Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4, som Folketingets Retsudvalg (B 112) har stillet til justitsministeren den 11. maj 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lene Volke Roesen

 


Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg (B 112):

 

”Ministeren bedes redegøre for, på baggrund af hvilke "strafbare handlinger", jf. restaurationsloven § 31, stk. 2, politiet typisk har meddelt forbud mod ophold i bestemte virksomheder.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Rigspolitiet er ikke i besiddelse af statistiske oplysninger, der mere generelt kan belyse det omhandlede spørgsmål.

 

Rigspolitiet har på den baggrund til brug for besvarelsen indhentet udtalelser fra Nordjyllands Politi, Østjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Politi.

         

Det fremgår af udtalelserne, at det generelt er indtrykket i kredsene, at forbud typisk meddeles i tilfælde, hvor der er tale om overtrædelse af våbenlovgivningen, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, vold samt overtrædelse af restaurationslovens § 32, stk. 1 (om støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende adfærd, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden eller medføre ulempe for andre tilstedeværende eller omboende).”