Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             22. december 2006

J nr.             360-2

  

 

Trafikudvalget har i brev af 04/12-06 stillet mig følgende spørgsmål 4 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål nr. 4:

 

"Med det formål at sikre, at Trafikudvalget ved den forestående besigtigelsestur til vestkysten, får konkrete resultater, man kan forholde sig til, og at der i den forbindelse foretages volumenberegninger, som er sammenlignelige med SIC projektet, bedes ministeren sørge for, at der ikke sker revlefodring i området syd for Hvide Sande Havn i 2007, samt pålægge Kystdirektoratet, at der øjeblikkelig sker en detaljeret søopmåling af området mellem projektområdet og Hvide Sande Havn."

Svar:

 

Staten har gennem mange år været engageret på den jyske vestkyst. Siden 1982 har staten løbende indgået 5-årige aftaler med Ringkøbing Amt og vestkyst­kommunerne om kystbeskyttelse af Vestkysten på stræk­ningen Lodbjerg-Nymindegab – de såkaldte Fællesaftaler. Den seneste aftale er indgået i 2003 og vedrører femårsperioden 2004-08.

Formålet med disse aftaler er at sikre kysten og klitterne mod gennembrud fra havet og dermed forhindre, at store lavtliggende områder oversvømmes. Et væsentligt led i disse aftaler er sandfodringerne syd for Hvide Sande havn. Hvide Sande ligger på Holmsland Tange, som beskytter Ringkøbing Fjord. Da tangen syd for byen er smal, har det siden indgåelse af de første poli­tiske aftaler af sikkerhedsmæssige grunde været væsentlig at opretholde fodringsindsatsen på netop denne strækning. Det vil derfor være uheldigt at ændre på de planlagte kystbeskyttelses­aktivi­te­ter og dermed skabe lokal utryghed.  

Fodring­erne på strækning har for den nuværende aftaleperiode været gennemført for årene 2004, 2005 og 2006 og er planlagt for 2007 og 2008. Området hvor forsøget med SIC-systemet gennem­føres er udpeget i fællesskab mellem SIC, de to profes­sorer der evaluerer forsøget og Kystdirek­toratet, og kendskabet til Fælles­aftalens fodrings­indsats indgik i parternes beslutningsgrundlag for udpegning af forsøgsområdet.

Jeg finder derfor ikke, at der er grundlag for at stoppe revlefodring i området syd for Hvide Sande havn i 2007.

For så vidt angår spørgsmålet om søopmåling, er det væsentligt for mig at understrege, at der er indgået en aftale om forsøg med SIC systemet, og at det i den er aftalt, at to uvildige professorer eva­luerer forsøget. Udover at være blevet inddraget i fastlæggelsen af forsøgsområdet, inddrages professorerne i forsøgsopstillingen og i fastlæggelsen af det konkrete opmålingsprogram.

Jeg vil derfor lade det være op til professorerne at afgøre, om det er væsentligt for deres analyser af SIC-systemet, at der foretages en detaljeret søopmåling af området mellem projektområdet og Hvide Sande Havn. Det er for mig at se væsentligt, at kravene opmålinger styres af professorernes behov i forhold til deres analyser.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen