Den næste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 117:
Forslag til folketingsbeslutning om at gå foran på kemikalieområdet ved indførelse af forbud mod bromerede flammehæmmere. Af Rune Lund (EL) m.fl. (Fremsat 20/3 2007).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det siger sig selv, at regeringen formentlig ligesom alle andre partier deler forslagsstillernes bekymring for de stoffer, vi taler om her, men vi kan alligevel ikke anbefale, at man støtter forslaget.
     De bromerede flammehæmmere er et internationalt problem. Derfor skal det også tackles internationalt, og i første række skal det tackles gennem EU. Forslaget retter sig mod de stoffer, der hedder deka-BDE, TBBPA, HBCDD, og det er altså anvendelsen i forbrugerprodukter, og for alle de tre stoffer gælder, at de kun anvendes i en meget, meget lille dansk produktion, og at langt størstedelen findes i importerede produkter.

     Regeringen har sammen med Europa-Parlamentet anlagt sag mod Kommissionen for midlertidigt at have undtaget deka-BDE fra forbud mod dets anvendelse i elektriske og elektroniske produkter, det såkaldte RoHS-direktiv. Det skulle være trådt
i kraft sidste år. Som sagt har vi altså anlagt sag, for så vidt angår det her punkt. Anvendelsen i elektronik udgør langt størstedelen af den samlede anvendelse af stoffet, nemlig over 80 pct. af hele anvendelsen inden for EU's område. Der forventes en afgørelse på den retssag inden for et års tid. Så er det jo rigtigt, som det også fremgår af beslutningsforslaget her, at Sverige har valgt at forbyde anvendelsen af deka-BDE i andre produkter end de produkter, der er omfattet af RoHS-direktivet, og i biler. Det fremgår af det svenske beslutningsgrundlag, at der ikke er konkret viden om, hvor udbredt anvendelsen rent faktisk er. For at få nærmere viden om det - vi vil trods alt gerne basere reguleringen på viden - har Miljøstyrelsen fået udarbejdet en rapport om anvendelsen af deka-BDE i produkter, der ikke er omfattet af reglerne om forbud i elektronik m.v. Den viser, at der kun er tale om et meget lille forbrug, nemlig i størrelsesordenen nogle få hundrede kilo i importerede produkter. Derudover er stoffet brugt i et par enkeltstående produktioner, som er eksporteret. Derfor vil det ikke gøre nogen forskel for vores miljøbelastning, om der indføres et forbud mod deka-BDE i forbrugerprodukter i Danmark eller ej, og dansk enegang på området må derudover forventes at svække den danske position, den danske troværdighed i retssagen mod Kommissionen. Det skulle man jo ikke rigtig synes at nogen kunne have interesse
i. Jeg har bedt Miljøstyrelsen om at tage kontakt til de få virksomheder herhjemme, der importerer produkter med deka-BDE, som ikke er omfattet af RoHS-direktivet, for at få dem til at finde nogle andre løsninger uden brug af deka-BDE. Jeg er overbevist om, at de virksomheder, når de får forelagt sagen og også hører, hvad de kan gøre i stedet for, vil være velvilligt indstillede. De to andre stoffer, TBBPA og HBCDD, er begge under risikovurdering i EU, og Danmark bidrager aktivt til risikovurderingen. Vi er simpelt hen med til at lave den. Vurderingerne har taget for lang tid, men de er nu tæt på at være færdige, og risikovurderingen for TBBPA viser, at der ikke er nogen sundhedsrisiko for forbrugerne, for de beskæftigede eller for befolkningen i almindelighed. For HBCDD's vedkommende siger risikovurderingen, der dog ikke er helt færdig endnu, men den peger i samme retning, at det tyder på, at der er en vis sundhedsrisiko forbundet med at arbejde med stoffet og ved at bo i nærheden af virksomheder, der producerer det. Ifølge et produktregister er der dog et yderst minimalt forbrug af stoffet i danske virksomheder. Med hensyn til de miljømæssige effekter er vurderingerne ikke helt afsluttet endnu, men der er en vis tvivl om effekterne af TBBPA's nedbrydningsprodukter, og det er muligt, at de afsluttende undersøgelser vil nødvendiggøre nogle særlige foranstaltninger. HBCDD vil formentlig blive reguleret på EU-plan, da det anses for at være et PBT-lignende stof, altså persistent bioakkumulerbart og toksisk stof, og arbejdet med at udforme en strategi for risikoreduktion er netop sat i gang af Sverige, som også står for risikovurderingen. Da risikovurderingen for begge stoffer viser, at der ikke er risiko for forbrugerne ved anvendelsen, er der ikke basis for et forbud i Danmark, og et nationalt forbud vil desuden næppe være retligt holdbart af samme grund, da EU-reglerne bl.a. forudsætter en holdbar videnskabelig dokumentation af risikoen. Det er jo altså nu engang det regime, vi i øvrigt vælger at forfølge på de her spørgsmål, hvor vi prøver at få det reguleret internationalt, prøver at få en stærk kemikalieregulering på EU-plan. Det kan man så sige er det principielle, det er det teoretiske, men da hovedparten af de varer, som indeholder stofferne, som nævnt importeres, vil et forbud heller ikke i praksis få nogen virkning. De store internationale producenter vil næppe lave en helt særlig produktion til det danske marked, og da der ikke i øjeblikket er kommercielt tilgængelige alternativer til en række væsentlige anvendelsesområder for TBBPA, kan et forbud blokere importen af vigtige produkter. Det kan f.eks. være computere. Handelen med de relevante produkter er jo altså, om nu Enhedslisten kan lide det eller ej, verdensomspændende, og dansk enegang på sådan et punkt her giver derfor efter min og regeringens opfattelse ikke mening. Den danske handlingsplan for bromerede flammehæmmere, som den tidligere regering fremlagde, peger da også netop på behovet for international regulering på det her punkt. Regeringen kan ikke støtte Enhedslistens forslag.

Der er et par korte bemærkninger til ministeren, først fra hr. Rune Lund.

Jeg synes, at miljøministeren tager lidt let på faren ved de her bromerede flammehæmmere. Jeg hører mange gode intentioner. Jeg hører også intentioner om, at der skal kæmpes for at se på de skadelige effekter af de her stoffer. Men sagen er bare, at de skadelige effekter er blevet dokumenteret rigtig mange gange, når det gælder bromerede flammehæmmere: De forskellige varianter kan være hormonforstyrrende, de kan være kræftfremkaldende, og de er utrolig farlige for mennesker, sundheden og miljøet.
     Det er så der, Enhedslisten siger, at når vi nu har de dokumenterede skadelige effekter af bromerede flammehæmmere, hvor svært kan det så være at indføre et forbud. Jeg synes ligesom, at menneskers sundhed, dyrs sundhed, miljøet bør komme forud for f.eks. hensynet til store firmaer, som måtte vælge f.eks. at sælge elektriske apparater til det europæiske marked.

Jamen det er da ikke særlig svært at indføre forbud. Det er klart, at man kan lægge sig ud med EU, og at man kan få åbningsskrivelser, og der kan ske mange ting og sager, når man i øvrigt er del af en klub, der har sagt, at man prøver at regulere det her i fællesskab, men man kan jo lave hvad som helst. Spørgsmålet er bare, om det virker.
     Der er ikke nogen, der tager let på det her. Det gør jeg
i hvert fald ikke, men jeg prøver, om vi kan få en international regulering af det, da det er det, der vitterlig vil batte noget. Nu har jeg læst mig til, at hr. Rune Lunds parti i weekenden skal drøfte, om de nu ikke alligevel skal til at anerkende virkeligheden i forhold til EU. Her tror jeg, at hvis den beslutning nu bliver taget på Enhedslistens landsmøde, er man nødt til sådan at overveje det, for så kan man ikke bare hver gang sige: Skal vi ikke lave nationalt forbud? Så er man altså, hvilket Danmark er, en del af en forening, der siger: Vi prøver at regulere nogle af de her ting i fællesskab og baserer os på konkrete risikovurderinger, så vi ikke bare gør det ud i det blinde, og så den regulering, vi laver, er troværdig.

Jeg vil sige, at i Enhedslisten er vi meget stærke tilhængere af internationale aftaler på miljøområdet. Vi er uenige i, hvordan EU er opbygget. Jeg tror, at miljøministeren godt er klar over, at siden 1994, hvor Enhedslisten kom i Folketinget, har vi kæmpet for miljøforbedringer der, hvor de kan forbedres, og det gælder også i EU, når det er muligt.
     Det er jo også derfor, at det at gå foran, og det kan godt være i alliance med Sverige og Norge og Holland, som jo også er inde på de her tanker om et forbud mod de her meget farlige kemikalier, kan kombineres med det at kæmpe for høje internationale minimumsstandarder, samtidig med at de enkelte lande har retten til at gå videre og indføre skrappere regler end dem, der gælder i EU. Det er jo det, der er hele tankegangen bag det her forslag. Er ideen om, at landene skal have retten til at gå videre og indføre skrappere regler, ikke noget, som tiltaler miljøministeren? Det er jo det, der er den grundlæggende tanke bag det her forslag.

I nogle tilfælde kan det være vældig fornuftigt, ligesom vi har gjort det på f.eks. F-gasområdet. Men det, der er problemet her, er jo, at vi er ved at få lavet en risikovurdering. Hr. Rune Lund og hans parti fremsætter et beslutningsforslag i Folketinget, før man har resultatet af den her, og siger: Skulle vi ikke bare lave forbud; hvor svært kan det være? Her siger jeg, at jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at vi prøver at basere os på, hvad risikovurderingerne viser. Hr. Rune Lund må jo også medgive, at vi hele tiden skal være opmærksomme på, om der er alternativer til de stoffer, vi forbyder. Ellers er det et slag i luften, og det er det, jeg sådan set mener er resultatet af det her beslutningsforslag. Det er sådan set sympatisk nok, men det er bare et slag i luften.

Man kan jo godt sige, at det ikke altid er spørgsmålet om, hvorvidt der findes alternativer, der skal være afgørende, for hvis det er sådan, at det, man rent faktisk bruger, dokumenterbart har en sådan virkning, at det skader sundhed og miljø, er det jo ikke nok bare at spørge, om der kan findes nogle alternativer. Så må man i nogle situationer sige, at de må forsvinde ud af brugen.
     Men det var ikke så meget det, jeg ville spørge om. Det, jeg vil spørge ministeren om, er, om ministeren finder det acceptabelt, at vi i dag har en situation, hvor man lovligt kan sprede spildevandsslam ud på danske marker og for den sags skyld ud på danske afgrøder, uden at der eksisterer grænseværdier for indholdet af netop bromerede flammehæmmere.

Igen, der skal vi jo have den viden og de risikovurderinger, der skal til, og så kan man altid tage ny viden ind i slambekendtgørelsen.
     Jeg mener, at hr. Johs. Poulsens parti dog plejer at være på det hold - nu har jeg jo ikke haft lejlighed til at høre hr. Johs. Poulsens hovedindlæg endnu - som jeg også før refererede i forhold til den tidligere regering og handlingsplanen for bromerede flammehæmmere, hvor man siger, at det her skal klares internationalt. Hvis vi så skal lave nogle nationale tiltag, skal f.eks. risikovurderingen være hundrede procent på plads.

