Bilag til forsvarsministerens

skrivelse af 15. maj 2007

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 10:

Ministeren bedes oplyse, hvor det danske forsvar indkøber tekstiler f.eks. uniformer, herunder oplyse hvor store indkøb, der er tale om, og om der er sikkerhed for, at produktionen af disse varer er sket på betryggende vilkår for de ansatte, herunder, om der stilles klare og forpligtende krav til leverandørerne og deres underleverandører om overholdelse af ILOs kernekonventioner.

Svar:

I henhold til Forsvarsministeriets indkøbspolitik skal ministerområdets myndigheder sikre, at der i forbindelse med indkøb tages hensyn til arbejdsmiljømæssige forhold dvs. til de betingelser, som produktet eller ydelsen produceres under.

 

Forsvaret køber tekstiler fra europæiske leverandører og er i den forbindelse opmærksom på muligheden for, at der gøres brug af underleverandører bl.a. fra udviklingslande. Det har inden for tidsfristen ikke været muligt at foretage en opgørelse over omfanget af indkøb af tekstiler.

 

Forsvarets standardkontrakt indeholder en klausul om overholdelse af ILO konventioner C138 og 182 (forbud mod børnearbejde). Klausulerne anvendes i alle aftaleforhold, hvor der vurderes at være en risiko for børnearbejde. En overtrædelse betragtes som en væsentlig misligholdelse af kontrakten.

 

Forsvaret har fortsat en række kontrakter, hvor der ikke indgår klare og forpligtende krav om eksempelvis leverandørers overholdelse af ILO konventionerne.  Med henblik på fremadrettet at sikre sådanne rettigheder, har forsvaret i samarbejde med Statens og Kommunernes Indkøbsservice iværksat et arbejde, der yderligere skal tydeliggøre krav om sociale kriterier i forsvarets kontrakter.