, at der nu er fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
Så går vi til de korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Per Clausen.

Forbrugerministeren har jo tidligere antydet, at vi i dag skulle have en offensiv debat om, hvordan vi kunne sikre sundhed og kvalitet i fødevarer. Jeg vil gerne spørge fru Inger Støjberg, hvordan hun mener det forslag til vedtagelse, der lige er fremsat, forholder sig til den problemstilling. Jeg synes nu, det er lidt defensivt.
Det andet, jeg godt vil spørge om, er, at når fru Inger Støjberg siger, det går godt, er det så en udtalelse af samme sandhedsværdi, som når ministre fra regeringen siger, at der ikke er nogen sammenhæng mellem pris og efterspørgsel, altså når man sætter prisen ned på sodavand, så stiger efterspørgslen ikke, og det er det samme, som at det går godt. Er det det niveau, vi befinder os på? For jeg synes, man faktisk forsøger at smutte uden om, hvis man tager den her redegørelse fra ministeren til efterretning, for så foretager vi jo et radikalt skift i vores fødevarepolitik. Hvad er baggrunden for, at øget anvendelse af gmo og øget anvendelse af berigede fødevarer lige pludselig er blevet en del af strategien for at skabe mere sundhed i Danmark?

Nu overrasker det mig egentlig en lillebitte smule, at hr. Per Clausen nævner det her omkring vedtagelse og redegørelse. Jeg troede egentlig, at hr. Per Clausen havde været så lang tid i Folketinget, at hr. Per Clausen vidste, at når man diskuterer en redegørelse, så er der selvfølgelig intet forslag til vedtagelse, men det er der ved en forespørgsel. Og i og med at forespørgslen nu kommer fra oppositionen, er det klart, at så er det også det, vi lægger i det forslag til vedtagelse, som vi har fremsat. Det er naturligvis et svar til oppositionen. Så det er rent faktisk af ren høflighed, at forslaget er, som det er, men det synes jeg da måske vi kan diskutere på et andet tidspunkt.
Omkring pris og efterspørgsel vil jeg bare lige henlede opmærksomheden på, at det, vi snakker om, er 30 øre pr. liter, altså 15 øre pr. halve liter sodavand. Jeg tror ikke, at det er 15 øre pr. halve liter sodavand, der flytter forbruget og gør, at vi kommer til at drikke mere sodavand. Nej, 15 øre pr. halve liter sodavand betyder bare, at vi nedbringer grænsehandelen, og det kan da være i alles interesse, også i hr. Per Clausens.

Så er det hr. Per Clausen for endnu en kort bemærkning.

Per Clausen (EL):
Jeg er glad for at få bekræftet, at fru Inger Støjberg mener, at der måske er en sammenhæng mellem pris og efterspørgsel, men Venstre har fundet ud af præcis, hvor den går, og den går altid på den rigtige side af det, Venstre mener. Det er vældig godt at få det at vide.
Så vil jeg gerne sige til fru Støjberg: Jeg går da ud fra, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, når de ikke tager afstand fra den nye politik, som ministeren fremlægger, hvor man vil bruge gmo og berigede fødevarer offensivt som et led i at skabe større sundhed i Danmark, så giver udtryk for, at man er enig med ministeren. Jeg er da sikker på, at hvis Venstre en gang imellem ikke var enig med en minister, ville man sige det. Så derfor synes jeg, at det er lidt plat, at fru Støjberg forsøger at undgå at tage stilling til den helt nye politik, regeringen nu fremlægger, og som den har fået Dansk Folkepartis tilslutning til - kan man konstatere - nemlig at vi skal satse mere på berigede fødevarer, mere på gmo af hensyn til sundhed.

Nu er det ikke, fordi jeg ikke meget gerne vil svare på hr. Per Clausens spørgsmål, men alene det, at jeg skal svare på tre meget lange spørgsmål inden for 1 minut, vanskeliggør det jo en hel del.
Der er da selvfølgelig en sammenhæng mellem pris og efterspørgsel, men der er bare ikke en sammenhæng her, fordi det at nedbringe afgiften med 15 øre pr. halve liter ganske enkelt ikke flytter det indenlandske salg af sodavand til, at vi drikker mere sodavand; nej, men det flytter salget fra grænsekiosken og til Danmark. Så det er alene i det lys, at den 15-øre-nedsættelse pr. halve liter sodavand skal ses.
Med hensyn til gmo kan jeg bare sige, at alt jo er til debat. Vi har da altid haft en meget kritisk holdning til det
i Venstre, og det har regeringen i øvrigt også, men nu er det regeringen, der har fremlagt den, så selvfølgelig står Venstre da bag redegørelsen. Vi er jo i regering med Det Konservative Folkeparti.

Jeg glæder mig jo over, at befolkningen som regel gennemskuer vælgerbedrag. I hvert fald kan jeg se, at når regeringen siger, at den prioriterer fødevarepolitikken, så må det være en sætning, som går lidt i retning af det her med, at regeringen prioriterer den offentlige sektor. Jeg kan i hvert fald konstatere, at de ansatte i Fødevarestyrelsen i dagens version af Politiken skriver, at nu har de fået nok. Nu siger de fra over for regeringens prioritering af fødevarepolitikken.
Personligt opfatter jeg regeringens fødevarepolitik som ren brandslukning, oven i købet af brande, som man selv har hældt benzin på med sine besparelser, ikke mindst i Fødevarekontrollen. Men jeg kunne da godt tænke mig at høre - mens man nu er i gang med at slukke den ene brand i Fødevarekontrollen og de effekter, det har haft - hvad fru Inger Støjberg mener effekten vil være, når man her i redegørelsen skriver: Regeringen ønsker, at børn så vidt muligt i dagtilbud og skoler i løbet af få år kan købe et sundt måltid mad midt på dagen som et alternativ til madpakken og madordningen skal finansieres fuldt ud af forældrene. Hvad vil effekten være af den her såkaldte prioritering af madordninger på skoler og daginstitutioner?

Jeg vil først og fremmest lige knytte en kommentar til den kommentar, som fru Elisabeth Geday kom med om fødevarekontrollanterne, der nu skulle sige fra over for regeringens fødevarepolitik.
Hvis fru Geday havde læst avisen og det Ritzau-telegram, der også ligger, ville fru Geday jo vide, at det, man siger fra over for, det, man er meget bekymret over, er, om man kan nå det antal kontrolbesøg, som man skal nå. Det er jo ikke et spørgsmål om regeringens fødevarepolitik. Den tager man overhovedet ikke engang stilling til. Nej, man siger, at den kontrakt, som man skal skrive under vedrørende antallet af kontrolbesøg, kan være meget svær at opfylde.
Det er da selvfølgelig noget, som jeg er meget bekymret over, når jeg hører det, og jeg forstår da også, at Fødevarestyrelsens direktør nu også skal drøfte det her med departementet. Det er jo ikke en kontrakt, der er skrevet under endnu. Og sådan har det været hvert eneste år. Der har de her kontrakter været til diskussion, og det er de så også
i år. Nu kan jeg så se, at diskussionen er flyttet til aviserne, men det betyder da ikke, at vi ikke er mindre bekymrede af den grund. Men det er jo ikke fødevarepolitikken, man har taget afstand fra. Nej, det er, at man har sagt, man ikke kan opfylde det antal af besøg, eller det er man i tvivl om om man kan. Så må jeg have lov til at svare på det andet spørgsmål i anden runde.

Hvorfor er det nu lige, man ikke kan nå kontrolbesøgene fra fødevarekontrollanterne? Det skulle vel ikke være, fordi regeringen i sin prioriteringsiver har sparet mere end 200 stillinger væk i Fødevarestyrelsen. Det var en bibemærkning.

Vi er altså i gang at tale om med de her madordninger, hvor fru Inger Støjberg siger, at der skal være madordninger
i alle skoler og daginstitutioner. Kunne fru Inger Støjberg så ikke svare mig på, hvorfor i alverden man ikke tager skridtet fuldt ud og vedtager en lovgivning, der pålægger alle kommuner at oprette madordninger i alle skoler og daginstitutioner i stedet for den her omgang sjask - undskyld, jeg siger det lige ud - som ingen vegne fører, andet end at der i nogle kroge af landet kan være velstillede forældre, som har overskud til at oprette madordninger. Hvor bliver initiativet af? Hvor bliver ikke mindst ambitionerne af?

Det skal ligge fuldstændig klart, at ambitionen er at få forældrene inddraget i de her madordninger. Der er ærlig talt ikke ret meget ved at servere et måltid mad midt på dagen, hvis ikke forældrene dels har taget stilling til, om det er den mad, de ønsker deres børn skal spise, dels selvfølgelig har taget diskussionen hjemme over spisebordet: Hvad er det for en livsstil, vi vil føre? Der er altså ikke noget, der bare hedder gratis mad, der falder ned fra himlen, og så er alle problemer løst.
Nej, et måltid god, sund mad midt på dagen i skolen synes jeg ville være rigtig, rigtig godt - og det er som sagt noget af det, vi i Venstre arbejder meget for at få indført - men det er bare vigtigt også at få de gode, sunde vaner ind i familierne. Det hjælper ikke ret meget bare at spise sund mad midt på dagen, hvis ikke man gør det resten af dagen. Så derfor er det utrolig vigtigt, at forældrene kommer med.
Så jeg ser det som min rolle som politiker at gøre det så nemt som overhovedet muligt at lave madordninger rundtomkring på skoler og i daginstitutioner. Det er da klart, at vi nu følger, hvor mange madordninger der rent faktisk også bliver her igennem de næste år, og så må vi tage stilling til, om der er behov for yderligere tiltag. Jeg tror nu bare, at forældrenes interesse i de her madordninger er så stor, at det nok skal løse sig selv. Og det er virkelig mit håb, at der kommer madordninger rundtomkring på nærmest alle skoler og daginstitutioner.

Jeg forstod, at fru Inger Støjberg lagde meget vægt på, at det der med 15 øre for en ½ l sodavand ikke vil have betydning for mersalg. Men jeg forstår også, at det vil have afgørende betydning for, om man kører 200 km til grænsen for at købe den sodavand. Det synes jeg bare lige vi skal lade stå et øjeblik.
     Så vil jeg godt med hensyn til fødevarekontrollen sige, at det, som fremgår af den Ritzaumeddelelse, og det, som skrives i Politiken i dag, jo præcis er det, vi har sagt hidtil, sidste år og gentagne gange. Det er præcis det, regeringen har afvist ved at sige, at der ikke er nogen problemer, at man vil undersøge det.
     Nu siger medarbejderne for første gang: Vi kan ikke nå det antal kontroller. De har været ude med det i pressen før, men her er det første gang, at medarbejderne i forbindelse med den kontrakt, der skulle underskrives, siger: Vi kan ikke nå det.
     Det er der en eneste årsag til. Det er, at ressourcerne ikke er til stede. Hvad angår ressourcerne, vil jeg godt spørge fru Inger Støjberg: Hvem er det, der har fjernet dem?, Hvem er det, der har fjernet 112 mio. kr. fra 2001 til 2005 og til 2006? Det er den regering, der sidder nu. Der ligger et svar fra udvalget om, at det er 112 mio. kr. og 200 medarbejdere.
     Det er regeringens ansvar, og konsekvensen har vi her.

Det er første gang, man har sagt fra over for sådan en resultatkontrakt som den her, siger hr. Jens Peter Vernersen. Ja, det kan det sådan set godt være at det er, men det er sikkert ikke første gang, man har diskuteret sådan en resultatkontrakt som den her. Og det, der ligger i hele den måde at tilvejebringe sådan en resultatkontrakt på, er, at man kan tage diskussionen med medarbejderne, og den diskussion bliver jo netop taget nu.
Så derfor er det godt, at vi nu har hørt fra medarbejderne og hørt deres syn på det. Det er da noget, vi tager meget alvorligt. Men det skal så ses i sammenhæng med den uvildige arbejdsgruppe, der nu aflægger rapport om ganske få uger. Den vil jo vise, om Fødevarestyrelsen er hensigtsmæssigt indrettet, om hele styringen er hensigtsmæssigt indrettet.
Vi har jo hele tiden sagt: Jamen viser det sig, at det er styringsproblemer, så må vi rette op på dét; viser det sig, at der er ressourceproblemer, så vil vi gerne diskutere dét. Vi er i virkeligheden meget, meget åbne over for det her. Så hr. Jens Peter Vernersen skal jo i virkeligheden se det som en meget positiv proces, at medarbejderne nu har sagt: Ja, det kan være meget svært for os at nå det antal kontroller, som resultatkontrakten siger. Så tager man en drøftelse af det. Sådan er det.

Jeg forstår så, at man siger - det har regeringen jo efterhånden for vane - at det må være styringen. Det vil altså sige, at det er ledelsen i Fødevarestyrelsen, som også Venstre mener er problemet. Det er jo sådan set det samme, som man har bragt på bane i forhold til Sundhedsstyrelsen, og det er det samme, man har bragt på bane ved andre lejligheder; også i skattefradragssagen, hvor det var medarbejderne.

Det er åbenbart sådan, at ministeren ikke skal påtage sig ansvaret for det, der nu foregår. Jeg synes måske, det var rimeligt at man erkendte det og så erkender, at det her har været bragt på bane gang på gang, også de sidste 2 år, altså hvor det har været diskuteret, at kontrollen svigter, at vi har fødevareskandaler.
Nu kommer det så frem her i en Ritzaumeddelelse, at medarbejderne siger: Vi kan ikke skrive under på kontrakten mere, på grund af at vi ikke har ressourcerne. Spørgsmålet er jo ganske enkelt: Bliver de ressourcer så tilvejebragt, eller siger man, at det må vi vente og se, og så får man nogle andre fine folk til at lave en undersøgelse i stedet for at lytte til medarbejderne? Er det det, det går ud på?

Hr. Jens Peter Vernersen må jo lige væbne sig med en lillebitte smule tålmodighed. Det varer omkring 2 uger, højst
3 uger, så ligger denne uvildige ekspertrapport foran os, og så kan vi se, hvilke problemstillinger de ser. Og det er selvfølgelig noget, vi vil tage meget, meget alvorligt. Jeg vil også lige sige til hr. Jens Peter Vernersen, at han sådan behændigt undgår at få hele sandheden med, for hr. Jens Peter Vernersen ved jo udmærket godt, at det ikke er antallet af kontrollanter, der er faldet, men at det jo er ledelse, administration og laboratorier, der er blevet samlet, udliciteret og sådan nogle ting; at det er dér, man har fundet en gevinst. Så hr. Jens Peter Vernersen gør lidt regning uden vært, når han sådan vil prøve at skyde mig og regeringen i skoene, at vi bare vil fralægge os ansvaret. Nej, vi har sagt, at vi meget, meget gerne vil kigge på, om der er problemer med styringen i Fødevarestyrelsen, og er der det, vil vi rette op på det. Er det, fordi der er ressourceproblemer, så vil vi meget gerne diskutere det.

Jeg vil gerne følge op på den radikale ordførers spørgsmål omkring madordninger. Af såvel redegørelsen som af Venstres ordførers bemærkninger fremgår det, at madordningerne fuldt ud skal finansieres af forældrene. Jeg vil godt spørge ordføreren, om ikke det bekymrer Venstre noget, at det er de dårligst stillede, der netop har størst problemer på de her områder, altså størst problemer med fedme osv.
Det andet, jeg gerne vil spørge om i samme forbindelse, er, om Venstre vil sikre, at alle de gode ambitioner om, at man helst så det ude i samtlige institutioner, at det bliver finansieret for kommunerne, altså at kommunerne får kompensation for denne øgede udgift fra staten, bliver opfyldt. For hvis ikke det sker, kan man sige, at det er fine ord uden nogen som helst bund, for så ved vi jo godt, hvordan det er ude i kommunerne. De lukker institutionerne i stedet for, fordi de ikke har penge til det.

Nej, jeg må nu sige, at jeg er meget, meget uenig med hr. Kristen Touborg i antagelsen af, at kommunerne ikke kan styre den kommunale økonomi og bare lukker institutioner og sådan noget. Sådan hænger det jo slet ikke sammen.
     Hvad angår de dårligst stillede: Jo, det har faktisk bekymret os meget på daginstitutionsområdet, at de dårligst stillede måske kunne have svært ved at finansiere en madordning. Derfor har vi også lige præcis nu her i finansloven - det glæder jeg mig så til at SF og hr. Touborg vil gå i spidsen for at stemme for - afsat penge til, at de, der i forvejen har en friplads, også får betalt maden, hvis der er en madordning i daginstitutionen. Så jo, vi kerer os lige præcis om det felt, som hr. Touborg spørger til, så det er rart, at vi er enige der.
     Hvad angår de gode intentioner, og hvilke ambitioner vi har, skal jeg slet ikke lægge skjul på, at vi utrolig gerne ville have, at der var madordninger rundtomkring i daginstitutioner og skoler. Og derfor ser jeg også lige præcis min rolle som politiker som værende den, der prøver at gøre mulighederne for at skabe de her madordninger så gode som overhovedet muligt.
     Det er også derfor, man skal se, at man jo kan bruge den kommunale låneramme til enten at bygge en kantine på skolen eller ombygge den, der er, så den er tidssvarende, eller til, at man kan gå hen til den lokale slagter eller kro. Vi åbner op for mulighederne, giver gode betingelser for de her madordninger. Og så vil jeg gerne tilføje: Vi følger nøje, hvor mange madordninger vi så egentlig også får ud af det.

Nu svarer fru Inger Støjberg ikke på, om man vil give de økonomiske muligheder for kommunerne til at oprette de her madordninger i skolerne. Det vil jeg godt have et svar på, for det er jo helt afgørende for, om der overhovedet er noget som helst i det her.
Det andet, jeg gerne vil spørge om, vedrører, at fru Inger Støjberg har snakket om en uvildig ekspertarbejdsgruppe, der nu her om få uger kommer med deres rapport: Får vi andre den rapport at se, samtidig med at den bliver afleveret til ministeriet?

Omkring den kommunale økonomi endnu en gang: Det er jo sådan, at vi har den kommunale låneramme, som vi har sagt også kan bruges til at bygge kantiner op og om for. Så der er svaret:
Ja, vi har jo sikret kommunernes økonomi på den måde.

     Samtidig med det ønsker vi mangfoldighed på det her område. Tænk sig, hvis den lokale slagter er den, der er allerbedst til at levere sund, dejlig og nærende mad til eleverne på skolen. Hvorfor skal det så lige præcis være det kommunale centralkøkken, der skal levere det?
     Hr. Touborg tænker meget sådan i de der systemer, hvor det er det store kommunale centralkøkken, der skal levere mad til alle kommunens børn i fremtiden. Vi tænker i mangfoldighed, vi tænker i muligheder. Vi vil gerne give nogle rigtig gode betingelser for at skaffe de her madordninger til børnene i daginstitutioner og på skolerne.
     Hvad angår den uvildige ekspertrapport, må jeg sige, at jeg tror, det er et spørgsmål, hr. Kristen Touborg skal stille ministeren. Jeg er jo ikke minister, jeg er ordfører for partiet Venstre, og sådan er det. Så jeg vil anbefale hr. Touborg at rette henvendelsen et lidt andet sted hen.

Tak til fru Inger Støjberg. Så er det hr. Jens Peter Vernersen som ordfører.

Jeg bed mærke i, at det af den tidligere ordfører, fru Inger Støjberg, blev sagt, at det ikke var antallet af kontroller, der var skåret ned.
     Det har jo været diskuteret adskillige gange, vil jeg sige til fru Støjberg, og problemet er jo, at de støttefunktioner, der skulle sikre, at man kunne få flere kontroller, er skåret væk. Der er faktisk skåret netop på de områder, der skulle sikre, at man fik det til at fungere, og derfor er der selvfølgelig en sammenhæng.
     Hvis man tror, at man kan fjerne et så stort antal medarbejdere, som det er sket; og hvis man tror, at man kan skære 112 mio. kr. af budgettet, som det er sket, uden at det har konsekvenser, så er det altså mere end naivt, hvilket jeg også har sagt tidligere, da vi diskuterede det med Dansk Folkeparti, som jo er med i det her.
     Det er sådan set det, der kommer til udtryk i den melding, der kommer fra medarbejderne, der nu her siger: Vi kan altså ikke nå at løse de opgaver, der er. De siger fra i forhold til resultatkontrollen. Det er et meget stort skridt, når medarbejderne tager så drastisk en beslutning at sige til deres statslige ledelse: Det, I lægger frem, kan vi ikke leve med, vi kan ikke bruge det.
     Det synes jeg altså virkelig man skal tage med i sine overvejelser - også uanset hvad der kommer fra ekspertgrupper. Jeg er helt sikker på, at de folk, der står ude og skal foretage kontrollerne, ved mere om, hvordan tingene hænger sammen, end uvildige ekspertgrupper. Men lad os håbe, at de får alle hjørner med og også lytter til det, som medarbejderne nu fremsender nærmest som et nødråb.
     Vi skal jo behandle både en redegørelse om fødevarepolitik, R 4, og forespørgsel nr. F 22. Der er en sammenhæng mellem den fødevarepolitiske redegørelse og forespørgslen. Der er den sammenhæng, at vi kommer til at diskutere et højt niveau for fødevaresikkerheden. Og jeg vil godt starte med at sige i min tale her, at en velfungerende fødevarekontrol og en langsigtet fødevarestrategi, som aktivt medvirker til at øge sundheden i befolkningen, er afgørende.
     Ministerens redegørelse indeholder mange ord om kvalitet og sikkerhed på fødevareområdet. Men når redegørelsen holdes op mod den politik, som regeringen har ført i 5 år, så mangler der altså meget i sammenhængen. Forbrugerministeren skriver i redegørelsen, at forbrugerne skulle kunne forvente og stole på, at fødevarer lever op til den kvalitet, der fremgår af varens mærkning og indpakning. Ja, alt andet ville da være helt håbløst. Men det er jo netop det, forbrugerne ikke kan, fordi man ikke i tilstrækkeligt omfang har kontrolleret, og fordi man i alt for stort omfang har set, at den kontrol, der skulle foretages, har været skåret ned i en sådan grad, at kontrollen ikke har været tilstrækkelig. Det udsagn står i skærende kontrast til, hvad vi har oplevet i løbet af det sidste år af fødevareskandaler, altså det udsagn, at forbrugerne skulle kunne stole på, at mærkning og indpakning er i orden.
     Når forbrugerministeren skriver i redegørelsen, at det er regeringens ønske, at forbrugerne skal have tillid til, at de fødevarer, de køber, er i orden, så er sådan et udsagn jo også i skærende kontrast til de nedskæringer af vores Fødevarestyrelse, der sammen med Dansk Folkeparti er foretaget på det her område.
     Når forbrugerministeren skriver, at der gennem forskning på fødevareområdet og veterinærområdet skal skaffes ny viden om sundhed, kvalitet og sikkerhed, er det også i skærende kontrast til de nedskæringer, der har fundet sted i fødevareforskningen.

     At det så nu i globaliseringsaftalen formentlig lykkes at få sikret nogle midler, der kan bidrage til den forskning, der er helt afgørende, må jeg udtrykke mit håb til. Jeg håber også, at vi snart hører fra ministeren om udmøntningen af det, der kommer med i den aftale, så vi kan diskutere, hvordan det så skal udvikle sig.
     Redegørelsen indeholder et afsnit om, hvor vigtigt det er, at den enkelte har en sund livsstil. Jamen det er der ikke nogen der kan være uenig i. Spørgsmålet er så, i hvilket omfang regeringen understøtter den sunde livsstil. Jeg vil godt sige, at forbrugerministeren bestemt ikke har været i front med hensyn til at kritisere fødevareindustriens usunde fødevareproduktion.
     Det er også afgørende i den sammenhæng, at børn får en ordentlig kost i skole og i fritidsordninger. Det er derfor, Socialdemokratiet har fremsat det børnepolitiske forslag, altså har ønsket, at børnene i daginstitutionen skal sikres et dagligt måltid mad.
     Nu hørte jeg jo fru Inger Støjberg sige, at forældrene så skulle tage stilling til, om børnene skulle have leverpostejmaden med - eller hvad man nu putter på, men det var leverpostej, der blev nævnt - eller om man skulle ind i den der madordning. Det er jo et meget, meget rammende eksempel på den tankegang, der er hos Venstre. Og det, vi kan komme til at se med det udspil her, er selvfølgelig netop, at nogle af børnene vil sidde og fedte med leverpostejmaden, mens andre får del i den madordning, der så er sat i gang i den enkelte institution. Sådan vil det være, hvis man følger det forslag, der ligger fra Venstre, hvorimod det, hvis man fulgte vores forslag, var sikret, at alle børn fik del i den madordning.
     Jeg vil også godt sige, at når der står i redegørelsen, at regeringen støtter det ultimatum, som Europa-Kommissionen har stillet til fødevareindustrien, om ikke at markedsføre usunde fødevarer for børn, er det jo netop en erkendelse af, at der produceres usunde fødevarer. Men det, at man støtter det ultimatum, sikrer jo ikke, at vi kommer videre nationalt. Ministeren ønsker, at der skal finde en frivillig selvregulering sted, bl.a. i tillid til fødevareindustriens ønske om at påtage sig et medansvar for reklamerne i forhold til børnene - de kan være grænseoverskridende. Så ministeren mener ikke, vi kan gøre noget nationalt.
     Det siger altså alt om, at ministeren lægger sig op ad fødevareindustrien og tror og håber på, at den selv vil regulere. De vil ikke gøre noget som helst andet end at sikre afsætningen af deres egne produkter. Det kan man jo se. Skulle man være i tvivl, kan man bare gå forbi kassepparaterne i de store supermarkeder, hvor man netop kan se at disse produkter står til børnene.
     Det er her helt afgørende, at fødevareindustrien indgår en aftale i overensstemmelse med det ultimatum, Europa-Kommissionen har stillet, nemlig at det her med at lave reklamer om usunde fødevarer til børn bliver stoppet.
     I forsøget på at sikre forbrugerne sunde fødevarer har mærkning af sunde fødevarer været meget i fokus. Indtil nu er det kun lykkedes at frembringe noget, der ligner et frivilligt ernæringsmærke, som regeringen så lancerer her i 2007. Det interessante bliver altså så, om det her mærke, der viser, hvad vi bør spise mest, mindre eller mindst af - hvor det starter med at være et grønt trafiklys, så et gult trafiklys og så et rødt trafiklys - får nogen som helst betydning. Jeg tvivler meget på, at den mærkning vil blive bredt udbredt, når vi kommer ned og handler i vores supermarked, eller hvor vi køber ind. Det må selvfølgelig komme an på en prøve, men hidtil - det har ministeren jo også tilkendegivet
- har det været meget vanskeligt at få nogen som helst aftale med dem, der står for salg af fødevarer i vores land. Men som sagt: Det må komme an på en prøve. Det er afgørende, at vi i EU ikke bare arbejder for en fælles fødevaremærkning, men også lægger afgørende vægt på en sådan mærkning, så vi får et fælles mærke, der ikke bare anvendes af de producenter, der er i detailhandelen, efter forgodtbefindende, men bliver noget, som bliver gennemført. Der er ingen tvivl om, at det er nyttigt, ikke mindst efter mange års fødevareskandaler, at der sker en mærkning, så forbrugerne kan se, hvad indholdet er af det, de køber. Det er jo ikke nok, hvad man f.eks. lavede på oksekød, hvor man, efter at man havde sygdom i besætningerne, fik tvunget mærkning igennem. Redegørelsen har også et afsnit om det, der hedder funktionelle fødevarer. Som jeg læser det afsnit, så sker der et skred i forhold til den holdning, et flertal i Folketinget hidtil har haft.

     Vi har jo haft indgående diskussioner, der har udmøntet sig i beretningen om multivitaminjuice, hvor der var et flertal uden om regeringen. Jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti står ved det, vi har sagt i den beretning, sådan at man i hvert fald ikke her giver køb på, hvad der fremover kan puttes i de fødevarer, der kan købes. Jeg troede faktisk, at ministeren havde forstået, hvordan tingene hang sammen efter debatten om multivitaminjuice.
     Redegørelsen har også et afsnit om fødevarevirksomhedernes ansvar, om egenkontrol, dyrevelfærd og importerede fødevarer. Det ser ud til, at egenkontrollen giver problemer, især i de små virksomheder. Derfor er det selvfølgelig afgørende, at der ikke kan rejses tvivl om, at fødevaresikkerheden også overholdes i disse virksomheder. Det må sikres, og der er det jo selvfølgelig afgørende, at vi har fødevarekontrollen.
     Fødevarekontrollen er afgørende for, at forbrugerne ikke får fødevarer, der er ompakkede, eller fødevarer, hvor udløbsdatoen er ændret. Derfor er fødevarekontrol ikke noget, vi kan gå på kompromis med, og det synes jeg også den melding, vi har fået fra medarbejderne i dag, netop viser, nemlig at medarbejderne er optaget af det her og siger: Vi kan ikke nå at lave en ordentlig kontrol. Det betyder jo, at hvis kontrollen ikke er fuldt udført, kan vi ikke stole på de smileyer, der er ude i forretningerne. Fødevarekontrollen har et stort ansvar for, at vi ikke bliver syge af de fødevarer, vi spiser, og derfor er det afgørende, at fødevarekontrollen er højt prioriteret af regering og Folketing.
     Fødevarekontrollen kan ikke erstattes af nok så megen egenkontrol, det ville være en fuldstændig forfejlet vurdering. Derfor er det selvfølgelig nødvendigt at tilføre de ressourcer, der gør, at vi ikke skal høre medarbejderne fortælle om, hvor kontrollen ikke er god nok, fordi der ikke er tid nok. Og som sagt har vi i dag set, hvad medarbejderne melder ud.
     Fødevareforskningen er afgørende for udviklingen af sunde fødevarer af høj kvalitet. Derfor er det godt, at der nu som følge af globaliseringsaftalen tilføres forskningsmidler til fødevareforskningen, men nye midler skal selvfølgelig sammenholdes med, hvad der er skåret ned på forskning i 5 år, og med, hvor meget medarbejderstaben er reduceret, hvilket også er ganske betydeligt.

Tak. Der er foreløbig fire, der har bedt om korte bemærkninger til ordføreren, først hr. Per Clausen.

Nu er jeg sådan set enig i det meste af det, hr. Jens Peter Vernersen har sagt, men jeg forstår ikke helt prioriteringen. Jeg er sikker på, at hr. Jens Peter Vernersen også er enig i det, jeg vil spørge om.
Det første spørgsmål, jeg vil stille til hr. Jens Peter Vernersen, er, om han ikke er enig i, at det er bemærkelsesværdigt, at man kommer med en fødevarepolitisk redegørelse uden at komme med et offensivt bud på, hvordan man kan øge den økologiske produktion af fødevarer i Danmark. Det er det ene spørgsmål, jeg vil stille.
Det andet spørgsmål, jeg vil stille til hr. Jens Peter Vernersen, er, om han ikke synes, at det er bemærkelsesværdigt, at der kommer en redegørelse, som lægger op til, at gmo er løsningen på både sundhedsmæssige problemer og sultproblemer i tredjeverdenslande, når vi i Danmark har været i stand til at producere forskningsresultater, der viser, at det er muligt at løse begge problemer på en langt mere hensigtsmæssig måde ved at lave en produktion af fødevarer, som er baseret på økologiske principper.

Til redegørelsen vil jeg godt sige, at der er masser af ord i den, men hvis man sådan skulle se på, hvad der så er af kraft, af muskler bag den, er det sikkert ikke en særlig stor økonomi, regeringen leverer.
Hvad angår økologisk produktion, er der jo ikke nogen tvivl om, at vi mener, at der skal være forbedrede muligheder. Vi har jo desværre set, at regeringen har sagt, at økologisk produktion må ske på markedsvilkår, selv om det kan være vanskeligt at have den produktion. Der sker ganske vist en tilførsel nu, som økologerne er glade for. Det kan jeg godt forstå de er. Når man ser på, hvilke udspil der var, var det, der kom ud, selvfølgelig meget bedre, men de udspil, økologerne fik, var jo helt uacceptable.
Angående gmo-diskussionen har vi jo tilkendegivet, hvad vi mener der - også i forhold til, hvad der ligger af aftaler med regeringen.

Jeg synes nu, det med gmo er en lille smule interessant, for det, der fremgår af redegørelsen, er - og der står jo ikke noget om, at man skal støtte økologi og andre ting - at det, man sådan primært skal støtte, er berigede fødevarer og gmo. Og gmo bliver beskrevet som det, der skal løse sundhedsproblemer i Danmark og sultproblemer i tredjeverdenslande.
Jeg ved godt, at Socialdemokraterne har aftalt med regeringen, at det er deres politik, men jeg vil bare spørge hr. Jens Peter Vernersen, om det overhovedet ikke gør noget indtryk på Socialdemokraterne, at der er lavet videnskabelige undersøgelser, der tydeligt viser, at hvis det handler om at løse sultproblemerne i tredjeverdenslandene, ville det være betydelig mere fornuftigt at satse på økologisk produktion end på gmo.
Altså er spørgsmålet: Går Socialdemokraterne ind for, at vi, efter at vi har påført tredjeverdenslandene pesticidproblemer, nu også skal påføre dem gmo-problemer, eller skal vi ud fra den viden, vi har, give nogle bud på, hvordan man reelt løser sultproblemer i tredjeverdenslande?

Altså, der er jo ikke nogen tvivl om - det tror jeg også er det, som hr. Per Clausen er inde på - at hvis man følger den her redegørelse med hensyn til funktionelle fødevarer, tilsætning osv., er det et meget, meget stort skridt væk fra den holdning, der har været et flertal for i Folketinget ved den beretning, vi lavede - det er der jo ikke nogen som helst tvivl om.
Hvad angår hele gmo-diskussionen, jamen der ved hr. Per Clausen jo, hvilken aftale der ligger, og hvad der ligger af dokumentation osv., og det er selvfølgelig det, vi har lænet os op ad.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det er, hr. Jens Peter Vernersen ved eller har hørt, som vi andre ikke er vidende om.
Der var et samråd den 15. november, hvor der var spørgsmål om, hvorvidt fødevarekontrollen nu kunne nå de resultatmål, man havde sat sig, og der sagde ministeren jo meget tydeligt, at Fødevarestyrelsen havde oplyst, at de mange kontrolbesøg ikke som udgangspunkt skyldtes mangel på ressourcer, men snarere, at det har vist sig svært at besætte ledige stillinger med kvalificeret arbejdskraft, især i Fødevareregion Syd. Og det, hr. Jens Peter Vernersen jo heller ikke sondrer omkring, er, at man i flere regioner ikke har problemer med at nå de kontrolbesøg. Jeg synes bare, at hr. Jens Peter Vernersen skal have lov til at forholde sig til det.
Så vil jeg godt spørge hr. Jens Peter Vernersen med hensyn til spørgsmålet om gratis madordninger: Kan hr. Jens Peter Vernersen give mig et meget fornuftigt og klart svar på, hvorfor staten skal betale for mine børn, når jeg nu har en ganske fornuftig løn? Hvorfor skal det ikke være noget, jeg selv tager ansvar for, hvorfor er det staten, der skal betale for mine børn - altså, hvorfor skal der være gratis mad, uanset indtægt?

Hvad angår det samråd, der blev nævnt, havde det udgangspunkt i, at 8.000 kontroller ikke var blevet foretaget på det tidspunkt, og allerede der gav medarbejderne jo fra flere forskellige tillidsfolks side udtryk for, at det var et problem at nå det. Det, de også pegede på, var, at en del af den kontrol, der blev foretaget, var en rør ved væggen-kontrol, det var ikke en kontrol, der var kvalitativ. Det, som ministeren så oplyste, var, at det hele nok skulle gå. Men det ændrer jo ikke noget ved de udsagn, der var.
Med hensyn til hvorvidt man så kan skaffe de nødvendige medarbejdere - det var også en del af diskussionen - skal jeg da ikke afvise, at det kan være mere problematisk at få en tilgang til et område, hvor man har følt, at man ikke har haft ordentlig bevågenhed, og hvor man har set en regering, som har lavet ganske store nedskæringer.
Hvad angår den gratis mad, forstår jeg, at der er en helt anden tankegang hos hr. Per Ørum Jørgensen. Jeg kan godt se billedet af børnene, der sidder i daginstitutionen: nogle sidder og har fået en leverpostejmad med, og andre sidder og får måske mad via en betalt madordning. Jeg ved ikke, om hr. Per Ørum Jørgensen synes, at det er en god måde at opdele børnene på. Vi synes, at det i et rigt samfund som vores - og det er ikke ukendt andre steder - må være muligt at levere en omgang gratis mad til børnene i daginstitutionerne. Det er vores oplæg.

Nu sagde hr. Jens Peter Vernersen i sit svar, at det var ministeren, som mente, at det her ikke var et spørgsmål om ressourcer. Men jeg kan godt lige gentage, hvad der blev sagt på samrådet af ministeren, nemlig at det var Fødevarestyrelsen, som konkluderede, at det her ikke var et spørgsmål om ressourcer, det var et spørgsmål om at skaffe kvalificeret arbejdskraft i en region, altså i Fødevareregion Syd. Og det mener jeg egentlig at hr. Jens Peter Vernersen skal forholde sig til frem for at forholde sig til, hvad han læser i aviser og hører rundtomkring i hjørnerne. Jeg synes, det må være helt regulært, når Fødevarestyrelsen giver en forklaring på spørgsmålet, at vi så også tror på, hvad de siger.
Omkring madordningerne vil jeg sige til hr. Jens Peter Vernersen: Vi kan jo se i det socialdemokratiske oplæg, at man vil bruge utrolig mange skattekroner på det her; ja, hvis folkeskolen også bliver inkluderet, hvad der jo er intention om, drejer det sig samlet set om over 3 mia. kr., Socialdemokratiet vil bruge af skatteborgernes kroner - i øvrigt uden at anvise, hvor man skal finde de 3 mia. kr. Og jeg synes ikke, det er rimeligt, at staten skal betale for noget så basalt som ens børns mad, hvis man har en god indtægt, hvis man tjener 1 mio. kr. om året.

Jeg er sikker på, at hr. Per Ørum Jørgensen har læst oplægget og også ved, at det er noget, vi vil igangsætte i det øjeblik, vi er et flertal - det vil vi forhåbentlig være efter næste valg. Og vi har sagt, at den plan for børnene skal gå over en række år, det er ikke sådan, at alt bliver indført i det første år. Men vi mener sådan set, at der er råd til at prioritere vores børn, i modsætning til hvad vi nu forstår man mener hos Det Konservative Folkeparti, nemlig at der ikke er råd. Der er simpelt hen bare en holdningsforskel, Det Konservative Folkeparti ser anderledes på det.

Vi mener, at det styrker fællesskabet i daginstitutionerne, at man også er sammen om et fælles måltid. Jeg kan godt forstå, at man overhovedet ikke har den tankegang hos De Konservative. Der vil man hellere have, at nogle børn sidder og fedter med leverpostejmadpapiret, og at nogle måske sidder med andre ting, som de har fået med, og det er så det.
Hvad angår Fødevarestyrelsens forklaring, ændrer den jo ikke noget ved, at man også nu meddeler og hele tiden har sagt, at der er problemer med at nå kontrollerne. Og nu bliver det endda endnu mere åbenlyst, fordi man ikke vil skrive under på den aftale, der skal laves, som jo netop er en aftale mellem Fødevarestyrelsen og regeringen om, hvad der skal foretages. Den vil man ikke skrive under på, fordi der ikke er ressourcer til det, og det synes jeg sådan set bare hr. Per Ørum Jørgensen skulle forholde sig til og anerkende.

Jeg er meget, meget spændt på, hvordan Socialdemokraterne stiller sig til det forslag til vedtagelse, som hr. Kristen Touborg fremlagde for lidt siden. Deri står der jo nogle ting om differentieret moms og sådan nogle ting. Det var jo en samlet opposition, vi havde, i hvert fald da vi gik ind i salen, så jeg er meget spændt på, hvordan det ser ud, når vi lige om lidt går ud fra Folketingssalen. Hvordan vil Socialdemokraterne forholde sig til det forslag, som SF og Enhedslisten, som jeg forstår det, har lagt frem?

Jeg er helt sikker på, at fru Inger Støjberg er helt bekendt med Socialdemokratiets politik. Det er ikke vores opfattelse, at man skal have en differentieret moms. Det kunne måske lyde tiltalende, men der er ikke nogen tvivl om, at det ikke vil ændre noget som helst på priserne ude på markedet, og derfor har vi fravalgt det.
Så er der jo heller ikke nogen tvivl om, at momsen også er med til at finansiere vores velfærdssamfund. Det er klart, at hvis man skærer momsen ned, skal man huske på, at momsen jo er den største indtægtskilde, velfærdssamfundet har, den ligger vel på 160 mia. kr., et meget, meget stort beløb. Lad os sige, at man på fødevareområdet skar ned med 16 mia. kr. - jeg ved ikke om det er det beløb, men det vil selvfølgelig kunne sættes til et. Vi mener ikke, at man umiddelbart kan trække det væk. Men det største problem er efter min opfattelse, at markedet simpelt hen vil tilpasse sig, sådan at vi formentlig ikke vil se nogen som helst prisændring. Sådan er det nu engang derude i det virkelige liv.

Ja, man må sige, at det jo er klar tale. Altså, vi har en samlet opposition, der her i dag vil stille familie- og forbrugerministeren til ansvar for fødevaresikkerheden og kontrollen og strategien og sådan nogle ting. Samlet går man ind, og splittet går man ud. Det synes jeg ærlig talt er lidt tankevækkende, og jeg synes, det er meget, meget mærkeligt, men sådan er det, og det må vi jo så tage til efterretning.
Mit andet spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører er til den gratis mad. Altså, hvis man vil være sådan helt reel, synes jeg man bør kalde det for skattefinansieret mad. Hvordan skal det finansieres? Altså, man har bare sagt, at det vil man have, men man anviser overhovedet ikke en finansieringskilde og sådan noget. Det er åbenbart noget, som man fra socialdemokratisk side sådan har tillagt sig. Man kan bare slå ud med armene og sige: Vi vil have det ene og det andet og det tredje, men finansieringen, jamen den kommer vi til, det er ikke rigtig noget, vi sådan skal tage os af nu her i det gode debatklima.
Jeg synes ærlig talt, det er lidt underligt. Og jeg troede egentlig, at Socialdemokratiet var mere ansvarlig - også økonomisk. Jeg har egentlig gået med det billede, at man var ansvarlig, og at man, når man lagde noget frem, så også vidste, hvordan man skulle finansiere det. Men det er jo helt tydeligt slet, slet ikke tilfældet længere.

Nu er det jo ikke fremmed for Venstre at lægge ting frem, som ikke er fuldt finansieret. Det troede jeg at fru Støjberg var helt på rene med.
Vi mener faktisk ikke, det under nogen omstændigheder er et problem at finansiere det beløb, det drejer sig om - man har endda tradition for det, der er historisk tradition for det, faktisk langt tilbage i tiden, men det bliver jo en historisk redegørelse, som ikke er så interessant - for vi vil bruge en periode til det; det er jo ikke fra dag ét, samtlige 750 mio. kr. skal være til rådighed. Vi synes, at det er en prioritering af børnene, og at det her måske kan lade sig gøre, og vi synes altså ikke, at man skal skabe de forskelle, der kan komme i daginstitutionerne ved, at nogle sidder med madpakken og nogle er med i den fælles madordning, som ligger derude.
I forbindelse med at vi har økonomi i øjeblikket, har Socialdemokraterne jo sagt, at vi i hvert fald med det overskud, staten har, godt kunne bruge noget mere, sådan at man ude i kommunerne fik bedre muligheder. Derude har Venstre virkelig gået hårdt til plejehjem og daginstitutioner, og man kan se, hvad konsekvensen er nu.

Der blev næsten stillet et spørgsmål om det her med multivitaminjuice. Der kan jeg så oplyse, at Dansk Folkeparti stadig væk har den holdning, vi hele tiden har haft til det. Det har vi også generelt til berigede fødevarer, til gmo, som vi altid har givet udtryk for.
Så skal det her jo munde ud i et spørgsmål, og så må det blive, at jeg formoder, at hr. Jens Peter Vernersen er klar over, at den her fødevarepolitiske redegørelse er skrevet af ministeren og ikke af Dansk Folkeparti.

Ja, der må jeg sige, at nu har vi jo begge to været herinde et stykke tid, og derfor ved vi selvfølgelig godt, hvem der skriver redegørelserne, men det ændrer jo ikke ved, at flertallet til det, ministeren har foretaget sig, også omkring fødevareskandalerne, jo er kommet fra Dansk Folkepartis side.
Derfor var det interessant, om der med den her redegørelse også kunne komme til at ske et skred i f.eks. multivitaminjuicesagen, hvor man fik lavet en fælles beretning, og hvor regeringen jo kom i mindretal. Det er ikke uinteressant, når regeringen tager sig den frihed at sige, at den vil det og det, om den så har flertal for det eller ikke har det. Det kan jeg så forstå den ikke har.

De fødevareskandaler, der har været, og kontrolproblemerne kan man selvfølgelig flette ind i mange ting, men jeg har bare svært ved at se sammenhængen mellem dem og gmo og berigede fødevarer, men det kan godt være, der er en god og snørklet forklaring på det.
Mit sidste spørgsmål skal gå på det her med skolemaden. Det lyder jo flot. Så må jeg spørge hr. Jens Peter Vernersen:
Er grunden til, at Socialdemokratiet går ud og siger, at nu skal det være gratis, og i øvrigt ikke kom med forslaget, da de selv havde regeringsmagten, at den nuværende regering sammen med Dansk Folkeparti har skabt så stort et økonomisk råderum, at der er plads til det?

Jeg er da glad for, at hr. Christian H. Hansen synes, at vores oplæg om skolemad lyder rigtig flot. Det vil jeg gerne kvittere for. Vi er også meget glade for det selv. Derfor burde det sådan set kunne få et flertal, hvis det er sådan, at det bliver Dansk Folkeparti, der får den afgørende indflydelse. Det er jo ikke så afgjort, at det sker efter næste valg, men derfor er man velkommen til at stemme for forslaget, når den tid kommer - det skal jeg da bare sige.
Hvad angår skolemaden i forbindelse med daginstitutionsbespisning, skal jeg gøre opmærksom på, at vi allerede på vores finanslov her i 2006 faktisk har sat et ganske betydeligt beløb af til det, så det er jo ikke sådan, at alt er helt nyt. Vi har lavet et sammenhængende oplæg om, hvordan vi synes, børn skal have muligheder, og det oplæg er vi faktisk både glade for og stolte over, fordi vi synes, det er rigtig godt - endda rigtig, rigtig godt. Og jeg vil gerne som sagt kvittere for, at hr. Christian H. Hansen støtter det.
Så vil jeg godt sige angående det der med, hvor vi står henne politisk, at det jo er kommet dertil, kan jeg forstå, at hr. Christian H. Hansen ikke betragter sig som en del af oppositionen, når han udtaler sig, men mere som næsten tilhørende regeringen. Det er jo meget interessant. Og så vil jeg også sige, at det altså er 5 år siden, vi skiftede regering. Jeg skal måske henvise til skatteministeren, der sagde: Vi ikke kan skyde ansvaret over på Socialdemokraterne mere, vi må selv tage ansvar for det, der sker.

Tak til hr. Jens Peter Vernersen. Så er det hr. Christian H. Hansen som ordfører.

Det er da nok rigtigt, at skatteministeren har udtalt det, og jeg skal da også sige, at jeg tror, at regeringen og oppositionsstøttepartiet gerne tager det fulde ansvar for det økonomiske råderum, der er skabt i dansk økonomi.
     Så vil jeg indledningsvis både om den her redegørelse og forespørgsel sige tak til ministeren for fremlæggelsen af dem, og i øvrigt også tak til dem, der rejser forespørgslen, for det giver jo anledning til at drøfte nogle vigtige problemer her i Folketingssalen. Så tak for det.
     Der er mange vigtige emner, det har man også været inde på tidligere i dag: fødevarekontrol, sundhed, gmo, anprisninger og andre ting har man været inde på, og det står der så også noget om i selve redegørelsen.
     Når vi taler sundhed, synes jeg, det er rigtig godt, at man i redegørelsen kan se, at regeringen vil fremme viden om sundhed og hermed også livsstil, og at et udbud af sund mad skal til at blive sat i fokus. Men jeg er også nødt til at sige, at det ikke er nok, at man fra politisk side sætter sig de mål, der skal også være nogle resultater i den sidste ende. Vi må sikkert være nogle, der skal hjælpe regeringen med, at de resultater kommer frem. Det kan jeg så sige vi også er villige til at hjælpe med.

     Så må jeg også sige, at én ting, jeg altid synes er vigtig, når man drøfter det her med forbrugerpolitik generelt, jo er, at vi sagtens kan stå i Folketingssalen og sige, at vi har en masse mål for, hvilken kvalitet vi synes det skal have, hvilken sundhedshøjde det skal have, men vi er også nødt til at skabe en debat med forbrugerne.
     Jeg ved nemlig, at forbrugerne går meget op i, at fødevaresikkerheden er optimal; de går meget op i at støtte økologi, fordi det også er med til at støtte dyrevelfærd, der er et sammenfald der. Det er faktisk nogle rigtig gode intentioner, de fleste forbrugere har på det område, men når man så når køledisken, er det bare, som om det mange gange alligevel er prisen, der styrer indkøbene. Og det er her, jeg mener, tingene skal hænge sammen - også for forbrugeren. Hvis prisen ved kasseapparatet skal være lav, ja, så får vi altså ikke den samme kvalitet. Derfor er det nødvendigt, at der skabes en dialog, således at forbrugerne også får en forståelse for, at kvalitet og pris hænger sammen.
     Det er også på disse præmisser, økologien kommer ind. Jeg kan godt se, at økologien jo har fået en plads her i redegørelsen. Jeg kunne godt have ønsket mig, at den fyldte en fire, fem sider, det gør den så ikke, men den er dog nævnt, og vi må konstatere, at økologien er en succeshistorie
i Danmark.
     I redegørelsen peges der jo, som jeg nævnte før, lidt på økologien, men så er det efter min opfattelse meget godt, at vi på andre områder har fået aftalt noget mere økologi - det har vi gjort i et andet ministerium, men det er lige meget, det er under samme regering - nemlig med økologipakken, som virkelig kan være med til at understøtte den udvikling, som er nævnt en lille smule i redegørelsen. Men vi skal blot forholde os til, at man fra politisk side skal blive ved med at understøtte den fremgang og ikke bare læne sig tilbage i stolen og sige, at det jo går godt, og så passer det område nok sig selv, for det er ikke det, der er virkeligheden.
     I redegørelsen er der også et andet tiltag, jeg vil fremhæve som godt, og det er kampagnen for skolefrugt, hvor regeringen oplyser, at den i forbindelse med skolestarten i efteråret 2007 vil iværksætte en landsdækkende kampagne for skolefrugt. Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren, hvis der er tid til det lidt senere i dag, redegjorde lidt mere for, hvor målrettet den kampagne skal være. Det siger jeg, fordi jeg netop synes, at det er et vigtigt sted at sætte ind, nemlig der, hvor man får fat i de unge mennesker og får dem forklaret, hvad der er vigtigt, når de spiser, herunder frugt og rigtig ernæring, altså at forklare begrebet at spise sundt. Så vil jeg også sige til regeringen, at jeg synes, der er mange gode mål og intentioner i denne fødevarepolitiske redegørelse, men som tidligere nævnt håber jeg ikke, det bare er intentioner. Jeg håber også, det er en håndbog til noget, som skal føres ud i livet, altså er en håndbog for livet. Angående ernæringsmærket vil jeg sige, at jeg forventer, at det bliver et godt tiltag. Jeg er så ikke helt enig i det, som Venstres ordfører var inde på om en hel masse med EU og sådan noget. Der må jeg jo sige, at jeg har den holdning, at vi skulle have meget mere lov til at bestemme, hvilke fødevarer vi vil have herhjemme, også til at bestemme, hvilke af de fødevarer, som strømmer over grænsen, vi kunne sige nej til. Så vil jeg gerne om fødevaresikkerheden sige, at det er et vigtigt område for Dansk Folkeparti. Det er også vigtigt, at vi har en høj fødevaresikkerhed, at vi har et velfungerende fødevarekontrolsystem, og vi kan lige så godt være ærlige, uanset hvilket parti vi kommer fra, uanset hvilken farve vi har, og sige, at der har været en masse sager, som har været uacceptable. Vi har hørt om gammelt kød, der er nået ud til forbrugeren, vi har hørt gentagne gange, at kontrolsystemet har svigtet, og der kan ikke være tvivl om, at det er noget, der skal rettes op på. Derfor ser vi i Dansk Folkeparti også frem til, at Rigsrevisionens beretning om fødevarekontrol samt den uafhængige ekspertgruppes anbefalinger kommer, og vi kan få belyst, hvordan styringen af Fødevarekontrollen kan indrettes mest hensigtsmæssigt. Dansk Folkeparti vil sammen med regeringen drøfte resultaterne af undersøgelserne og også se, om der er behov for at tilføre Fødevarekontrollen, altså kontrolsystemet, flere økonomiske midler.

Jeg har også stor tiltro til, at aftalen om nultoleranceplanen mellem Dansk Folkeparti og regeringen, som jo i øjeblikket er ved at blive udmøntet gennem L 28, indebærer så mange forbedringer og skærpelser på fødevareområdet, at vi kommer problematikken, der har været hen over sommeren, men også i 2005 og faktisk rigtig mange år tilbage, til livs. Hvis man går tilbage, er det her med fødevareskandaler jo ikke noget nyt, det er ikke noget, der bare er skabt under den her regering, man kan finde avisklip om det fra tidligere regeringer. Men det er jo sådan set ikke det, jeg synes vi skal drøfte, jeg synes ikke, vi skal drøfte, hvem der har skylden for hvad og hvorfor. Det, vi skal drøfte nu, er: Hvordan kommer vi det til livs? Det er faktisk det, der må være målet for samtlige politiske partier.
Sluttelig bliver jeg for god ordens skyld nødt til at sige, at det forslag til vedtagelse, der er fremsat af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, støtter Dansk Folkeparti. Det tror jeg nok man skal sige.