Det er helt rigtigt, at man naturligvis skal gå så langt, man kan komme, internationalt. Jeg hører desværre efterhånden alt for ofte i alt for mange sammenhænge miljøministeren bruge internationale samarbejder og internationale forhold og jura på internationalt plan som undskyldning for ikke at skabe en tilstrækkelig fremdrift i sagerne, som vi har indflydelse på, og jeg synes faktisk, det er dybt problematisk, at det foregår på den måde.
     Jeg fik ikke ministerens svar på, om hun fandt det acceptabelt, at man i dag kan udbringe bromerede flammehæmmere på danske marker i form af spildevandsslam, uden at der foreligger nogen grænseværdier eller noget som helst for det. Jeg hørte godt ministeren sige, at det må vi så vide noget mere om. Vi ved en masse om det.
     Sagen er jo den, at ministeren ikke har revideret den slambekendtgørelse, der ellers tidligere har været annonceret skulle revideres. Derfor er der ikke sket noget på området, og derfor er det vel relativt enkelt at svare på: Er det acceptabelt, at man kan udbringe spildevandsslam på danske marker, som indeholder bromerede flammehæmmere? Er det acceptabelt?

Det er acceptabelt, at man kan udbringe spildevandsslam på danske marker, hvis det lever op til den regulering, myndighederne har valgt at have. Og den kan jo jævnligt justeres, hvis der kommer ny viden. Men man kan jo ikke sidde og mistænkeliggøre et helt erhverv, eller hvem det nu er, hr. Johs. Poulsen prøver at mistænkeliggøre i det her tilfælde, hvis folk gør det, man må. Og det er acceptabelt, så længe vi ikke har viden, der kan bevirke, at vi sætter en anden slags regulering ind.
     Det er jo derfor, vi prøver at tilvejebringe viden på det her felt. Vi bidrager også til at tilvejebringe viden på EU-plan, fordi det her først og fremmest skal håndteres på EU-plan.

Jeg forstod på miljøministeren, at hun ikke mente, der fandtes alternativer til bromerede flammehæmmere. Jeg vil bare spørge ministeren, hvad der er sket siden 2004, hvor Folketinget behandlede et forslag, B 49, om folketingsbeslutning om forbud mod brug af bromerede flammehæmmere, hvor der i et svar fra miljøministeren står, at der i dag findes alternativer til bromerede flammehæmmere til anvendelse, der dækker hovedmængden af forbruget. Og så står der noget om, at der til gengæld er begrænset viden om de miljømæssige konsekvenser ved nogle af alternativerne. Det er det ene spørgsmål: Hvad er der sket siden 2004, siden der
i dag ikke findes alternativer? Det andet, som jeg gerne vil være helt sikker på, når ministeren nu taler om, at der er usikkerhed omkring risikovurderinger, er: Er ministeren ikke enig i, at det Deka BDE faktisk er farligt?

Jo, men der er ingen, der diskuterer Deka BDE i den sammenhæng. Derfor er det også vigtigt, at man kan bruge alternativer der, og det gør man også. Det, man bl.a. bruger, er det stof, der så hedder TBBPA. Det er faktisk en del af det, der kan substituere Deka BDE. Så der er ikke sket nogen ændring siden 2004.
     Hr. Per Clausen spørger til bromerede flammehæmmere i al almindelighed, og for nogles vedkommende er der alternativer, og for nogle anvendelser er der alternativer. Men det, jeg helt konkret sagde, var, at der med hensyn til TBBPA findes alternativer til visse anvendelser, men ikke til alle anvendelser.
     Det er jo det, der sommetider er problemet. Det må hr. Per Clausen også medgive. Der er ting, vi ikke ret godt kan lide, men vi skal jo helst have noget andet at sætte i stedet, hvis der nu engang er nogle ting, der er nødvendige af nogle andre grunde for at sikre noget, vi gerne vil have.

Jeg kan så forstå, at det, ministeren siger, er, at der ikke er nogen tvivl om, at Deka BDE er farligt. Det burde forbydes, det burde stoppes allerede i morgen. Og så er det bare, jeg ikke kan forstå, hvorfor miljøministeren med den viden, hun jo også har om den beslutningsproces, der var i EU, da man fik udsat forbuddet, ikke siger, at vi jo faktisk mener, at den beslutning, Kommissionen traf, er i strid med EU's egne regler, og at det skal vore danske forbrugere ikke lide under. Derfor igangsætter vi et forbud mod Deka BDE her og nu.
     Enhedslisten kan jo ofte leve med kun at få begrænsede dele af sine beslutningsforslag vedtaget.

Ellers var det i hvert fald også svært for Enhedslisten at opretholde gejsten, kan man sige.
     Jeg kan jo kun sige det, jeg også sagde før, at Danmark jo har valgt at føre retssag mod Kommissionen på det her. Vi har jo reageret, fuldstændig som hr. Per Clausen siger. Det har Danmark jo gjort. Vi er midt i en retssag, og vi siger, at det her synes vi ikke er i orden, det skal være anderledes.
     Jeg synes så, det er en nok så offensiv strategi. Sverige kan måske godt gøre indtryk på hr. Per Clausen ved at sige: Vi forbyder det, og så får det måske lige en åbningsskrivelse, og det var så den fest, hvor vi andre altså rent faktisk prøver at få gennemtrumfet i EU-systemet, at det selvfølgelig er en gal afgrænsning, EU har foretaget.

Sådan helt overordnet synes jeg, at ministerens tilgang - bortset fra det med retssagen - er ganske defensiv. Jeg synes jo sådan set, at ministeren nu også i anden omgang fik sagt, at der faktisk er alternativer en lang række steder, så det var jo godt at få det på bordet.

     Når ministeren nu tilsyneladende ikke vil medvirke til noget af det, der står her - der står jo flere ting - så vil jeg spørge ministeren: Er ministeren så indstillet på en offentlig indkøbspolitik, en statslig indkøbspolitik, hvor man i hvert fald kræver, at det offentlige ikke køber produkter med netop disse specielt farlige bromerede flammehæmmere?

Jeg synes, at hr. Steen Gade også skal passe på med terminologien. Der er ingen af os, der synes, at de her stoffer er fuldstændig ideelle. Hvad kan vi så gøre som politikere? Vi kan prøve at få det undersøgt - er der nogle alternativer? - vi kan få dem risikovurderet, vi kan få dem sundhedsvurderet, og det er jo det, vi gør her. Der er jo bl.a. en sundhedsdel af TBBPA's risikovurdering, som er afsluttet - den er afsluttet sidste år - hvor konklusionen siger, at der ikke er nogen risiko ved anvendelsen af stoffet for hverken arbejdstager, forbrugere eller den generelle befolkning. Der kan hr. Steen Gade jo ikke pludselig komme og sige, at han har en anden viden. Det er jo den, jeg trods alt går ud fra at vi er enige om at vi er nødt til at basere os på.
     Vi skal også huske, at nogle af de her stoffer anvendes
i nogle overordentlig nyttige sammenhænge, f.eks. som brandhæmmere, altså noget, hvor vi så i en anden slags sammenhæng og en anden slags diskussion nok vil sige, at det nu nok egentlig er meget godt, at vi har det. Vi skal så hele tiden blive bedre til at substituere dem, vi skal have mere viden om dem, og om nødvendigt skal vi selvfølgelig skride ind. Men jeg synes alligevel, at hr. Steen Gade også som formand for Nyt Europa må sige, at det her vel er meget konsistent med, hvordan vi plejer at håndtere regulering på EU-plan set fra et dansk synspunkt.

Jeg synes, at ministerens svar lidt er en pærevælling. Jeg er tilhænger af EU-regulering; jeg er faktisk også tilhænger af at gå den vej. Til gengæld er jeg da også tilhænger af en offensiv linje for at få en fornuftig EU-regulering. Nogle gange kan det da også betyde, at man går næsten til kanten - derfor støtter jeg fuldt ud retssagen mod Kommissionen.
     Jeg stillede jo faktisk et spørgsmål, som ministeren slet ikke fik tid til at svare på: Vil ministeren så gå den vej, der hedder offentlig indkøbspolitik med hensyn til nogle af produkterne? Jeg snakkede faktisk ikke om alle produkterne, men om nogle af produkterne.

Det er klart, at når vi f.eks. har lavet offentlig indkøbspolitik for computere osv., hvor vi siger, at vi skal tage den viden ind, vi har, så er det her et af de områder. Vi er bare nødt til at have viden først. Vi er nødt til at have den viden, der fortæller os, at der er nogle alternativer. Selv om det er nemt at være opposition og sige, at det kan vi ikke lide, så må man jo komme med nogle alternativer. Og der synes jeg ikke, at hr. Steen Gade redegør for, at han lige har forslaget til, hvad alternativet er.
     Vil det så i øvrigt hjælpe noget? Er der nogen, der tror, at vi så får specielt producerede computere til det danske marked? Man må jo også være realistisk med det, man siger. Jeg synes ikke, det er realistisk, hvad hr. Steen Gade siger, og der synes jeg, at hr. Steen Gade egentlig skuffer lidt ved at stille et spørgsmål, som ikke er på hr. Steen Gades niveau.

Det er jo spørgsmålet om viden, der er i centrum i den her debat. Det er jo således, at der er en handlingsplan for hormonforstyrrende stoffer, som jo bl.a. handler om bromerede flammehæmmere. I den handlingsplan er der jo forskningsprojekter, og et af de forskningsprojekter er jo om det, som vi har set komme frem her i pressen på det sidste, om misdannelser af kønsorganerne hos drengebørn.
     Gør det ikke indtryk på ministeren, at vores egen handlingsplans forskningsprojekt viser nogle ting, der gør, at man kunne gå hen og anvende det, der hedder et særligt forsigtighedsprincip - at vi altså har en begrundet mistanke? Vi kan ikke sige, at den er på REACH-niveau og er gennemgået der, men den er af en sådan karakter for vores eget projekt, at det gør, at vi må ind og forbyde på grund af et særligt forsigtighedsprincip.

Jo, men hr. Bjørn Medom Nielsen må vel være enig i, at det stof, som jeg går ud fra, at vi taler om nu, TBBPA, erstatter Deka-BDE og nogle af de andre ting, som vi notorisk ved, vi ikke kan lide, og hvor vi gerne vil have nogle mindre farlige stoffer i stedet for. Vi får så f.eks. det her TBBPA, som man
i EU-sammenhæng har risikoanalyseret, og hvorom man siger, at der ikke er risiko for forbrugerne forbundet med anvendelsen af stoffet. Så må hr. Bjørn Medom Nielsen vel give mig ret i, at man alligevel skal vare sig for at lave en national, dansk regulering. Og så må hr. Bjørn Medom Nielsen i hvert fald svare mig på, hvad han så vil sætte i stedet.

Vil hr. Bjørn Medom Nielsen have sin anden korte bemærkning? Nej. Tak til miljøministeren. Så går vi til ordførerrækken. Hr. Lars Christian Lilleholt som den første ordfører.

