|
|
|
|
|
Folketingets Socialudvalg Christiansborg 1240 København k
|
Dato          13.  august 2007 J. nr.          004-u16-2  Â
|
|
I brev af 5. juli 2007 stiller Socialudvalget mig følgende spørgsmål nr. 28 vedrørende B 130: Forslag til folketingsbeslutning om en handlingsplan for blindes og svagsynedes deltagelse i alle samfundsforhold, som jeg herved skal besvare:
Â
Ministeren bedes redegøre for de modeller for løsning af blinde og stærkt svagsynedes befordringsproblemer, som Norge, Sverige og Finland har valgt.
Svar:
Jeg kan oplyse, at såvel Norge, Sverige og Finland har valgt en model med individuel handicapkørsel for blinde- og svagtseende. Alle tre lande har visitering efter behov til de respektive ordninger.
I Norge har staten pålagt alle fylkeskommuner en ordning (TT-ordningen) med tilrettelagt transport for personer, der af forskellige grunde ikke kan benytte den kollektive transport, herunder blinde- og svagsynede. Ordningen fungerer i de fleste fylker som en taxabaseret individuel dør-til-dør transport. Der eksisterer ikke noget nationalt regelværk for TT-ordningen, hvilket medfører betydelige regionale forskelle for så vidt angår kørselstilbud og takster.
De tildelte rejsebeløb til godkendte TT-brugere differentieres typisk ud fra brugerstatus og afstand mellem brugerens bopæl og nærmeste kommunale servicecenter. I nogle fylker tildeles unge en større ydelse end ældre. I 16 (ud af 19) fylker må brugerne selv betale en andel af transportomkostningerne. Størrelsen af egenbetalingen varierer betydeligt mellem de enkelte fylker.
De årlige offentlige ydelser per TT-bruger udgør 3.680 n.kr. i gennemsnit incl. Oslo, og ca. 2.200 n.kr. når Oslo holdes udenfor.
I Sverige kan blinde- og svagtseende benytte färdtjänst ved kørsel til arbejde, uddannelse og fritidsformål. Det er kommunerne som administrerer färdtjänsten, og der kan således være forskelle i servicetilbudene herunder takster fra kommune til kommune. Nogle kommuner har begrænsninger i antallet af kørsler med färdtjänst, andre har det ikke.
I Finland tilbydes blinde- og svagtseende 18 månedlige ture efter eget valg samt ture til arbejde/studie efter behov. De fleste steder foretages kørslen med almindelig taxa eller handicapbiler. I de større byer tilbydes også kørsel med handicapvenlige busser, som kører i faste ruter med en fast køreplan, eventuelt med mulighed for at afvige ruten ved konkrete bestillinger.
Der er således forskelle individuelle kørselsordninger for blinde- og svagtseende i de øvrige nordiske lande. Hertil kommer, at andre kørselstilbud også varierer. Der findes ikke undersøgelser som muliggør en umiddelbar sammenligning af de samlede transportvilkår for blinde- og svagtseende i alle de nordiske lande.
Med venlig hilsen
Flemming Hansen