Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 12, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. maj 2007, vedrørende forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af initiativer, der kan sikre et tryggere natteliv (B 112).
Lene Espersen
/
 Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 12 fra Folketingets Retsudvalg, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. maj 2007, vedrørende vedrørende forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af initiativer, der kan sikre et tryggere natteliv (B 112):
â€Ministeren bedes oplyse, om det er en skærpende omstændighed ved strafudmÃ¥lingen, hvis en dørmand udsættes for vold i hjemmet som en konsekvens af repressalier.â€
Svar:
Det fremgår af straffelovens § 247, stk. 2, at straffen for overtrædelse af straffelovens §§ 244-246 om vold kan forhøjes med indtil det halve, når volden er begået over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold.
Straffelovens § 247, stk. 2, kan bl.a. finde anvendelse, hvis en dørmand under udøvelsen af sit arbejde bliver udsat for vold.
Som jeg nævnte under førstebehandlingen af beslutningsforslaget, og som det endvidere fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 13. juli 2006 af spørgsmål nr. 272 af 3. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg, er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at bestemmelsen efter omstændighederne også vil kunne anvendes, hvis f.eks. en dørmand i umiddelbar forlængelse af arbejdstids ophør bliver udsat for vold, der har en nær sammenhæng med vedkommendes erhverv som dørmand.
I tilfælde, hvor vold mod en dørmand begået uden for dennes arbejdstid ikke er omfattet af straffelovens § 247, stk. 2, kan det efter Justitsministeriets opfattelse alligevel – på grundlag af den almindelige bestemmelse i straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder – føre til en skærpelse af straffen, hvis volden har tilknytning til dørmandens erhverv. Det gælder f.eks., hvis der er tale om planlagt vold over for vedkommende, jf. herved straffelovens § 81, nr. 3, hvorefter det er en skærpende omstændighed, at gerningen er særligt planlagt.