Dato:            23. maj 2007

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2007-1215-250

Sagsbeh.:   TK

Fil-navn:       Dokument 3

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 8 (B 15), som Det Politisk-Økonomiske Udvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 13. april 2007

 

Spørgsmål 8:

"Ministeren bedes oplyse, hvor danske sygehuse køber kirurgisk udstyr og tekstiler, herunder oplyse hvor store indkøb, der er tale om, og om der er sikkerhed for, at produktionen af disse varer er sket på betryggende vilkår for de ansatte, herunder, om der stilles klare og forpligtende krav til leverandørerne om overholdelse af ILOs kernekonventioner."

 

Svar:

Jeg har anmodet Danske Regioner om bidrag til brug for besvarelsen. Danske Regioner har oplyst følgende:

 

”Definitionen ”kirurgisk udstyr og tekstiler” er meget bred og afgrænsningen er ikke altid klar. Et samlet skøn for regionernes indkøb af kirurgisk udstyr er, at der købes kirurgisk udstyr for ca. 50 mio. kr. Generelt anskaffes kirurgisk udstyr via danske forhandlere.

 

Anskaffelsen af tekstiler foretages forskelligt i regionerne. Nogle regioner køber tekstiler, andre lejer tekstiler, mens tekstiler i en region anskaffes via et oprettet offentlig/privat selskab. Derfor giver det ikke et klart billede af regionernes omkostninger af tekstiler at skønne, hvor meget regionerne anvender på at indkøbe tekstiler.

 

Danske Regioner tager skarp afstand fra anvendelse af børnearbejde. På et møde i Danske Regioners Forretningsudvalg er det besluttet, at regionernes kritiske holdning til børnearbejde skal skrives ind i Regionernes Indkøbsstrategi.

 

Regionerne bruger forskellige redskaber til at sikre, at leverandører overholder love og bestemmelser, så som formuleringer om børnearbejde i indkøbspolitikken, samt forbehold indarbejdet i de specifikke kontrakter. Redskaber der skal sikre, at leverandørerne bl.a. overholder gældende ILO-konventioner. Regionerne har en generel forventning om, at deres leverandører lever op til gældende love og regler. Brud på dette kan medføre kontrakten ophæves.

 

Det kan desuden oplyses, at regionernes indkøbschefer den 9. maj 2007 holdt møde med Medicoindustrien, hvor bl.a. forbehold mod børnearbejde blev understreget.”

 

Jeg kan henholde mig til Danske Regioners oplysninger.