Bilag til udenrigsministerens                                                                                                                                 Forsvarsudvalget

skrivelse af 25. maj 2007                                                                                                                              (B 161 – spørgsmål 17)

                                                                                                                                                                                                   (offentligt)

 

Spørgsmål nr. : 17

I lyset af den vægt, ministeren lægger på samarbejdet med provinsadministrationen for at gennemføre genopbygningsarbejdet i Helmand, (jf. svaret på spørgsmål 3), og at dette genopbygningsarbejde er fundamentalt for ISAFs bestræbelse på at komme narkotika-problemet til livs, hvad er da ministerens løsning på den ”helt utilstrækkelige provinsadministration,” dens personalemæssige ”ringe kapacitet” og den endnu ikke-eksisterende flerårige økonomiske udviklingsstrategi, som på sigt skal udvikles af et lokalt udviklingsråd, som på nuværende tidspunkt er ”dårligt fungerende”, og hvis medlemmer er ”lavt motiverede og ude af stand til at levere strategisk arbejde,” (kilde: Styrkelse af engagement i Afghanistan – Fokus på Helmand)?

 

Svar:

Det er korrekt, at en lav administrativ kapacitet i den offentlige sektor er en hæmsko for udviklingen i Afghanistan. Kapacitetsopbygning er derfor en nøgleaktivitet i den danske bistand.

 

Støtte til kapacitetsopbygning er derfor også en del af indsatsen i Helmand. Danmark har allerede udsendt en civil rådgiver, som bistår med forberedelsen af projekter sammen med lokale myndigheder.

 

Danmark er af den afghanske regering blevet anmodet om at bidrage til at koordinere gennemførelsen af den nationale plan for uddannelsessektoren i Helmand. Danmark forventer derfor i samarbejde med det afghanske undervisningsministerium at udsende rådgivere, som kan støtte den lokale afdeling af undervisningsministeriet med planlægningen og gennemførelsen af skolebyggeri, træning af lærere m.v.