ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 441171

 

29. marts 2007

Besvarelse af spørgsmål 9 ad B 9 stillet af Folketingets Trafikudvalg den 15. februar 2007

 

 

 

 

 

Spørgsmål 9:

Hvad er begrundelsen for, at ministeren ikke finder, at digerne udfylder tilstrækkelig samfundsfunktion til at udstrække dækningsområdet i lov om stormflod og stormfald til diger og højvandsbeskyttelser? Der henvises til, at digerne beskytter store samfundsmæssige værdier Derudover, jf. fx et kort over Nordjylland, hvor det fremgår, at ved høje vandstande ville landeveje, huse, lufthavn, elinstallationer m.v. være direkte oversvømmet, hvis det ikke var for digerne. Det er således ikke kun de bagvedliggende landbrugsjorder, det går ud over.

 

Svar:

Stormflods- og stormfaldsordningen er indført for at give mulighed for, at der kan ydes kompensation til dem, som rammes af stormflod eller stormfald. Ved etableringen af ordningen blev det overvejet, hvorvidt diger og højvandsbeskyttelser skulle være omfattet af ordningen. Det mente det udvalg, der undersøgte området ikke skulle være tilfældet, da diger og højvandsbeskyttelser ligger på udsatte områder.

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet og Transport- og Energiministeriet finder fortsat, at der ikke gør sig de samme hensyn gældende ved skader på diger og kystbeskyttelsesanlæg.

 

Der er etableret en ny forsøgsordning for 2007, som har til formål at fremme og fastholde et højt kvalitetsniveau i kystbeskyttelsesindsatsen og afprøve behovet for en statslig tilskudsmulighed.

 

Der er til puljen fastsat en række tilskudskriterier og vilkår, der blandt andet indebærer, at puljen kan yde tilskud til følgende projekter:

 

  • Nye kystbeskyttelsesprojekter
  • Fjernelse eller renovering af gammel kystbeskyttelse
  • Udbedring af kystbeskyttelse efter stormflod

 

Med denne nye mulighed tilgodeses ejere af den kystbeskyttelse, der blev beskadiget i forbindelse med stormflodssituationerne i november 2006 og januar 2007. Skader opstået ved stormflodssituationen i november 2006 er tilskudsberettiget uanset, at de er opstået før puljens ikrafttræden.

 

Puljen vil kunne yde op til 33 pct. i tilskud, dog maksimalt 500.000 kr. pr. projekt. Herved fastholdes princippet om kystbeskyttelse som et grundlæggende privat ansvar, samtidig med at der gives en vis økonomisk håndsrækning fra staten til de private og kommunale lodsejere.

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet og Transport- og Energiministeriet vil følge udviklingen nøje.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk