Ja, det er jo et forslag, som Dansk Folkeparti er kommet med her, som vil vedtage en endog meget lang erklæring fra Europa-Parlamentet om Tyrkiets optagelse i EU. Og det er jo et lidt sjovt forslag, det er faktisk lidt morsomt, synes jeg, fordi forslaget jo siger, at de mange erklæringer ikke nødvendigvis er et udtryk for Dansk Folkepartis egen holdning eller i det mindste ikke alle folkepartisters egen holdning.
Det er en meget sjov praksis, synes jeg. Betyder det også, at Dansk Folkeparti vil tage forslag op, som Enhedslisten har fremlagt her i Folketinget, som Dansk Folkeparti har stemt nej til tidligere, men som man gerne vil tage op igen, fordi man faktisk er enig i dele af det, som Enhedslisten foreslog i den sammenhæng? Jeg synes, det er en noget morsom parlamentarisk praksis.
Man kunne også spørge sig selv, hvad formålet egentlig er med det her beslutningsforslag. Man vil altså have os til at stemme for noget, som man ikke selv støtter.
Men samtidig er det jo også sådan, at der er en lang række af de fornuftige punkter, som rent faktisk er i den erklæring fra Europa-Parlamentet, som ikke er punkter, som Dansk Folkeparti kan støtte, eller i hvert fald er det punkter, som partiet næppe kan støtte, og som det er helt sikkert at der decideret er medlemmer af Dansk Folkeparti som ikke kan støtte.
Hvis vi tager f.eks. pind 27 - det er på side 8 i beslutningsforslaget - som omhandler de manglende fremskridt med hensyn til Tyrkiets efterlevelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, så har vi jo haft udtalelser fra Dansk Folkeparti, fra f.eks. hr. Martin Henriksen, som jo også er medlem af det her Folketing, som i uge 20 sidste år, 2006, sagde:
I et af verdens mest veludviklede og tolerante samfund render mørke mænd rundt og terroriserer deres eget kød og blod i familiens og islams navn. Det er realiteterne i år 2006, og den eneste årsag til det er den muslimske indvandring. Den eneste løsning på dette problem er hjemsendelser, stramninger og en jernhård linje over for de muslimske mænd. Send mændene hjem til tortur og politisk forfølgelse og lad kvinderne opleve vestens frihed. Man går altså ind for, hvis man er hr. Martin Henriksen, at sende mænd hjem til tortur og politisk forfølgelse. Det stemmer i min verden meget dårligt overens med, at man kritiserer manglende overholdelse af menneskerettigheder i Tyrkiet - manglende overholdelse, som der bestemt er tale om der. Vi har også pind 28, og jeg er rigtig glad for, at hr. Søren Krarup er til stede her i Folketingssalen, for når man
i forbindelse med pind 28 på side 8 understreger nødvendigheden af, at Tyrkiet overholder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så må man jo spørge sig selv, om Dansk Folkeparti i virkeligheden også mener det her. For i 2000, i tidsskriftet Tidehverv på side 27, skriver hr. Søren Krarup: Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af gud og menneske, himmel og jord. Ja, jeg ved ikke helt, om jeg skal le eller græde, når jeg læser op af det her. Men det er i hvert fald noget, som hr. Søren Krarup må kunne stå inde for. Lad mig lige slå Enhedslistens holdning til Tyrkiets optagelse i EU fast. Den er meget simpel. Den går ud på, at hvis tyrkerne ønsker det, og hvis de lever op til kriterierne, så kan de blive optaget i EU. Det er i virkeligheden utrolig nemt. Og derfor må vi jo kigge på:
Lever de op til kriterierne, eller lever de ikke op til kriterierne?
I dag er der ingen tvivl om, at de ikke lever op til kriterierne. Der er massive problemer med menneskerettighederne, kurderne bliver undertrykt, vi har et demokrati, som i sidste ende bliver kontrolleret af militæret
i Det Nationale Sikkerhedsråd, og der er massive problemer med menneskerettigheds- og demokratisituationen i Tyrkiet.
Men det ændrer da ikke ved, at det kunne ændre sig. Det kan da godt være, at Tyrkiet om nogle år eller mange år - det er svært at sætte et årstal på - vil være klar til det. Men så må vi bare kigge på, om de vil det. Hvis de vil det, lever de så op til kriterierne for at blive medlem af EU eller ej? Det er i virkeligheden meget nemt, og på den måde kunne det være basis for debatten her.
Jeg vil godt lige sige noget om det, som har været det noget formalistiske argument for nogle af de andre partier, nemlig at det her er noget, man har vedtaget i en anden institution end det danske Folketing, så derfor kan vi ikke diskutere det og ikke forholde os til det.
Det synes jeg er et noget mærkeligt argument, specielt fordi jeg rent faktisk ligesom hr. Svend Auken synes, at mange af de ting, der står der, er ret fornuftige. Derfor synes jeg, hr. Svend Aukens argument om, at man ikke vil vedtage det, fordi der er nogle andre, der har vedtaget det før en, egentlig er ret fjollet og formalistisk.
I andre sammenhænge, og det gælder f.eks. i forhold til CIA-flyene, er det jo sådan, at Europarådets parlamentariske forsamling har vedtaget en rapport - det ved udenrigsministeren godt, vi har haft lejlighed til at diskutere det flere gange - og at regeringen desværre ikke vil lave den undersøgelse, som Europarådet anbefaler. Europa-Parlamentet har bakket op bag Europarådet og også lavet en rapport, som siger, at man bør undersøge CIA-flyene. Så jeg synes, det er en god idé, at man på den måde inddrager internationale institutioners måde at virke på diskussioner her i det danske Folketing. Så jeg vil ikke sige, at vi vil stemme imod det her, selv om vi godt ved, hvad Dansk Folkepartis dagsorden med det er; det er endnu en gang en mobning af Tyrkiet på et ubehageligt og fremmedfjendsk grundlag, det vil vi ikke være med til. På den anden side indeholder den der erklæring, som man gerne vil have vedtaget, noget, som går stik imod, hvad Dansk Folkeparti mener, nemlig en lang række fornuftige punkter. Så i forbindelse med udvalgsarbejdet vil vi kigge lidt nærmere på pindene. Vi vil nærlæse de pinde, der er i forslaget, og så vil jeg da ikke udelukke, at vi kan ende med at stemme for det.