Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             22. december 2006

J nr.             360-2

  

 

Trafikudvalget har i brev af 04/12-06 stillet mig følgende spørgsmål 5 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 5:

 

"Trafikudvalget har i forbindelse med sin besigtigelsestur til vestkysten behov for konkrete analyser af effektiviteten af høfder, bølgebrydere, skrånings­beskyt­telse samt revle- og strandfodring, men eksperterne har ikke har kunnet levere de rapporter, der er aftalt med SIC i en kvalitet, som kan anerkendes på inter­nationalt niveau, og det er derfor aftalt, at halvårs og 1. års rapport skal laves om. Idet spørgeren formoder, at Trafikudvalget vil sikre sig, at der ikke sker yderligere fejl i forbindelse med sammenligningen af SIC meto­den og andre kystbeskyttelsesmetoder, bedes ministeren sørge for, at eksperterne foretager en sammenligning af resultatet af SIC projektet og revlefodringen syd for Hvide Sande havn, sand- og revlefodringen ved Søndervig, høfdeanlægget ved Skal­lerup Klit, bølgebryderne ved Lønstrup samt skråningsbeskyttelsen ved Harre­renden i Lønstrup. "

Svar:

 

Først og fremmest ser jeg meget frem til Trafikudvalgets kommende besigtigel­sestur på Vestkysten og stiller naturligvis det materiale til rådighed, som Trafik­udvalget finder, er nødvendigt for at kunne danne sig et godt helheds­indtryk af forsøget med SIC-systemet. Jeg har fået oplyst, at begge professorer ønsker at være til stede ved besøget. Det er jeg glad for, da jeg er af den overbevisning, at en dialog mellem alle parter på forsøgslokaliteten vil bidrage til en større indsigt i forsøget med SIC-systemet.

Det indgår i aftalen mellem SIC og Kystdirektoratet, at en sammenligning mellem SIC-systemet og andre kystbeskyttelsesmetoder finder sted i professorernes endelige evalueringsrapport i forbindelse med forsøgets afslutning i 2008. Det er i den forbindelse nødvendigt, at der er skabt et fuldstændigt billede af SIC-systemets effekt, således at en sammenligning med andre kystbeskyttelsesmetoder kan foretages på et relevant grundlag.

Jeg er uforstående overfor, at der sås tvivl om rapporternes internationale niveau. Rapporterne er udarbejdet af professor Hans F. Burcharth og professor Jørgen Fredsøe, som igennem mange år har publiceret videnskabelige artikler, som også er blevet brugt som referencer i videnskabelige værker nationalt som internationalt. Der er således tale om to meget kompetente eksperter på området.

Da det er professorerne, som sammen og gennem inddragelse af tilgængelig viden foretager sammenligningen og vurderingen i forhold til anerkendte kystbeskyttelsesmetoder, har jeg fuld tillid til, at der vil blive tale om et internationalt højt analyseniveau. Jeg er desuden sikker på, at de uvildige professorer, når de evaluerer forsøget endeligt efter 3 år, inddrager relevante erfaringer fra eksisterede kystbeskyttelsesmetoder.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen