B 2 - 2006-07 - Bilag 1: Beslutningsforslag "Forslag til folketingsbeslutning om tilbagetrækning af danske militære styrker fra Afghanistan og mere bistand til genopbygning i Afghanistan"

Bemærkninger til forslagetAfghanistans befolkning har brug for hjælp til genopbygning af deres mishandlede land. De harbrug for hjælp til en civil genopbygning af et land, der i mere end 25 år har været hærget af besæt-telse, Talebanstyre og krig. De har ikke brug for mere krig og flere udenlandske soldater.5 år efter, at den amerikansk ledede koalition væltede det siddende Talebanstyre og indsatte detnuværende styre med Hamid Karzai i spidsen, er situationen meget alvorlig. De udenlandske mili-tære styrker har ikke været i stand til at skabe sikkerhed for den afghanske civilbefolkning. Samti-dig er der ikke sat gang i den sociale og økonomiske udvikling, den internationale koalition lovede,da den gik ind i Afghanistan.Hvor slemt det står til i dag, fik alle et indtryk af i forbindelse med udstationeringen af de danskestyrker i Musa Qala. Mere end 50 angreb blev de udsat for i den lille måneds tid, de var der. Og detlykkedes ikke de danske styrker at opfylde deres egentlige mission – at patruljere området og skabesikkerhed til gavn for befolkningen. Det synes derfor rimeligt at konkludere, at de militære operati-oner gennemført af såvel ISAF-styrken som USA via Operation Enduring Freedom skaber nyefjender og øger støtten til Taleban. En »senior commander« i den britiske ekspeditionsstyrke i detsydlige Afghanistan, Leo Docherty, beskriver den internationale styrkes militære indsats således:»we have been grotesque clumsy« (jf. Sunday Times-artiklen »Top soldier quits as blundering cam-paign turns into 'pointless' war« fra den 10. september 2006). Det er baggrunden for, at en voksendedel af befolkningen betragter de udenlandske styrker som en besættelsesmagt.Der findes ikke en militær løsning på konflikten. I dag er de internationale styrkers tilstedeværelsedirekte kontraproduktiv. Vesten har ikke leveret varen. Vesten har primært behandlet Afghanistansom et sikkerhedsproblem, og nu høster man, som man har sået. Der er en rekordhøst af opium, ogder er stærkt stigende social, økonomisk og politisk utilfredshed i befolkningen. Taleban er vendttilbage som en magtfaktor i landet. Ifølge den internationale tænketank Senlis – jf. rapporten Af-ghanistan Five Years Later: The Return of the Taliban, Spring/Summer 2006, Conclusions and Re-commendations s. xvii – har centralregeringen i Kabul ikke eller kun ringe kontrol med halvdelen aflandet.Den almindelige afghaner har intet fået ud af den militære bistand. Et stigende antal civile bliverdræbt i konflikten, og der er meget lidt sikkerhed i landet. Samtidig har befolkningen stort set intetfået ud af den såkaldte økonomiske bistand. Således konkluderer Senlis: » ... yet Afghanistan’s de-velopment community is not given sufficient support from the international military to try to ad-dress the most urgent humanitarian needs in the South. The growing hunger crisis is not only proofof the failure of the delivery of primary aid, but it also provides another compelling case for theTaliban to demonstrate to local communities that the US-led international community has desertedthem« (Conclusions and Recommendations, s. xix).Det er højst sandsynligt, at et stort flertal i den afghanske befolkning var glad for at slippe af medTalebanstyret og så frem til økonomisk hjælp, så de kunne skabe sig en ny tilværelse. Men netopfordi Vesten har fokuseret på Afghanistan som et sikkerhedsproblem og ikke som et socialt og øko-nomisk problem, er hjælpen i vid udstrækning enten givet forkert eller i utilstrækkelig grad. Såledesanslås, at der bruges ni gange så mange penge på de internationale militære styrkers tilstedeværelsei Afghanistan, som der bruges på udviklingsbistand. Hertil kommer bizarre eksempler på såkaldtudviklingshjælp.To af de mest bizarre eksempler på total fejlslagen udviklingsbistand står USA for. Det ene ek-sempel er USA’s præsidentfrues besøg i Afghanistan med løfte om hjælp til uddannelse. Det lød

godt. Der er et enormt behov for skoler og gymnasier, ja alle former for uddannelse. Omkring 60pct. af befolkningen er analfabeter. Hvad skete der? USA oprettede et universitet i Kabul, men deter et betalingsuniversitet, så kun de absolut rigeste har råd til at gå der. Det er ikke en hjælp, somkommer den almindelige befolkning til gode.Det andet eksempel er landevejen mellem Kabul og Kandahar. Her valgte USA den dyreste til-budsgiver og de dårligste materialer. Men det bizarre er, at USA over for den afghanske regeringinsisterede på, at almindelige mennesker skulle betale for at benytte vejen. Betalingen for et må-nedskort er 20 $ om måneden. (jf. Asia Times Online »Why it’s not working in Afghanistan« afAnn Jones, 30. august 2006).Siden afsættelsen af Talebanstyret i 2001 er mange af landets bønder gået over til at dyrke afgrø-der til eksport, herunder ikke mindst opiumsvalmuen, frem for dyrkning af mad til landets befolk-ning. Bønderne kan simpelthen ikke få en betaling for dyrkning af fødevarer, som de kan leve af.Omkring 2/3 af befolkningen lever for mindre end 2 $ pr. dag, og børnedødeligheden er på ca. 250pr. 1000 fødsler. For størstedelen af befolkningen er der stort set ikke sket økonomiske eller socialefremskridt de sidste 4 år. Og da sikkerhedssituationen samtidig er forværret, er der stigende util-fredshed i befolkningen.I dagbladet Information den 15. juni 2006 i artiklen »Afghanistan: sendes de ud i en taberkrig« ci-teres forsker ved DIIS Anja Dalgaard Nielsen for følgende: »Detideelle ville være, at det internati-onale samfund kommer ind langt mere massivt og derefter kommer hurtigt ud igen. Jo længere vi erder, jo større er risikoen for, at lokal antipati bryder ud i noget, der er værre. Men der er næppe poli-tisk vilje eller mulighed for markant flere soldater i Afghanistan, og jeg tror desværre, vi risikerer atsætte os mellem to stole … «. Med andre ord: Enten går de vestlige lande ind med mange flere sol-dater og får løst sikkerhedssituationen hurtigt, så landet kan gives tilbage til afghanerne, eller også –og det er Enhedslistens bud – trækkes alle udenlandske soldater ud af Afghanistan, og pengene bru-ges på at vinde »the hearts and minds« blandt afghanerne ved at sikre dem en reel udvikling, ved atgive dem et håb for fremtiden.De samlede udgifter i 2006 forbundet med det danske militære engagement i Afghanistan beløbersig til ikke under 180 mio. kr. (jf. forsvarsministerens svar på Forsvarsudvalgets spørgsmål 63, fol-ketingsåret 2005-06).De penge er givet meget bedre ud til hjælp til den almindelige afghaner medskolegang og arbejde.