Folketingets Retsudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             25. januar 2007

J nr.             441-26

  

 

Retsudvalget har i brev af 8. december 2006 stillet mig følgende spørgsmål nr. 4 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk videoovervågning i taxaer (B23), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 4

 

"Kan forslaget efter ministerens opfattelse gennemføres på en sådan måde, at det sikres, at optagelser bevares forsvarligt og destrueres efter et bestemt tidsrum, og sådan at persondatalovens bestemmelser i øvrigt overholdes? "

Svar:

 

Spørgsmålet har været sendt i høring hos relevante organisationer, foreninger og myndigheder.

 

Vedrørende tv-overvågning, der alene sker inde i taxier, kan det oplyses, at en sådan overvågning ikke er omfattet af det generelle forbud mod privates tv-overvågning i § 1, stk. 1, i tv-overvågningsloven, jf. bekendtgørelse nr. 788 af 12. august 2005 om forbud mod tv-overvågning m.v., som ændret ved lov nr. 542 af 8. juni 2006.

 

I det omfang, der foretages tv-overvågning inde i taxier, vil der imidlertid skulle oplyses om overvågningen ved skiltning eller på anden tydelig måde, jf. tv-overvågningslovens § 3, stk. 1.

 

Endvidere anses videooptagelser af personale og kunder, efter Datatilsynets praksis, som personoplysninger, der er omfattet af persondatalovens regulering vedrørende bl.a. krav til datasikkerhed m.v.

 

Det bemærkes, at Justitsministeriets Tv-overvågningsudvalg i betænkning 1483/2006 har understreget, at behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning skal ske i overensstemmelse med reglerne i persondataloven, idet de registrerede personers rettigheder herved sikres bedst. Udvalget har på den baggrund bl.a. foreslået, at det i persondataloven udtrykkeligt fastslås, at loven gælder for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

 

Forslaget om obligatorisk videoovervågning i taxier vil efter min umiddelbare opfattelse godt kunne gennemføres sådan, at det sikres, at optagelser bevares forsvarligt og destrueres efter et bestemt tidsrum, og sådan at persondatalovens bestemmelser i øvrigt overholdes.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen