Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 11 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om adgang til dokumenter om egne forhold i PET´s arkiver og om oprettelse af et uafhængigt ankenævn for afslag på anmodning om arkivadgang, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. maj 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 11 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om adgang til dokumenter om egne forhold i PET´s arkiver og om oprettelse af et uafhængigt ankenævn for afslag på anmodning om arkivadgang:

 

”Ministeren oplyste under 1. behandling, at PET i visse tilfælde har meddelt personer adgang til indsigt i oplysninger om dem selv med henvisning til, at der har været offentliggjort oplysninger om de pågældende personer i forlængelse af forskeres og journalisters adgang til PET's arkiver, og at der således i visse tilfælde ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn til de berørte personer er gjort undtagelser fra PET's faste praksis, hvorefter der i almindelighed ikke gives aktindsigt i oplysninger, som PET har om en person.

a) Ministeren bedes uddybende redegøre for denne undtagelse til PET’s praksis.

b) Hvilke oplysninger kan ministeren give om antallet af sager, hvor der er givet - henholdsvis givet afslag på - en sådan adgang til indsigt i oplysninger i PET’s arkiver?

c) Gives en sådan adgang til aktindsigt i oplysninger i PET’s arkiver alene efter anmodning, eller er det sket - eller kan det ske - på PET’s eget initiativ?”

 

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Politiets Efterretningstjeneste, der har oplyst følgende:

 

”Efter udgivelse af værker, som er udarbejdet på baggrund af forskeres og journalisters arkivadgang hos Politiets Efterretningstjeneste, har fem personer, der har fundet sig selv omtalt i værkerne, anmodet om aktindsigt i de dokumenter, som forfatterne har haft adgang til.

 

Der er efter princippet om meroffentlighed undtagelsesvist meddelt disse fem personer aktindsigt i den såkaldte DIIS-samling for så vidt angår oplysninger om dem selv. DIIS-samlingen er det materiale, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har haft adgang til at anvende til brug for udredningen ”Danmark under den Kolde Krig”, og som består af 270 afklassificerede dokumenter fra Politiets Efterretningstjeneste. Endvidere overvejer Politiets Efterretningstjeneste, om en af personerne undtagelsesvist kan meddeles aktindsigt i begrænset omfang i andet afklassificeret materiale om den pågældende.

 

Det bemærkes, at der ikke er meddelt generel aktindsigt i oplysninger om de pågældende, som efterretningstjenesten måtte være i besiddelse af. På nuværende tidspunkt har én person ud af de fem ovennævnte påklaget Politiets Efterretningstjenestes afgørelse om afslag på generel aktindsigt til Justitsministeriet, som ikke har fundet grundlag for at ændre efterretningstjenestens afgørelse.

 

Endvidere kan Politiets Efterretningstjeneste oplyse, at adgang til oplysninger i de afklassificerede dokumenter hidtil alene er sket efter anmodning. Politiets Efterretningstjeneste kan ikke udelukke, at efterretningstjenesten på eget initiativ i helt særlige situationer vil overveje at give en person adgang til oplysninger om den pågældende, som f.eks. forskere har haft adgang til.”