ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

11. april 2007

Besvarelse af spørgsmål 2 ad B 15 stillet af Det Politisk- Økonomiske Udvalg den 14. marts 2007.   

 

 

Spørgsmål 2:

Ministeren bedes oversende retningslinjerne for de nye forpligtende statslige indkøbsaftaler, der stiller krav om blandt andet retten til at organisere sig, som ministeren henviste til under 1. behandlingen af B15.

 

Svar:

Finansministeriet har afleveret en redegørelse vedr. det statslige indkøbsprogram, som jeg kan henholde mig til:

 

”I forbindelse med etableringen af Indkøbssekretariatet under Finansministeriet og effektiviseringen af de statslige indkøb, har Indkøbssekretariatet haft stort fokus på både miljø og etik. I første fase af indkøbsprogrammet er indgået kontrakter på områderne kontormøbler, computere, printere og kontorartikler.

 

Indkøbssekretariatets udgangspunkt har været, at stort set samtlige miljøkrav og alle etiske krav er stillet som minimumskrav, hvilket vil sige, at disse krav er ufravigelige for leverandørerne.

 

De stillede etiske krav i kontrakterne drejer sig om følgende:

 

1.             Leverandøren samt dennes underleverandører skal overholde FN’s konvention om børnearbejde, artikel 32.1.

2.             Leverandøren skal respektere ligestilling mellem køn, racer og religion.

3.             Leverandøren skal respektere FN’s erklæring om menneskerettigheder, artikel 23 (4), samt FN’s konvention vedrørende frihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, artikel 2, 3 og 4.

 

Også i forbindelse med indkøbsprogrammets fase 2 vil der blive fokuseret på etiske krav.  Fase 2 kategorierne er IT-konsulenter, servere mv., software og tele-datatransmission. Kravene vil som i fase 1 blive stillet som minimumskrav.”

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk