Bilag til udenrigsministerens                                                                                                                                 Forsvarsudvalget

skrivelse af 25. maj 2007                                                                                                                              (B 161 – spørgsmål 20)

                                                                                                                                                                                                   (offentligt)

 

Spørgsmål nr. : 20

Hvordan vil regeringen kontrollere, at lokale politikere og embedsmænd i den lokale magtstruktur, som ISAF-styrken skal beskytte, ikke selv er involveret i kriminelle aktiviteter og derfor ikke har nogen interesse i, at den afghanske regerings antiopiumspolitik gennemføres, jf. FE's trusselsvurdering?

 

Svar:

Den afghanske regering har vanskelige vilkår, når det gælder afdækning af kriminelle forhold og retsforfølgelse: Det afghanske forsvar og politistyrker er under genopbygning, men kan endnu ikke selvstændigt varetage sikkerhedsopgaverne i Afghanistan. De centrale retsinstitutioner - justitsministeriet, højesteret og den offentlige anklagers kontor - lider alle under mangelen på kompetent og uddannet personale. Korruption er fortsat vidt udbredt.

Derfor er det vigtigt for udviklingen - og for at sikre god regeringsførelse - at reformerne i den offentlige sektor hurtigt gennemføres. Den afghanske regering har netop lanceret et ’Anti-Corruption Roadmap,’ som nu skal omsættes til praktiske tiltag og konsekvente indgreb. Gennem en Good Governance trustfond i Asienbanken støtter Danmark et program for korruptionsbekæmpelse og for større gennemsigtighed i den offentlige sektor.