Jeg skal også på det punkt her tage ordførerskabet for hr. Jørn Dohrmann, som ikke kan være til stede i dag, så jeg skal redegøre for Dansk Folkepartis stilling til B 110.
Dansk Folkeparti kan godt se, at det bliver et større og større problem med alle de undslupne mink i naturen, og derfor ønsker Dansk Folkeparti også, at dette punkt bliver sat højere på dagsordenen. Men på baggrund af de enkelte elementer i forslaget må vi jo nok sige, at forslaget ikke er præcist nok. Derfor ønsker Dansk Folkeparti, at der bliver arbejdet videre på, hvad man kan gøre for at bekæmpe de undslupne mink og hindre, at de fortsat bliver udsat i naturen.
Jeg tænker på, at når vi skal bruge midler på området, altså kroner og øre, har vi penge i Miljøministeriet til det, der hedder naturgenopretning. Det er helt naturligt, at man ser på de budgetter, man har i ministeriet, inden man laver deciderede programmer eller budgetter for finansieringen af
f.eks. effektiv bekæmpelse af mink i naturen. Dansk Folkeparti finder, at vi altid skal have en effektiv bekæmpelse, når det er det, vi ønsker, eller når vi ønsker at ændre på disse ting. Dansk Folkeparti er heller ikke tilhænger af, at man skal flytte tilsynet ud til kun at være i kommunerne. Dansk Folkeparti finder også her, at det i forbindelse med den miljøkontrol, som foregår ved alle mulige andre erhverv som
f.eks. landbruget en gang hvert 4. eller 5. år, så også er helt naturligt, at kommunerne gennemgår minkfarmene og ser på, om de overholder kravene i deres miljøtilladelse. Så det er et samspil imellem forskellige instanser, som skal gøre, at det bliver en effektiv kontrol og en effektiv bekæmpelse af de undslupne mink i naturen. Derfor må vi sige, at en højere bødestraf eller eventuelt en anden form for straf kan være en løsning. Jeg siger ikke, at det er den vej, man skal frem, men det kunne være en løsning. Her tænker jeg bl.a. på, hvad også undrer mig at andre ikke har nævnt, at vi jo mange gange oplever, at det er aktivister, som også er en del af det her, og som slipper de her mink ud i naturen, hvilket faktisk er utrolig synd, ikke bare for minkene, men også for andre dyrearter. Endvidere mener vi i Dansk Folkeparti i forbindelse med det fjerde punkt, at når man udsætter mink fra havnefogdens side, er det utilstedeligt, og det burde slet ikke finde sted. Derfor skal der selvfølgelig hankes op i det. Og der kan man jo sige, at der er tale om en meget bevidst handling, som vi i Dansk Folkeparti finder ganske uanstændig, og som selvfølgelig skal stoppes omgående.
Her mener vi, at der skal tages skrappe midler i brug, hvis det virkelig er sådan, at der er nogle, der bevidst udsætter mink i naturen, og det må være sådan, at man kigger på dem, som vi gør f.eks. på en forurener, hvor det er forureneren, som skal betale.
Kan man påvise, at den enkelte ikke har gjort nok for at sikre sit anlæg mod, at mink undslipper, er der selvfølgelig en ansvarspligt, og det må jo komme til at koste i kroner og øre.
Så Dansk Folkeparti mener, at det ikke er belyst ordentligt med det forslag her, og vi vil ikke tage stilling til det på nuværende tidspunkt.