Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             15. marts 2007

J. nr.           360-2

  

 

Trafikudvalget har i brev af 15. februar 2007 stillet mig følgende spørgsmål 12 (TRU B9), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 12:

 

"Med henvisning til, at den kystsikringsordning, som forsøgsvis gennemføres i år, kun vil give 1/3 af anlægsudgiften som tilskud, og puljen på 4 mio. kr. også vil være anvendelig til andre formål, bedes ministeren oplyse, hvilke overvejelser der ligger bag, at det kun er en del af skaden, der dækkes, og hvilke overvejelser der ligger bag, at puljen har den lille størrelse. Den ordning, digelaugene ønskede sig, havde mere karakter af en sikkerhed på linie med forsikring i tilfælde af stormflod; både med større dækningsgrad og med større sikkerhed for dækning end puljeordningen."

Svar:

 

Kystbeskyttelse i Danmark er som udgangspunkt baseret på privat initiativ med undtagelse af dele af den jyske vestkyst, hvor staten bidrager til finansieringen af kystbeskyttelsen.

For at fremme og fastholde et højt kvalitetsniveau i kystbeskyttelsesindsatsen og afprøve behovet for en statslig tilskudsmulighed har regeringen imidlertid på finansloven for 2007 afsat en etårig forsøgspulje på 4 mio. kr.

 Fra puljen kan der søges om tilskud til ny kystbeskyttelse, til renovering eller fjernelse af gammel, skæmmende og/eller uvirksom kystbeskyttelse samt til udbedring af skader på diger og anden kystbeskyttelse efter stormflod.

Det har ikke været regeringens intention at etablere en erstatningsordning svarende til fx stormflodserstatningsordningen, men at opbygge en ordning, der ved hjælp af statslige tilskud fremmer kvaliteten af kystbeskyttelsesindsatsen. Dette har også været udgangspunktet for fastsættelsen af puljens størrelse.

Det er min vurdering, at tilskud på op til en 1/3 af anlægsudgiften er et incitament, der fremmer tilskudsordningens formål. Samtidigt giver bidragsbegrænsningen mulighed for at støtte flere projekter og dermed komme flest mulige kystbeskyttelsesejere og brugere af landets kyster til gavn.

Med venlig hilsen

 

Flemming Hansen