Jeg skyndte mig op mod talerstolen, for jeg har vist egentlig brugt meget tid i dag, men det mener jeg faktisk også er berettiget med det her fremsatte forslag.
Se, grunden til, at jeg genfremsætter dette forslag om et forbud mod sodomi, altså dyresex, er jo helt klart, at det er min klare vurdering, at dyr i dag med vores lovgivning og dens tolkning og forvaltning fra politiets side ikke er beskyttede godt nok mod skader og smerter og selvfølgelig også den angst og væsentlige ulempe, som dyrene tilføjes ved menneskers anvendelse af dem til sex.
At anvendelsen forekommer, ses jo tydeligt bl.a. bare ved et kig på internettet, og der er rigtig meget, også meget mere, end det, jeg har fortalt om i dag. Bl.a. har avisen 24 Timer også vist, at der er et problem, som er af et stort omfang, og det må betegnes som meget bekymrende.
Efter min overbevisning skal dyr behandles som levende væsener. Når vi taler om seksuelle handlinger, kan man sige, at det jo er sådan, at vi mennesker indbyrdes kan aftale et seksuelt samvær, men vi har altså også muligheden for som mennesker at sige fra; det har dyrene ikke.
Det betyder, at konsekvensen jo reelt er, at dyrene ikke er beskyttet mod de lidelser samt de fysiske skader, som de kan forvoldes under et seksuelt samvær. Som det er tilfældet med børn, er det ligeledes med dyr ikke muligt at opnå et reelt samtykke. Det, at tilsyneladende villighed kan ses og kan tages som et samtykke, som der har været talt om, og som nogle har påstået her i debatten, mener jeg ikke er tilfældet.
Vi har i vores samfund altid vurderet, at man ikke må gennemføre sex med et andet levende væsen ved tvang, og hvis man går ind for sodomi og ikke ønsker, at det skal forbydes, som der jo faktisk er mange der har gjort i dag, er man faktisk ikke enig i det første begreb. Og så må konsekvensen af ens argumentation være, at man faktisk finder, at det er i orden, at nogle dyr anvendes tvangsmæssigt til sex.
Her i Danmark har vi haft en del tilfælde af skader på heste, bl.a. med kniv- og stikkeskader omkring kønsdele på hopper, hvor der i cirka halvdelen af tilfældene var mistanke om, at mishandlingen havde et seksuelt motiv. Det blev bare ikke registreret, men mistanken var der. Der blev heller ikke udtaget vævsprøver, sædprøver eller andet til dna-bestemmelse eller lignende.
Jeg ved, at der var mange henvendelser til politiet om iagttagelser, der blev afvist med henvisning til, at sodomi ikke er ulovligt. Også det mener jeg er et bevis på, at vi har behov for at få indført et forbud mod sodomi i Danmark.
Menneskelig omgang med dyr er ikke alene usmagelig, men også uacceptabel, og derfor tager jeg afstand fra enhver aktivitet af denne art. Det gør jeg ud fra en etisk, men også ud fra en biologisk betragtning, for så er sådan et forhold jo forkert. Det er dybt krænkende for dyrets værdighed.
Jeg kan slet ikke forstå, at Folketinget for en gangs skyld ikke bare lytter en lille smule til, hvad det er, befolkningen ønsker. Befolkningen har igennem, og jeg taler ikke kun om en, men mange underskriftindsamlinger bevist over for ministeren, at den tager dyb afstand fra det. Selv om det er tilfældet, ser vi igen en minister, som er ligeglad.
Der har været meningsmålinger på området, fordi vi har haft debatten, og tak til dem der har lavet meningsmålingerne og har gidet at sætte sig ind i det. Men de meningsmålinger har faktisk vist, at 80 pct. af den danske befolkning mener, at der skal indføres et forbud. Trods det ønsker man fra Folketingets side stadig væk, at det skal være lovligt.
Jeg synes faktisk, det er en sorgens dag for dyrene, at der ikke er opbakning til forslaget her, og i virkeligheden viser det jo bare, at man synes, at seksuelt misbrug af dyr er o.k., for hvis man virkelig er modstander af det, som jeg er, og som vi også har hørt et stort flertal i SF er, ja, så vil der jo ikke være noget i vejen for at få det præciseret i den gældende dyreværnslov, således at vi som samfund viser, at vi tager dyb afstand fra sodomi og dyresex i Danmark. Det er ikke nok, man kun gør det med munden på det rigtige tidspunkt.
Om selve debatten vil jeg sige, at det er skuffende, at
V og K ikke har flyttet sig en tøddel. Jeg vil sige til Socialdemokratiet, at de er trådt sådan lidt i den rigtige retning, og jeg kan forstå, at der er en åbning; vi skal have en høring nu, kan jeg forstå. Det ser vi frem til, og der tror jeg helt klart vi vil få afdækket, at der mangler en præcisering af dyreværnslovens § 1, som vi har omtalt her i dag. Jeg kan så også forstå, at Socialdemokratiet højst sandsynligt, når høringen er overstået, er villig til, hvis det viser sig at være nødvendigt, at gå videre, og det ser vi frem til. Til SF og ordføreren, hr. Kristen Touborg, vil jeg sige, at SF jo har rykket sig. Jeg mener så, at hr. Touborgs opgave må være at få rykket de sidste par medlemmer i SF, så vi har et fuldt SF næste gang, men jeg er glad for SF's opbakning i dag. Jeg konstaterer, at De Radikale stadig væk går ind for det nuværende og synes, det er i orden. De har heller ikke rykket sig en tomme. Om Enhedslisten har jeg skrevet den bemærkning, der hedder: tjoe. For jeg forstod det sådan, at det godt kunne være og så alligevel ikke. Men jeg hælder det over i den vægt, som siger, at man egentlig godt synes, at der kan laves noget på det her område. Generelt er jeg skuffet over, at man trods en bred folkelig debat om det her tilsidesætter, at der er et stort ønske i det danske samfund om et forbud mod sodomi. Det er beklageligt, at vi har et folketingsflertal, som fuldstændig tilsidesætter folkets røst på det her område, og det er en sorgens dag for dyrene. Det kan jeg hermed konstatere.