Tilføjelse til betænkning afgivet af Retsudvalget den 3. maj 2007
Tilføjelse til betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk videoovervågning i taxaer
[af Kim Christiansen (DF) m.fl.]
1. Ændringsforslag
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til beslutningsforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 3. november 2006 og var til 1. behandling den 6. december 2006. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget. Beslutningsforslaget var til 2. behandling den 19. april 2007. 2. behandling blev afbrudt, og beslutningsforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Møder
Udvalget har, efter at 2. behandling af beslutningsforslaget blev afbrudt og forslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet det i 2 møder.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (V, KF og EL) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (S og DF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal i udvalget (RV og SF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod det stillede ændringsforslag.
SF anerkender, at ændringsforslaget i et vist omfang imødekommer SF’s betænkeligheder ved beslutningsforslaget, men finder, at ændringsforslaget er for upræcist som retningslinje for lovgivning. SF henviser endvidere til SF’s betænkningsbidrag, hvoraf det bl.a. fremgår, at SF opfordrer taxinævnene til at overveje, om der konkret er behov for overvågning i det lokale område, som nævnet dækker.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af  et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (S):
Til teksten
  1) Efter ordet »taxier« indsættes ordene: », som kører taxikørsel uden for dagtimerne i større byer,«.
[Pligten til obligatorisk videovervågning begrænses til taxikørsel uden for dagtimerne og i større byer]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer for det første, at pligten til obligatorisk videovervågning begrænses til taxikørsel uden for dagtimerne, dvs. til de tidspunkter på døgnet, hvor der typisk sker røverier og overfald på taxichauffører. Ændringsforslaget indebærer for det andet, at pligten til obligatorisk videovervågning begrænses til taxikørsel i større byer, f.eks. de 15-20 største byer i Danmark. Den nærmere afgrænsning må foretages i forbindelse med udformningen af lovforslaget.
Ændringsforslaget imødekommer Det Radikale Venstres og SF’s begrundelser i betænkningen for at stemme imod beslutningsforslaget.
Dansk Folkeparti håber, at beslutningsforslaget med denne ændring kan samle flertal i Folketinget.
 Birthe Rønn Hornbech (V)  Michael Aastrup Jensen (V)  Karsten Nonbo (V)  Søren Pind (V)  Peter Skaarup (DF) fmd. Kim Christiansen (DF)  Hans Kristian Skibby (DF)  Tom Behnke (KF)  Allan Niebuhr (KF)  Simon Pihl Sørensen (S)  Per Kaalund (S)  Lissa Mathiasen (S)  Frode Sørensen (S)  Elisabeth Arnold (RV)  Simon Emil Ammitzbøll (RV)  Anne Baastrup (SF) nfmd. Line Barfod (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
23 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
Uden for Folketingsgrupperne (UFG) |
1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 23 efter betænkningsafgivelsen
Bilagsnr. |
Titel |
4 |
Betænkning afgivet 29/3-07 |
5 |
1. udkast til tilføjelse til betænkning |