Indledningsvis vil jeg gerne takke hr. Holger K. Nielsen og hr. Ole Sohn for, at jeg får lejlighed til at orientere om status i forberedelserne på at udvælge en afløser for forsvarets nuværende kampfly af typen F-16.
De danske F-16-fly gør det godt, og de er i dag blandt de mest kapable kampfly i verden. Men F-16 har været i operativ tjeneste i over 25 år, og nu nærmer det tidspunkt sig, hvor det er nødvendigt at træffe beslutning om en afløser for disse fly. Overvejelserne om, hvilke fly der eventuelt skal afløse F-16, er derfor indledt.
Lad der ikke være nogen tvivl om, at det er min holdning, at kampfly også fremover skal udgøre et væsentligt element i det danske forsvar. Jeg mener, at kampfly naturligt hører hjemme i den militære værktøjskasse, vi som politikere råder over, og der er mange både nationale og internationale opgaver til dette stykke værktøj.
Nye kampfly til erstatning for F-16-flyene interesserer imidlertid ikke kun forsvaret. Den afskaffelse vil formentlig blive en af de største materielanskaffelser, staten nogen sinde har foretaget. Derfor interesserer den beslutning selvfølgelig både offentligheden, politikerne, industrien og medierne.
Denne tocifrede milliardanskaffelse handler ikke kun om nye kampfly til forsvaret. Der er adskillige andre aspekter, som gør sig gældende. Den handler også om danske arbejdspladser, om internationale alliancepartnere og om sikkerhedspolitik. Ud over de militærfaglige faktorer har således også såvel erhvervspolitiske som forsvars- og sikkerhedspolitiske hensyn indflydelse på kamptypevalget. Derfor vil beslutningen om nye kampfly til forsvaret i høj grad være et politisk anliggende.
På det erhvervspolitiske område drejer det sig bl.a. om, at materielanskaffelser til forsvaret normalt involverer dansk industri. Når der anskaffes udenlandsk materiel, er det et lovkrav, at den udenlandske leverandør skal indgå en industrisamarbejdsaftale med Danmark. Ved anskaffelser for 25 mio. kr. og derover skal den udenlandske leverandør placere forsvarsrelaterede ordrer for et tilsvarende beløb hos dansk industri.
Formålet med disse industriaftaler er, at de skal styrke dansk industris teknologiske niveau og markedsadgang og styrke industriens konkurrenceevne på verdensmarkedet. Imidlertid opfyldes industrisaftalerne ofte ved, at danske virksomheder får produktionsopgaver, som nok sikrer nogle arbejdspladser, men som ikke nødvendigvis tilfører virksomheden viden og ny teknologi. Årsagen hertil er, at de modtagne ordrer har relation til det færdigudviklede produkt, som forsvaret anskaffer, og derfor ikke er med til at udvikle produktet.
Industrien i Danmark er på udkig efter projekter, hvor den kan være med i udviklingsarbejdet og dermed få et teknologisk løft. Dem er der ikke så mange af. Kampflyprojektet er imidlertid et sådant projekt, hvor der er mulighed for give dansk erhvervsliv - og dermed det danske samfund - et teknologisk løft.
På det forsvars- og sikkerhedspolitiske område har kampflyvalget indflydelse på rammerne for danske bidrag til fremtidige internationale operationer. Der kan således være politisk signalgivning i, om Danmark med sin kampflyanskaffelse styrker nordiske, europæiske eller transatlantiske bånd.
Et andet forsvars- og sikkerhedspolistisk forhold er spørgsmålet om, hvilke lande som fremover skal bidrage til NATO's samlede kampflykapacitet. NATO består efter sine seneste udvidelser af lande, som ikke alle har et tilstrækkeligt økonomisk råderum til anskaffelse af avancerede kampfly. Jeg mener, at Danmark bør levere et flybidrag for fremover at kunne fremstå som en troværdig allianceparter.
Nye kampfly til forsvaret er som beskrevet et politisk anliggende, men inden jeg kommer ind på den politiske medvirken i anskaffelsesprocessen, vil jeg give en kort orientering om status på de tre kandidater: Eurofighter, Gripen og Joint Strike Fighter.
For Eurofighters vedkommende har kontakten til producenten udviklet sig positivt over de seneste år. Der har været afholdt flere møder mellem mine embedsmænd og repræsentanter for Eurofighter. Disse møder har resulteret i, at virksomheden bag Eurofigther, EADS-koncernen, opfatter Danmark som en potentiel kunde. Det har nu resulteret i, at forsvaret har deltaget i tre testflyvninger af Eurofighter - mig bekendt med et meget positivt resultat.
Jeg er endvidere bekendt med, at danske virksomheder er
i dialog med EADS, og at der er indgået mindst én aftale om samarbejde vedrørende Eurofighter. Dette initiativ glæder mig meget, for en af de primære årsager til, at forsvaret er så tidligt ude i denne sag, er jo netop, at vi skal være med til at positionere dansk industri i forbindelse med en kommende anskaffelse af kampfly. Jeg kan endvidere oplyse, at jeg har modtaget en henvendelse fra EADS, som foreslår en dansk tilknytning til det multinationale Eurofigthersamarbejde med henblik på at bekræfte Eurofighters status som kandidat i det danske kampflyvalg. En sådan aftale er et vigtigt signal for EADS, som naturligvis er bekendt med det danske engagement i Joint Strike Fighter-projektet. Det er min vurdering, at en sådan aftale kan være et vigtigt redskab for danske virksomheder, som ønsker at samarbejde om Eurofighterprojektet. Endelig kan jeg oplyse, at der ved køb af Eurofighter tilbydes 100 pct. industrisamarbejde. Lidt om Gripen: Med hensyn til Gripen har forsvaret en solid kontakt til Saab, som rækker helt tilbage til 1970, hvor Drakenkampflyet blev anskaffet til Flyvevåbnet. Eksempelvis har Saab inviteret et dansk testhold fra flyvevåbnet på besøg i Sverige for at afprøve Gripen. Danske virksomheder har også gode forbindelser til Saab, som igennem tiden har haft et godt samarbejde med den danske forsvarsindustri. Det fremgår bl.a. af Økonomi- og Erhvervsministeriets seneste opgørelse, at Saabkoncernen er en af de få virksomheder, som placerer ordrer hos dansk forsvarsindustri for et beløb, der er større end de beløb, forsvaret anskaffer militært udstyr for hos Saab. Jeg kan i øvrigt oplyse, at den version af Gripen, som er kandidat som afløser for den danske F-16, endnu ikke er udviklet. Det er oplyst, at den nye version af Gripen vil blive udviklet i løbet af de kommende år, og at det er Saabs hensigt at involvere danske virksomheder i dette arbejde. Kl. 13.55
Saab har indgået samarbejde med mindst to danske virksomheder om leverancer og udviklingssamarbejder. Endvidere har Saab ligesom Eurofighter tilbudt hundrede procent industrisamarbejde.
Så til Joint Strike Fighteren: Med hensyn til Joint Strike Fighter har Danmark været involveret i dette projekt siden 1997 og været partner i projektet siden 2002. Danske virksomheder har fået mulighed for at være med til at udvikle dette fly i samarbejde med den amerikanske hovedleverandør, Lockheed Martin. Dette projekt bevæger sig på forkanten af den teknologiske udvikling, og danske virksomheder kan blive ført med ud på denne forkant. Her er der tale om udviklingsopgaver, som kan overføre ny viden, teknologi og knowhow til Danmark, og der er åbnet mulighed for, at dansk nytænkning kan blive udviklet og introduceret i forbindelse med Joint Strike Fighter-projektet.
Det usædvanlige i dette projekt er, at industrisamarbejdet er påbegyndt, inden en eventuel aftale om anskaffelse er kommet i stand. Til gengæld er Danmark som partner i projektet med til at finansiere udviklingen af det nye kampfly.
I 2002 blev det som bekendt ved aktstykke 142 besluttet, at Danmark skulle deltage i udviklingsfasen af Joint Strike Fighter. Dansk deltagelse i udviklingsfasen koster 125 mio. dollar, hvoraf 20 mio. dollar finansieres af fire danske virksomheder, og cirka halvdelen af dette beløb er i dag betalt. Dansk industris ønsker havde væsentlig betydning for, at staten besluttede sig for at deltage i Joint Strike Fighter-projektet. Det ses af aktstykke 142, som dengang blev fremsat af Økonomi- og Erhvervsministeriet på vegne af Forsvarsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Såfremt Danmark deltager i produktions- og videreudviklingsfasen af Joint Strike Fighter, den såkaldte PSFD-fase, vil det bl.a. være af hensyn til dansk industri. Dermed kan danske virksomheder udnytte den gunstige position, de har bragt sig i i forbindelse med udviklingsfasen. Udviklingsarbejdet skal omsættes i produktionsarbejde, og det er her, de store muligheder ligger. Jeg skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at PSFD-aftalen ikke er i overensstemmelse med de danske regler for industrisamarbejde, som ved en anskaffelse af denne størrelse fordrer et modkøbsarrangement på 100 pct. af anskaffelsesprisen. I Joint Strike Fighter-projektet skal de danske virksomheder konkurrere med de øvrige partnerlandes virksomheder om de mange industriordrer. Fra regeringens side har vi lagt stor vægt på at sikre, at dansk industri allerede i udviklingsfasen får konkrete ordrer. Det ser ud til, at det pres, vi har lagt på Lockheed Martin i den retning, er begyndt at bære frugt. Therma har således over for mig udtrykt tilfredshed med de ordrer, de foreløbig har modtaget, og bekræfter Lockheed Martins estimater. I den forbindelse kan jeg bl.a. henvise til artikler i Børsen fredag den 10. november i år, hvori der bl.a. står, at Dansk Industri anser det for sandsynligt, at forsvarsindustrien vil kunne hente ordrer for over 25 mia. kr. i Joint Strike Fighter-projektet. Underskriver Danmark ikke PSFD-aftalen, altså MoU'en, er det vurderingen, at danske virksomheders forretningsmuligheder i Joint Strike Fighter-projektet vil blive afgørende forringet. Spørgsmålet om at afvige fra de danske regler om industrisamarbejde vil jeg selvfølgelig drøfte med økonomi- og erhvervsministeren, som er ansvarlig for dette område, men det er indlysende, at perspektiverne for medproduktion og udviklingsopgaver m.v. i denne sammenhæng er en afgørende faktor. Disse drøftelser vil derfor også indebære kontakt til de politiske partier, der står bag forsvarsforliget. Der har i den seneste tid været en del fokus på det økonomiske engagement i Joint Strike Fighter-projektet, bl.a. fordi Danmark ved underskrift af PSFD-aftalen forpligtes til at betale ca. 2 mia. kr. i løbet af Joint Strike Fighter-projektets 45-årige levetid. Det har givet mange den opfattelse, at Danmark dermed reelt har valgt Joint Strike Fighter som afløser for F-16. Dette er ikke rigtigt, og jeg deler ikke den opfattelse. Ved at deltage i PSFD-fasen beholder Danmark Joint Strike Fighter som kandidat i kampflyvalget, indtil der skal foretages et typevalg senest i 2009. Endvidere er prisen på Joint Strike Fighter lavere, hvis man deltager i PSFD-fasen, end hvis man ikke deltager. Endelig er deltagelse i PSFD-fasen som nævnt af stor betydning for de danske virksomheder, der allerede har investeret i Joint Strike Fighter-projektet. Med hensyn til den øgede økonomiske forpligtelse ved deltagelse i denne fase kan jeg oplyse, at den betyder, at Danmark i den nuværende forligsperiode vil skulle betale et mindre beløb, og at spørgsmålet om disse betalinger selvsagt vil blive forelagt Finansudvalget, hvis vi beslutter at underskrive aftalen. Lad mig understrege, at Danmark kvit og frit vil kunne trække sig ud af Joint Strike Fighter-samarbejdet med 90 dages varsel og således kun skal betale for den periode, vi i givet fald er med. Det danske kampflyvalg er en åben proces. Derfor er der heller aldrig lagt skjul på den danske medvirken i Joint Strike Fighter-projektet, som naturligvis også er kendt af de øvrige kandidater i kampflyvalget.
Lad mig nu vende tilbage til den politiske medvirken i anskaffelsesprocessen. Forsvarsudvalget har her fra begyndelsen været inddraget i spørgsmålet om nye fly. Den første opgave, der foreligger, er at træffe beslutning om et typevalg. I den forbindelse er det min opgave at sikre, at Forsvarsudvalget får tilvejebragt et grundlag at træffe denne beslutning på.
Først på året, nærmere betegnet den 8. februar 2006, blev Forsvarsudvalget orienteret om resultaterne af forsvarets request for information-proces. Ved denne lejlighed var der for første gang mulighed for at sammenligne de tre kandidater baseret på producenternes egne oplysninger. Senere er der blevet gennemført besøg hos producenterne i USA, Sverige og Tyskland, hvor Forsvarsudvalgets medlemmer har haft lejlighed til at stille spørgsmål og danne sig deres egne indtryk af de tre kandidater. Jeg har selv deltaget i to af disse besøg, i øvrigt sammen med hr. Holger K. Nielsen, og det er mit indtryk, at besøgene har vist Forsvarsudvalget, at producenterne er meget seriøse i deres tilgang til det danske kampflyvalg. Det er endvidere mit indtryk, at Forsvarsudvalget har dannet sig et solidt indtryk af de tre kandidater, som vil være meget værdifuldt, når det endelige valg engang skal træffes.
Jeg har tidligere udtalt, at det politiske valg af en afløser for F-16-flyet vil kunne finde sted senest i 2009 i forbindelse med forhandlingerne om det næste forsvarsforlig. Jeg har dertil også bemærket, at jeg af hensyn til Dansk Industri ikke vil udelukke, at det kan vise sig hensigtsmæssigt at træffe beslutning om typevalg på et tidligere tidspunkt, uden at det betyder, at vi lægger os fast på et bestemt antal af de nye fly. Jeg vil her understrege, at det ikke er mig, der træffer den beslutning, men at det er Folketingets partier.
I løbet af den kommende tid vil jeg bidrage med yderligere oplysninger til Forsvarsudvalget med henblik på en vurdering af, om der er grundlag for at træffe en eventuel tidligere beslutning om et typevalg. I den forbindelse vil fordele og ulemper ved et tidligt typevalg naturligvis blive nøje overvejet, men lad mig allerede her nævne, at en indlysende ulempe ved et tidligt typevalg er, at den prismæssige konkurrence mellem de tre kandidater kan udeblive. En fordel vil til gengæld være, at der vil kunne træffes bedre aftaler for dansk industri, når typevalget er foretaget. Jeg må her understrege, at et typevalg selvsagt først kan træffes, når det fornødne grundlag er til stede. Parallelt med, at Forsvarsudvalget tilvejebringes det bedst mulige grundlag, vil jeg bestræbe mig på, at danske virksomheder får mulighed for at positionere sig bedst muligt
i forhold til kampflykandidaterne. Derfor lægger jeg op til, at Joint Strike Fighter-projektets PSFD-aftale underskrives i løbet af kort tid. Det er vigtigt, for at JSF kan bevares som kandidat i kampflyvalget, og det er ikke en beslutning om at købe Joint Strike Fighter. Det er således vurderingen, at fordelene, herunder særlig for Dansk Industri, ved at underskrive er større end ulemperne, og at de økonomiske forpligtelser dermed er forbundet med aftalen. Endvidere vil jeg overveje muligheden for en dansk tilknytning til det multinationale Eurofightersamarbejde. Det er et specifikt ønske fra EADS, også selv om Danmark underskriver PSFD-aftalen. En samarbejdsaftale med Saab om Gripen vil naturligvis også kunne komme på tale. Endelig vil jeg kort kommentere den debat, der har været
i medierne om en rigsrevisionsundersøgelse af økonomien i Joint Strike Fighter-projektet. Jeg har intet imod, at der foretages en sådan undersøgelse, hvis partierne er enige herom, men jeg finder, at det i givet fald vil være hensigtsmæssigt, hvis dette gøres på et senere tidspunkt, så resultaterne af undersøgelsen foreligger, umiddelbart før der skal træffes en politisk beslutning om køb af nye kampfly. En sådan undersøgelse bør selvsagt omfatte økonomien for alle tre flytyper. Som afslutning på mit indlæg vil jeg endnu en gang takke for denne lejlighed til at bidrage til debatten om det forestående kampflyvalg i Danmark. Jeg har i de seneste år svaret på adskillige spørgsmål fra Folketinget, herunder Forsvarsudvalget, og jeg har flere gange udtalt mig til medierne i denne sag. Jeg har også bemærket, at producenterne bag de tre kandidater har været aktive i medierne, ligesom Dansk Industri har været det. Det har været med til at få en god gang i debatten, og den hilser jeg velkommen. Det ville da være underligt andet med det store milliardbeløb, som vi måske står over for at skulle investere. Jeg vil fortsætte mine bestræbelser på at arbejde med og debattere beslutningen om kampflyvalg, og jeg vil bestræbe mig på, at det foregår i en både åben og gennemskuelig proces.