Der er foreløbig fire, der har bedt om korte bemærkninger til ordføreren, først fru Elisabeth Geday.

Jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren for Dansk Folkeparti bekræftede, at det er et krav fra Dansk Folkeparti, der har holdt de øvrige oppositionspartier ude fra forhandlinger om eksempelvis salmonellahandlingsplanen og fødevarekontrollens fremtid.
Jeg vil også gerne bede hr. Christian H. Hansen om at bekræfte, at Dansk Folkeparti på samme vis har tænkt sig at holde oppositionen ude fra de kommende forhandlinger i forlængelse af de uafhængige rapporter, som er blevet bebudet op mod jul.

Tak for spørgsmålet. Jeg er altså lidt stolt af den betydning, jeg bliver tillagt i dag. Det er næsten, som om jeg sidder lidt over ministeren og kan bestemme det hele. Det er da en skøn fornemmelse. Jeg tror bare, at den fornemmelse forsvinder, når jeg forlader Folketingssalen igen. Så tror jeg, jeg går bare op på kontoret; det er ikke mig, der sætter mig ud i en eller anden bil og bliver kørt væk herfra. Det er sådan set ministeren og regeringen, der altid, altid har mulighed for at invitere dem, som nu gerne vil inviteres til et møde, og som gerne vil være med til at opnå nogle resultater.
Jeg kan så ikke vide, om grunden til, at det er gået, som det er, er, at man har følt, at dem, man så inviterede, ikke ville være med til at levere nogle resultater; det skal jeg lade være usagt.

Jeg kan jo starte med så at oplyse hr. Christian H. Hansen om, at der ikke engang har været en invitation, og at det har forlydt - også i medierne - at forklaringen er den simple, at Dansk Folkeparti ikke har ønsket andre forhandlingsparter ved bordet end Dansk Folkeparti selv. Og jeg synes derfor, det er lidt pinligt, at hr. Christian H. Hansen på den her måde forsøger at tale udenom. Jeg skal ikke kunne sige, om det er hr. Christian H. Hansen som ordfører, der ikke mener, han har indflydelse, men så burde han i det mindste bekræfte, at det er toppen i hans eget parti, som har insisteret på en fremgangsmetode som den her.
Derfor vil jeg også tillade mig at tage udgangspunkt i, at Dansk Folkeparti rent faktisk har ønsket det sådan. Og kan hr. Christian H. Hansen så ikke bekræfte, at når Dansk Folkeparti ønsker så at sige at indgå de her smalle forlig med regeringen, så giver det også Dansk Folkeparti et særligt ansvar, et særlig stort ansvar for, at vi er der, hvor vi er
i dag med en svigtende fødevarekontrol og generelle nedskæringer på nogle områder, hvor der burde have været en ambitiøs opprioritering?

Selvfølgelig har et støtteparti altid ansvar. Det burde fru Elisabeth Geday også vide, idet hun jo selv tilhører et parti, som også har for nogle år siden været ved magten, og som var det parti, som også støttede, at man lagde fødevareregionerne om, og at man lavede besparelser på laboratorieprøver osv. Så det ved fru Elisabeth Geday jo at man også har et ansvar for.
Til det her med, om der er nogle, der specielt ønsker, om andre må gå med til et forhandlingsbord eller ej, bliver jeg altså nødt til at fastslå, at det ikke er Dansk Folkeparti, der skriver invitationerne til at komme over i Familie- og Forbrugerministeriet. Det har vi intet ansvar for.

Så er det hr. Kristen Touborg, der har en kort bemærkning til ordføreren.

Der står i redegørelsen en lille smule om dyrevelfærd, og det har hr. Christian H. Hansen også lige været inde på.
Af redegørelsen fremgår det, at dyrevelfærdsrejseholdet og egenkontrol skal være det, der skal klare problemet med dyrevelfærd udeomkring i primærbesætningerne. Er det efter Dansk Folkepartis opfattelse tilstrækkeligt, at man har de to forholdsvis primitive redskaber, samtidig med at der kun er midler til, at besætningerne får besøg af kontrollen hvert tyvende år, hvad angår dyrevelfærd. Er det tilstrækkeligt?

Jeg vil gerne starte med at sige, at vi er glade for, at dyrevelfærdsrejseholdet er blevet etableret. Vi synes, det er et utrolig godt tiltag. Det er jeg nødt til at sige, for det er jo et af Dansk Folkepartis egne forslag.
Jeg synes, vi skal give rejseholdet mulighed for at virke i et stykke tid, før vi evaluerer det her. Men hvis der er et problem med at få styr på de ting og de intentioner, der lå i at oprette dyrevelfærdsrejseholdet, er vi i Dansk Folkeparti altid villige til en drøftelse af en eventuel problematik. Jeg synes bare, vi skal skabe problematikken, før vi drøfter den.

Så er det hr. Kristen Touborg for endnu en kort bemærkning.

SF er også glad for rejseholdet. Det er også SF's politik, at det skulle indføres. Men det var ikke det, der var hovedbaggrunden for mit spørgsmål.
Jeg synes måske, ordføreren viger lidt uden om den omstændighed, at der i gennemsnit går 20 år mellem, at de enkelte besætninger får det her dyrevelfærdsbesøg. Synes Dansk Folkeparti, det er tilstrækkeligt? Ville det ikke være bedre at gå lidt hurtigere frem end at afvente - i virkeligheden i årevis - om resultaterne af rejseholdets arbejde er så overbevisende, at man skal have flere af den slags?

Jeg bliver nødt til at sige, at i forbindelse med indførelsen af det her dyrevelfærdsrejsehold mener jeg faktisk, at man undersøgte, om det ville være givtigt at øge frekvensen i den retning, som hr. Kristen Touborg er inde på, og der var svaret fra eksperternes side, at det faktisk ikke ville forbedre situationen.
Men hvis det viser sig, at det her dyrevelfærdsrejsehold ikke får hul på den problematik, de problemer, der eventuelt kunne være omkring det, så er Dansk Folkeparti villig til at drøfte det, og det er vi - må jeg så hellere sige - med samtlige Folketingets partier inklusive regeringen.

Nu vil hr. Christian H. Hansen jo gerne underbetone sin betydning i forhold til ministerbiler. Jeg vil bare spørge hr. Christian H. Hansen, om sandheden ikke er den helt banale, at når den nuværende forbrugerminister stadig væk har en ministerbil til sin rådighed på trods af de omfattende skandaler, der har været inden for fødevareområdet, skyldes det kun Dansk Folkeparti, som har det fulde ansvar for, at vi har den minister, vi har i dag, og derfor også har ansvaret for, at der ikke er blevet draget de nødvendige konsekvenser af det, der er sket på fødevareområdet.
Det andet spørgsmål, jeg vil stille hr. Christian H. Hansen, er, om det ikke også i forhold til debatten i dag er sådan, at vi kan se, at det er vigtigere for Dansk Folkeparti at støtte regeringen end at forsøge sammen med andre partier at skaffe flertal for løsninger, der kunne fokusere på miljø og sundhed, og at det er derfor, man ser igennem fingre med, at den redegørelse, ministeren er kommet med, på en række områder bryder med Dansk Folkepartis politik og også bryder med et flertals politik her i Folketinget.

Til det første om ministerbiler må jeg sige, at det jo er den til enhver tid siddende statsminister, der sådan set bestemmer, hvem der skal sidde i de biler, eller i hvert fald regeringen; det er ikke Dansk Folkeparti, der ligesom bestemmer det.
     Så må jeg også forholde mig til, at Dansk Folkeparti jo har fremsat et forslag til vedtagelse her i Folketingssalen, som gik ud på at lægge de to ministerier sammen. Og den opfordring står stadig væk ved magt. Men det er igen statsministeren, der skal afgøre udmøntningen af det.
     Med hensyn til de sidste ting om sundhed og gmo'er og berigede fødevarer, er det altså også sådan, at den her redegørelse er en redegørelse fra ministeren. Det ændrer altså ikke Dansk Folkepartis holdning til gmo. Det ændrer ikke vores holdninger til det, som vi var inde på før, om multivitaminjuice og beretningen, og det ændrer heller ikke vores holdning til berigede fødevarer generelt.
     Det er jo sådan med hensyn til nogle af de ting, der ligger i redegørelsen, at man må formode, at hvis det er den der håndbog til ting, der skal føres ud i virkeligheden, som jeg var inde på, så kommer der nogle lovforslag, og hvis det er nogle lovforslag, der kommer til at gå direkte på, at nu skal vi i Danmark styrke og satse hårdt på gmo, ja, så vil vi ikke kunne medvirke.

Hr. Per Clausen for endnu en kort bemærkning.

Et eller andet sted tror jeg godt, at hr. Christian H. Hansen ved, at hvis Dansk Folkeparti havde ønsket at støtte et mistillidsvotum til den siddende forbrugerminister, så var han ikke forbrugerminister mere. Det valgte Dansk Folkeparti ikke at gøre, sådan er det, og derfor bærer hr. Christian H. Hansen naturligvis ansvaret for, hvem der kører rundt i ministerbiler i det her land. Det har miljøordføreren fra Dansk Folkeparti også på vanlig charmerende vis påpeget, så jeg forstår ikke, hvorfor hr. Christian H. Hansen vil løbe uden om det privilegium, som det må være at bestemme, hvem der kører rundt i ministerbiler.

     Det andet er det meget interessante synspunkt, at hr. Christian H. Hansen siger, at Dansk Folkeparti er imod, at man fokuserer på gmo som løsningen på sultproblemer i tredjeverdenslande og som løsning på sundhedsproblemer i Danmark. Det forstår jeg ingenting af.
     Mig bekendt har den forskningsindsats, som hr. Vernersen omtalte, og som Socialdemokraterne har været med til at aftale med regeringen, hvor man inden for fødevareområdet netop fokuserer meget ensidigt på gmo, jo også været støttet af Dansk Folkeparti.
     Altså, hvad mener Dansk Folkeparti i de konkrete situationer, hvor man har mulighed for at få indflydelse?

Jeg vil svare på den måde, at jeg vil forholde mig til mit svar omkring ministerbilerne. Jeg kan godt gentage mit svar, men det driver jo ikke debatten videre, at jeg ikke kommer med noget nyt, for jeg forholder mig til, at vi har haft et forslag til vedtagelse om, at man kunne sammenlægge de to ministerier, og det mener jeg i øvrigt også - og så må jeg blive rettet, hvis det ikke er korrekt - at Enhedslisten støttede.
Omkring det andet må jeg sige, at Dansk Folkeparti altid har syntes, det er væsentligt, at man forsker, også i gmo, men at man forsker, betyder jo ikke, at man så fører det ud i livet bagefter.

Historien tilbage fra foråret om, hvordan forløbet var, er jo heldigvis velbeskrevet i referaterne her fra Folketingssalen.
Jeg vil bare sige ganske kort til hr. Christian H. Hansen: Der var et forslag om mistillid til ministeren, det kunne der ikke skabes flertal for, der blev fremsat en afværgevedtagelse fra Dansk Folkeparti, den var der så flertal for, og derfor kører ministeren stadig væk rundt i sin sorte bil.
Det er jo nemlig rigtigt, som hr. Christian H. Hansen siger to gange: Det er sådan set ministeren der bestemmer, hvem der skal inviteres, og sådan set statsministeren, der bestemmer, hvem der skal være minister. Det er jo den der vanlige underdrivelse. Men det ændrer jo altså ikke noget ved, at der mellem Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative regeringen, blev aftalt et forslag om salmonella, hvor vi havde tilkendegivet, at vi gerne deltog i de forhandlinger, men inden solen gik ned, var der lavet en aftale med Dansk Folkeparti, hvor man i øvrigt tog 57 mio. kr. fra landdistriktsmidlerne; folk ude i de tyndtbefolkede områder skulle så betale 57 mio. kr. for at bekæmpe salmonella.

Christian H. Hansen (DF):
Jeg vil godt sige til det om, at man bruger nogle penge af landdistriktsmidlerne: Altså, hr. Jens Peter Vernersen forsøgte også forleden dag i salen at komme med sådan et surt opstød omkring det her og sagde, at det var en helt ny tankegang. Det er såmænd ikke noget, den her regering har skabt, sådan har det altid været, at man har overført de penge, der står ubrugte fra en aftale, og videreført dem. Vi var inde på beløbet, de 275 mio. kr., forleden dag under en anden debat.
Nu vidste jeg ikke engang, at ministerbilen var sort, det var jeg ikke engang klar over at den var, så tæt har jeg altså ikke været på den ministerbil, som nogen gerne vil gøre det til.
Jeg vil så sige, at der lå et forslag til vedtagelse fra Dansk Folkeparti. Så kan man kalde det et afværgeforslag eller ej, men vi har sagt fra starten, at vi syntes, det var dumt, at man skabte et nyt ministerium. Vi ønskede, at de to ministerier skulle blive sammenlagt til et, det ønsker vi stadig væk, og vi venter stadig væk på, at regeringen igangsætter det tiltag.

I forhold til starten af det indlæg, der kom fra Dansk Folkepartis ordfører, hr. Christian H. Hansen, er der vel ikke nogen som helst tvivl om, at Dansk Folkeparti har haft et særligt ansvar for fødevareskandalerne, i og med at man hele tiden har understøttet budgetterne, der har medført reduktioner på 112 mio. kr. under den her regering. Hr. Christian H. Hansen har været med hele vejen rundt. Da vi sidste diskuterede netop den vinkel på det, tror jeg også, hr. Christian H. Hansen blev klar over, at det altså havde været naivt at forestille sig, at det kunne ske uden konsekvenser. Så vil jeg godt sige til hr. Christian H. Hansen: Fordi vi debatterer her i Folketinget, har det jo ikke noget med et surt opstød at gøre. Den retorik synes jeg egentlig man skulle holde sig fra, for det er jo ikke det, det drejer sig om; det drejer sig om at få tingene på bordet, også selv om de er ubehagelige for hr. Christian H. Hansen.

Jeg vil sige, at der nu ikke er fremkommet noget her i dag, som har været ubehageligt for undertegnede, overhovedet ikke, tværtimod. Jeg synes, det er godt at få belyst tingene, jeg synes, det er godt at få fortalt både oppositionen og befolkningen om sandheden, om den virkelige sandhed.

     Vi kan jo godt begynde at tale om en masse tal. Det tror jeg interesserer folk. Jeg tror virkelig, at folk hellere vil høre om en masse tal, end de vil høre om, hvordan man har tænkt sig at løse problemet. Nej, det tror jeg netop ikke, men jeg ved godt, at Socialdemokratiet tror, det er sådan, at bare man slynger nogle tal ud, så går det nok, det hele.
     Virkeligheden er jo, at nu er Rigsrevisionen ved at kigge på området, og vi har en uvildig ekspertgruppe, og alle står her og siger, at når Rigsrevisionens rapport kommer og den uvildige ekspertgruppe kommer med nogle resultater og nogle konklusioner på, hvordan vi kan gøre det bedre, ja, så tager vi arbejdstøjet på. Og jeg tror på, at når det arbejdstøj skal tages på, får vi løst de her problemer.
     Så må jeg også sige, at i 2002 var der en nedskæring på området på 130 stillinger; det var besluttet under en socialdemokratisk regering, men det skal vi selvfølgelig ikke drøfte i dag.

Det kunne vi jo godt, hvis det var det, det handlede om, og sådan set også var den dybere mening med det, der foregik.
Hr. Christian H. Hansen taler meget om og pralede faktisk af det økonomiske råderum, der er skabt igennem de sidste 5 år, og samtidig taler hr. Christian H. Hansen om, at der er en masse uacceptable sager, når det drejer sig om fødevaresikkerheden.
Tror hr. Christian H. Hansen ikke, at der sådan set er en sammenhæng mellem de to ting: at der netop er en god grund til, at man må sige, at denne regering har påført nogle nedskæringer for at skabe økonomisk råderum, som faktisk har sat fødevaresikkerheden ud af kraft?

Nu er det ikke nødvendigvis sådan, at de to ting faktisk hænger sammen. Man kan sige, at de problemer, der var omkring Thulin Kød og Tannis Food - for bare at tage et af de eksempler, der har været oppe - har jo ikke nødvendigvis noget at gøre med, at kontrollen har manglet ressourcer. Det kan have noget at gøre med, og det ved hr. Ole Vagn Christensen selv, at der er nogle brodne kar, og det vil der altid være, uanset hvor mange midler man sætter af. Om vi så tømte det økonomiske overskud, der er på finansloven på nuværende tidspunkt, og førte alle pengene over i fødevarekontrollen, ville vi jo ikke få en situation, som gjorde, at der ikke kom en sag op igen; selvfølgelig ville der gøre det. Det handler ikke nødvendigvis altid om ressourcer.

Grunden til, at der ikke er mange journalister, der interesserer sig for det her område i dag, i hvert fald ikke her i Folketingssalen, tror jeg ligger i, at der ikke er nogen strategi lagt frem fra Dansk Folkepartis side om, hvad man vil gøre ved de opståede problemer. Der er heller ikke lagt en strategi frem fra regeringens side.
Regeringen har sendt hele det her område til hjørnespark, og vi har også forstået, at det er det, der er blevet sagt af hr. Christian H. Hansen: Vi venter på Rigsrevisionen, vi venter på de uvildige eksperter. Hvor mange det så skal gå ud over i mellemtiden, at man sådan set har svækket på fødevarekontrollen og fødevaresikkerheden, ja, det må vi så vente med at finde ud af, til man får afgjort tingene.
Angående økonomien er jeg da meget enig i det, hr. Christian H. Hansen siger, nemlig, at det godt kan være, at man kan få ændret spørgsmålet omkring økonomien, og her tænker jeg særlig på fedme. Det kunne jo godt være, at man kunne undgå nogle af de fremtidige udgifter ved at sørge for det, Socialdemokraterne foreslår, nemlig gratis mad.

Jeg må sige, at for det første tror jeg, at årsagen til, at man ikke lige kan se, at journalisterne er til stede her i salen, er, at her i Folketinget er der altså en mulighed for, at man kan sidde og lytte til debatten. Og jeg tror, de dygtige og anerkendte journalister sidder og følger meget med
i den her interessante debat, der er i dag. Jeg ved ikke, om man kan sige, at der sådan set ikke er lagt nogen strategi frem, for hvad man kan gøre. Altså, jeg synes, at hvis man først har en situation, hvor man afventer en rigsrevisionsrapport, afventer man en uvildig rapport. Det er nogle ting, man har igangsat for netop at komme ned i substansen af de her problemer.

Så synes jeg også, oppositionen i stedet for at komme med en masse skud fra hoften om, hvad man tror der er galt, skulle vente, indtil de to rapporter foreligger, og så se på, hvad de siger, og så løfter vi jo problemerne efterfølgende.
Så må jeg sige til slut til hr. Ole Vagn Christensen, at som jeg har forstået det, får vi de her rapporter på et tidspunkt her i december måned. Venstres ordfører var inde på det sidst, og jeg tror ikke - jeg håber det ikke - at der når at ske de helt store katastrofer inden.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Per Ørum Jørgensen.

Nu kunne vi indledningsvis høre hr. Kristen Touborg give karakter til den her fine fødevarepolitiske redegørelse - i et forbrugerperspektiv. Konklusionen var sådan lidt, at den manglede indhold. Jeg vil nu sige, det ikke altid er størrelsen, men mere gørelsen, som er relevant - det kan jeg se at hr. Kristen Touborg er enig med mig i - og jeg synes faktisk, at der er masser af power, masser af initiativ, og at det er en meget ambitiøs plan, regeringen lægger frem, med hele 36 initiativer til at løse nogle konkrete udfordringer, vi står midt i. Så jeg er altså ikke helt enig i karakteren fra hr. Kristen Touborg. Tværtimod synes jeg, at det er en god og ambitiøs redegørelse, der ligger fra regeringens side.
     Redegørelsen bygger på fire søjler: initiativer til at sikre bedre tilgængelighed til oplysninger om sund kost og livsstil, initiativer til at skabe større gennemsigtighed omkring fødevarernes kvalitet, initiativer til at skabe større ansvarlighed og bedre fødevaresikkerhed og initiativer til at styrke forskningen, så der skabes mere udvikling og ny viden om sundhed, kvalitet og sikkerhed.
     Når man sådan bevæger sig op i helikopteren og kaster et blik på fødevaresituationen set ud fra et forbrugerperspektiv, finder jeg, at vi befinder os i en både spændende og interessant fase, men også i en situation, som rummer væsentlige udfordringer på mange områder.
     Der er først og fremmest en større mangfoldighed i sortimentet, når familien Danmark skal fylde indkøbsvognene. Mange nicheprodukter skyder frem, og man kan se, at en lang række nye og spændende produkter er blevet en del af danskernes hverdag. Globaliseringen gør endvidere, at mangfoldigheden blomstrer. Det, at verden er blevet mindre, gør, at nye madvarer og retter er blevet en del af vores hverdag.
     Denne situation gør naturligvis, at vi står over for nogle nye udfordringer omkring fødevaresikkerhed og gennemsigtighed, og det betyder også, at danske producenter har muligheder og perspektiver for at skabe nye markeder og for at fremme den danske fødevareeksport, et felt, hvor vi tilhører verdenseliten, hvilket er en position, som vi har et fælles ansvar for at understøtte og fastholde.
     Det er som regel i de unge år, vi får skabt et grundlag for vores livsstil og normer. Det er derfor helt centralt, at vore børn og unge får den bedst mulige introduktion til sund livsstil og sunde kostvaner. I Det Konservative Folkeparti finder vi det alarmerende, at antallet af overvægtige børn er stigende og i dag udgør mellem 15 og 20 pct. af børnene herhjemme. Den kurve skal vi have knækket, og derfor anerkender vi også de initiativer, som redegørelsen rummer, initiativer, der bygger på mere information rettet mod forældrene - som jo, når alt kommer til alt, har det overordnede ansvar for børnenes livsstil - dagtilbud, skoler og fritidsordninger. Vi håber endvidere, at endnu flere institutioner og skoler etablerer madordninger, og at industrien tager et større ansvar, når det gælder markedsføring af usunde fødevarer rettet mod børn.
     Som jeg var inde på indledningsvis, stiller bl.a. globaliseringen store krav til behovet for gennemsigtighed på fødevareområdet. Vi Konservative ønsker, at forbrugerne sikres de bedst mulige vilkår for at træffe kvalificerede valg, når indkøbskurvene skal fyldes op med fødevarer.
     De fælles EU-regler om mærkning af fødevarer er under revision, og vi håber, at man fra dansk side kommer igennem med de mærkesager, som regeringen har givet udtryk for. Det gælder bl.a. udviklingen af et fælles EU-ernæringsmærke og mærkning med produktionsdato, så forbrugerne bedre kan gennemskue, hvor gammelt det kød, de køber, reelt er. Grundlæggende støtter vi regeringens ønsker om at få skrappere mærkningsregler på EU-plan, så borgerne sikres mere gennemsigtighed og en bedre forbrugerinformation generelt.

     Når det gælder berigede fødevarer, mener Det Konservative Folkeparti, at det er blevet en del af vores fødevaresortiment, som vi skal forholde os åbne over for. Dermed ikke sagt, at vi ønsker amerikanske tilstande her i Danmark, men ud fra forudsætninger om, at fødevarer, der er beriget med sundhedsfremmende egenskaber, er udstyret med relevant, forståelig information, at de ikke kommer i karambolage med egentlige lægemidler, og at de er godkendt på baggrund af videnskabelig dokumentation, forholder vi os åbne og mener endvidere, at der er tale om et område, hvor der er store udviklingsmuligheder.
     Jeg vil så godt lige sige, at det jo ikke betyder, at vi ikke anerkender de økologiske fødevarer - tværtimod, vil jeg sige. Vi har netop i forbindelse med finanslovaftalen sammen med Dansk Folkeparti lavet, og jeg vil gerne citere Knud Erik Sørensen, der er formand for Økologisk Landsforening: det største økologiske initiativ i mange år. Større kompliment kan man ikke få. Vi har lavet en økologisk støttepakke på over 1 mia. kr. i forbindelse med finansloven sammen med Dansk Folkeparti, og det er da ambitiøst og viser, at regeringen vil noget netop på det område.
     I Det Konservative Folkeparti ønsker vi, at forbrugerne skal være trygge, når de køber fødevarer i Danmark. Vi ønsker, at vi fortsat har en fødevarekontrol i verdensklasse, og derfor anerkender vi også den konsekvens, som regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti har udvist på baggrund af det seneste års tumult på området. Vi har et fødevarerejsehold, der allerede har vist sig at være en stor succes, vi er ved at indføre en nultoleranceplan på området, så de brodne kar, der kynisk ser stort på borgernes helt naturlige ønske om sunde og sikre fødevarer, vil opleve væsentlig skrappere sanktioner, hvis reglerne bliver overtrådt. Vi har to undersøgelser i gang, som bl.a. vil give et billede af, om selve styringen af kontrollen er i orden, og en afklaring på spørgsmålet, om der er ressourcer nok i fødevarekontrollen. Endvidere er der iværksat en øget kontrol af importerede fødevarer, vi har besluttet at iværksætte en handlingsplan for at nedbringe indholdet af salmonella og kampylobakter i relation til import og de dansk producerede fødevarer. Så når alt kommer til alt, er der virkelig taget fat på de problemer, som vi alle sammen selvfølgelig har været påvirket af. Borgerne her i kongeriget har krav på sikre fødevarer og på, at kvaliteten er i orden, og med de initiativer, som regeringspartierne og Dansk Folkeparti har iværksat, er jeg overbevist om, at dette mål vil blive indfriet, og at antallet af brodne kar i fødevarebranchen vil blive reduceret markant.
     I Det Konservative Folkeparti ønsker vi at styrke forskningen på fødevareområdet. Styrket forskning er medvirkende til at sikre højere fødevaresikkerhed, produktudvikling og bedre konkurrenceevne for danske fødevarevirksomheder. At vi mener det alvorligt, kan ses i forbindelse med de netop afsluttede finanslovforhandlinger, hvor der på området over 3 år er afsat næsten 150 mio. kr. ekstra til styrkelse af den strategiske forskning inden for fødevare-, sundheds- og miljøområdet. Vi ser også store perspektiver for, at forskningen styrkes, efter at man har gennemført fusionerne på universitetsområdet, så Danmarks Fødevareforskning fusioneres med Danmarks Tekniske Universitet, og vi forventer store forskningsmæssige gevinster ved, at forskningen samles på tre universiteter, hvor den i dag er spredt på syv forskellige steder. Vi Konservative støtter regeringens intentioner om på fødevareområdet at skabe bedre tilgængelighed, større gennemsigtighed, mere ansvarlighed og en styrket forskning. På den baggrund kan vi kun anerkende den fødevarepolitiske redegørelse i tryg forvisning om, at regeringens fødevarepolitik set fra et forbrugerpespektiv er både ansvarlig og ambitiøs.

Ja tak. Hr. Kristen Touborg, hr. Jens Peter Vernersen og hr. Ole Vagn Christensen har alle bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Kristen Touborg.

Hr. Per Ørum Jørgensen var så venlig at indlede sin ordførertale med at citere mig for noget omkring indpakningen og indholdet i redegørelsen. Jeg vil bare sådan lige præcisere, at det, jeg sagde, var, at det var en flot indpakning, men at det sådan set var vildledning, fordi indholdet ikke svarer til indpakningen.

     Hr. Per Ørum Jørgensen siger, at det er en redegørelse med ambitiøse mål. Jeg synes måske, det mere er flotte ord. Det kan godt være, det er mål, men det er uden store midler til det.
     Jeg vil godt give et par eksempler, først det her: Der står stop for målrettet markedsføring til børn af usunde fødevarer. Der siger regeringen så: Det er målsætningen, at det skal ophøre og ad frivillighedens vej.
     Hvorfor går man ikke ind konkret og gør noget eksakt ved det i stedet for at afvente noget fra EU om et år eller mere?

Nu er det jo selvsagt et problem, som skal klares på europæisk plan. Det er jo korrekt, at derude, hvor hr. Kristen Touborg og jeg kommer fra, er det måske de fleste, der kun ser Danmarks Radio og TV 2, men vi må altså forholde os til, at reklamer er et internationalt fænomen, og at folk ser tv-kanaler fra hele verden, og derfor er det selvfølgelig helt naturligt, fornuftigt og den eneste løsning på den her problemstilling, at man får fælles EU-regler på området, så man derved får konsekvens omkring de her ting.
Dermed ikke sagt, at vi bifalder, hvis danske producenter er uansvarlige på det her område, og hvis det viser sig, at de ikke retter ind på området, er vi selvfølgelig også klar til at kigge nærmere på, om vi kan tage skrappe midler i brug.

Hvis det nu var sådan, at regeringens ambitionsniveau var ordentlig højt, kunne Danmark vel godt gå foran, og så kunne EU jo følge efter.
Men jeg vil godt tage et andet eksempel også, og det er etableringen af ernæringsmærket. Der siger man jo meget flot, hvordan det skal fungere, og redegør for det, men som jeg har forstået det, er der ikke rigtig sat midler af til, at ernæringsmærket også kan komme til at virke i virkeligheden - eller er der?

Der er ingen tvivl om, at vi har store ambitioner, når det gælder ernæringsmærket. Det, der selvfølgelig ville være nummer et, var, hvis vi kunne få et europæisk ernæringsmærke, som jeg også var inde på i min ordførertale, for det er klart, at med grænseoverskridende aktivitet, med import af fødevarer fra hele verden er det jo optimalt at få fælles fodslag i EU omkring de her ting, så man, uanset hvor man befinder sig i Europa, har et ernæringsmærke, som fungerer og duer.
Så spørger hr. Kristen Touborg om midler. Det er ganske interessant, som oppositionen interesserer sig for penge, men det er nok, fordi man ikke har ansvar. Med den samlede indsats på det her område er der ikke sparet nogen steder. Tværtimod er det et område, som har regeringens bevågenhed, og derfor må vi sige, at der ikke kommer til at mangle noget
i den sammenhæng. Nu handler det om at få det her ernæringsmærke i gang, og så må vi med tiden se, om der skal afsættes flere ressourcer til området.

Den konservative ordfører, hr. Per Ørum Jørgensen, siger, at man har store ambitioner. Når man nu læser redegørelsen omhyggeligt igennem, og det har vi jo gjort, også fordi der skulle laves ordførertale osv., kan man godt sidde tilbage med den tanke: Mon de har ret meget at have disse store ambitioner i? For der er jo ikke meget, der er rigtig konkret, hvis man skal forestille sig en ændring, f.eks. spørgsmålet om ernæringsmærker, som er på frivillig basis, fordi man stort set ingen steder har kunnet komme, og derfor kan jo kun tiden efter 1. januar vise, om der kommer nogen ting ud af det. Men der er jo ikke meget, der tyder på, at der har været villighed til at gøre ret meget - og slet ikke at sætte disse ernæringsmærker på fødevarer, som alligevel ikke burde sælges i det her land. Hvis de her ernæringsmærker kommer på noget som helst, så bliver det ganske sikkert fødevarer, der er helt i orden. Jeg tror godt, vi kan forudse, at sådan vil det blive.
Og så vil jeg sige, at det er første gang, jeg har hørt det her: Vi har alle været påvirket af problemerne, sagde hr. Per Ørum Jørgensen, omkring fødevareskandalerne. Det var den største erkendelse, der er kommet; det har altid været afvist at der var problemer.

Nu har hr. Jens Peter Vernersen åbenbart ikke en særlig god hukommelse egentlig, og det gælder begge spørgsmål. Hr. Jens Peter Vernersen er naturligvis med sine erfaringer i Folketinget og i politik klar over, at det ikke er muligt at indføre et ernæringsmærke andet end på frivillig basis, så længe vi er medlem af EU. Men det kan være, Socialdemokraterne ikke ønsker, at vi skal være medlem af EU.
Jeg vil opfordre Socialdemokraterne til at bakke op om regeringens klare bestræbelser og til, at når vi er ved at snakke om en reform af ernæringspolitikken i EU, også at gå konstruktivt ind og bidrage til, at vi kan få et fælles EU-ernæringsmærke, og at vi får fremmet de danske mærkesager på det her område. Det ville faktisk klæde Socialdemokraterne i stedet for, at de hæger sig fast i noget, som de udmærket ved ikke kan lade sig gøre. Det er faktisk lidt pinligt.

Om vi er optaget af problemerne? Selvfølgelig er vi det. Det er derfor, vi konsekvent er kommet med alle de her initiativer for at sikre sikkerheden: rejseholdet, nultolerancepolitikken, og jeg kunne blive ved med at nævne initiativer til at få styr på de brodne kar i fødevarebranchen. Så selvfølgelig er det da, fordi vi har taget tingene alvorligt.

Hr. Per Ørum Jørgensen tror åbenbart, at fordi man nu putter ca. 10 mio. kr. i et rejsehold, kan det stå mål med de 112 mio. kr., man har sparet over 5 år. Det er jo ganske fantastisk.
Jeg hørte så i øvrigt, at man også sparede, da den socialdemokratiske regering var ved at omlægge. Jeg vil bare sige, at hvis man fastholder det synspunkt, er det jo endnu mere vanvittigt, at man har fortsat nedskæringerne. Det har jo bare gjort disse problemer endnu større. Og så burde man have haft viden til at skubbe noget mere økonomi i det i stedet for. Det vil jeg nok sige måtte have været det rigtige.
Jeg vil godt spørge hr. Per Ørum Jørgensen om det der med mangfoldigheden. Jo, jo, der er specialbutikker, men vi har vel aldrig i de store varehuse haft mere ensartede varer, end vi har i dag? Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af påstanden, kunne man jo tage uden for landets grænser og kigge på, hvordan et varehus ser ud. Det er altså mange steder, der er et langt bredere sortiment, end vi har herhjemme, hvor forbrugerne næsten bliver tvunget til at købe de samme varer, fordi det er dem, der er i de store varehuse.

Jeg ved ikke, hvor hr. Jens Peter Vernersen henter de informationer fra. Jeg vil da godt medgive, at kommer man i et fransk supermarked, får man måske en væsentlig større oplevelse, end man gør i et dansk supermarked. Nu kan man så sige, at sortimentet nok også bærer præg af, hvad der efterspørges.
Men der er ingen tvivl om, og det tror jeg også hr. Jens Peter Vernersen er enig i, at vi ser utrolig mange spændende nicheprodukter: Vi ser de små bryghuse, vi ser mejerierne produktudvikle som aldrig før. Det var også baggrunden for, at jeg tog det med i min tale, at vi ser en udvikling, hvor man i højere grad også efterspørger kvalitet og nye produkter.
Så vil jeg i øvrigt egentlig ikke klandres for, at jeg brugte ord i min ordførertale omkring de socialdemokratiske nedskæringer på fødevareområdet, for det var en anden ordfører, der gjorde det, men vi er da udmærket klar over, at Socialdemokraterne absolut heller ikke holdt sig tilbage.

Når man hører hr. Per Ørum Jørgensen fortælle om den her »fantastiske« redegørelse om fødevarer, vi har fået, kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da man talte om de overvægtige børn. Det har vi hørt herinde gennem
5 år. Nu vil man løse det med information - det har man også sagt gennem 5 år. Nu ved vi, at udgifterne til fedmeproblemer, dårlig sundhed, er accelereret i mellemtiden. Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvordan synes man faktisk, det går med den her informationsmetode?

Man kan jo ikke sige, der ikke bliver brugt penge på det her område og på det her spørgsmål. Jeg kan nævne, at der på finansloven i 2005 blev afsat 90 mio. kr. i perioden 2005-2008. Fødevarestyrelsens ressourcer på området udgjorde
11 mio. kr. i 2004, 12 mio. kr. i 2005 og 16 mio. kr. i 2006. Satspuljemidler: 83 mio.kr. til bekæmpelse af overvægt. Så jeg synes faktisk, man gør en hel del. Men jeg mener, og det kan godt være at hr. Ole Vagn Christensen er uenig med mig i det, at der også ligger en meget, meget stor informationsindsats i bestræbelserne på at få knækket kurven, når det gælder overvægt, og at få fat i de forældre og gøre dem klogere på kostvaner, så forældrene også går ind og tager det ansvar, som de naturligvis har, for, hvordan deres børns livsstil og forhold til kostvanerne er. Det synes jeg egentlig vi stadig væk skal holde fast i:
Forældrene har et ansvar også på det her område. Så er jeg i øvrigt helt enig med hr. Ole Vagn Christensen i, at det er en fantastisk god redegørelse.

e Vagn Christensen (S): Det er en tynd redegørelse, fordi der mangler nogle handlingsplaner også for, hvordan man sådan set kommer videre. Når jeg stiller det spørgsmål om udgifterne, er jeg da glad ved, at hr. Per Ørum Jørgensen her remser dem op og siger, at det altså er konsekvensen af den måde, som man sådan set har grebet det an på. Kl. 12.05 Det kunne jo godt være, det var bedre, hvis man tog fat ved kilden, men jeg har indtrykket af, at man ikke ønsker det fra regeringens side. Man pålægger den enkelte forælder det ansvar, og det accelererer derudad med økonomiske udgifter netop omkring det med usandheden og fedmeepidemien, som sådan set er stigende, ikke bare i Danmark, men også andre steder, og hvis man kigger sig rundt omkring, vil man opleve, at det faktisk er situationen. Derfor mangler der en kraftig handlingsplan for, hvad der kan motivere fattige forældre til sådan set at sørge for, at de her ting bliver bragt på banen. Der er jo masser af andre steder, hvor vi går ind og investerer i at være med til at forebygge ting og sager, også fra statens side, men det har jeg forstået man ikke ønsker fra regeringens side, når det drejer sig om det her område.

Jeg er egentlig glad for, at hr. Ole Vagn Christensen nævnte de fattige forældre, for regeringen har jo netop også i forbindelse med dette års finanslov øremærket midler til at sikre, at de børn i institutionerne, som har friplads, også kan få et gratis måltid mad.
Men det, Socialdemokraterne vil have, er, at selv hvis folk tjener en million kroner, skal staten ud fra en tese om, at staten ved bedre, også betale for deres børn. Man fratager fuldstændig de folk, der selv kan og vil tage ansvar på det her område, ansvaret. Det synes jeg er en glidebane, og et eller andet sted kan jeg heller ikke ud en fra typisk socialdemokratisk tankegang se, hvorfor man synes, at overklassebørnene skal have gratis mad.
Hvorfor ikke målrette midlerne til dem, der virkelig har brug for dem, og så bruge de andre midler væsentlig mere konstruktivt, bl.a. på de udsatte grupper? Det synes jeg da var en meget bedre linje, og det er den linje, regeringen har valgt på det her område i stedet for at frådse med skattekronerne, så det næsten er pinligt.

Jeg synes, jeg hørte en kursændring i den konservative ordførers ordførertale, når det gælder berigede fødevarer. Det er jo sådan, at det har været min opfattelse, at vi sådan set fra den ene ende af Folketingssalen til den anden ende af Folketingssalen har været enige om, at vi synes, at det at berige fødevarer til den brede danske befolkning er en decideret uskik.
Dels ser jeg nu af Fødevareredegørelsen, dels hører jeg jeg mig også i hr. Per Ørums tale til, at man nu åbner for, at berigede fødevarer kan være vejen frem for at opnå større sundhed blandt danskere. Mener hr. Per Ørum Jørgensen virkelig det, og er der, som jeg opfatter det, siden vi havde multivitaminsagen for omkring et år siden, tale om et konservativt kursskifte?

Jeg tror, vi skal passe på med at lade det her udvikle sig til en religionsdebat, hvor man totalt afviser, at der i nogle produkter, hvor man anvender berigelse, kan være noget godt, for det tror jeg egentlig at fru Elisabeth Geday er enig med mig i: Man kan vel ikke eksplicit udelukke det? Kan man eksplicit sige, at det her er negativt? Det mener jeg faktisk ikke.
Tværtimod mener jeg, at hvis vi ser på produkterne produkt for produkt, og hvis der er en videnskabelig dokumentation for, at det her er o.k., kan man spørge: Skal vi så gøre os så meget klogere end videnskaben, når det gælder de pågældende produkter, og sige, at det her er farligt?
Det er klart, at det jo ikke er beregnet til at afløse deciderede lægemidler, og der skal selvfølgelig være total åbenhed, så forbrugerne kan træffe et valg. Men jeg tror ikke, at vi totalt skal afskære os fra også at se nogle udviklingsmuligheder på det her område.

Så kan jeg konstatere, at Det Konservative Folkeparti endnu en gang har leveret et knæfald for industrien. Der er altså tale om, at Det Konservative Folkeparti og regeringen nu tilslutter sig et ønske fra industrien om at skabe bedre muligheder for berigede fødevarer, på trods af at den almindelige dansker ingen behov har for særlige kosttilskud. Det viser enhver forskning. Så jeg er stadig væk dybt målløs, efter at Det Konservative Folkeparti på den her måde har lyttet til de store, hvad jeg vil kalde, kapitalinteresser.
Jeg kunne tænke mig at høre, om hr. Per Ørum Jørgensen kunne fremlægge den dokumentation for, at der skulle være et behov hos den almindelige dansker for at få berigede fødevarer af den ene eller den anden karakter, eller om hr. Per Ørum Jørgensen er enig med mig i, at der i virkeligheden er tale om et gigantisk markedsføringsnummer fra fødevareindustriens side, hvor den vil forsøge at spille på, at den nervøse dansker kan være bange for at blive syg og derfor af ene eller den anden grund kan føle, at vedkommende måske kunne blive lidt bedre klædt på ved at indtage fødevarer af den ene eller den art beriget med det ene eller det andet vitamin eller mineral.

Det er klart, at ingen jo ønsker, at nogen som helst fødevarer skal følges af en markedsføring, som er vildledende. Det skal være helt åbent. Det skal være helt tilgængeligt for forbrugerne at danne sig et indtryk af varen. Derfor vil jeg altså ikke være så religiøs som f.eks. Det Radikale Venstre, og jeg må indrømme, jeg stejlede lidt, da jeg så fik den autopilot kørt på med, at det er af hensyn til kapitalen og alle de der ting. Nej, jeg ser det nærmere som et udtryk for, at Det Konservative Folkeparti er et ikkeideologisk parti, som er ret moderne, og som egentlig er åben over for at se de muligheder, der er.
Så skal man jo huske, at når det gælder det økologiske, hvad jeg også var inde på i min ordførertale, har vi lige afsat over 1 mia. kr. i en støttepakke, som er det største økologiske initiativ i mange, mange år. Derfor har vi mangfoldigheden i det. Men jeg synes heller ikke, vi skal udelukke noget på forhånd.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Elisabeth Geday.

Familie- og forbrugerministeren har lavet en redegørelse om fødevarepolitikken i et forbrugerperspektiv, siger han. Heri står der en masse flotte ord om, hvad ministeren ønsker at gøre for at fremme tilgængeligheden af og gennemsigtigheden, ansvarligheden og forskningen i sunde fødevarer.
Jeg ved ikke, hvem han tror, han overbeviser. I hvert tilfælde ikke Det Radikale Venstre. Jeg vil vædde på, at selv om de initiativer, som regeringen lægger op til i redegørelsen, bliver gennemført, vil det ikke kunne aflæses
i behandlingen af de store fødevarepolitiske udfordringer, som vi står over for. Det gælder selvfølgelig først og fremmest den tiltagende overvægt blandt danskere. De sygdomme, der følger i hælene af fedmen, forpester og forkorter mange tusinder af danskeres liv allerede i dag, og det vil de blive ved med. Det største ulighedsproblem, vi har i dag, er uligheden
i sundheden. Det er de mennesker, der tjener mindst og har de største sociale problemer, som også har det dårligste helbred, bl.a. på grund af tobaksrygning og dårlig ernæring. Sådan vil det blive ved med at være, for fødevareredegørelsens initiativer vil ikke komme disse mennesker til gode. Familie- og forbrugerministeren fortsætter sine patetiske forsøg på at få ingenting til at se ud af alting med diverse informationskampagner og frivillige ordninger. Det vil i bedste fald hjælpe de bedst stillede danskere, der
i forvejen har fokus på sundhed hos sig selv og deres børn. Vis mig lige de socialt dårligt stillede forældre, der har overskud til at etablere måltidsordninger i vuggestuen, sætte sig ind i kostpyramiden eller læse i fine brochurer om, at frugt er sundt. Mon ikke de har rigeligt at gøre med at holde styr på deres eget liv? Hvis vi skal ændre på uligheden i sundheden, er vi nødt til at møde folk der, hvor de er, og vi er først og fremmest nødt til at fokusere på børnene. Stort set alle børn, uanset deres sociale status, går jo i daginstitutioner og skoler det meste af deres vågne tid. Hvis ministeren bare var en lille bitte smule ambitiøs, så havde han lagt ud med at etablere sunde, gerne økologiske, måltidsordninger i alle skoler og daginstitutioner. Så kunne han lade forældre med friplads få maden til børnene gratis og lade det velstillede flertal af forældre betale selv. Hvad kan vi bruge det til, at ministeren skriver, at han ønsker, at børn så vidt muligt i løbet af få år kan købe mad
i skoler og daginstitutioner? Det fås vist ikke svagere. Han kunne have foreslået sin undervisningsminister at indføre en times motion om dagen til alle skolebørn og afsætte puljer til bedre idrætsfaciliteter og idrætsundervisning. Han kunne sætte sig i spidsen for et krav om en fælles obligatorisk EU-mærkning af fødevarer. Han kunne tage initiativ til forpligtende forhandlinger med forbrugerorganisationerne og fødevareindustrien i EU om at ophøre med markedsføring af usunde fødevarer med en slet skjult trussel om lovgivning, hvis industrien ikke tager sig sammen. Han kunne bremse tilladelser til at oprette store butikscentre, som tager livet af de små butikker i de små samfund og efterlader fødevareørkner, hvor den eneste sunde fødevare, man kan købe i miles omkreds, er et runkent æble på tankstationen. Han kunne fremme økologien, ikke mindst fordi ministeriets egen forskning viser, at økologi er en vigtig og motiverende faktor for mange forældre og fremmer sundere kost
i daginstitutionerne. I stedet er økologiske fødevarer fravalgt i stort set alle initiativer fra ministeriet, og sådan kunne jeg blive ved.

     Ministeren er også på vildspor, når det gælder berigelse af fødevarer samt fødevareforskning. Regeringen burde lægge kraftig afstand til berigelse af fødevarer. Sagen er jo, at al forskning viser, at den almindelige dansker hverken mangler mineraler eller vitaminer i sin kost. Det er et knæfald for fødevareindustrien, når ministeren i sin redegørelse understreger, at berigede fødevarer rummer store udviklingspotentialer.
     Ja, det er da muligt, at industrien med intelligent markedsføring kan manipulere nervøse mennesker til at tro, at de har behov for berigede fødevarer, og på den måde generere en efterspørgsel, men det strider mod fakta. Og jeg synes, det er pinligt, at familie- og forbrugerministeren har ladet sig overbevise af de store kapitalinteresser.
     Når det gælder fødevareforskningen, har ministeren med sin anbefaling af Danmarks Fødevareforsknings fusion med DTU gjort sig skyldig i at bryde frivillighedsprincippet. Selv om bestyrelsen for Danmarks Fødevareforskning anbefalede, at fødevareforskningen fulgte med Landbohøjskolen og Det Farmaceutiske Universitet til Københavns Universitet, så sendte familie- og forbrugerministeren fødevareforskningen til DTU. Og nu er fødevareforskningen spredt for alle vinde,
i stedet for at man har samlet kræfterne, som Børstingudvalget lagde op til. Den indflydelse, som forbrugerne bl.a. via bestyrelsesposter har haft på prioriteringen af forskningen, er nu erstattet af gode, solide industriinteresser. Nu skal vi nemlig have mere forskning i fødevareprodukter i stedet for i fødevaresikkerhed. Nu skal vi have fokus på fødevareeksportørens interesser i stedet for eksempelvis på konsekvenserne for befolkningens sundhed af mange nye tilsætningsstoffer og ingredienser. Nu skal vi bruge offentlige forskningsmidler på de forskningsopgaver, som burde ligge i virksomhedernes egne udviklingsafdelinger, i stedet for at bruge penge på den nødvendige fødevareforskning i sundhed og ernæring, som ingen virksomheder vil bruge penge på. Det er tydeligvis ikke regeringens vigtigste minister, der her fremlægger sin fødevarepolitiske redegørelse. Det er tydeligvis heller ikke fødevarepolitikken i et forbrugerpolitisk perspektiv, der optager den nuværende regering. Det er derimod en svækket minister, der pipper sine svage pip foran en døv finansministers lukkede dør. Der er intet, der tyder på, at døren bliver åbnet, og der er intet, der tyder på, at regeringens fødevarepolitik vil bistå forbrugerne og forældrene i at løse de store fødevarepolitiske udfordringer, vi hver eneste dag står over for. På vegne af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre skal jeg fremsætte følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget udtrykker stor bekymring over den tiltagende overvægt blandt danskere, den svigtende danske fødevarekontrol og den manglende sammenhæng i den fødevarepolitiske helhedstænkning, pålægges regeringen
- at afsætte en pulje på 200 mio. kr. årligt over 3 år til at starte sunde - gerne økologiske - måltidsordninger på landets skoler og daginstitutioner,
- at styrke fødevarekontrollen markant med flere ressourcer,
i første omgang 60 mio. kr. til bl.a. flere fødevarekontrollanter,
- at arbejde for en obligatorisk EU-ernæringsmærkning på alle fødevarer,
- at styrke dansk forskning i fødevarer, herunder i negative konsekvenser af tilsætningsstoffer og berigelser,
- at ministeren forholder sig restriktivt til ansøgninger om og markedsføring af berigede fødevarer i Danmark og
- at arbejde for en strammere kemikalielovgivning i EU, hvor alle kemikalier registreres og virksomhederne forpligtes til at undersøge risici ved dem, så forsigtighedsprincippet overholdes.« (Forslag til vedtagelse nr. V 22)

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Jeg tror, vi kan gå videre i rækken af talere, og jeg skal her give ordet til familie- og forbrugerministeren.

Tak for en interessant debat. Jeg ved ikke, om jeg helt kan sige tak til alle for en god modtagelse af den fødevarepolitiske redegørelse. Det kan jeg vel næppe helt, men jeg vil i hvert fald gerne sige tak til både Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti for en god modtagelse af den fødevarepolitiske redegørelse og også for opbakningen til den. Jeg vil også sige tak til de pågældende ordførere for tilsagnet om et fortsat konstruktivt samarbejde for yderligere at styrke fødevaresikkerheden i Danmark og for yderligere at sikre sundheden og kvaliteten i fødevarerne i Danmark.
     Jeg er meget enig med hr. Christian H. Hansen, som gav udtryk for, at vi har nået meget med nultoleranceplanen. Vi har sat ind over for de brodne kar, der er i fødevarebranchen, og nu vil vi, når vi har de undersøgelser, der skal pege på, hvor kan vi gøre yderligere tiltag, som hr. Christian H. Hansen sagde, tage arbejdstøjet på og se, hvordan vi kan komme til at tage yderligere skridt i retning af at forbedre fødevaresikkerheden i Danmark.
     Hr. Kristen Touborg indledte jo debatten og fik så også på vegne af Enhedslisten og SF fremsat et forslag til vedtagelse, og der var jo flere konkrete elementer. Derfor vil jeg da gerne kvittere for, at det var udtryk for en konstruktiv tilgang til fødevaredebatten, altså at der her er fremlagt en række konkrete initiativer til, hvad man kan gøre, initiativer, som er betydelig mere konstruktive end Det Radikale Venstres og Socialdemokratiets, som jo er fuldstændig blottet for visioner. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre havde jo nogle meget svage indlæg i debatten, der viser, at de partier overhovedet ikke har nogen evne til at løfte nogen af de problemer, som vi arbejder med. Jeg vil så sige til hr. Kristen Touborg, at vi ikke er helt enige om tiltagene, men det er jo en ærlig sag.
     Jeg har noteret mig, at mange arbejder med, hvordan vi kan forbedre incitamentstrukturerne til at spise sundt og spise noget af god kvalitet, og det er en interessant og en væsentlig debat. I den indgår meget ofte - det er jo også det, som SF og Enhedslisten foreslår - at vi skal se på skatter og afgifter og moms. Jeg vil godt sige, at hvis det virkelig kunne løse problemerne, var det selvfølgelig værd at overveje, men der er for det første nogle provenumæssige problemstillinger knyttet til at arbejde med differentieret moms. Det kan blive ganske store provenutab, man i givet fald kommer til at opleve, hvis vi skal til at differentiere momsen. Derfor ville den anden ende af sagen jo også være, at man så nok måtte løfte momsen på andre varer for at fastholde en neutralitet.
     Jeg vil dertil sige, at jeg slet ikke mener, at der er nogen som helst dokumentation for, at en differentieret moms på de her områder vil løfte noget. Jeg tror ikke, at en lidt mindre pris på et æble vil betyde, at folk pludselig spiser æbler i stedet for at spise slik. Jeg tror ikke, at det er et tiltag, der effektfuldt flytter noget, og derfor er jeg ikke tilhænger af det.
     Jeg mener, det er andre veje, vi skal gå, og det er altså først og fremmest information og andre tiltag, der skal til, ikke mindst rettet mod de grupper af befolkningen, som vi ved har særlig brug for at få ændret deres mønstre, når det gælder ernæring og livsstil.
     Selv om vi ikke er enige, vil jeg altså sige tak til hr. Kristen Touborg for et ganske konstruktivt indlæg i debatten.

     Så havde hr. Jens Peter Vernersen jo et indlæg, der som sædvanlig var temmelig negativt over for, hvad der sker her i landet, og hvad regeringen gør og sådan noget. Det er jo den sædvanlige forudsigelige melding fra hr. Jens Peter Vernersen. Så var der også den sædvanlige melding fra Socialdemokratiet: Vi skal bruge flere penge. Og det er jo sådan den politik, Socialdemokratiet nu har. Den indeholder sådan set kun én sætning, når man koger det hele ned, og den hedder: Hvis der er et problem eller en udfordring, skal vi sende nogle flere penge. Og det ligegyldigt, hvor mange milliarder man bruger, det vil man finde en løsning på, når man får regeringsmagten, så milliarderne bliver bare pøset ud.
     Forleden fik vi fremlagt en børnepolitisk plan til, jeg tror, det var 2,6 mia. kr., den er vist endda lidt dyrere. Nu skal vi så også have gratis mad i skolerne, kan jeg forstå, det er 2,5 mia. kr. oveni. Så er vi oppe på over 5 mia. kr., og sådan kan det blive ved. For finanslovens vedkommende mener jeg at huske, at der var ufinansierede provenuforringelser for 2 mia. kr., så det går jo lystigt til. Jeg vil godt sige, at den største trussel mod velfærdssamfundet er, at Socialdemokratiet skulle få regeringsmagten her i landet, for det ville fuldstændigt smadre økonomien og fuldstændigt forhindre os i at gøre noget for de svage i samfundet.
     Det har jeg et ganske godt eksempel på, nemlig i hele spørgsmålet om gratis madordninger. Det er jo en væsentlig del af Socialdemokratiets politik, forstår jeg nu, at der skal være gratis madordninger. Man vil altså sige til familier, som har en god indkomst, og som sagtens kan betale for deres børns mad - det gør de allerede i dag - at nu vil Socialdemokratiet forære deres børn frokosten, den skal de pågældende familier ikke længere selv betale for. Det er sådan, man vælger at prioritere de offentlige udgifter. Det vil koste milliarder. Hvis vi havde de milliarder, hvad vi ikke har, ville det jo være betydelig mere socialt at anvende de penge målrettet til de grupper, der har mest brug for det
i stedet for bare at pøse dem ud til mennesker, som sagtens selv kan betale for deres børns frokost og også burde gøre det. Det, som Socialdemokratiet fremlægger her i dag, er så asocialt, som det overhovedet kan være, og det er utroligt, at det parti, som før i tiden var det parti, der ville gøre noget særligt for de svage her i samfundet, nu er det parti, der fremlægger de mest asociale forslag på området. Det synes jeg Socialdemokratiet skulle til at tænke over. Det fremgår sikkert, at hr. Jens Peter Vernersen og jeg ikke er enige, men jeg synes også, at det er lidt ærgerligt, at landets største parti ikke har mere konstruktive bidrag til debatten end det, vi hørte fra hr. Jens Peter Vernersens side. Bedre blev det bestemt ikke, da fru Elisabeth Geday tog ordet. Så gik det helt galt for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Fremsættelsen af et beslutningsforslag var ledsaget af en masse, masse tomme ord og i den grad fyldt med misforståelser. Enten har fru Elisabeth Geday ikke læst den fødevarepolitiske redegørelse, eller også har fru Elisabeth Geday valgt at misfortolke stort set alt, hvad der står i den. Da jeg jo ved, at fru Elisabeth Geday egentlig er en begavet og flittig politiker, tror jeg egentlig mest, at det er sådan, at fru Elisabeth Geday bevidst har villet misforstå alting. Eksempelvis forstår jeg, at fru Elisabeth Geday mener, at det er en åbenbaring, Det Radikale Venstre har fået, at der skal laves måltidsordninger med gratis mad til de børn i daginstitutionerne, hvis forældre har mest brug for det. Det er faktisk det, som jeg har bebudet at jeg fremsætter forslag om, nemlig et nyt forslag til lov om dagtilbud, hvoraf det vil fremgå, at der fremover skal være hjemmel til, at man kan give børn, hvis forældre har friplads, maden, uden at de skal betale for den. Så det er allerede indeholdt i regeringens politik. Alligevel bliver det fremsat, som om det er en fantastisk idé, som Det Radikale Venstre har fået. Jeg forstår også på fru Elisabeth Geday, at Det Radikale Venstre mener, at der nu for alvor skal gøres noget ved markedsføring af usunde produkter over for børn og unge, og derfor bør regeringen opfordre Kommissionen til at gøre noget, og at der skal laves en aftale på europæisk plan. Det er faktisk det, jeg har gjort. Jeg har givet udtryk for, at jeg er fuldstændig enig med kommissæren i, at vi skal have en aftale på europæisk plan, og at vi må have europæiske regler på området, hvis det ikke lykkes, for jeg mener, der skal sættes ind over for markedsføring af usund mad rettet mod børn og unge. Men det kan bedst ske på europæisk plan, fordi markedsføring i dag er grænseoverskridende.

     Fru Elisabeth Geday er inde på, at vi skulle have samlet fødevareforskningen, fordi fru Elisabeth Geday mener, at fødevareforskningen nu er spredt for alle vinde. Det er jo en fuldstændig misforståelse af, hvad der er sket, vil jeg sige til fru Elisabeth Geday. Indtil nu har der været mindst syv forskningsinstutioner - universiteter og forskningsinstutioner - som har beskæftiget sig med fødevareforskningen. Regeringen reducerer nu syv til tre, vi reducerer syv forskningsinstitutter om fødevareforskning til tre. Det kalder fru Elisabeth Geday »at vi spreder det for alle vinde«. Det er dog utroligt, og er i modsætning, forstår jeg, til Børstingudvalgets rekommendationer. Jeg skal bare gøre opmærksom på, at hvis vi havde fulgt den anbefaling, havde vi ikke fået reduceret antallet af forskningsinstitutioner på fødevareforskningsområdet så meget, som vi får nu. Regeringen er altså gået videre end Børstingudvalget, det vil jeg bare lige gøre opmærksom på.
     Så jeg synes, det var skuffende, at den radikale ordfører havde så svagt et indlæg og et indlæg, der var præget af, at man enten fuldstændig har misforstået alting eller bare bevidst ikke har villet sætte sig ind i tingene. Og jeg synes, det er ærgerligt, at et parti, som siger, at det gerne vil have indflydelse, forholder sig så ukonstruktivt og negativt til det, der egentlig skulle have været en konstruktiv debat om fødevarepolitik i Danmark.
     Men det er sådan, at regeringen naturligvis fortsat gerne drøfter disse ting med hele Folketinget. Der er mange spændende perspektiver i den fødevarepolitiske redegørelse fra regeringen. Vi har fremlagt en række områder, vi vil sætte ind på, både for at styrke kvaliteten i vores fødevarer, for at styrke sundheden, den sunde livsstil og for at styrke fødevaresikkerheden. Vi er godt i gang bl.a. via nultoleranceplanen med at styrke fødevaresikkerheden, og vi har taget en lang række initiativer om sundhed og kvalitet, som er godt i gang, og dem agter vi at udbygge i de kommende år med de tiltag, der er fremlagt i den fødevarepolitiske redegørelse i et forbrugerperspektiv.

Ja tak. Følgende har bedt om ordet for korte bemærkninger:
Hr. Kristen Touborg, fru Elisabeth Geday, hr. Jens Peter Vernersen og hr. Ole Vagn Christensen. Det er først hr. Kristen Touborg.

Jeg har to spørgsmål.
Jeg vil gerne spørge ministeren, om der er sat midler af til, at man også kan få noget ud i virkeligheden om emnet om at stoppe for målrettet markedsføring af usunde fødevarer til børn. Altså, mit spørgsmål er: Er det noget, der kan komme til at virke i virkeligheden, eller er det mest pæne ord?
Det andet er, at jeg i forbindelse med den uvildige ekspertarbejdsgruppe, der er nedsat, og som skal barsle med en rapport her i december, vil spørge: Får vi andre, oppositionspartierne, den rapport og dens konklusioner, samtidig med at den går til ministeriet?

Ja, jeg vil sige om rapporten, at så snart jeg modtager den, vil jeg naturligvis videresende den til Folketingets Fødevareudvalg.
Omkring markedsføring af usund mad over for børn og unge ved jeg såmænd ikke, om der er behov for at afsætte midler. Vi skal jo netop ikke markedsføre noget, vi skal stoppe markedsføring, og det plejer jo ikke at koste så meget. Der er faktisk sket en reduktion i antallet af reklamer rettet mod børn og unge om usunde fødevarer via reklameblokkene, når der er børneudsendelser i fjernsynet. Der er sket en væsentlig reduktion. Og nu vil vi prøve at kortlægge mere nøjagtigt, hvad der egentlig er af aftaler og retningslinjer i erhvervene allerede i dag. Det vil vi så holde sammen med de tiltag, som EU-Kommissionen gør, og så må vi se, hvad der kan gøres.
Jeg mener, løsningen skal findes på europæisk plan. Jeg udelukker ikke danske initiativer, altså at vi i Danmark i første omgang får en aftale med erhvervene, der sikrer, at der i hvert fald ikke fra dansk side sker noget i den retning, men det er på europæisk plan, problemerne skal løses.

Ja, jeg er ikke uenig i, at det er godt at få det løst på europæisk plan, det synes jeg er helt fint. Vi har bare erfaring for, at det engang imellem kan tage temmelig lang tid at komme igennem med noget. Derfor har jeg lidt svært ved at forstå, at ministeren ikke mere målrettet går ind og siger: Jamen så lad os da gå foran i Danmark, så lad os gå ud og gøre noget. Jeg ved godt, at »noget« er grænseoverskridende. Jeg tror alligevel, at et initiativ her
i Danmark vil have en ret stor virkning, selv om det ikke løser alle problemer, det er jeg med på.

Jamen det ville det selvfølgelig have, og derfor kortlægger jeg også og drøfter med erhvervene i de kommende måneder præcis, hvor langt man er, hvor stort problemet er, hvilke spilleregler man har i forvejen i erhvervene på området, og hvor man mangler at få nogle retningslinjer, for at vi totalt set kan sikre i Danmark, at der ikke sker den form for markedsføring af usunde varer over for børn og unge. Det vil jeg gøre, uanset hvor hurtigt arbejdet skrider frem på europæisk plan.

For halvandet år siden havde vi en rimelig heftig diskussion om multivitaminjuice, altså den juice, som en virksomhed havde tilsat nogle ekstra vitaminer og bad om tilladelse til at markedsføre i Danmark. Ved den lejlighed mener jeg at ministeren udtrykte sin skepsis over for berigede fødevarer.
Jeg vil så gerne have ministeren til at bekræfte over for mig, at med denne fødevarepolitiske redegørelse har familie- og forbrugerministeren åbnet for yderligere berigelse af danske fødevarer, har altså endnu engang udtrykt en overordentlig positiv holdning til, at flere berigede fødevarer skal sælges i Danmark.

Nej, det har fru Elisabeth Geday også fulstændig misforstået. Der er ikke nogen nye toner i den redegørelse, men der er et forsøg i redegørelsen på - og det er jo ellers noget, som Det Radikale Venstre plejer at være indstillet på - at få en nuanceret debat om de her ting. Men det forstår jeg er en linje, som Det Radikale Venstre nu har fraveget. Det synes jeg er ærgerligt.
     Men det er ikke en ny linje. Der står: »Fødevarer beriget med sundhedsfremmende egenskaber og tilsat vitaminer kan« - kan - »være en hjælp til personer med særlige helbredsmæssige og ernæringsmæssige behov«. Det er altså slet ikke noget, som vi mener gælder alle, men det kan selvfølgelig være det over for nogle, over for visse grupper.
     Så står der også:
     »Berigelse kræver særlig opmærksomhed på grund af snitfladen til lægemiddel- og kosttilskudsområdet. Det skyldes bl.a. risikoen for overdosering af vitaminer eller kolesterolsænkende stoffer.«
     Der er ikke nogen nye toner i det. Men vi må jo erkende, at berigelse og funktionelle fødevarer i det hele taget eksisterer omkring os, eksisterer på hylderne i danske butikker. Det er jo ikke sådan, at vi kan undgå funktionelle fødevarer. Funktionelle fødevarer er mange ting, og derfor er vi nødt til at tage fat på en mere nuanceret drøftelse af, hvor det er, vi skal forhindre det, hvad vi skal gøre omkring anprisninger af det, og hvor vi skal sige, det er i orden.

Jeg kan så konstatere, at der er en lille uoverensstemmelse mellem den konservative ordfører og den konservative familie- og forbrugerminister. Måske hænger det sammen med, at familie- og forbrugerministeren sprang den sætning over, hvor der - om end lidt omskrevet - står:
»Tilsætning af vitaminer og mineraler til fødevarer ...«
- blablabla - »... er et område med store udviklingsmuligheder«. Det er jo den sætning, som ministeren ved et tilfælde lige kom til at springe over. Så jeg skal altså bare lige have bekræftet endnu en gang, at ministerens holdning er, at det ikke er en god idé at tilsætte eller markedsføre, ikke mindst markedsføre, berigede fødevarer i Danmark, og at regeringen agter at opretholde en endog meget skrap holdning til, hvilke tilladelser man giver på det her område.

Når jeg ikke læser alting op, er det jo, fordi formanden meget berettiget rejser sig op, når jeg taler for lang tid, og så er man jo nødt til at prøve at koncentrere sig lidt om visse ting.
     Men fru Elisabeth Geday sprang jo også noget over, for den sætning blev ikke fuldendt. Der står:
     »Tilsætning af vitaminer og mineraler til fødevarer og udvikling af nye fødevarer og fødevareingredienser med specifikke sundhedsfremmende egenskaber er et område med store udviklingsmuligheder.»
     Altså, det er jo klart, at hele det her felt, hvor fødevarer og fødevareingredienser har nogle specifikke sundhedsfremmende egenskaber, er et område med store udviklingsmuligheder. Vi kan jo se, hvordan der f.eks. markedsføres yoghurtkultur og alt muligt i øjeblikket. Der er masser af eksempler på, at der bliver udviklet varer, som hævdes at have nogle særlige sundhedsfremmende egenskaber. Og der er jo mange udviklingsmuligheder på det felt. Det er også derfor, vi skal være opmærksomme på det, vi kan jo ikke bare bremse enhver udvikling og skal vel heller ikke gøre det.
     Det, der må være interessant, er at diskutere os frem til, hvor der udvikles noget, der er godt, og hvor der udvikles noget, der er skidt, og så vælge det gode. Det er sådan set den debat, jeg lægger op til.

Jeg kan forstå, at familie-og forbrugerministeren har tillagt sig den vane at være vred og sur og vredladen, fordi der er en opposition, der synes, at det faktisk er gået meget, meget dårligt med fødevarekontrollen over lang tid. Og når vi så også tilkendegiver, at den redegørelse, der ligger her, synes vi ikke fylder ret meget, ja, så bliver ministeren også fornærmet. Det synes jeg egentlig ikke der er grund til i Folketinget, jeg synes, at man bør kunne diskutere - også uanset uenigheden.
     Ministeren skriver:
     »Fødevarer beriget med sundhedsfremmende egenskaber tilsat vitaminer kan være en hjælp til personer med særlige helbredsmæssige og ernæringsmæssige behov.«
     Er ministeren overhovedet ikke bekymret for, at produkter af den karakter ligger på hylderne i supermarkedet og bliver købt og måske købt af nogle, der ikke har disse behov - at det, hvis det er tilsat yoghurt, hvis det er tilsat juice osv., så kan have negative konsekvenser? Ved ministeren noget om det i øvrigt?

Jo, jeg er bekymret, og det er jo bl.a. derfor, jeg flere gange har stemt imod sådanne varer i EU's Ministerråd.
Jeg er bekymret for, at man vil tilsætte almindelige fødevarer, f.eks. rugbrød, noget, der nærmest minder om medicin. Det synes jeg er et problem, og det er også derfor, der står, at berigelse kræver særlig opmærksomhed, netop på grund af snitfladen til lægemiddel- og kosttilskudsområdet. Men det nytter jo ikke noget, at vi bare er imod alt, hvad der foregår. Vi må forholde os nuanceret til det og finde ud af, hvad der kunne være godt, og hvad der kunne være skidt ved funktionelle fødevarer, og det er sådan set den debat, jeg lægger op til.
Jeg deler hr. Jens Peter Vernersens bekymring for, at det skal tage overhånd, og jeg deler ikke mindst bekymringen for, at anprisning af sådan nogle varer vil foregå på et uberettiget grundlag. Det er vigtigt, at vi sætter ind over for det, men vi er nødt til at være nuancerede. De varer florerer, og nogle af dem kan sikkert være udmærkede eller i hvert fald uskadelige, mens andre er stærkt problematiske.

Der er jo ikke noget at sige til, at ministeren forholder sig, som han gør, til anprisninger, for et flertal her i Folketinget har jo helt klart præciseret, at det er uacceptabelt, hvis det er sådan, at man bruger anprisninger af f.eks. multivitaminjuice. Den diskussion har vi haft, så der er jo ikke noget at sige til, at ministeren er kommet til den erkendelse. Men jeg skal ikke undlade at tilkendegive, at det var imod Venstres og De Konservatives stemmer, at beretningen blev vedtaget. Der var jo ikke meget medløb fra regeringspartiernes side i den sag.

Jamen hr. Jens Peter Vernersen må altså lide af erindringsforskydning, eller også er det et eksempel på, at man ikke vil huske, hvordan tingene hænger sammen.
Forholdet er jo det, at jeg sådan set også var meget skeptisk over for den form for markedsføring og gav udtryk for, at jeg delte flertallets opfattelse. Men vi var jo i en situation, hvor vi juridisk set ikke havde mulighed for at afvise det pågældende produkts navn. Det var de juridiske omstændigheder, der var problemet i sagen om multivitaminjuicen, og derfor var vi nødt til at holde fast i, at man ikke kunne forbyde et produkt med det navn. Men det var alene de juridiske omstændigheder, der gjorde det. Jeg tror sådan set, vi delte flertallets holdning.

Ministeren har svunget sig op med retorik, den samme gjorde den konservative ordfører, og når man har hørt den retorik, har man faktisk indtryk af, at de truede børn er børn af fattige forældre.
Når ministeren svinger sig op til at bruge nogle økonomiske termer, er jeg nødt til at spørge: Hvem er det, der betaler for fedmeepidemierne og den udvikling af fedmeproblemerne, vi har set siden 2001? Er det ikke de forældre, som netop ville få gavn af, at der blev gjort noget for sund mad i børneinstitutioner og skoler? Man prøver sådan set at trække overklassens børn frem, mens man siger, at det da er forfærdeligt, og vi skal støtte disse forældre, men er det ikke netop disse forældre, der er med til betale gildet?