Vi deler Enhedslistens bekymring for en række af de bromerede flammehæmmere. Der er både sundhedsmæssigt og miljømæssigt en række problemer på det her område. Løsningen er ikke dansk enegang, en sologang, løsningen er internationalt samarbejde, løsningen ligger i EU, netop som den daværende regering, SR-regeringen, i 2001 anbefalede i en rapport: løsningen på det her område er en regulering igennem EU-samarbejdet.
     Samtidig er det også sådan, som ministeren fremhævede, at der rent faktisk også er stor forskel på de her bromerede flammehæmmere, også på deres sundhedsmæssige og miljømæssige påvirkning. Løsningen ligger i EU, og løsningen ligger også i, at vi forsker og udvikler og sætter penge af til at finde alternativer til de bromerede flammehæmmere. Venstre kan ikke støtte forslaget.

Nu siger hr. Lars Christian Lilleholt, at der ikke er noget, man kan gøre, vi skal åbenbart bare sidde og vente på EU. Det synes jeg er meget ærgerligt, når EU ikke har vist sig særlig aktiv med hensyn til at forbyde de her dokumenterede, meget farlige, kræftfremkaldende og hormonforstyrrende kemikalier, bromerede flammehæmmere.
     En ting, som bromerede flammehæmmere bruges til, er jo bl.a. at forhindre, at elektriske apparater går i brand. Og det er jo meget godt, at ens computer, når man nu sidder med den her i Folketingssalen, ikke går i brand. Men det, som er problemet, er jo, at den samtidig ligger og udsender kemiske dampe, som netop er farlige.
     Jeg ved ikke, om hr. Lars Christian Lilleholt ved det, men den her computer, som vi i Folketinget bruger, har faktisk ikke bromerede flammehæmmere, den er i hvert fald Svanemærket, som undtager de bromerede flammehæmmere. Det vil sige, at der faktisk er ting, man kan gøre. Er den computer, jeg står med her i hånden, ikke et eksempel på, at der rent faktisk er noget, vi kan gøre her i Folketinget?

Lars Christian Lilleholt (V):
Til hr. Rune Lund: Der findes alternativer, og dem skal vi selvfølgelig også bruge. Når vi som brugere og borgere skal ud og købe computere og andet udstyr, er det fornuftigt også at være opmærksom på det her forhold.
     Med hensyn til at sidde på hænderne eller forholde sig passivt er det min helt klare opfattelse, at regeringen i EU presser på for det her, presser på for at have en offensiv politik, når det gælder de bromerede flammehæmmere.

Jeg synes også, det er godt, der er blevet lagt sag an mod Kommissionen, men jeg synes bare ikke, det er nok. Når vi nu ved, at de her stoffer er farlige, hvorfor gør vi så ikke noget? Hvorfor skal der tages hensyn til en industri, som sælger elektriske apparater, som primært befinder sig uden for Europas område, når det beviseligt er sådan, at der findes alternativer til de her meget farlige kemikalier,
f.eks. bevist ved den computer, som vi alle sammen skriver på herinde i Folketinget? Jeg synes, det ville være meget normalt, at man så også siger, at alle andre mennesker i det her land også skal have mulighed for ved lov at sikre sig, når de har en computer, at den ikke udsender hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer, når man sidder og skriver på den. Er det ikke en tanke, som kan virke tiltalende på Venstres ordfører?

Lars Christian Lilleholt (V):
Vi tror på, at løsningen på det her ikke alene er ved danske tiltag, men netop ved at regulere det gennem EU. Dermed sikrer vi, at samtlige producenter får det her pålæg om at håndtere det her på en fornuftig måde.

Jeg tror, vi er enige om, at vi naturligvis skal forfølge EU-sporet der, hvor der er muligheder for at komme længst muligt ad den reguleringsvej. Men det, vi debatterer i dag, er jo bl.a. også, om der sådan set inden for den ramme er mulighed for at foretage sig noget, der yderligere vil skubbe på udviklingen.
     Derfor vil jeg spørge Venstre, om ikke man er af den opfattelse, at vi ikke de steder, hvor vi har mulighed for inden for EU-reguleringen yderligere at skubbe på en udvikling, hvor vi nationalt kan bidrage, skal tage de muligheder i brug, og om Venstre er villig til at åbne den diskussion og se på, hvad vi kan gøre.

Lars Christian Lilleholt (V):
Nu gentager vi os selv rimelig mange gange her. Løsningen ligger i EU-samarbejdet. Jeg ved, at miljøministeren har taget kontakt til en række af de virksomheder i Danmark, som bruger nogle af de mere problematiske flammehæmmere og prøver ad den vej at finde en fornuftig løsning. Og kan man ad samarbejdets og frivillighedens vej finde fornuftige løsninger, støtter vi selvfølgelig det.

Miljøministeren har svaret mig i et spørgsmål på det, som jeg var inde på tidligere, hvorfor der ikke eksisterer grænseværdier for indholdet af bromerede flammehæmmere i spildevandsslam. Hun svarede mig, at der ikke blev fastsat grænseværdier for bromerede flammehæmmere i slambekendtgørelsen, da dette ville pålægge affaldsproducenterne unødige omkostninger.
     Synes Venstre, at det er en rigtig afvejning, og er det en afvejning, Venstre fortsat vil opretholde: at man, fordi der kunne være omkostninger ved at skulle opstille grænseværdier for bromerede flammehæmmere, så undlader at gøre det og altså fortsætter med at køre ud på vores marker med spildevandsslam?

Lars Christian Lilleholt (V):
Vi støtter fra ende til anden ministerens svar.

På baggrund af det vil jeg så undlade at bruge min sparsomme taletid på at stille spørgsmål til hr. Lars Christian Lilleholt om, hvad ministeren har sagt. Men jeg vil stadig først spørge hr. Lars Christian Lilleholt, om han ikke selv synes, det måske er en anelse betænkeligt udelukkende at læne sit hoved op ad EF-Domstolens afgørelse i den her sag. Vi har jo da set andre eksempler på, at det ikke er så betryggende.
     Derfor vil jeg spørge hr. Lars Christian Lilleholt, om det ikke kunne være en idé at supplere en sådan retssag med, at man allierede sig med andre lande i Europa: Holland, Sverige, Norge, som er villige til at gennemføre forbud mod bromerede flammehæmmere - nogle af dem har gjort det - for på den måde både at lægge pres på den politiske proces, for jeg betragter det, der foregår i EF-Domstolen, som primært en politisk proces, og også at være med til at sikre, at der allerede nu kan etableres et marked for de alternative produkter, der så kan blive produceret og solgt?

Lars Christian Lilleholt (V):
Det kan være fornuftigt nok at søge samarbejde med andre, men inden for rammen af EU. Det kan være fornuftigt nok. Og det gør Danmark også ofte. Vi søger alliancer på miljøområdet med andre lande i EU og forsøger dermed at nå vores politiske mål.

Må jeg forstå hr. Lars Christian Lilleholt sådan, at det er Venstres politik, at man, uanset om man mener, at Europa-Kommissionens afgørelser både er til skade for sundheden og i strid med EU-retten, så retter sig efter den, også i situationer, hvor det gør, at man ikke er i stand til aktivt at støtte andre lande, som forsøger at komme igennem med et forbud, og også selv om det har negative konsekvenser for sundheden for danskerne?

Lars Christian Lilleholt (V):
Vi er sikre på, at EU er den bedste nøgle, og vi er også overbeviste om, at EU på det her område også fremadrettet vil føre en fornuftig politik. Vi er også overbeviste om og håber på, at det vil lykkes af vinde den retssag, der er, og det synes vi er en helt igennem fornuftig måde at håndtere den her opgave på.

Nu får vi jo korte svar i dag af Venstres ordfører. Jeg ved ikke, om de er så klare, men i hvert fald er de en støtte til ministeren, kan jeg forstå. Kunne vi ikke komme lidt tættere på? Når man nu afviser alle elementer i det her forslag - jeg kan forstå, at der er dele af det, som man ikke er tilhænger af, det er jeg heller ikke selv - hvordan ser man så på en anden offensiv indsats for at begrænse bromerede flammehæmmere, netop den offentlige indkøbspolitik, som hr. Rune Lund jo også var inde på? Det er jo krav til køb af computere i hele den offentlige sektor. Er man indstillet på at gennemføre det?

Lars Christian Lilleholt (V):
Vi er indstillet på, at vi både med hensyn til den offentlige indkøbspolitik og også med hensyn til, når vi selv som borgere køber ind, da selvfølgelig at være opmærksomme på, hvilke miljømæssige konsekvenser vores indkøb har og herunder også, hvilke effekter der kan være ved brug af bromerede flammehæmmere. Men i den politik indgår der jo også en lang række andre elementer om både sundhed og miljø.

Ja, nu forsvandt klarheden i hvert fald ganske imponerende godt. Det var vel noget med også at holde med finansministeren og miljøministeren på samme tid og ikke rigtig vide, hvad der er politikken. Vil det sige, at man ikke vil bruge det instrument, som jo altså med det samme kunne påvirke markedet, ligesom Folketinget har gjort det? Folketinget har jo besluttet, at vi skulle have en ordentlig computer. Hvorfor i alverden kan staten ikke bestemme det samme og lægge den linje i alle offentlige, statslige indkøb her i landet? Det kan laves i løbet af kort tid. Det er jo bare at gøre det.

Lars Christian Lilleholt (V):
Jeg synes, det er fornuftigt, at vi alle sammen, når vi køber ind, også staten - der er jo en indkøbspolitik, som også tager hensyn til miljøområdet, og der er det da oplagt - kigger på, hvad konsekvenserne af bromerede flammehæmmere er både miljømæssigt og sundhedsmæssigt.

Formanden:
Tak til hr. Lars Christian Lilleholt. Så er det hr. Bjørn Medom Nielsen som ordfører.

Socialdemokraterne er meget enige i beslutningsforslaget fra Enhedslisten og i dets intention, nemlig at forbyde brugen af bromerede flammehæmmere. De udgør en sundhedsfare, og igennem de seneste år er vi blevet gjort bekendt med skadevirkninger, der gang på gang aktualiserer denne debat. Sidst har vi set det i pressen, hvor der omtales en stigning i antallet af drengebørn, der operativt skal have korrigeret deres kønsorganer på grund af misdannelser. Disse misdannelser er forårsaget af hormonforstyrrende stoffer, og bromerede flammehæmmere er et af disse hormonforstyrrende stoffer.
     Socialdemokraterne har tidligere fremsat forslag om dette emne, og vi skal senere i dag behandle et beslutningsforslag fra De Radikale med samme problemstilling. Socialdemokraterne fremsatte i foråret 2003 et lovforslag om hormonforstyrrende stoffer, og vi gav dengang udtryk for, at problemet med disse stoffer skal tages meget mere alvorligt og seriøst. Dette synspunkt har vi ikke forandret, og derfor vil denne ordførertale have mange fællestræk med min ordførertale senere på dagen. Det er den samme problemstilling, kun handlemåderne er forskellige i de to beslutningsforslag.
     Bromerede flammehæmmere er nogle af de farligste miljøstoffer, vi kender. De findes nu overalt i miljøet, og der er nævnt flere eksempler på, hvordan de finder rundt og kan påvises i naturen. Problemet er jo, at de ikke bliver i de produkter, de bliver tilsat eller behandlet med; de fordamper fra f.eks. computere og fjernsyn, som er i brug, og de afgives under produktionen, og når produkterne bliver til affald. Det samme kan siges om de produkter, vi senere på dagen skal behandle.
     Vi mener i Socialdemokratiet, at de stoffer, som det i dag er videnskabeligt bevist har hormonforstyrrende effekter eller andre sundhedsskadelige virkninger, bør forbydes. Samtidig bør de stoffer, som er mistænkt for at have bl.a. hormonforstyrrende effekter, udfases ud fra et særligt forsigtighedsprincip, selv om der mangler tilstrækkelige beviser for det. Der er nemlig i dag i mange tilfælde gode alternativer til de bromerede flammehæmmere og til mange af de produkter, der omtales i det kommende beslutningsforslag fra De Radikale. Så vi synes, et forbud mod disse skadelige stoffer burde være oplagt.
     Det er vigtigt, at vi får mulighed for at undgå de bromerede flammehæmmere. EU's kemikalielovgivning, REACH, kommer meget vel på et tidspunkt i sin udvikling - i 2012
f.eks. - frem til det samme, som er foreslået her i forslaget, og på det tidspunkt vil vores befolkning ikke kunne forstå, hvorfor vi med en viden grænsende til evidens, som vi har i dag, altså i år 2007, ikke for længst havde indført et nationalt forbud. Vi har derudover bemærket, at også forbrugersiden ved Forbrugerrådet har givet udtryk for, at dette forslag bør nyde fremme. Socialdemokraterne kan derfor støtte forslagets videre behandling.

Tak til hr. Bjørn Medom Nielsen. Så er det hr. Jørn Dohrmann som ordfører.

Der skal i hvert fald ikke herske nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti går ind for, at man selvfølgelig prøver at komme af med alle de her skadelige stoffer, uanset om de er hormonforstyrrende eller andre ting. Derfor vil Dansk Folkeparti selvfølgelig gerne have en skrap kurs over for de ting, som skader befolkningens sundhed og forplantningsevne og alle de andre skadelige ting, der opstår.
     Men når det er sagt, er det også vigtigt, at vi ser på:
Hvordan kommer vi så de her stoffer til livs? Dansk Folkeparti mener jo, at vi skal se internationalt på de her ting. At forbyde det eventuelt kun i Danmark kunne man måske godt sige kunne løse problemet her, men vi skal lægge maksimalt pres på det internationale samfund, for at det selvfølgelig heller ikke eksporteres til andre lande.
     Når vi ser på forslaget her, synes vi, at der mangler en balance imellem: Hvad gør man internationalt set, og hvad gør man nationalt set? Vi ved jo, at befolkningen uanset hvad gerne vil importere nogle af de her produkter. Hvad gør man, hvis man er på ferie i udlandet og køber en anden computer end den, vi sidder med her i Folketinget? Jamen så er der nogle skadelige stoffer i de computere. Og hvordan forhindrer vi den slags ting? Så er det set med vores øjne bedre, at der slet ikke bliver produceret de her ting ude i verden, og derfor skal vi selvfølgelig arbejde meget målrettet for at opnå det.

     Vi mener som sagt også, at de data, som er nævnt i forslaget her, bl.a. fra Sverige og den slags steder, ikke er tilstrækkelige på nuværende tidspunkt, og derfor skal man også ind at se på, om de konklusioner, der er i beslutningsforslaget, er de rigtige. Derfor mener vi også, at der mangler viden på det her område.
     Så er der nævnt noget om skrappere regler end i andre lande, og det er klart, at det vil vi gerne være med til i Dansk Folkeparti, når vi har nogle situationer, hvor vi vurderer på et konkret grundlag, at her er der fare for nogle bestemte ting. Uanset om vi taler om bromerede flammehæmmere eller vi taler om hormonforstyrrende stoffer, så kan man gå hen og sige, at vi vurderer, at her er der en større risiko, så her vil vi indføre nogle specielle krav. Derfor skal der nogle oplysninger til, før man har tilstrækkelig viden på området.
     Det, man kan gøre i den mellemliggende periode, er, som vi vurderer det, at man selvfølgelig giver befolkningen oplysninger. Hvordan undgår jeg f.eks. at være i rum med computere, der er tændt hele tiden? Kunne jeg ikke slukke den computer? Er der andre produkter, som kunne være bedre at købe, et andet mærke inden for computere? Og så er det jo lidt forkert, tror jeg, hvis man forestiller sig, at bare fordi en computer har et svanemærke, er der ingen problemer med computeren; selvfølgelig er der brugt nogle ting, som måske ikke er særlig heldige, og som kan være enten kræftfremkaldende, eller som kan være hormonforstyrrende.
     Derfor er der mange ting, man skal tage hensyn til, og jeg mener ikke, man kan stille det op, som man har gjort det
i beslutningsforslaget her. Jeg er glad for debatten, men må sige, at Dansk Folkeparti ikke kan bakke op om alle de punkter, der er i forslaget. Vi ser derfor også frem til, at vi kan tage den videre debat om forslaget og se på, hvad det så er, vi er enige i, og hvad det er, vi er uenige i.

Jeg går ud fra, at hr. Jørn Dohrmann kan bekræfte, at de bromerede flammehæmmere er meget farlige, de er hormonforstyrrende, de er kræftfremkaldende, de er sundhedsskadelige. Jeg går også ud fra, at hr. Jørn Dohrmann ved, at der skulle have været indført et forbud mod en af de meget farlige bromerede flammehæmmere, som er nævnt i forslaget her, deka-BDE, og det skulle have været indtrådt allerede fra starten af 2006, men at Europa-Kommissionen har valgt at give dispensation, og det er bl.a. derfor, der er en domstolssag, som er kørende.
     Men jeg kan ikke forstå, at Dansk Folkeparti ligesom vil lade, hvad skal man sige, laveste fællesnævner i EU være afgørende for, om vi får det maksimale beskyttelsesniveau i Danmark og i andre lande. Det kan jeg simpelt hen ikke forstå.
     Har man virkelig fra Dansk Folkepartis side deponeret hele sin handlefrihed i EU, når det drejer sig om at sikre den optimale beskyttelse af mennesker, sundhed, dyr og miljø
i forhold til de her meget farlige kemikalier, de bromerede flammehæmmere? Det er mig komplet uforståeligt.

Det er jo klart, at nogle ting vil være uforståelige selv for Enhedslisten. Det, jeg bare vil sige til det, er, at vi selvfølgelig vurderer, hvis der kommer nogen entydige beviser på, at sådan er det, hvis vi har nogle konklusioner, som siger, at her er fakta, at man får kræft eller andre ting af de her stoffer.
     Nu blev vores computere herinde i Folketinget nævnt, og efter mine oplysninger skulle der være TBBPA i computerne, og der kan man bare sige, at det er vanskeligt at sige, at det udgør en risiko. Skulle vi så på det grundlag sige, at nu forbyder vi det her produkt? Jeg mener, det er at stille det lidt på hovedet. Der er jo klart, at hvis der er bevis for, at det er skadeligt, så kan man skride ind over for det.

Den computer, jeg har her, og som vi som folketingsmedlemmer bruger i Folketinget, er svanemærket, og det betyder, at man som udgangspunkt ikke bruger bromerede flammehæmmere. Så er der nogle få undtagelser. Men at sige, at nogle af de bromerede flammehæmmere, som er nævnt i det her forslag, ikke skulle være giftige, at de ikke skulle være farlige, at de ikke skulle være sundhedsskadelige, det er simpelt hen det rene vrøvl. Det bliver jeg nødt til at sige til hr. Jørn Dohrmann.
     Jeg må også bare sige, at jeg synes, det er meget ærgerligt, at Dansk Folkeparti ikke kan bakke op om, at man laver den bedst mulige miljøregulering, den bedst mulige regulering for sundhed og for mennesker og miljø i forhold til de her meget farlige kemikalier.

Men jeg kan forstå, at man fra Dansk Folkepartis side har valgt at sige: Jamen vi har bare overladt det hele til EU. EU, som har været meget bagstræberiske på det her punkt, fordi man netop har villet tage alt for stort et hensyn til store producenter af elektriske apparater uden for Europa, selv om vi ved, at der findes alternativer til de her meget farlige bromerede flammehæmmere.

     Der må jeg bare sige, at jeg simpelt hen ikke kan forstå, at Dansk Folkeparti gør det. Så kan det være, det er mig, der bare ikke forstår, men det er altså uforståeligt for mig. Det er uforståeligt for Enhedslisten.

Jeg må bare sige til hr. Rune Lund, at jeg tror, at hvis han graver i sine arkiver, vil han finde ud af, at den computer, som han omtaler, indeholder TBBPA, og det er altså ikke godtgjort - og det er vanskeligt at bevise - at de produkter udgør en risiko. Det ved jeg ikke om hr. Rune Lund vil forholde sig til. Det vil han åbenbart ikke, men det er de fakta, vi andre står over for. Og fordi det ikke er godtgjort, at det er skadeligt, siger vi så: Skulle vi så gå hen og forbyde den her slags ting? Det er noget andet, hvis man siger: Jamen her har vi faktuelt, at det er skadeligt.
     Så kan man sige, at uanset om det er svanemærket, eller hvad det er, må vi bare konstatere, at det indeholder de her produkter. Derfor kan man ikke bare, som jeg ser det, sige, at nu forbyder vi det, at nu skal det alt sammen være svanemærket, og så er alle problemer løst. De er nemlig ikke løst, og derfor skal det være internationalt.
     Jeg har aldrig sagt, at det kun skulle være EU, der skulle løse det her. Jeg har sagt, det skal være internationalt, for man producerer masser af ting i Kina, man producerer masser af ting i Taiwan, som sendes alle steder hen. Derfor kommer det ind over grænserne, så man kan ikke bare stoppe problemet ved den dansk-tyske grænse.

Nu er der jo frygtelig mange indviklede navne i den her sag, og derfor klarer vi os med forkortelserne. Det vil jeg også gøre. Hvad angår TBBPA, har jeg forstået, at der er enighed om, at det er et meget stort problem for vandmiljøet, at man bruger det. Det, der er uenighed om, er, om man indtil videre har været i stand til at bevise, at det er skadeligt for mennesker. Det er det ene.
     Men hvis vi så går videre til et område, hvor der jo er enighed, sådan forstod jeg i hvert fald ministeren, nemlig når man snakker om deka-BDE, så er der sådan set enighed om, at det er usundt. Det er farligt for mennesker. Det er altså ikke diskussionen her. Her er diskussionen, om vi nu skal forbyde det i Danmark, eller om vi skal vente, indtil EF-Domstolen giver os lov til det. Og det burde jo være nemt for Dansk Folkeparti at svare på: Selvfølgelig skal vi ikke vente på EF-Domstolen.

