Den sidste sag på dagsordenen var:
4) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 49:
Forslag til folketingsbeslutning om § 71-tilsynets virksomhed og kompetence. Af Tina Petersen (DF) m.fl. (Fremsat 28/11 2006).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Beslutningsforslaget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der giver hjemmel til, at Folketingets
§ 71-tilsyn kan få adgang til at foretage uanmeldte besøg på private institutioner, der modtager administrativt frihedsberøvede personer.

     Lovforslaget bør ifølge beslutningsforslaget endvidere klart angive de kriterier, tilsynet skal lægge vægt på i forbindelse med afgørelser om at foretage sådanne besøg. Baggrunden for forslaget er, at Folketingets Lovsekretariat i 2003 har udtalt, at grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed er til hinder for, at § 71-tilsynet uanmeldt kan foretage inspektioner i private opholdssteder for børn. Hvis tilsynet skal have adgang til de her uden forudgående aftale, skal der indføres en udtrykkelig lovhjemmel.
     Jeg må sige, at jeg ikke er tilhænger af det her beslutningsforslag. Det er jo ikke sådan, at § 71-tilsynet er blevet afvist, når tilsynet har bedt om mulighed for at besøge private opholdssteder, og det er jo heller ikke sådan, at der er et ønske fra § 71-udvalget som sådan om en hjemmel med henblik på at foretage uanmeldte tilsynsbesøg.
     Så jeg har svært ved at se, at der skulle være et behov for at gennemføre det her forslag, og jeg synes, vi skal være meget varsomme med at tage lovgivningsmæssige initiativer, hvis der ikke er et sådant behov. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til socialministeren. Så er det fru Birgitte Josefsen som ordfører.

For Venstre er det meget afgørende, at § 71-udvalgets arbejde udføres diskret og ud fra de grundlovsbestemte retningslinjer, der er gældende. Jeg har i den tid, jeg har siddet i § 71-udvalget, erfaret, at mange borgere er af den opfattelse, at § 71-udvalget kan tage stilling til, om en afgørelse om administrativ frihedsberøvelse er rigtig eller forkert, og det er ikke udvalgets kompetence. Og det er så heller ikke det, vi skal drøfte i dag.
     Det, jeg synes er vigtigt at påpege, er, at § 71-udvalget tager sig af sager, der alene vedrører behandling under frihedsberøvelsen, det vil sige, at de har tilsyn med, om eksempelvis de fysiske rammer er i orden, om behandlingsmetoderne er i orden, at der findes aktivitetstilbud for den frihedsberøvede, og de forholder sig til personalenormeringer og husregler osv. Tilsynet kommer efter et besøg med en vurdering af de forhold, som det ser og konstaterer, og kan i de redegørelser, det så kommer med efter besøg, komme med kritik af de forhold, det har forholdt sig til og set.
     Hvad angår private institutioner, har det til dags dato været tilsynets holdning, at det alene skulle være anmeldte besøg, der skulle aflægges, og specielt har det været tilsynets praksis, at det med hensyn til børn og unge-institutioner alene skulle være anmeldte besøg. Det er ud fra den grundholdning, at den private bolig er ukrænkelig, og altså er boligen først og fremmest privat, også for de personer, der opholder sig på institutionen.
     Ser vi på børn og unge-institutioner, er det jo også sådan, at frivilligt anbragte og tvangsanbragte er på den samme institution. Personlig synes jeg ikke, det ville være særlig rart at stå ude på en institution og skulle til at pege ud: Det er dig, vi skal forholde os til, og ikke jer andre. Mange steder er det også sådan, at opholdsstedet tillige er bolig for forstanderen, så her kommer også et element ind med hensyn til boligens ukrænkelighed.
     For Venstre står det ret klart, at § 71-udvalgets rolle over for private institutioner må være at føre tilsyn med tilsynet, altså at have kontakten til de kommuner, der har tilsynskompetencen for den private institution, og det er sådan set også det, udvalget gør i praksis i dag. Det må være
§ 71-udvalgets opgave at sikre, at det kommunale tilsyn er uafhængigt, og på den baggrund synes vi ikke i Venstre, at der er grundlag for at ændre på det lovgrundlag, som § 71-udvalget udøver sine opgaver og sit tilsyn på, så vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til fru Birgitte Josefsen. Så er det fru Karen J. Klint som ordfører.

Ingen skal være i tvivl om, at Socialdemokraterne ønsker tæt kontrol og høj kvalitet i behandlingen af børn, unge og voksne, der er administrativt frihedsberøvet som led i deres behandling. Men heller ingen skal være i tvivl om, at vi ikke synes, det er Folketinget, der personligt skal udføre det konkrete tilsyn i privatejede tilbud, hvor f.eks. unge bor under private former. Jeg vil gerne understrege, at det for os er vigtigt, at anbringende kommuner er sig deres ansvar bevidst og dermed også deres tilsynspligt. De pågældende steder er i dag underlagt to kommunale tilsyn, et for beliggenhedskommunen og et personligt for den unge fra den anbringende kommune.
     Vi vil gerne, at § 71-udvalget fører tilsyn med, om disse tilsyn fungerer optimalt over for den enkelte frihedsberøvede unge, og herunder er der flere hensyn, der skal tages omkring tilsynets tilrettelæggelse. Det skal være uvildigt, det skal være uafhængigt af økonomiske hensyn, det skal være uafhængigt af visitationen af den unge og eventuelt et personligt kendskab til ledelsen på stedet. Tilsynet skal altid tilrettelægges til gavn for kvaliteten i behandlingen.
     Nu har vi fået store kommuner, og de får så nogle bedre muligheder netop for at tilrettelægge et uvildigt tilsyn. Om de så vil gøre det i en stabsfunktion, for vi forlanger jo også uvildige tilsyn for plejehjem og for mennesker med handicap, hvis de er i et offentligt tilbud, er op til dem selv.
     På KL's møde forleden hørte vi meget om, at kommunerne kan selv og vil selv. Det er også o.k., og derfor skal de også leve op til de tilsynskrav, der er, både med anmeldte og uanmeldte tilsyn. Under forberedelsen af talen her i dag kom jeg til at tænke på, at hvis man bliver patient på et sygehus, får man jo en folder om, hvordan man kan klage, og hvem man skal kontakte. Hvad er det, vi gør, når nogen bliver anbragt på et socialt sted? Skulle man måske så ikke også lige have en lille pjece, der fortalte om, hvem det er, man kan kontakte, hvis der opstår noget, som man synes skal aktivere et tilsyn? Så der er nogle ubrugte muligheder, som ikke er aktiveret, og som kommunerne bestemt godt kunne tage
i brug. Personer, der bliver indlagt og administrativt frihedsberøvet på en psykiatrisk afdeling, får jo en folder om § 71-tilsyn, så dem servicerer vi også med oplysninger om, hvordan man aktiverer et tilsyn. Man kunne jo bare lære lidt af hinanden og så på den måde få opbygget et ordentligt kommunalt tilsyn, der tager vare på de mennesker, man har med at gøre, også fordi det ikke skal være enkeltsager, der aktiverer, at vi herindefra pålægger os selv en højere tilsynsforpligtelse, vi har. Så vi er meget trygge ved, at vi kan gå i dialog omkring tilsynet, og hvordan det udøves. Det er det, vi skal føre tilsyn med. Vi skal ikke ud og sparke døre ind i private boliger for at holde øje med nogle konkrete unge mennesker. Vi kan ikke støtte forslaget, som det er her, men vil gerne i dialog om, hvordan kommunerne kan gøre det bedre. Så skal jeg på De Radikales vegne sige, at de desværre ikke kan være her i salen i dag, men at de heller ikke kan tilslutte sig forslaget, som det ligger.

Tak til fru Karen J. Klint. Så er det hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører.

Indledningsvis vil jeg sige, at vi fra Det Konservative Folkeparti ikke kan støtte dette beslutningsforslag, som det ligger her, men vi mener, at beslutningsforslaget selvfølgelig rejser en relevant problematik, som vi er meget åbne over for at drøfte i § 71-udvalget, bl.a. om, hvilken rolle § 71-udvalget skal spille. Det synes jeg er ganske relevant på baggrund af det beslutningsforslag og den debat, vi har her i dag.
     Vi føler, at der med dette beslutningsforslag er nogle forfatningsmæssige problemer og også nogle praktiske problemer, og at det rejser en masse spørgsmål, bl.a. omkring boligens ukrænkelighed, altså § 72 i grundloven. Vi føler, at der eventuelt kan opstå problemer i den forbindelse. Så er der jo også igen hele spørgsmålet omkring § 71-udvalgets rolle, hvor man i dag definerer den sådan, at man fører tilsyn med tilsynet. Jeg synes også, det er vigtigt at pointere, at det tilsyn, der er lokalt, henhører under henholdsvis kommuner eller regioner, afhængigt af institutionens art.

     Men det er klart, at vi har set mange miserable forhold også i private institutioner, forhold, som vi fra konservativ side absolut tager kraftigt afstand fra. Vi har set unge mennesker, som ikke har haft de forhold, som man må forvente af institutioner her i Danmark, og derfor er problemstillingen naturligvis relevant.
     Jeg er ikke sikker på, at det lige er den her måde, vi skal løse det på, men vi er som sagt åbne over for i forbindelse med udvalgsarbejdet at bidrage konstruktivt til en drøftelse af den opgave, som ligger for § 71-tilsynet.

Tak til hr. Per Ørum Jørgensen. Så er det fru Pernille Vigsø Bagge som ordfører.

Da SF's ordfører desværre ikke kan være til stede i salen, skal jeg hermed læse SF's ordfører på områdets ordførertale:
     Med forslaget om § 71-tilsynets virksomhed og kompetence vælger DF en besynderlig vej.
     Først og fremmest ramler forslaget sammen med grundlovens bestemmelser om beskyttelse af boligen, og hvilke overvejelser har DF gjort sig i den forbindelse?
     Skal plejefamilier, der forsøger at etablere trygge forhold for plejebørn i eget hjem, nu fremover udsættes for anmeldte og uanmeldte besøg fra tilsynets side? Hvordan forestiller Dansk Folkeparti sig at det konkret skal kunne lade sig gøre? Har Dansk Folkeparti overvejet, hvordan et tilsynsbesøg skal kunne foregå? Har Dansk Folkeparti overvejet, hvorvidt de enkelte tilsynsmedlemmer vil udsætte sig for et konkret erstatsningsansvar ved et tilsynsbesøg på en privat institution, hvor tilsynet begår fejl i sin vurdering med deraf følgende tab for den private institution? Har Dansk Folkeparti overvejet, hvordan et tilsynsbesøg på en institution, der behandler børn, kan forekomme, uden at besøget giver uro for ansatte og dermed de skrøbelige børn, som vi vel alle har en interesse i at beskytte? Har Dansk Folkeparti glemt, hvilke overvejelser tilsynet gjorde sig tilbage i slutningen af 1990'erne, hvor det netop var hensynet til de skrøbelige børn og unge, der gav anledning til bekymring i forbindelse med beslutningen om at udvide tilsynets arbejdsfelt til også at omfatte tilsyn med tvangsfjernede børn og unge?
     SF anser det for bekymrende, at Dansk Folkeparti i et forsøg på at komme i medierne i anledning af problemer på en enkelt privatdrevet institution på denne måde vil sætte tilsynets gode navn og rygte på spil.
     Forudsætningen for, at tilsynet kan drive sin virksomhed, er netop, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved tilsynets respekt for de mennesker, der skal beskyttes i forbindelse med et tilsynsbesøg.
     En lang række andre spørgsmål kan stilles, da forslaget bærer præg af total mangel på respekt for tilsynets arbejde. Tilsynet har gennem de sidste 30 år systematisk forsøgt at højne tilsynets almindelige omdømme ud fra den betragtning, at kun hvis der er respekt om tilsynets arbejde, vil de anbefalinger og konstateringer, vi kommer med i vores rapporter, bliver anerkendt af de myndigheder, der driver de pågældende institutioner.
     Derfor var der da også efter omstændighederne accept af tilsynets beslutning i slutningen af 1990'erne om, at tilsynet også var kompetent, når det drejede sig om at føre tilsyn med institutioner, hvor tvangsfjernede børn blev behandlet, en accept, der bundede i en bred erkendelse hos det daværende tilsyn, om, at tilsynet ikke skulle komme uanmeldt, og at det ikke skulle være et tilsyn med den konkrete behandling af børnene, men et tilsyn med tilsynet.
     § 71-tilsynet består af folketingsmedlemmer, som ikke automatisk er i besiddelse af de kvalifikationer, som giver evnen til at vurdere de konkrete konsekvenser af tilsynsbesøg. Tilsynet har derfor udviklet en tradition for at vælge sine tilsynsbesøg med omhu. Tilsynet har således gennem årene også udviklet en praksis for uanmeldte besøg, som indtil videre ikke har givet de store problemer. Kun i ganske få situationer har tilsynet været udsat for kritik af sine tilsynsbesøg. Den stil, som Dansk Folkepartis medlem af tilsynet tilsyneladende ønsker indført med aktioner på baggrund af pressehistorier med stort opbud af journalister ved konkrete tilsynsbesøg, tjener ikke til at beskytte de mennesker, der muligvis udsættes for en forkert behandling, men derimod kun til at bringe Dansk Folkepartis medlem af tilsynet i aviser og fjernsyn. Det er ikke den funktion, tilsynet er tiltænkt i grundloven, og vil uvægerlig føre til, at tilsynets arbejde fremover kun vil blive betragtet som et mediestunt og enten give tilsynets medlemmer eller Folketinget erstatningsansvar, hvis der begås fejl. SF kan ikke støtte forslaget, og jeg skal, fordi Enhedslistens ordfører heller ikke kan være til stede, meddele, at Enhedslisten heller ikke støtter forslaget.

Tak til fru Pernille Vigsø Bagge. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Tina Petersen.

Dansk Folkepartis forslag, der behandles i dag, drejer sig om en ændring af den virksomhed og den kompetence, som § 71-tilsynet har.
     Vi har hørt meget heroppe fra talerstolen indtil nu, og jeg vil prøve at besvare nogle af de ting, som tilsyneladende har vakt lidt bekymring.
     Først og fremmest vil jeg sige, at forslaget er fremsat lige nøjagtig på det grundlag, at vores perspektiv først og fremmest er den unge. Det, jeg har stået og hørt hernede i salen nu, er forsvar for kommuner og for forhenværende amter, nu regioner. Jeg bliver dybt ked af at stå og høre, at man tager kommuner, amter og regioner i forsvar i forhold til den unge. Det her drejer sig først og fremmest om de unge, og at man beskytter dem hele vejen igennem, når man nu vælger at tvangsfjerne dem hjemme fra deres forældre.
     Jeg vil sige, at i forslagets bemærkninger er der citeret fra et notat, og der er stillet nogle spørgsmål omkring det. Der står:
     »Der gælder et dobbelthjemmelsspørgsmål for de indgreb, der er omfattet af grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed og privatlivets fred. For det første skal der være (lov)hjemmel for det pågældende indgreb, og for det andet kræves der ifølge grundlovens § 72 en retskendelse, hvis ikke lovgivningsmagten har bestemt noget andet.
     Ved vurderingen af, om et godkendt opholdssted er beskyttet af det, man kalder husundersøgelsesreglen i grundlovens § 72, er udgangspunktet, at § 72 kun beskytter privatlivets ukrænkelighed. Heraf følger det, at i det omfang, der er hel eller delvis offentlig adgang til opholdsstedet, må et tilsyn kunne foretages uden retskendelse.«
     Endvidere har man i Lovsekretariatets notat peget på en løsningsmodel for, hvordan man kunne imødekomme det her, altså at der er forskel på institutionerne. Som det er i dag, kan man lave et uanmeldt besøg på en offentlig institution, men det kan man så ikke på en privat institution. Det er der, forskellen er, og det er den, vi gerne vil have udlignet.
     I notatet påpeger man: »Ønsker § 71-tilsynet at få adgang til et opholdssted, må Folketinget vedtage et lovforslag, som giver hjemmel til det. En sådan lov bør klart angive de kriterier, tilsynet skal lægge vægt på ved sin afgørelse af, om der skal gennemføres en husundersøgelse. Samme kriterier kan da indgå ved domstolenes vurdering af, om der skal gives en retskendelse. Hvis kravet om retskendelse skal fraviges, skal dette fremgå af loven.«
     I Lovsekretariatets notat til § 71-tilsynet peges der på, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at et eventuelt lovforslag på området fremsættes som en ny lov, og at forslaget eventuelt fremsættes som en del af et generelt lovforslag. Det vil sige, at man faktisk kan give § 71-tilsynet kompetence til også at få adgang til det, man kalder uanmeldte besøg på private institutioner. Det er sådan set ikke et kriterium for os, om det lige nøjagtig er en privat eller en offentlig institution, vi mener bare, tingene skal være ens for de her to institutioner, lige netop fordi vi varetager den unges interesser og ønsker at følge den unge lige fra det øjeblik, man griber ind, og hele vejen igennem, og som det ser ud i dag, kan man ikke i § 71-udvalget vedtage, at man ønsker at komme på uanmeldt besøg. Det har ikke noget at gøre med, at vi vil snage eller snuse. Vi i Dansk Folkeparti vil bare gerne have lov til at komme på uanmeldt besøg.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først fra fru Karen J. Klint.

Jeg synes, det var en meget grov insinuation, fru Tina Petersen kom med om vi andres intentioner. Jeg synes faktisk, vi meget klart sagde, at der skal være uvildighed, at der skal være kvalitet, og at det hele skal være til gavn for de unge, men vi holdt også fast i, at kommunerne har en suverænitet, og når man vælger at løse et kompliceret behandlingstilbud under private former i en privat bolig, er det altså noget andet, end når det er i et offentligt ejet behandlingstilbud, som ikke hedder institution, men som vi alle sammen af mangel på bedre ord jo fortsat som arbejdstitel kalder institutioner. Så vi har samme mål, men vi har ikke samme midler.

     Så kan man selvfølgelig godt tage en diskussion også med kommunerne om, hvorvidt de bruger de rigtige steder til de rigtige unge, men det er jo en helt anden diskussion. Kommunerne løser måske nogle behandlingsopgaver på en anden måde, end vi herinde måske synes er den mest ideelle, men så er det ikke vores tilsynsparagraf, vi skal ændre på, så skal vi netop føre tilsyn med tilsynet.
     Mit spørgsmål går alene på, om fru Tina Petersen slet ikke hørte, at vi talte om kvalitet, om sikkerhed og om mere synlige tilbud, og at i hvert fald jeg også talte om retssikkerheden for de unge og for deres pårørende, også ved, at man f.eks. udleverede noget materiale til dem om, hvordan de kan aktivere tilsyn - de kan jo også godt aktivere § 71-tilsynet - så jeg synes faktisk, vi sagde mange klare ting.

Til fru Karen Klint vil jeg da sige, at alle gode muligheder skal man da tage ind i det her for at gøre det bedre for de unge, men jeg bliver så også bare nødt til at sige, at forslaget jo er kørt ind i processen sidste år, og dengang var det jo amterne, der stod for det her.
     Jeg står her med en bunke papirer, og bare i den her bunke er der 12 artikler vedrørende institutioner, som på en eller anden måde ikke har kunnet efterleve de krav, der har været. Det er jo ikke for at beskæmme nogen eller noget, men et eller andet sted gør det mig urolig, at så mange unge bliver udsat. Vi har jo også set det i andre sager omkring institutioner, hvor man ikke har efterlevet de krav, der er. Jeg siger bare, at det er underligt, at man i dagens Danmark på en offentlig institution har adgang uanmeldt, men ikke har det på en privat institution.

Jamen det er jo netop, fordi grundloven giver nogle forskellige spilleregler for en privat bolig og noget offentligt. Så kan vi selvfølgelig godt lave nogle andre lovregler, men vi vil hellere diskutere, hvad det er, der egner sig til løsning under private boligformer, og hvad der egner sig til løsning under nogle andre, institutionsagtige former.
     Det betyder så også, at vi stiller krav til tilsyn, og det gør vi også i de konkrete sager. Kommunerne skal være bedre til at føre deres tilsyn, de skal kræve kvalitet, og de skal også betale det, det koster at få kvalitet. Det var også derfor, jeg sagde, at et tilsyn også skal være økonomisk uafhængigt. Men jeg vil meget nødig flytte tilsynet væk fra kommunerne; vi har suveræne kommuner, og derfor skal de leve op til det, og de skal altså passe deres arbejde. De bliver store nok til at lave nogle uvildige tilsyn, der for min skyld gerne kan tage tilsynet på alle de sociale tilbud, fordi de bliver fagligt store nok til at kunne lave noget kvalitet. Lige så vel som embedslægerne kan spænde over hele spektret, vil en kommunal tilsynsfunktion også kunne spænde over et meget stort, bredt spekter og sikre faglighed, uden at vi som folketingsmedlemmer personligt skal ud og tilse den enkelte.

Jeg føler lidt, at fru Karen Klint måske har misforstået forslaget, for det her drejer sig ikke om at tage kompetence væk fra kommunerne, det drejer sig om at tilføre kompetence til § 71-tilsynet.
     Det er da klart, at man selvfølgelig skal prøve at finde løsninger. Jeg synes da også, at jeg her har stået og fundet en løsningsmodel, hvor vi bare ved lovgivning - altså med et lovforslag - kan ændre det, at § 71-tilsynet får mulighed for at foretage uanmeldt besøg på en privat institution, som faktisk modtager økonomisk tilskud. Institutionen kan jo så vælge at sige fra, hvis de har lyst til det.
     Først og fremmest må det her dreje sig om at følge den unge, altså varetage den unges rettigheder og følge den unge. Det er jo bevist udadtil, at det ikke er alle private institutioner, der efterlever de krav, der er. Når jeg skal læse i artikler, at man kører det, der kaldes for hundepædagogik på børn, må jeg indrømme, at så står jeg af; det synes jeg ikke er behageligt at læse.

Jeg vil sige, at i Venstre er vi meget optaget af, at der skal være en god behandling af unge og også dem, der er blevet ældre, uanset om de er på en offentlig institution eller på en privat.
     Nu er det jo sådan, at § 71-tilsynet indtil dags dato har haft den praksis, at man er gået på anmeldte besøg på private institutioner, og det er jo ikke sådan, at de institutioner får flere måneders respit, de får faktisk et par dages varsel, og det er ikke min opfattelse, at man sådan kan nå at lave om på hele institutionen på et par dage.

     Synes Dansk Folkepartis ordfører, det er et problem, at vi udøver den praksis, at vi, når vi så kommer på institutionen, uanset om den er privat eller offentlig, meddeler, at alle de unge, der har lyst til at snakke med § 71-tilsynets medlemmer, har mulighed for det uden tilstedeværelse af medarbejdere? Der har de mulighed for at sige alt, hvad de har lyst til, uden at andre hører på det. Skal vi ændre på den praksis?

Altså, jeg vil sige ud fra Dansk Folkepartis holdning, at ja, det burde vi gøre; ellers havde jeg aldrig fremsat det forslag, vi behandler her i dag. En anden ting, jeg vil sige, er, at det fremgår meget tydeligt af det materiale, der ligger på forslaget.
     Fru Birgitte Josefsen stiller nogle spørgsmål vedrørende de - det er korrekt - to dage, der går fra anmeldelsen og til man møder op på sådanne besøg. Jeg synes faktisk, at det af de artikler og alle de andre ting, der ligger ved de sager her, tydeligt fremgår, hvad holdningen er til det. Så det kan jeg ikke specificere bedre ud end det.
     Jeg vil så sige, at det jo er sådan, at § 71-tilsynet faktisk kan komme på et uanmeldt besøg, men kun på offentlige institutioner. Det har man så valgt ikke at gøre, men man har muligheden. Det har vi så bare ikke i dag til det, der hedder private, og der har været opstået nogle situationer inden for det sidste halvandet år, hvor det kunne have været glædeligt, at man kunne være kommet uanmeldt.

Altså, for mig handler det om den unge; det er fra de unge, vi skal høre udsagnene, og det må jo være de samme udsagn - går jeg ud fra - vi hører, uanset om vi kommer anmeldt eller uanmeldt.
     Er Dansk Folkeparti af den holdning, at vi i Folketingssalen skal ændre en lovgivning, der gælder for hele den danske befolkning, ud fra hvad der tilfældigvis står i en avis, frem for hvad vi får direkte fra borgernes egen mund?

Nu er det sådan, som fru Birgitte Josefsen udmærket ved, at det ikke kun er ud fra artikler, vi taler her. Jeg ved, at § 71-tilsynet også har modtaget henvendelser fra både pårørende og fra de unge selv osv. Så det behøver jeg slet komme nærmere ind på.
     Jeg synes, det er lidt manipulerende, når man siger, at jeg vil ændre reglerne på landsplan. Det er ikke det, det her går ud på, det er at ændre kompetencen i det udvalg, vi sidder i; det udvalg har en mulighed i dag, og det er, at på offentlige insitutioner kan vi komme uanmeldt, og det kan man ikke på private, og vi mener ikke i Dansk Folkeparti, at det er at varetage den unges tarv.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.