IMR fastholder at ene-adoptanter diskrimineres
30-05-2007
Ifølge familie- og forbrugerministeren er det ikke i strid med
menneskerettighederne, når ene-adoptanter ikke kan modtage samme børnetilskud
som andre eneforsørgere. Men Institut for Menneskerettigheder fastholder, at
der er tale om diskrimination.
Læs på menneskret.dk
I et
notat til Folketinget konkluderer Institut for Menneskerettigheder (IMR), at
den nuværende lov om børnetilskud til eneforsørgere er i strid med FN’s
konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og med FN’s
Børnekonvention.
Ifølge loven kan eneforsørgere få et særligt børnetilskud, som eneadoptanter
ikke er berettiget til. Og det er der, problemerne opstår, forklarer Anette
Faye Jacobsen, der er specialkonsulent hos IMR.
Ministeren skyder ved siden af
I forbindelse med en nylig debat i Folketinget svarede familie- og
forbrugerminister Carina Christensen på IMR’s notat. Ifølge ministeren er den
gældende lov ikke i strid med menneskerettighederne.
Hun henviste bl.a. til, at loven oprindeligt har sigtet til, at det særlige
børnetilskud skal kunne udbetales uafhængigt af, om moderen kan eller vil
oplyse faderens navn. Dermed handler det ifølge ministeren ikke om eneforsørgerens
økonomi.
Det svar skyder ved siden af, mener IMR.
- Sagens kerne er, at vi med børnetilskudsloven har valgt at give
eneforsørgerfamilier bedre økonomiske og sociale vilkår, undtagen når det
gælder eneadoptanter. Det er ulovlig forskelsbehandling og klart i strid med
menneskeretten, fastslår Anette Faye Jacobsen.
Hun refererer samtidig til, at lovens formål også er at sikre barnets tarv, og
at det vil være i strid med FN’s Børnekonvention at forskelsbehandle mellem
adopterede og ikke-adopterede børn.
Yderligere oplysninger: Martin
Lassen-Vernal, Institut for Menneskerettigheder, tlf. 3269 8927, mobil 2553
6337, [email protected]