Det, der er nemt at svare på, er jo, at man selvfølgelig giver oplysninger til borgerne om de her produkter, om de her risici, der eventuelt kunne være ved at benytte dem og ved at have dem. Derfor er det jo vigtigt - og det tror jeg selv Enhedslisten ville kunne være med på - at vi skal give noget mere oplysning til borgerne om, hvad de produkter, de køber, indeholder.
     Men vi er bare nødt til at sikre os og have tænkt igennem også, inden vi vedtager et beslutningsforslag eller et lovforslag, eller hvad det er, hvordan vi kommer ud med den information til borgerne. Derfor er der et kæmpe arbejde forude, når vi ser på, hvad vi kan gøre herindefra for at give befolkningen den oplysning, imens vi er usikre på, hvor stort problemet er, og hvor stort omfanget er.
     Derfor må jeg bare sige, at Dansk Folkeparti gerne vil give den oplysning til borgerne, det skal ikke gemmes, men vi skal være sikre på, at vi kommer ud i hele verdenen, så de, der køber en ny computer, når de er på ferie et eller andet sted, også får oplysningen. De får ikke nogen glæde af, at det bare bliver forbudt i Danmark, når de har en importeret computer med fra udlandet.

Når vi snakker om deka-BDE, har miljøministeren jo meget klart sagt, at det er farligt, at der findes alternativer, men at det er regeringens politik, at vi venter på EU. Og så vil jeg bare spørge: Er det sådan, at hr. Dohrmann mener, at deka-BDE ikke er farligt; eller er det, fordi hr. Dohrmann mener, at vi ikke skal forbyde farlige stoffer, men bare oplyse om, at de er farlige; eller er det, fordi han er enig med regeringen i, at vi skal vente på EU?

Derfor siger jeg også, at det er vigtigt, at vi giver oplysningen til borgerne, så de selv kan konstatere, hvad det er, de gør, når de køber en computer eller et andet elektronisk instrument i udlandet, hvor der ikke er et forbud. Så kan man så spørge hr. Per Clausen: Jamen hjælper det så, at vi har et forbud, hvis vi får en import af de varer? Og hvad med de importerede varer, når de f.eks. skal bortskaffes?
     Der er masser af spørgsmål, som man kan stille sig selv, om, hvordan vi får løst hele problemet. Det er slet ikke belyst i det her beslutningsforslag. Derfor mener jeg bare, at der er masser af ting, vi skal have diskuteret, også når vi taler om hormonforstyrrende stoffer, og det er jo det, vi
i dag bruger tiden til.

Man bliver jo forvirret, når man hører Dansk Folkepartis ordfører prøve at finde en linje i det her. Og så må man prøve at spørge ind til nogle af de faktiske oplysninger, der så kommer.
     Når nu hr. Jørn Dohrmann vender tilbage til oplysning og oplysning og oplysning, må jeg jo sige, at det bl.a. skal fås via internettet og ens pc, og så er det sådan set for sent. Jeg vil gerne spørge: Er hr. Jørn Dohrmann da ikke klar over, at vi taler om nogle stoffer, der både i produktion og i affaldsforløbet afgiver stoffer til miljøet og til de medarbejdere, som har med produkterne at gøre? Derfor er oplysning jo slet ikke vejen i den her sammenhæng.

Jo, men igen mangler jeg jo, at den socialdemokratiske ordfører kommer med nogle alternativer. Hvis man forbyder alle de produkter og der ikke findes nogen alternativer, hvad vil den socialdemokratiske ordfører så gøre på området her? Det er jo ingen løsning.
     Vi er nødt til at sige, at der er nogle produkter her, som vi i hvert fald skal fortælle befolkningen kan være problematiske. Men der findes altså ikke nogen beviser, og det vil være meget vanskeligt at bevise, at nogen af de produkter er skadelige. Derfor skal vi have de redskaber på plads, inden vi bare fremsætter et beslutningsforslag, hvor der nævnes en hel masse navne.
     Jeg er da enig i, at der godt kan være nogle af de navne, som man skal have taget ekstra hånd om. Det har jeg slet ikke sagt at jeg ikke er. Men det beslutningsforslag, som ligger her, er bare ikke godt nok, og derfor må jeg bare sige, at selv den socialdemokratiske gruppe, som nu åbenbart bare vil sige ja til det, jo ikke engang har et alternativ.

Man bliver jo forvirret på et højere plan nu, i hvert fald et eller andet plan, for nu siger DF's ordfører, at det er meget svært at bevise, at tingene er, som de er. Men jeg formoder da, at Dansk Folkeparti gang på gang påtager sig de svages rolle og gør en række ting. Og her er altså en række svage mennesker, her er nogle ufødte børn, her er en natur, her er nogle dyr og lignende, som kan tage skade af de her ting. Når det så er svært at bevise, og når vi kan se årsagerne, og det er grænsende til evidens, grænsende til, at det er bevist, er det så ikke rimeligt, at vi foretager os noget meget aktivt på det her felt?
     Og lad mig så lige spørge, om det er EU-linjen, som Dansk Folkeparti lægger i forhold til regeringens svar, eller det er en helt anden linje, der bliver lagt i forhold til det internationale samarbejde.

Jeg er bare nødt til at sige til hr. Bjørn Medom Nielsen, at når det er så vanskeligt at bevise, at de udgør en risiko, så er det jo ikke vurderet, at de har - nu nævner jeg så TBBPA som det produkt, jeg taler om her - de her problematiske egenskaber.
     Altså, jeg er bare også nødt til at sige, at hvis det er, man vil udfase alle de ting, som er nævnt i forslaget her, så skal man have nogle alternativer, og man skal også kunne sige: Jamen vi har altså noget videnskabelig dokumentation for, at det her er problematisk. Og hvis hr. Bjørn Medom Nielsen mener, at han er i besiddelse af de dokumenter, eller der er andre i salen her, der er i besiddelse af dem, så skal man jo fremlægge dem. Så skal man ikke bare sidde og sige: Vi mener - og alt det her. Man skal komme med nogle konkrete beviser.

Tak til hr. Jørn Dohrmann. Og så er det hr. Christian Wedell-Neergaard som ordfører.

Det fyger med forkerte påstande i debatten i dag, og jeg skal lige sætte et par ting på plads, inden jeg går i gang med mit ordførerindlæg.
     For det første er det blevet påstået, at Sverige, Norge og Holland har eller er på vej med et forbud på det her område, og det er simpelt hen forkert. Det er rigtigt, at Sverige har forbudt deka-BDE i kabler, tekstiler og møbler, men man er ikke gået videre end det. Norge har ikke indført nationale særregler med hensyn til bromerede flammehæmmere ud over de begrænsninger, der gælder i EU. Og Holland har heller ikke indført nationale særregler. Så det er altså forkert.
     Ser vi på situationen i USA, er det rigtigt, at der arbejder man med forbud mod penta- og octa-BDE, men det er jo stoffer, som har været forbudt i Danmark i mange år.
     Det andet, der har været fremme i debatten, er, at der ikke er sket en pind, siden vi behandlede B 49. Der er det jo sådan, og det har også været fremme i debatten, at Danmark har lagt sag an mod Kommissionen på grund af beslutningen om at undtage deka-BDE fra forbuddet i elektrisk udstyr.

Den anvendelse er jo klart den dominerende anvendelse i Europa og ikke mindst i Danmark, hvor stoffet kun undtagelsesvis anvendes i produktion og kun forekommer i ganske få produkter ifølge den undersøgelse, som Miljøstyrelsen netop har offentliggjort.

     Det sidste er, at hr. Rune Lund fremviser Folketingets computere som svanemærket. Men der indgår i svanemærket også muligheden for at bruge bromerede flammehæmmere. Der vil i hr. Rune Lunds computer være TBBPA, og jeg kan jo så spørge hr. Rune Lund, om hr. Rund Lund hellere vil undvære sin computer end at have dette stof.
     Således skulle jeg lige starte og sige, at Det Konservative Folkeparti afviser det fremsatte beslutningsforslag. Et forbud på det eksisterende grundlag vil have en væsentlig risiko for at blive bragt for EF-Domstolen af Kommissionen, da der kan sættes spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at tage dette skridt for at imødekomme et problem, som må siges at være af mindre betydning ud fra de data, som det har været muligt at fremskaffe om deka-BDE og HBCDD, som er de to stoffer, der er nævnt. For TBBPA's vedkommende vil det være i direkte modsætning til resultatet fra risikovurderingen med hensyn til sundhed, mens miljøvurderingen stadig er åben.
     Et nationalt forbud vil ikke have nogen reel betydning for deka-BDE. Forbruget skønnes at være yderst begrænset, som jeg allerede har nævnt. TBBPA indgår i it-udstyr, og man kan som sagt spørge: Vil man undvære det udstyr? Det er jo givet, at import af udstyr ville blive begrænset for Danmark alene, og det ville være i modstrid med EU's regler.
     Desuden vurderes det, at et nationalt forbud er uholdbart, da det ikke kan underbygges tilstrækkeligt. EU-reglerne stiller en række krav, herunder især at forbuddet skal bygge på en solid videnskabelig dokumentation, og denne dokumentation forefindes simpelt hen ikke. Vi må derfor fortsat følge det spor, som er lagt, nemlig at et forbud skal være på EU-basis og ikke et nationalt forbud. Det vil være skadeligt alene at gennemføre et nationalt forbud, og det vil være forkert at følge en aktivistisk linje på det her område og vedtage et forbud, uanset hvad EU siger, som forslagsstillerne ønsker.
     Så derfor afviser Det Konservative Folkeparti dette beslutningsforslag.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først fra hr. Rune Lund.

Jeg kan forstå, at Det Konservative Folkeparti på linje med Venstre og Dansk Folkeparti har valgt at lægge sig i hængekøjen i det her spørgsmål.
     Med hensyn til Folketingets computere er der, som jeg også sagde under tidligere indlæg, nogle undtagelser i brugen af svanemærket. Men det, som det her forslag går ud på, er jo, at man arbejder hen imod at forbyde de her bromerede flammehæmmere. Det er faktisk sådan f.eks. med elektriske apparater, at der er nogle lodninger, som i dag er meget svære at lave uden at bruge nogle af de her kemikalier. Men det er en meget, meget lille gruppe. Der findes alternativer til de bromerede flammehæmmere, og det er det, der er pointen bag det her forslag. Det er jo det, der er det vigtige i det her forslag.
     Det, som er problemet, hvis man bare lægger sig op ad EU, ligesom Det Konservative Folkeparti vil gøre, er jo, at man ikke lægger det nødvendige pres på producenter og lovgivere, ikke bare i Danmark, men også internationalt, for at benytte de alternativer til de bromerede flammehæmmere, som eksisterer. Det er det, der er pointen med det her forslag. Og det synes jeg hr. Christian Wedell-Neergaard skulle tage at forholde sig til.

Altså, det er jo sådan, at hr. Rune Lund nu er gået fra at argumentere med, at der ikke findes bromerede flammehæmmere i computeren, til at erkende, at der er ting, hvor der anvendes bromerede flammehæmmere. Og det er jo, fordi der ikke er noget alternativ lige til den anvendelse.
     Så prøver hr. Rune Lund at tegne et billede af, at der ikke sker noget på det her område. Der kan man altså sige, at Danmark har anlagt sag, der er en risikovurdering af TBBPA og HBCDD, og det er kommet et stort skridt videre. Det går langsomt og måske også for langsomt, men den nye kemikaliepolitik, REACH, er jo også et udtryk for, at disse forhold bliver ændret fremover. Så der bliver taget hånd om det her, og der bliver talt om alternativer.

Ja, der bliver taget hånd om det, hvis vi kan vente i årevis med at få testet mange af de her stoffer inden for REACH-systemet f.eks. Der kan vi godt vente 10 år endnu, før vi kan forbyde de bromerede flammehæmmere, som er indeholdt i det her forslag. Men det synes jeg bare ikke er nødvendigt. Det synes Enhedslisten ikke er nødvendigt, når det er dokumenteret, at de her stoffer er skadelige på forskellige måder og i forskelligt omfang henholdsvis over for mennesker, over for miljøet og over for vandmiljøet osv.
     Det er derfor, vi siger: Jamen lad os lave forbuddet nu. De skadelige effekter er dokumenteret, og det er altså noget forfærdeligt vås, når ordføreren for Det Konservative Folkeparti bliver ved med at sige, at TBBPA, et af de stoffer, som er nævnt i forslaget, ikke er giftigt. De er farlige, og de er meget giftige for vandlevende organismer
f.eks. De er svært nedbrydelige, og de kan føre til uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. Det er dokumenteret adskillige gange bl.a. af miljøorganisationer som Greenpeace. Jeg synes ikke, at Det Konservative Folkeparti i den her debat tager det alvorligt, at vi har med nogle meget farlige kemikalier at gøre her.

Jamen er det ikke en naturlig arbejdsdeling mellem oppositionen og regeringspartierne, at oppositionen kommer her og siger, at det ikke går hurtigt nok, ikke er vidtgående nok og ikke fører til noget; og at regeringspartierne så kommer med en række saglige argumenter om sagsanlægget mod Kommissionen, om risikovurdering osv. og siger, der er sat en masse i gang?
     Så skuffer det mig, at hr. Rune Lund pludselig lægger mig ord i munden om, at jeg ikke anser stofferne for farlige. Det gør jeg naturligvis, og jeg ønsker også, at stofferne udfases, at der findes alternativer, og at det sker så hurtigt som muligt. Men det er en naturlig situation, at oppositionen på den måde presser på.

Nu ved jeg ikke rigtig, om man kan være sikker på, at oppositionen altid vil presse på i den rigtige retning. Jeg har ingen erindring om, at Venstre og Konservative som opposition pressede på for at sætte yderligere tempo i miljøarbejdet i Danmark, dengang vi havde en SR-regering, men det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning.
     Så vil jeg bare sige, at jeg er meget glad for, at hr. Christian Wedell-Neergaard bekræftede det, der står i vores beslutningsforslag, om, hvad der er sket i andre lande, at man i 2002 indførte et forbud i Holland, at man har indført et delvist forbud i Sverige, og at man arbejder med at indføre et forbud i Norge. Det er fuldstændig rigtigt.
     Men ville det ikke i den situation være sådan, at Danmark godt kunne spille en meget vigtig rolle ved f.eks. i forhold til den norske regering at sige: Vi ved, I arbejder med at indføre sådan et forbud. Det vil vi også gerne gøre her i Danmark, sådan at vi i fællesskab kan lægge pres på både producenter og på den politiske proces i EU?

Jeg mener, at man skal satse på EU-sporet. Det drejer sig om at opnå et fælles forbud i EU for derved at sikre, at man får et forbud, der virker, og får en situation, hvor vi stadig væk kan fastholde samhandel med de øvrige EU-lande.
     Det er rigtigt, at Sverige har forbudt deka-BDE, men de kan forvente en reaktion fra EU, og dermed står de alene. Svenskerne har ikke lagt sag an mod Kommissionen med hensyn til undtagelse af forbud mod BDE, ligesom Danmark har. Danmark har dér vist en aktiv linje. Norge har ikke indført særregler. Holland har ikke indført nationale særregler. Det mener jeg heller ikke Danmark bør gøre.

Men så er vi vel også der, hvor hr. Christian Wedell-Neergaards eneste håb er EF-Domstolen. Hvis EF-Domstolen mod vores forventninger og mod vores håb træffer en forkert beslutning i den her sag, så har hr. Christian Wedell-Neergaard ikke flere midler, han kan tage i anvendelse, og det er vel en kedelig ting.
     Det andet, jeg vil spørge om, er: Er hr. Christian Wedell-Neergaard ikke enig med mig i, at EF-Domstolen jo befinder sig i den her underlige gråzone mellem at være et politisk organ og være en domstol; og at det derfor jo nok er muligt, at politisk pression godt kan virke, og at det, hvis der var flere lande, der gik sammen om at gå længere end det, EU på nuværende tidspunkt tillader, godt kunne være et led i en sådan strategi og også en strategi, som kunne opmuntre producenter til at producere uden anvendelse af de her bromerede flammehæmmere for på den måde ligesom at gå ind i et nyt marked?

Hvis sagen imod forventning skulle gå Danmark imod, er der jo kun den vej at skabe en ny proces i Europa-Parlamentet med henblik på at få det her forbud igennem. Og den proces er vi villige til at lægge op til og deltage i, i det omfang at der er dokumentation for, at det er fornuftigt.
     Jeg kan ikke deltage i hr. Per Clausens frygt for, at EF-Domstolen er et politisk organ eller lader sig påvirke politisk. Jeg tror, de træffer de afgørelser, de skal og i henhold til gældende EU-regler. Vi stoler på, at ad den vej kan vi komme videre, og vi stoler i det hele taget på hele regimet omkring REACH, hvor vi tror at det her behandles bedst.

Tak til hr. Christian Wedell-Neergaard.
     Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet udsat kl. 12.01

Mødet genoptaget kl. 13.00

Forhandlingen genoptoges

Kemikalier, hormonforstyrrende stoffer, i det her tilfælde bromerede flammehæmmere, som vi har som særligt emne i det her beslutningsforslag, er alt sammen udtryk for stoffer, enten overordnet eller mere præcist, som påvirker os på forskellige måde i vores hverdag og i vores liv, og som vi efter Det Radikale Venstres mening skal være meget, meget opmærksomme på, fordi det efter vores opfattelse i en lang række sammenhænge må vurderes at være noget af det, der er en af de allerstørste risikoer for vores miljø og ikke mindst for vores sundhed.
     Derfor ser vi også med sympati på, at man fra Enhedslistens side har fremsat det her beslutningsforslag. Fra Det Radikale Venstres side er vi positive over for en meget skrap kurs på området her over for den del af de bromerede flammehæmmere, som vi ved, eller som vi har mistænkt for, eller som vi har klare indikationer på er meget, meget problematiske.
     Vi er i forlængelse af den debat, der allerede har været om sagen, naturligvis af den opfattelse, at i det omfang det kan lykkes at få internationale aftaler - og det vil jo i praksis først og fremmest sige EU-aftaler på området - som er så stærke som muligt, er vi stærkt interesseret i, at det sker, og vi vil understøtte ethvert tiltag, som går i retning af enten at skabe rammerne om eller direkte lave de her aftaler.
     Og ligesådan vil vi i opfølgningen og evalueringen af nogle af de tiltag, der allerede er gjort i EU-sammenhæng på REACH-området, have en tilgang, der hedder, at vi skal forsøge at komme så langt som overhovedet muligt, fordi vi som sagt efter vores opfattelse står med nogle af de allermest problematiske områder, når vi beskæftiger os med kemikalier, i det her tilfælde hormonforstyrrende stoffer, bromerede flammehæmmere. Det er et sted, hvor man efter vores opfattelse skal være så forsigtig som muligt og derfor også bruge mange redskaber.
     Det bringer mig over til det næste, at vi, såfremt det ikke er muligt at komme så langt, som man kunne ønske sig, på den internationale arena, helt klart er villige til også at se på, hvilke redskaber der kan tages i brug nationalt. Vi mener sådan set heller ikke, det behøver at være et modsætningsforhold. Vi mener, der er en række situationer, hvor man kan anvende fornuftige nationale redskaber til at understøtte en strategi, der skal presse også den internationale dagsorden i så positiv en retning som overhovedet muligt. Der ser vi gerne på mulighederne for også at kigge på nationale redskaber.
     Vi har allerede diskuteret nogle af dem i debatten i dag. Hr. Steen Gade har været inde på spørgsmålet om indkøbsaftaler, og det er jo givet, at allerede der har man en påvirkningsmulighed, der ikke nødvendigvis er reguleret internationalt eller sat nogen form for hindringer op for. Og det er et godt eksempel på et af de steder, hvor man naturligvis skal forsøge at gå så langt som overhovedet muligt i forsøget på at få - i det her tilfælde - bromerede flammehæmmere ud af vores miljø.
     Jeg har desuden påpeget, at vi står med et eller andet paradoks, i og med at vi i dag tillader at køre spildevandsslam ud på marker, som anvendes til produktion; spildevandsslam, som har et indhold af bromerede flammehæmmere, og spildevandsslam, som der ikke er stillet grænseværdier for i det her tilfælde, på trods af at vi altså har viden om, at de stoffer er problematiske, og at visse af dem ophobes igennem en meget lang årrække og derfor er noget, som også fremtidig vil være meget problematisk.
     Derfor er vi altså også indirekte sagt klar til at se på den tilgang, som man fra Enhedslistens side har lagt op her, sådan som vi forstår det, nemlig at man på de felter, hvor det er muligt at foretage sig fornuftige ting uden at spænde ben for en international indsats, skal have undersøgt den bedste mulighed for at gøre det. Det vil vi gerne være med til. Vi vil gå positivt ind i udvalgsarbejdet i den ånd og derfor bidrage til, at vi kommer så langt, som vi kan.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, og derfor bliver det nu hr. Steen Gade som ordfører.

Enhedslistens forslag nævner et beslutningsforslag fra SF fra 2004 om samme emne, og dermed har jeg jo også sagt, at det er et område, som optager SF meget, og hvor vi er optaget af, at vi arbejder målbevidst og stærkt for at få forbudt bromerede flammehæmmere, selvfølgelig først og fremmest dem, vi ved er mest farlige.
     Derfor kan jeg også begynde med at nævne dér, hvor jeg vil rose regeringen. Det har været godt, at man har anlagt sag ved EF-Domstolen i forhold til deka-BDE. Så man kan sige, at der er rosen, og der er vel den forskel, der er fra sidst, vi drøftede den her sag.
     Men ellers synes jeg, at regeringens holdning og flertallets holdning er underlig tilbagelænet. Der er jo ikke nogen modsætning - som jeg nærmest syntes det lød som om, da jeg hørte Det Konservative Folkepartis ordfører - mellem at køre en hård linje som Sverige og så kæmpe for at få EU-reguleringen. Det er jo lidt absurd at høre, at det næsten er, som om Sverige er ved at undergrave hele EU-samarbejdet. Det er jo ikke det, der foregår. Det, der foregår, er selvfølgelig, at svenskerne også er interesseret i en EU-regulering, men mener, at det også kan være fornuftigt at sætte en standard og vise, at der er alternativer.
     Det er jo netop det, der er kommet ud af den svenske indsats, nemlig at man arbejder målbevidst på at undersøge alternativer, og nu koncentrerer jeg mig altså om den her del af deka-BDE. Jeg står f.eks. her med en rapport fra Kemikalieinspektionen i Sverige, som ser på, hvilke alternativer der er til flammehæmmere inden for tekstilområdet. Det er ikke der, hvor de bliver brugt mest, men de bliver altså også brugt inden for det område. Og det, der sker i det øjeblik, man fokuserer og siger, at det her vil vi altså af med, er jo, at så har man en chance for det.
     Jeg ved godt, at ministeren også har kontakter til firmaer i Danmark om at udvikle alternativer. Men vi kan bare godt gøre mere. Jeg har koncentreret mine spørgsmål om offentlig indkøbspolitik. Det kan jeg ikke forstå at vi ikke bare går til, det er jo bare at klappe til. Så kan man sige:
Jamen får vi så det hele? Og det gør vi jo ikke. Hvis vi kræver svanemærkede computere, så har vi ikke fået alle væk, men vi har da vist en helt anden handlekraft og vilje end det, som jeg synes fremgik af det, ministeren sagde i første runde.
     Og fordi man ikke er enige i alt, der står i et forslag fra et parti i oppositionen, så finder man alt det, man på en eller anden måde kan finde, som man er imod, og siger, at det her ikke kan lade sig gøre osv., og så bliver det bare til et dundrende nej. Jeg synes godt, man kunne vænne sig til at sige: Jamen på nogle punkter her vil vi gå i spidsen, og vi er villige til også at gå i spidsen i sådan nogle sager, så vi virkelig er fuldstændig sikre på, at her har vi ret miljømæssigt. I hvert fald for deka-BDE kan jeg ikke se andet, end at der kan vi godt lave national lovgivning. Det er også del af en aktiv politik, som vil føre til, at vi presser mere på, samtidig med at vi har en sag ved Domstolen. De andre kan jo så anlægge en sag mod os. Hvad gør det? Den politiske kamp foregår jo også via Domstolen - det har ministeren jo sådan set i virkeligheden selv sagt - og nogle kritiserer Domstolen for det, men det er jo i hvert fald realiteten, og det synes jeg også vi skal kaste os ind i.
     Dermed har jeg så også sagt, men ikke koncentreret mig om det, at når Enhedslisten signalerer, at man under alle omstændigheder i forhold til det indre marked bare kan gøre, hvad man vil, er det jo ikke løsningen. Men det er vigtigt at kæmpe for, at miljøhensyn, sundhedshensyn overalt i det indre marked får lov at stå over en række andre eller i hvert fald kan matche en række andre hensyn, og at vi har lov til på de områder, der har med miljø og sundhed at gøre, at kunne lave regulering, der er over det, der bliver vedtaget på EU-niveau. Det kan ikke gennemføres hundrede procent, og det er det gale ved Enhedslistens melding, kan man sige, i forslaget, men jeg vil da rose Enhedslisten for, at hvis man læser det igennem, så står der jo meget om, om ikke vi kunne begynde at tage nogle af de første skridt. Jeg synes, det er sært at opleve, at regeringen ikke vil gå videre end det, vi har hørt i dag.

Den sidste bemærkning afstedkom en bemærkning fra hr. Rune Lund. Værsgo, hr. Lund, der er klar bane.

Det er bare to ting. Jeg forstod det sådan, at SF egentlig har tænkt sig at stemme for det her forslag, men det må ordføreren gerne bekræfte.
     Det andet er i forhold til kritikken af Enhedslisten. Der vil jeg bare sige, at det, som Enhedslistens holdning bygger på i forhold til at lave internationale regler på miljøområdet, på sundhedsområdet, på dyrevelfærdsområdet og alle andre områder, jo netop er, at vi skal kæmpe for de højst mulige minimumsstandarder, men derefter skal det altså være muligt for de enkelte lande at gå videre og indføre skrappere og bedre regler end dem, der måtte gælde internationalt, uanset om det er EU eller andre steder. Og det er, fordi vi er store tilhængere af minimumsstandarder. Jeg går ikke ud fra, at det er et princip, som hr. Steen Gade er imod, men det er jo det, der ligger i forslaget.

Nej, jeg er fuldstændig enig i, at man på miljøområdet har minimumsregler. Det har man jo også på det, der i traktaten juridisk er miljøområder. Der har man jo minimumsregler med ret til at gå videre. Dermed kommer vi ind i det felt, der er det indre marked, og der mener jeg, vi skal kæmpe for at brede det ud, det indre markeds juridiske bestemmelser, som har med miljø at gøre, så vi der får det til at fungere på samme måde som i de rene miljøbestemmelser.
     Men så vil jeg bare markere, at nogle gange er man jo nødt til at tage noget, som ikke er minimumsbestemmelser, fordi det faktisk er bedre end ikke at have bestemmelser, og at det også er bedre end at have national regulering.
     Det sidste spørgsmål om SF: Vi er i hovedlinjen enige i det her forslag. Jeg synes egentlig, det ville være godt at arbejde på at skrive en beretning, som jeg vil tro hele oppositionen vil kunne enes om, sådan at vi får markeret, at vi mener, at der skal ske meget mere og vi har brug for en stærkere dansk indsats.

Tak til ordføreren. Der ønskes ikke flere spørgsmål, og derfor bliver det nu ordføreren for forslagsstillerne, hr. Rune Lund, som runder af.

Det forslag, som Enhedslisten her har fremsat, B 117, pålægger regeringen at arbejde for indførelse af et forbud mod kemikalierne i bromerede flammehæmmere, og det er af typen HBCDD, TBBPA og som det tredje deka-BDE. Og det skal gælde hele vejen rundt, både i forhold til produktion, import, eksport og omsætning af forbrugerprodukter, som indeholder de her stoffer.
     Samtidig indeholder det tredje element af forslaget en tanke om, at det generelt bør være sådan på kemikalieområdet, at når der laves internationale regler, skal de laves som de højst mulige minimumsstandarder, hvor de enkelte lande, i det her tilfælde EU, altid skal have retten til at gå videre og indføre bedre og skrappere regler end dem, der måtte gælde i EU. Det er vores generelle holdning til, hvordan man bør lave den slags internationale aftaler.
     Det her beslutningsforslag går så ud på at forpligte regeringen til at arbejde for at forbyde de sundhedsskadelige bromerede flammehæmmere. Det er jo nogle sundhedsskadelige kemikalier, de er kræftfremkaldende, de er hormonforstyrrende, og begrebet bromerede flammehæmmere dækker jo over en lang række forskellige organiske stoffer, som alle har det tilfælles, at de indeholder grundstoffet brom, som virker hæmmende på udvikling af brand. Deraf ordet bromerede flammehæmmere.
     En række undersøgelser har vist, at bromerede flammehæmmere findes i stigende mængder i naturen og i mennesker.
     Bromerede flammehæmmere dækker en gruppe på 70 forskellige organiske stoffer, og de anvendes i en lang række produkter for at forhindre varmeudvikling; det er bl.a. i biler, møbler, fjernsyn, computere, fax- og kopimaskiner.
     Bromerede flammehæmmere har vist sig at kunne påvirke stofskifte og nervesystem, ligesom det ved forsøg har givet mus hjerne- og hormonskader samt lever- og skjoldbruskkirtelkræft. Ved målinger, som man har foretaget i Sverige, er der blevet fundet spor efter bromerede flammehæmmere i svenske kvinders modermælk.

     Det er meget farlige stoffer, vi har med at gøre. Man kan godt tage bromerede flammehæmmere over én kam, men der er da også nogle forskelle mellem de enkelte bromerede flammehæmmere. Jeg synes, vi havde en lidt mærkelig debat, før vi gik til frokost, specielt i forhold til de indlæg, som kom fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, hvor man ligesom prøvede at underspille farligheden af de her stoffer, specielt to af de stoffer, som er nævnt i forslaget, og det er de to stoffer, som jeg vil nævne først her, og så vil jeg tage det tredje til sidst, nemlig deka-BDE.
     Med hensyn til det første stof, som er HBCDD, er det dokumenteret, at det har alvorlige virkninger på miljøet og menneskers sundhed, og stoffet har også en stor risiko for at sive ud i naturen. HBCDD anvendes særlig i byggematerialer og transportmidler. Desuden anvendes en vis del til belægning af tekstiler, f.eks. i møbler, madrasser, telte, tæpper samt i kabinetter og ledninger til elektronikprodukter.
     Forskningsresultater har vist, at stoffet er blevet sporet langt væk fra dets spredningskilder og er fundet bl.a.
i isbjørne og fugleæg i de arktiske egne. Det er altså nogle meget, meget sejlivede og farlige stoffer for naturen. Det andet stof er TBBPA, og det er den mest anvendte bromerede flammehæmmer i verden. Brugen af dette stof er øget, og det øger risikoen for, at stoffet i stigende grad siver ud i naturen. TBBPA er meget, meget giftigt for vandlevende organismer, det er svært nedbrydeligt, og det kan føre til uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. Under visse miljøbetingelser kan stoffet nedbrydes til andre særlig hormonforstyrrende stoffer. TBBPA anvendes særlig i elektronisk udstyr og i forskellige isoleringsmaterialer.
     I norske undersøgelser er den her bromerede flammehæmmer blevet fundet i blod hos befolkningen. Stoffet er også blevet fundet i modermælk i Norge og i flere andre lande. Det tredje stof er deka-BDE, og det er også et meget giftigt stof, som i dyreforsøg har vist skadelige effekter på lever og skjoldbruskkirtel og fostre, og det er også et stof, som kan forstyrre hormonbalancen, og som derfor også er under mistanke for at kunne skade fostres nervesystem. Deka-BDE anvendes særlig i forbindelse med produktion af elektronisk udstyr, tekstiler, møbler og biler, og der er også her en stor risiko for, at det siver ud i naturen og omgivelserne.
     I det arbejde, der blev lavet med risikovurderinger af deka-BDE, har stoffet vist sig svært nedbrydeligt, bl.a. ved at det findes meget højt oppe i fødekæden. Det, som det her forslag går ud på, er, at man ikke skal vente på de regler, som måtte komme eller måtte være i EU. Det bygger simpelt hen på, at vi skal se på mulighederne for at gå dansk enegang, både for at se på, hvordan vi kan forbedre mulighederne for at lave bedre kemikalielovgivning i Danmark i forbindelse med de her meget farlige kræftfremkaldende og hormonforstyrrende bromerede flammehæmmere, og også for at vi kan lægge et internationalt pres, for det er jo faktisk sådan, at vi har allierede i nogle af de andre lande. Det gælder f.eks. Sverige, Norge og Holland. Hvis et flertal i det danske Folketing havde en holdning om at lægge en meget offensiv strategi her, er det uden tvivl sådan, at vi hurtigt kunne få flere allierede på europæisk plan i kampen mod de her meget farlige kamikalier. Begrundelsen for, at vi foreslår et samtidigt forbud for alle tre typer af de her bromerede flammehæmmere, er faktisk at undgå, at et forbud mod kun en af dem vil kunne føre til en forrykkelse af anvendelsen af én type af de skadelige bromerede flammehæmmere i forhold til en af de andre, som er nævnt her i forslaget. Deka-BDE skulle jo oprindelig have været forbudt i EU-landene den 1. juli 2006, men Europa-Kommissionen har så valgt, på trods af at et enstemmigt Europa-Parlament anbefalede et forbud, at undtage deka-BDE fra forbuddet. Det har så betydet, at den danske regering har anlagt en retssag, og det vil jeg gerne rose den for; det synes jeg er et godt skridt, det er et aktivt skridt, man har taget. Men det, der ligger i det her forslag, er, at man benytter alle de værktøjer, man har i sin politiske værktøjskasse, til at forbyde brugen af de her meget farlige bromerede flammehæmmere.

     Jeg vil i forbindelse med debatten gerne takke Socialdemokraterne og De Radikale for en meget positiv opbakning til forslaget. Jeg synes, det er rigtig godt, at vi har nogle partier, som tidligere har været i regering - en regering, der jo var støttet af Enhedslisten - og som har en helt anden offensiv og meget mere aktivistisk holdning til, hvordan man griber de her ting an, end den nuværende regering støttet af Dansk Folkeparti har.
     Jeg er også glad for opbakningen fra SF, selv om jeg dog undrer mig en lille smule over, at hr. Steen Gade var en lille smule mere lunken end De Radikale og Socialdemokraterne. Det forekommer mig egentlig lidt mærkeligt. Jeg synes faktisk, at SF burde have bakket det her forslag op principielt, netop fordi det handler om at indføre de her skrappe regler for de meget hormonforstyrrende stoffer, samtidig med at det bygger på princippet om høje internationale minimumsstandarder, hvor de enkelte lande har retten til at gå videre. Det burde da være SF-politik. Men jeg forstod dog indlægget fra hr. Steen Gade som et positivt indlæg, og jeg er da sikker på, at vi må kunne finde ud af et eller andet, så vi også kan få SF med på vognen.
     I forhold til Dansk Folkepartis udmelding må man sige, at det jo er en virkelig mærkværdig holdning. Et parti, som påstår at være kritisk over for EU, har lagt sig fuldstændig
i hængekøjen og overladt alt til EU. Vi kan ikke foretage os noget, uden at EU gør noget - det var det, som hr. Jørn Dohrmann sagde her fra Folketingets talerstol. Så kan man jo tænke: Det var da lidt mærkeligt, for Dansk Folkeparti er ellers enormt kritisk over for EU og lægger ellers enorm vægt på det nationale. Det har man jo en tendens til i Dansk Folkeparti. Her har vi så et forslag, som ikke bare bygger på, at der skal laves høje internationale minimumsstandarder, men som også bygger på, at vi skal kunne bruge de værktøjer, som eksisterer i den politiske værktøjskasse, for også at fremme kampen mod de her meget hormonforstyrrende og kræftfremkaldende kemikalier i Danmark. Jg må sige, at jeg synes, det virker fuldstændig absurd, at Dansk Folkeparti i det her meget vigtige spørgsmål på et så vigtigt område med så kræftfremkaldende og hormonforstyrrende og giftige kemikalier bare siger: Jamen EU har nogle regler på området, og dem holder vi os til, og dem har vi i øvrigt ikke tænkt at udfordre. Det synes jeg er en helt utrolig slap holdning. Men jeg vil sige tak for den positive opbakning fra de partier, som har bakket det her forslag op i dag.

Tak. Der er lige nogle spørgsmål, og hr. Steen Gade starter.

Tak for de venlige bemærkninger fra hr. Rune Lund.
     Først vil jeg sige, at alt det, hr. Rune Lund sagde i sin afslutning om indholdet i forslaget her, støtter SF fuldkommen. Vi ønsker en helt anderledes aktiv holdning. Vi ønsker, at Danmark tør vove noget mere på det her område. Så den del af opsummeringen er jeg enig i.
     Men der, hvor jeg havde nogle ret stærke betænkeligheder, var meldingen om, at alle lande under alle omstændigheder i forbindelse med alle mulige forslag skulle kunne tillade sig at lave noget andet end EU. Altså, vi er jo sådan set interesseret i, at nogle af de ting, som sælges, ikke bliver standset af nogle vilkårlige regler i andre lande. Vi har jo set det tidligere, hvor man kunne finde på at lave de særeste regler, som hindrede køleskabe i at komme ind i Frankrig. Frankrig påstod, at det var bedre, men det handlede bare om at beskytte franske interesser. Det er der dybest set ingen idé i, og derfor kan man ikke sige, at national lovgivning altid skal have lov til at stå over det indre marked. Det er bare ikke sådan, det kan fungere.

Jeg synes, at hvis man laver regler, som er skrappere miljøregler, som er bedre dyreværnsregler, som er bedre sundhedsregler, så skal det være sådan, at de enkelte lande skal kunne have retten til at gå foran og indføre bedre regler end dem, der måtte gælde i EU. Det bygger jo lige præcis på princippet om, at vi kæmper for de højst mulige minimumsstandarder på internationalt plan med mulighed for at rykke videre. Og det er, fordi man, hvis man har retten til at gå foran, jo har muligheden for at være en motor i udviklingen hen imod stadig bedre regler.
     Hvis vi vender tilbage til forslaget, vil jeg spørge hr. Steen Gade, hvad det så er for en pind, som SF ikke kan lide. Er det den tredje pind? Og kunne der stå kemikalieområdet i stedet for, og så var den pot ude i forhold til SF's bekymring?
     Jeg forstår ikke SF's bekymring, men jeg synes, det er vigtigt at have SF med på det her forslag.

Jeg synes måske, hr. Rune Lund snyder lidt, for der er ikke nogen, der kæmper mere end os for, at skrappere miljøregler og sundhedsregler osv. skal kunne stå over det indre marked, og at det skal være på baggrund af minimumsbestemmelser. Hvis hr. Rune Lund så derefter ville sige, at det var fantastisk godt, at de blev vedtaget ved flertalsafgørelser, var vi ved at være på plads, med hensyn til at det var noget, der kunne virke.
     Problemet er faktisk, at Enhedslisten, når de udtrykker sig, mener, at man under alle omstændigheder i hvert land har lov til at fastsætte nogle andre normer end dem, der er det indre markeds normer. Det er jo den måde, hr. Rune Lund udtrykker sig på. Der er det bare, jeg siger, at sådan kan et samarbejde ikke fungere, for det betyder bare, at nogle misbruger ordningen for at tjene deres egne nationale interesser.

Jeg forstår ikke hr. Steen Gades bekymring. Det her forslag lyder i tredje pind, hvis det er den, der er problemet for hr. Steen Gade:
     » - at arbejde ud fra et princip, der sætter beskyttelse af forbrugerne i højsædet, ved i EU at arbejde for, at alle medlemsstater har mulighed for at indføre bedre standarder end de minimumsregler, der er gældende inden for det indre marked.« Jeg kan virkelig ikke se, at det er et problem. Det skal da i hvert fald ikke være sådan, at reglerne om, at varer skal flyde på tværs af landegrænser i EU, skal stå over hensynet til menneskers sundhed, hensynet til dyrevelfærd eller hensynet til kemikalielovgivningen inden for miljøområdet. Så jeg må sige, at jeg ikke rigtig ved, hvor det er, hr. Steen Gade vil hen med det her. Jeg synes, det er et ganske fornuftigt forslag. Jeg har også noteret mig, at både Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne har været positivt indstillet over for forslaget, mere end hr. Steen Gade. Så jeg må indrømme, at hr. Steen Gades bekymringer, eller hvad det nu er, forstår jeg ikke rigtig. Men jeg er sikker på, at vi nok skal komme i en situation, hvor vi kan få lavet noget fælles i oppositionen.

Den sag må afgøres senere. Taletiden er for længst udløbet.
     Nu er det hr. Jørn Dohrmann.

Jeg kan jo så forstå, at fordi hr. Rune Lund ikke får det svar, han ønsker at få, så har man ikke forstået noget, og så vil man lægge det hele over til EU. Det er slet ikke det, jeg har sagt i min tale. Jeg sagde: på det internationale plan.
     Vi må jo bare konstatere, at i det, Enhedslisten har lagt frem her som et beslutningsforslag, har man nogle af de produkter med, som ikke er vurderet til at have nogen problematisk virkning. Så er det bare, vi siger: Jamen er det her så den rigtige måde at løse det på?
     Vi vil gerne have nationale stramninger, hvis det er det, der skal til. Men vi kan bare ikke lave stramninger, hvor der ikke er noget problem - hvor det ikke er vurderet til at være noget problem. Derfor må man bare sige, at når Enhedslisten står og siger, at vi ikke vil have nationale tiltag, er det direkte imod, hvad Dansk Folkeparti gerne vil have.

Jeg må bare sige, at jeg er dybt forundret. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle ufarlige stoffer, som hr. Jørn Dohrmann taler om. HBCDD: Stoffet opkoncentreres i miljøet og vores fødekæde og udgør en særlig risiko for skadevirkninger i forbindelse med vandorganismer. TBBPA: Stoffet er meget giftigt for vandlevende organismer, er svært nedbrydeligt og kan føre til uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. Om deka-BDE ved vi, at det er kræftfremkaldende, hormonforstyrrende, og at det har gjort stor skade, når der er lavet dyreforsøg på området, f.eks. når man har lavet dem på rotter.
     Det er altså meget, meget farlige kemikalier, vi har at gøre med her. Jeg synes ikke rigtig, det tjener noget formål at prøve at stå her i Folketingssalen og fortælle, at det skam ikke er farlige kemikalier, og dermed faktisk undskylde Dansk Folkepartis meget slappe holdning i den her sag.

Så er det jo ministeren, der må gå på talerstolen og ligesom konkludere, hvem det er, der kommer med det mest rigtige udsagn.
     Konklusionen om TBBPA er jo, at det ville være vanskeligt at bevise, at det udgør en risiko i Danmark, da det ikke er vurderet til at have de her problematiske egenskaber.
     Der må jeg bare sige, at jeg ikke har samme opfattelse som Enhedslisten, altså at fordi man har talt om et eller andet et eller andet sted, så skal det forbydes. Vi vil have nogle konkrete vurderinger på, at det her er problematisk, at det er sundhedsskadeligt, og så forbyder vi det.
     Derfor må vi bare sige, at vi er uenige med Enhedslisten. Men det er forkert at sige, at vi ikke vil gå ind og lave strammere regler, hvis det er nødvendigt, for det vil Dansk Folkeparti godt. Jeg håber så bare, at Enhedslisten vil respektere, at der bliver vi åbenbart ikke enige.

Rune Lund (EL):
De her stoffer er blevet testet op og ned, frem og tilbage, i alle ender og kanter, og der er ingen tvivl om, at det er meget, meget skadelige stoffer. Det er blevet dokumenteret gang på gang, og en miljøorganisation som Greenpeace har været på barrikaderne i årevis for at få forbudt de her meget farlige kemikalier. Jeg kan simpelt hen ikke forstå den her snak om, at det ikke skulle være farlige kemikalier.
     Jeg ved ikke, hvad det er for en drømmeverden, Dansk Folkeparti lever i, og jeg ved heller ikke, om det bare er en dårlig undskyldning for, at man vil vælge ikke at gøre noget, og at man i virkeligheden har valgt bare at lægge sig i hængekøjen og sige, at det hele skal foregå i EU. Det synes jeg er en mærkværdig holdning. Jeg synes, det er en uansvarlig holdning.
     Jeg synes, man burde gå ind og sige, at her har vi nogle meget farlige kemikalier, nogle meget farlige kræftfremkaldende, hormonforstyrrende kemikalier, som bromerede flammehæmmere er, og som findes overalt i de miljøer, vi bevæger os i, og de skal forbydes. Og der skal vi ikke vente på EU, hvis EU er en forhindring for at indføre bedre regler på miljøområdet.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.