Det er fuldstændigt rigtigt, at hvis man følger regeringens politik, kommer de mere velstillede forældre til at være med til at betale gildet for en indsats, der er målrettet de udsatte børn - i modsætning til Socialdemokratiets politik, hvor alle får, og alle betaler. Det er jo sjovt nok udtryk for, at her ønsker den konservativ-liberale regering altså en højere grad af omfordeling mellem de velhavende og de svageste familier i samfundet - en holdning, som jeg forstår at Socialdemokratiet ikke deler.

Ministeren vender tingene om og svarer ikke på det direkte spørgsmål, jeg stillede: Hvem her i Danmark betaler for fedmeproblemerne i sundhedssektoren og børnesektoren, de problemer, som er medvirkende til, at det måske ikke går så godt i skolen og alle mulige ting? Hvem er det, der betaler for det? Er det ikke både de fattige forældre, mellemklassen og også overklassen? Hvis man tænkte lidt mere i det perspektiv, kunne man måske få tingene vendt i en sådan retning, at vi alle sammen ville tjene på ordningen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar over, hvor hr. Ole Vagn Christensen vil hen med sit spørgsmål, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg forstod spørgsmålet helt præcist. Men hvis jeg forstod det ret, drejede det sig om, hvem der betaler.
Hr. Ole Vagn Christensen mener, at det er der ikke nogen bestemte der gør, fordi både de velstillede, middelklassen og de dårligt stillede gør det. Hvis man ser på de offentlige udgifter, er det jo sådan, at de, der betaler de højeste skatter, betaler mest, men hvis man ser på, hvem der betaler prisen for overvægt, er det desværre nogle bestemte samfundsgrupper, der betaler den højeste pris, i og med at de bliver syge, og jeg synes, det er det, vi skal være bekymrede over.
Jeg synes, at de, som har mere og ikke i samme grad lider af problemerne, skal bidrage til, at de, som har mindre, får mere hjælp. Jeg ønsker sådan set en politik, hvor disse offentlige midler mest er målrettet de mest udsatte grupper, men det er en politisk holdning, som jeg forstår at Socialdemokratiet ikke deler.

Så er det ordføreren for forslagsstillerne i anden omgang.

Jeg vil gerne sige tak for debatten og komme med nogle få bemærkninger til det, som jeg synes har karakteriseret den.
Venstres ordfører kørte - lidt ærgerligt, synes jeg - debatten om madordninger, som jo har fyldt en hel del af debatten i dag, over i spørgsmålet om, hvorvidt maden skal laves på hoteller eller centralkøkkener, for nu at sige det lidt populært. Det er ikke et citat, det var det principielle
i indlægget, men det var i hvert fald ikke det, jeg synes, debatten skulle handle om. Det, jeg gerne vil med debatten, er sådan set at få undersøgt, om den kommunale økonomi er på plads, så der kan blive lavet madordninger i såvel institutionerne som skolerne. Dertil kommer selvfølgelig selve finansieringen af madordninger, og her er det min opfattelse, at en låneordning for kommunerne ikke er tilfredsstillende. Jeg er lidt bange for, at man så ikke får en madordning igennem, i hvert fald ikke ad frivillighedens vej. Et andet karakteristisk element i debatten var vel nok Venstres ordførers forsøg på at få 15 øre til at se ud som noget, der i den ene situation ikke betyder noget som helst, men i den anden situation, nemlig når vi snakker grænsehandel, betyder alting. Den tror jeg ikke jeg behøver at kommentere yderligere. Jeg vil derimod gerne ind på en lidt mere generel sag, nemlig nødråbet til Fødevarestyrelsen fra kontrollørerne om, at de - det er heller ikke et citat - faktisk er nødt til at udføre rør ved væggen-kontroller i fremtiden, hvis de skal opfylde disse resultatkontrakter. Så bliver det ikke reel kontrol, men nærmere kun et kryds i et skema. Det er selvfølgelig helt utilfredsstillende, hvis det bliver tilfældet, og jeg vil meget anmode om, at man tager det meget alvorligt i regeringen, for vi skal jo have en fødevarekontrol, der ikke kun fungerer på papiret, men også fungerer i praksis. Dansk Folkepartis ordfører var inde på spørgsmålet om dyrevelfærdsrejseholdet og udsagnet om, at på nuværende tidspunkt er det faktisk ikke muligt at gøre yderligere tiltag på området. Jeg tror for så vidt, det er rigtigt, at det er vanskeligt, for med alle de nedskæringer, der er sket gennem de sidste 5 år på hele området, er mulighederne for at rekruttere erfarne folk, der vil være i stand til at køre disse rejseholdssager, som i nogle tilfælde endda er dyremishandlingssager, og overvåge hele dyrevelfærdsområdet, nok meget små. Jeg kan kun opfordre til, at man øger bevillingerne, så vi kan få tilstrækkeligt med erfarne folk, og jeg har opfattet det sådan, at Dansk Folkeparti trods alt synes, at tre hold nok alligevel kan nå mere end et, så der ikke behøver at gå
20 år imellem, at dyrevelfærden på de enkelte ejendomme bliver kontrolleret.

Så vil jeg gerne sige, at der jo langt hen ad vejen er enighed mellem oppositionspartierne om, hvilke tiltag der bør gøres på det fødevarepolitiske område. Det største stridspunkt har vel nok vist sig at være spørgsmålet om momsnedsættelse. I dag får vi jo ikke den fødevarepolitiske dagsorden ændret grundlæggende, men jeg synes, debatten giver håb om, at når flertallet snart skifter, kan vi forbedre den danske sundheds- og fødevarepolitik væsentligt, og det synes jeg trods alt giver håb for fremtiden.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jens Peter Vernersen som ordfører i anden omgang.

Det er forbrugerministerens meget aggressive indlæg, der bringer mig herop. Man kunne selvfølgelig tage det synspunkt, at man burde lade det stå for sig selv, men det kan altså ikke nytte noget, at man fører sig så aggressivt frem, fordi der er politikere, man er uenig med, i dette tilfælde fra Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne, kan jeg forstå.
     Men det kan ikke nytte noget, at man - fordi vi har været kritiske over for den politik, der er blevet ført på fødevarekontrolområdet og nu også er kritiske over for det, der er lagt frem - farer op på den måde, som vi så for et øjeblik siden. Det er der ingen rimelighed i. Det kan heller ikke nytte noget, at fordi vi fastholder den kritik, vi tidligere har er kommet frem med, fordi forholdene stort set stadig er de samme, skal vi beskyldes for ikke at kunne komme med noget nyt osv., og for at det er vores sædvanlige meldinger.
     Det kan ikke nytte, at det bliver et spørgsmål om at kalde politiske modstandere for negative, fordi man er uenig med det. Det er jo ikke det, det drejer sig om. Vi har bare set og ser stadig anderledes på fødevarekontrollen. Vi synes, det er gået i den forkerte retning med de nedskæringer, der har fundet sted, og at det slet ikke vejes op med de vel omkring 10 mio. kr., der nu bruges til et fødevarepoliti med ganske få medarbejdere, der ganske vist har opnået resultater to-tre steder på nuværende tidspunkt. De 10 mio. kr. skal altså sættes op imod de meget, meget store besparelser på 112 mio. kr., som vi har fået oplysning om.
     Jeg vil også godt sige, at med hensyn til spørgsmålet om mad til børn har vi afgivet et børnepolitisk oplæg, hvor vi siger, at der skal indføres en madordning for børn i daginstitutioner. Ministeren forsøger at gøre det til, at vi vil levere mad til velstillede forældres børn, men det drejer sig jo om, at langt de fleste familier i vores land er hårdtarbejdende. Både manden og konen er hårdtarbejdende, ofte har de begge fuldtidsjob, og derfor synes vi, at disse hårdtarbejdende familier, som ikke nødvendigvis behøver at være blandt de velstillede, som ministeren nu taler om, skal aflastes. Vi vil give dem hjælp ved at sikre, at børnene får et ordentligt måltid mad i deres daginstitution. Det har vi tilkendegivet, det har vi fremlagt et oplæg til, og jeg vil godt sige, at vi fortsat er stolte af det oplæg, fordi vi mener, at disse mange mennesker i Danmark, der hver eneste dag tager på arbejde kl. 7.00 eller 7.30, skal have en bekymring mindre, nemlig hvordan de kan sikre, at deres børn får et godt måltid mad, når de er i deres daginstitution.
     Jeg kan forstå, at ministeren mener, det fuldstændig vil smadre den danske økonomi, hvis man bruger 2 mia. kr. af et overskud på 60 mia. kr. til at forbedre servicen i den offentlige sektor, men det tror jeg under ingen omstændigheder vil være tilfældet. Jeg må også minde ministeren om, at da vi havde regeringsmagten, lykkedes det os at nedbringe et underskud i størrelsesordenen 60 mia. kr.
- det var det vel i 1993 - i en sådan grad, at vi nu har balance og endda overskud i vores økonomi. Det er ikke kun denne regerings fortjeneste, det var et spor, der blev lagt meget præcist af Nyrupregeringen tilbage i 1993, hvor den overtog et meget, meget stort underskud.

     Ministeren har jo ansvaret for store områder, og jeg går ud fra, at ministeren er klar over, at den sparsomme økonomi, der nu er tildelt kommunerne, betyder, at der på masser af områder sker nedskæringer og besparelser. Det er tilfældet i plejesektoren, og det er tilfældet på daginstitutionsområdet, hvor man f.eks. flytter daginstitutioner til skolefritidsordninger med nye store udgifter for forældrene til følge. Regeringens politik betyder, som vi kan se nu, efter at kommunerne har lagt deres budgetter, at forældrene nogle steder må betale langt, langt mere på grund af flytningen til en skolefritidsordning.
     Vi har sagt, at vi synes, øget velfærd er mere fornufigt end bare at spare op til skattelettelser. Den opfattelse har vi fortsat, og derfor mener vi, at der godt kan bruges en lillebitte smule af det overskud, vi har.
     Lad mig så sige om multivitaminjuicesagen, hvor ministeren talte om jura, at det jo også drejer sig om politik. Det drejer sig om, hvorvidt man som politiker er indstillet på at forfølge en sag i stedet for at kaste håndklædet i ringen. Det var også en del af diskussionen på daværende tidspunkt, og så havde det måske kunnet afprøves, om det nu var rigtigt med disse tilsætningsstoffer, og om det var rigtigt, at denne multivitaminjuice kunne markedsføres. Jeg synes, det skal siges her, ikke mindst fordi det netop var ministeren, der fremførte et så voldsomt angreb på både mit parti og Det Radikale Venstre.

Fru Elisabeth Geday som ordfører.

Nu tager jeg det ret afslappet at blive kritiseret af familie- og forbrugerministeren, for jeg tror, det siger mere om ham, end det gør om mig.
Jeg går primært herop, fordi ministeren ikke forholdt sig til det radikale forslag om måltidsordninger. Det er sådan, at Det Radikale Venstre foreslår, at der inden for de nærmeste 3 år skal oprettes sunde og gerne økologiske måltidsordninger i alle skoler og daginstitutioner. Vi forestiller os, at der afsættes 200 mio. kr. til en pulje hvert af de kommende 3 år, så ordningerne kan komme i gang, og at pengene kan findes ved at hæve forældrebetalingen til daginstitutionerne og SFO'erne fra de 25 pct., som regeringen har sat den ned til, til de 33 pct., som den var før sommerferien. Sagen er jo, at de omkring 3 mia. kr., regeringen har foræret de 75 pct. mest velstillede forældre, kan bruges langt, langt bedre ved at afsætte om ikke dem alle sammen, så dog en del af dem til sunde måltids- og madordninger i skoler og daginstitutioner.
Kære minister, nu skal du ikke have lov til at skyde mig
i skoene, at jeg er ukonstruktiv, og du skal ikke have lov til at skyde mig i skoene, at jeg kommer med et ufinansieret forslag ...

Undskyld, men tiltaleformen er »ministeren« og ikke »du«.

Undskyld. Jeg tvivlede faktisk lidt på, om jeg skulle sige »De«, men jeg siger bare »ministeren«.
     Ministeren skal ikke have lov til at skyde mig i skoene, at jeg er negativ, og skal heller ikke have lov til at skyde mig i skoene, at det er et ufinansieret forslag, men jeg vil bede ministeren om at forholde sig til det konkrete forslag. Vi har ambitioner, vi viser vilje, vi vil oprette måltidsordninger på samtlige skoler og daginstitutioner i Danmark, vi vil i første omgang afsætte tre gange 200 mio. kr. til at gennemføre det, og vi vil skaffe pengene ved at lade forældrene betale det, de altid har betalt for at have deres børn i vuggestue og SFO.
     Så vil jeg lige tilføje, at det er vigtigt for mig at holde fast i, at når vi kigger på forældrebetalingen til SFO'er og daginstitutioner, er det jo sådan, at omkring 25 pct. af børnene har friplads i dag. Deres forældre har ikke haft nogen som helst glæde af, at regeringen har nedsat taksterne til daginstitutionerne, så ministeren vil også få den glæde, at i modsætning til det, han beskylder Socialdemokraterne for, er det radikale forslag også et socialt afbalanceret forslag.
     Vi tager penge fra de 75 pct. mest velstillede forældre og bruger bl.a. pengene på at hjælpe de 25 pct. dårligst stillede forældre ved at oprette gratis madordninger for deres børn i skoler og daginstitutioner. Det er socialt afbalanceret, det er finansieret, det er ambitiøst, og jeg kunne godt tænke mig, at ministeren brugte lidt energi på at gå herop og forholde sig til det.

Jeg skal give ordet til ministeren.

Jeg har ikke så mange bemærkninger til hr. Kristen Touborg, for det var mere kammeraterne, eller hvad man kan sige her, fællerne i oppositionen, den tale var adresseret til.
     Til hr. Jens Peter Vernersen vil jeg sige, at nu har jeg ikke udtrykt, at 2 mia. kr. vælter økonomien i en situation, som hr. Jens Peter Vernersen så udtrykker det, hvor der er 60 mia. kr. i overskud. Jeg tror i øvrigt, at overskuddet bliver større, men lad nu det ligge.
     Hvad nu, hvis man øgede statens udgifter så meget, som Socialdemokratiet foreslår? - og det er jo ikke kun 2 mia. kr. Jeg nævnte bare 5 mia. kr. her, og der kommer sikkert mere til. Hver gang der er et politisk problem i det her land, er det eneste svar, Socialdemokratiet har: Send flere penge. Det er det eneste, man kan finde på at sige.
     Hvad nu den dag, hvor konjunkturerne vender - enhver ved jo, at de vender på et tidspunkt - og vi har sat landet i de store udgifter, som Socialdemokratiet foreslår, og vi ikke længere har overskuddet? Hvad vil Socialdemokratiet så gøre? Og hvad vil Socialdemokratiet gøre ved, at vi så til den tid ikke har fået nedbragt gælden, så vi stadig væk hænger på den store rentebyrde? Hvordan vil Socialdemokratiet til den tid sikre, at økonomien kan hænge sammen og vi kan gøre noget over for de svage i samfundet?
     Det er derfor, jeg siger, at Socialdemokratiets politik er den største trussel mod velfærdssamfundet og de svage i det her samfund, for man vil smadre samfundets økonomi, som vi er godt i gang med at bygge op. Det er det, jeg mener med det.
     For at gå til noget helt andet: multivitaminjuice. Det var nu altså nu engang jura. Det var en vurdering af, at det juridisk set var umuligt at komme igennem med et synspunkt om, at man ikke kunne bruge den betegnelse, der var årsag til, at den sag landede, som den gjorde. Der var ikke nogen holdningsmæssig forskellighed.
     Så siger fru Elisabeth Geday, at hun tager det helt afslappet at blive kritiseret af ministeren, fordi det siger mere om forbrugerministeren end om fru Elisabeth Geday selv. Jeg skal bare sige, at det er fru Elisabeth Geday, der vælger toneleje i salen i dag. Det er ikke mig, der har valgt tonelejet. Det var fru Elisabeth Geday, der valgte tonelejet
i den her sag. Jeg vil i øvrigt også sige til hr. Jens Peter Vernersen, at det ikke drejer sig om, hvorvidt man ikke kan diskutere ting, som man er uenig om. Jeg kan jo f.eks. sagtens diskutere ting med hr. Kristen Touborg, som vi er uenige om, fordi hr. Kristen Touborg lægger op til en saglig debat og har en række saglige synspunkter. Det synes jeg er fair nok. Vi er så uenige om den, men man kan jo sagtens diskutere ting, man uenige om, uden at man nødvendigvis skal kritisere hinanden. Det var ikke mig, der startede i det toneleje - det var andre, der gjorde det - og så må det vel være i orden, at man svarer igen i samme toneleje, som andre har valgt at anvende. Jeg synes så, det er interessant, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i fællesskab har besluttet, at man skal anvende 200 mio. kr. til de her ordninger i skolerne, men jeg forstår, at man har forskellige holdninger til det. Som jeg forstår det, mener Det Radikale Venstre ikke, det skal være gratis, mens Socialdemokratiet mener, det skal være gratis for alle forældre. Og det vil sige, at det er to helt forskellige skolebespisningsordninger og daginstitutionsordninger, man har tænkt sig at igangsætte. Man er altså enige om at bruge pengene på igangsætte det, men hvad det er for nogle ordninger, er man meget uenige om. Det synes jeg er interessant i sig selv. Så er der i øvrigt en række forslag i forslaget til vedtagelse fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som jo bare en er afskrift af det, som jeg i forvejen har sagt er regeringens politik på området.

Hermed sluttede forhandlingen.

Tredje næstformand ():
Afstemning om de to fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 5. december 2006.

F 22 Om fødevaresikkerhed, -kontrol og -strategi.

Forhandling den 01-12-2006

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 22 Om fødevaresikkerhed, -kontrol og -strategi.

Forhandling den 01-12-2006

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling