Beretning afgivet af Sundhedsudvalget den 14. september 2007
Beretning
over
 Forslag til folketingsbeslutning om at sikre praktiserende speciallægers faglige uafhængighed i forbindelse med henvisning til private klinikker
[af Charlotte Fischer (RV), Morten Helveg Petersen (RV) og Morten Østergaard (RV)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 18. januar 2007 og var til 1. behandling den 27. marts 2007. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
2. Politiske bemærkninger
Udvalget konstaterer, at et stigende antal ørelæger, der praktiserer under sygesikringen, har økonomiske forbindelser til private leverandører af høreapparater. I 2006 var mere end halvdelen af landets høreklinikker helt eller delvist ejet af praktiserende ørelæger. Det skaber en grundlæggende interessekonflikt, når ørelæger kan have direkte økonomiske interesser i private høreklinikker, som de selv kan henvise til.
Udvalget konstaterer endvidere, at indenrigs- og sundhedsministeren fuldt ud har anerkendt interessekonflikten. Det var på den baggrund, at han i 2005 udarbejdede et nyt sæt retningslinjer, der forpligter den praktiserende ørelæge til at oplyse patienter om sine eventuelle økonomiske forbindelser til private leverandører af høreapparater. Patienten skal skrive under på en erklæring om at have modtaget fuld oplysning om valgmuligheder og om ørelægens eventuelle forbindelser til en privat leverandør. De nye regler trådte i kraft 1. juli 2006.
Udvalget finder det afgørende at sikre patienterne en uvildig, lægefagligt begrundet behandling. Ingen må risikere at få ordineret et høreapparat, fordi der ligger en økonomisk interesse bag. Spørgsmålet er, om ministerens nye retningslinjer, der pålægger ørelægerne den omtalte informationspligt, sikrer patienterne denne uvildige behandling. Det er der ingen viden om i dag.
Reglerne har nu fungeret i mere end et år. På den baggrund opfordrer udvalget indenrigs- og sundhedsministeren til inden udgangen af året at undersøge, om det nye regelsæt lever op til intentionen, nemlig at sikre patienten en uvildig behandling og et reelt frit valg af leverandør.
Enhedslistens medlem af udvalget skal desuden bemærke, at det ikke er tilstrækkeligt, at patienterne er informeret om en ørelæges økonomiske interesser. Patienterne har reelt meget svært ved at vurdere om disse økonomiske interesser påvirker ørelægens faglige vurderinger. Derfor ønsker Enhedslisten en undersøgelse af, hvordan man kan sikre, at der ikke opstår mulighed for sammenblanding af private økonomiske interesser og faglige vurderinger.
P. u. v.
Birthe Skaarup
formand
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 78
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget |
2 |
Afgivelse af beretning |
3 |
1. udkast til beretning |