Den næste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 103:
Forslag til folketingsbeslutning om loft over forældrebetalingen på skolefritidsordninger. Af Pernille Vigsø Bagge (SF) m.fl. (Fremsat 1/3 2007).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Socialistisk Folkeparti foreslår, at der lægges loft over forældrebetalingen til skolefritidsordninger, sådan at der kommer til at gælde samme betingelser for skolefritidsordninger, der er oprettet i henhold til folkeskoleloven, og fritidshjem, der hører under lov om social service.
     For at kommunerne kan blive holdt skadesløse for den ekstraudgift, som loftet vil betyde, skønnes de ifølge forslaget at skulle have ca. 600 mio. kr. årligt i kompensation.
     Jeg er enig i, at kompensationen vil blive af cirka denne størrelsesorden, hvis der skal gælde samme vilkår for takstfastsættelsen i skolefritidsordninger som i fritidshjem, dvs. ved indførelse af takstloft på 25 pct. af de gennemsnitlige udgifter for en SFO-plads for småbørn og 30 pct. for skolebørn.
     Jeg er derimod ikke enig i, at der på SFO-området skulle være sket en markant stigning i forældrebetalingen. Ifølge de oplysninger, der foreligger i Danmarks Statistik, er taksterne for skolefritidsordninger i perioden 2003-2006 ikke steget mere end i andre pasningsområder. Det gælder navnlig i forhold til fritidshjem. For de 6-9 årige er SFO-taksten i gennemsnit på landsplan kun steget med 2 pct. Også FOA's undersøgelse, som beslutningsstillerne refererer til, bekræfter, at der stort set har været tale om en parallel udvikling i takstniveauet de sidste 10 år.
     Derfor finder regeringen ikke, at der er behov for at fastsætte regler på området, og derfor må jeg afvise forslaget.
     Lige siden det blev muligt at oprette skolefritidsordninger efter folkeskoleloven, har det været hensigten, at kommunerne skulle have valget mellem fritidshjem og skolefritidsordninger. Regeringen lægger nemlig vægt på, at kommunerne skal kunne vælge det tilbud, der er i størst overensstemmelse med lokale ønsker og behov.
     Muligheden for at etablere skolefritidsordninger som alternativ til fritidshjem har eksisteret i over 20 år, og kommunerne har i alle årene benyttet muligheden for at oprette skolefritidsordninger og i nogle tilfælde nedlægge fritidshjem og erstatte dem med skolefritidsordninger.
     Bl.a. derfor blev der i 2005 indført regler om, at kommuner skal give friplads til børn i skolefritidsordninger
i lighed med, hvad der gælder for fritidshjem. Vi har kommunalt selvstyre, og i nogle tilfælde vil det være mest hensigtsmæssigt med skolefritidsordninger under skolens ledelse, mens man i andre tilfælde vil foretrække fritidshjem med selvstændig ledelse oprettet i henhold til lov om social service.

     At kommunerne har øje for, at SFO-området kan give skolerne nye pædagogiske muligheder, er ikke noget nyt. De seneste 10 års mange forsøg og udviklingsarbejder på skolestartområdet viser, at der både på det kommunale plan og på skoleniveau er stor interesse for og vilje til at få skolens undervisning og fritidsopgaven til at hænge bedre sammen. Målet er, at børnene får en varieret hverdag i skoleregi med undervisning og fritid, en hverdag præget af trivsel, udfordringer og alderssvarende krav.
     Der er ikke noget mystisk ved, at nogle kommuner og skoler vurderer, at disse bestræbelser har de bedste vilkår, når skole og fritidsordning er under fælles ledelse og fælles bestyrelse og fælles tag. Det har da også ført til, at skolefritidsordningerne støt og roligt har overtaget pladsen som den mest udbredte fritidsordning for de yngste skolebørn
- ca. 80 pct. af alle børn i 6- til 9-års-alderen er tilmeldt enten fritidshjem eller skolefritidsordninger, og af disse børn går ca. 80 pct. i skolefritidsordninger. Den kommunale skolefritidsordning er en kommunal institution, en kommunal prioritering, og kommunerne må forventes at vælge de løsninger, herunder de takstfastsættelser, som er bedst for borgerne. Hvis kommunens borgere er uenige i den kommunale prioritering, ja, så er det en debat, man må føre i kommunen. En engageret og åben debat om lokale forhold er jo afgørende for, at kommunerne kan samstemme borgernes behov og ønsker med de kommunalpolitiske mål og de økonomiske rammer. Og det er, hvad det kommunale selvstyre giver mulighed for på dette som på andre områder. Regeringen har tillid til, at kommunerne magter det, også når det gælder skolefritidsordninger. Der er jo ikke noget, der tyder på, at de ikke magter det. Landets 98 kommuner har i forbindelse med kommunalreformen været igennem en stor omstillingsproces, og jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at der kan ligge økonomiske kalkuler til grund for, at nogle kommuner har valgt at omlægge fritidshjem til skolefritidsordninger. Og selvfølgelig skal vi holde snor i, at der ikke i de kommende år over en bred kam viser sig ubegrundede kommunale takstforhøjelser, herunder også for skolefritidsordninger. Skulle sådanne tendenser vise sig, så må vi overveje, om der er grund til at foretage os noget. Men lad nu de nye kommuner få tid til at finde deres ben, lad de nye kommunalbestyrelser og deres borgere finde sammen om det serviceniveau, som de kan enes om, og som tilgodeser alle parter. Vi har ingen grund til mistillid på nuværende tidspunkt.

Der er bedt om korte bemærkninger. Fru Pernille Vigsø Bagge har bedt om en kort bemærkning, værsgo.

Ved sidste folketingsvalg bejlede stort set alle politiske partier i høj grad til børnefamilierne og børnefamiliernes økonomi. Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at SF har fremsat det her forslag alene for børnenes skyld, fordi der i visse kommuner rundt i landet er blevet så store prisstigninger på børnepasningsordningen, at familier, som ikke kommer ind under fripladsmuligheden, har valgt at trække deres børn ud af et godt pædagogisk skolefritidsordningstilbud.
     Hvad er ministerens holdning til, at det simpelt hen er gået ud over børn rundtomkring, at kommunerne har måttet skrue på den her skrue, fordi regeringen med et bredt flertal fik gennemført lavere takster på børnepasningen i daginstitutionerne?

De prisstigninger, jeg har set, har været stigninger med udgangspunkt i et ganske lavt niveau. Og når stigningen på landsplan i gennemsnit er så lav, som jeg beskrev, så siger det noget om, at det altså ikke er en generel tendens, og at de fleste stigninger netop har været begrundet i, at udgangspunktet var meget lavt.
     Endelig vil jeg gøre opmærksom på, at enhver påstand om, at de stigninger, der har været i nogle kommuner, skulle skyldes, at regeringen har lagt loft over forældrebetalingen på vuggestuer og i børnehaver, er totalt forkert, fordi kommunerne er blevet kompenseret 100 pct. for dette loft. Så dette nye loft, som sænker forældrebetalingen og fører til større rådighedsbeløb hos børnefamilierne, bliver ikke påvirket af stigninger i SFO-taksterne, som er så lave, som jeg beskrev, og som FOA også har bekræftet i sin undersøgelse.

Er det ikke rigtigt, at kommunerne er blevet forsinket kompenseret? De er ikke i samme ombæring, som taksterne træder i kraft, blevet kompenseret for de takstnedsættelser, der er sket i børnepasningstilbuddene. Og når ministeren i øvrigt siger, at kommunerne må forventes at sætte de takster, som de selv finder rimelige, er det så ikke i modstrid med, at vi herindefra vedtager, at taksterne i dagtilbuddene sættes ned, mens det er kommunens eget ansvar, når det drejer sig om SFO'erne? Det synes jeg er lidt selvmodsigende. Vil ministeren kommentere det?

Som jeg sagde, følger vi udviklingen med stor opmærksomhed. Det var også derfor, jeg satte mig hen en søndag i januar og læste FOA's rapport fra a til z og blev eksamineret i den i TV-avisen om aftenen. Den bekræftede, at der på landsplan i gennemsnit ikke er tale om, at kommunerne suger penge ud af skolefritidsordningerne. Stigningen i forældretaksten er ganske beskeden. Jeg kan bekræfte, at kommunerne får fuld kompensation for loftet over daginstitutionsbetalingen på vuggestuer og børnehaver. Og jeg kan ikke bekræfte, at der skulle være nogen forsinkelse, som gør, at kommunerne i 1 år kommer til at mangle penge. Det er simpelt hen forkert.

Gennemsnitstal kan jo i mange sammenhænge være rigtig gode, men hvis man lige præcis tager udgangspunkt i børnene, så er gennemsnitstal temmelig ligegyldige. For for det barn, hvis forældre ikke har råd til at betale den stigning, der er i den konkrete kommune, er det jo temmelig ligegyldigt, at landsgennemsnittet er en stigningstakt på 2 pct., fuldstændig ligegyldigt. For det barn betyder det, at det barn ikke går i SFO længere.
     Derfor kunne det være rart, om ministeren kunne sige lidt om, om man mener, der kunne være et loft, som kommunerne jo så kan bevæge sig nedenfor. Jeg tror sådan set, at der er enighed om, at der skal være en eller anden form for kommunal frihed, men at det også kan være en god idé at tage udgangspunkt i, at vi har et ønske om, at det pædagogiske tilbud, som SFO'erne er, bliver stillet til rådighed for alle; at brugerbetaling altså ikke kommer til at være en bremseklods for enkelte børn i enkelte kommuner. Så lad os lægge det gennemsnitstal på hylden.
     Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren: Kunne det, hvis vi ser bort fra gennemsnitstallet, være en idé, at man lagde et loft, således at der ikke er enkelte kommuner enkelte steder i landet, der sætter taksten så højt op, at der er nogle børn, der kommer i klemme?

Hvis der skete frygtelige ting rundtomkring i visse kommuner, og hvis det var sådan, at kommunalbestyrelserne ikke var børnevenlige, så ville regeringen da gerne overveje at gribe ind. Men vi har altså den grundlæggende opfattelse, at man gennemgående i kommunalbestyrelserne er lige så børnevenlige, som vi er herinde i Folketinget, og det er derfor, vi stadig er nogle, og heldigvis et flertal i Folketinget, som har så meget tillid til kommunalbestyrelserne, at vi overlader til dem at fastsætte takster, så længe de efter alt, hvad vi kan beregne, holder sig inden for rimelighedens grænser.
     De store stigninger, som jeg har set, var stigninger, der tog udgangspunkt i et meget lavt niveau.

Så er det da alligevel tankevækkende, at regeringen lagde et loft på 25 pct. på daginstitutioner. Hvad er det helt præcis, der adskiller de to situationer? Der er det vel også sådan, at der er tale om nogle kommuner, som ikke er børnevenlige og derfor har sat taksten højere, og så går regeringen ind og sætter et loft.
     Det her er en fuldstændig tilsvarende situation, så jeg forstår ikke helt ministerens principielle bemærkninger. Betyder det, at man har tænkt sig at ophæve loftet på 25 pct. på daginstitutionerne? For det må jo være den logiske følgevirkning af, at man modsætter sig at skulle lægge lofter over daginstitutionsbetaling.
     Hvis ikke det er tilfældet, så vil jeg gerne spørge ministeren: Når ministeren nu siger, at kommunerne altså har fri leg inden for rimelighedens grænser, hvad er rimelighedens grænse så for SFO'erne? Er det 80 pct., er det
40 pct., er det 25 pct., er det 15 pct.? Hvad er efter regeringens mening rimelighedens grænse?

Regeringen valgte at gavne børnefamiliernes økonomi ved at begrænse betalingen til vuggestuer og børnehaver. Hvis det var blevet opvejet helt eller delvist af, at kommunerne til gengæld havde sat SFO-taksterne i vejret, så ville vi have overvejet også at lægge et loft over dem. Men alle tal viser, at den bekymring er unødig, og derfor vil vi ikke lægge et loft over SFO-taksterne.
     Der er jo også så mange andre områder, hvor kommunerne selv bestemmer. Vi valgte altså at gavne børnefamiliernes økonomi ved på to store tunge områder at lægge et loft. Det var et politisk valg, som der var bred opbakning til her i Folketinget.

Jeg blev helt glad, da jeg hørte ministerens store tillid til kommunerne. Derfor vil jeg spørge: Vil den her store tillid til takstfastsættelsen smitte af, så man også vil vise tillid
i forhold til det indholdsmæssige? For det vil jo betyde, at en lang række af de forslag, som har været vedtaget af Folketingets flertal de seneste par år, f.eks. om læreplaner
i børnepasningen og særdeles detaljerede forskrifter for, hvordan sådan nogle skal laves, må blive trukket tilbage i tillid til, at kommunerne vil være lige så optaget af det indholdsmæssige, som man vil være optaget af takstfastsættelsen.

Dette er et godt spørgsmål. Man kan også spørge, om vi skal trække alle læseplaner tilbage, trække bekendtgørelser om folkeskolen tilbage.
     Det er jo ikke noget nyt, at Folketinget fastsætter nogle generelle kvalitetskrav, og det har vi gjort, når det gælder en del af børnenes fritid. Det er for at sikre, at børnene, når de alligevel er i offentlig varetægt, havde jeg nær sagt, får så meget ud af den tid som muligt. Det er jo ikke første gang, man har fastsat den slags regler, men man kan altid diskutere detaljeringsgraden, og det synes jeg er en god debat.

Men det bliver jo ikke til nogen rigtig debat, når ministeren ligesom redegør for, hvad man kan gøre, fordi det var jeg sådan set godt klar over, nemlig at Folketinget kan vedtage det, der passer Folketingets flertal, uanset hvor klogt det er.
     Men jeg spurgte til, hvad der vil være regeringens holdning. Hvis man ønsker at vise stor tillid, skulle det så ikke også gælde nogle af de indholdsmæssige ting, hvor regeringens mod på at fastsætte endog særdeles detaljerede kvalitetskrav har været meget stort? Derfor vil det her kunne blive den første dag i regeringens nye liv som tillidsvisende over for kommunerne, og dermed vil regeringen på en helt anderledes måde give mulighed for at udfolde et kommunalt selvstyre, ikke kun i forhold til takstfastsættelsen, som jeg tror at nogen ville synes de kunne leve med, hvis der så også var en større frihed i forhold til det indholdsmæssige.

Jeg tror ikke, det er den første dag. Det bliver i hvert fald ikke den sidste. Jeg har meget stor tillid til kommunerne generelt, og jeg har ved kongressen i Aalborg taget meget positivt imod de ønsker, der var til forenklinger på undervisningsområdet, og jeg har oven i købet føjet nogle ting til, som kommunerne ikke havde bedt om, men som de også er glade for.
     Så jeg kan forsikre, at vi løbende, også som led i kvalitetsreformen, vil overveje, hvad der skal være af centrale pålæg. Og hvis vi på et tidspunkt kan fjerne nogle kvalitetskrav med den begrundelse, at nu er de alle steder overopfyldt og vi behøver slet ikke at give råd til kommunerne, så ville det da være en lykkelig stund.

Tak til ministeren. Vi går videre i ordførerrækken, og jeg giver ordet til fru Tina Nedergaard.

Det er jo et beslutningsforslag fra SF, vi skal tage stilling til, og det skal i hvert fald ikke komme det til skade på nogen måder.
     SF stiller forslag om at lægge loft over forældrebetalingen i skolefritidsordningen, forstået på den måde at der skal være en fast procentandel, som forældrene kan betale af den samlede udgift. Og det er da al ære værd, at SF ønsker at aflaste forældrenes økonomi, men vi i Venstre mener, at SF gør sig unødige bekymringer. Børnefamilierne har nemlig aldrig haft det bedre og haft en bedre økonomi end netop nu. Høj beskæftigelse, skattestop og skattelettelser har gjort hverdagen langt lettere for børnefamilierne i tiden siden regeringsskiftet.
     Således skal småbørnsforældrene i dag arbejde 15 pct. mindre, end de gjorde i 2001, for at betale for børnepasningen - altså 15 pct. mindre skal forældrene arbejde. Og prisen for at have sit barn i børnehave er faldet med 18 pct. i gennemsnit. Og man kan jo sige, at mange af de børn, der kommer i skolefritidsordning, jo på et eller andet tidspunkt har gået i børnehave, og der har man jo så fået en besparelse. Derfor er den måske knap så påtrængende senere i skoleforløbet.
     Men SF har da ret i, at der har været små stigninger i forhold til skolefritidsordningen. Den gennemsnitlige stigning i udgiften til netop skolefritidsordningen har været på omkring 47 kr. om måneden. Men det skal ses i relation til, at et almindeligt LO-par i dag har 35.000 kr. mere til sig selv om året end i 2001. Altså, skolefritidsordningen er steget med gennemsnitlig 47 kr. om måneden, mens familiernes økonomi inden for LO-området er forbedret med 35.000 kr. om året.

     Derudover har regeringen gjort meget for at sikre ordentlig kvalitet i tilbuddene til børnefamilierne. Vi har medvirket til at indføre mulighed for friplads i skolefritidsordningen, så de dårligst stillede forældre slipper for betaling overhovedet. Vi har afsat 2 mia. kr. til kvalitet i børnepasningen. Vi har indført fleksibel barselorlov, og vi har indført pasningsgaranti. Vi har indført højere SU til enlige forsørgere osv. osv.; kort sagt har vi gjort meget for børnefamilierne, og de har også fortjent det.
     Samlet set går det altså rigtig godt, og folkeskoleforligskredsen er undervejs med yderligere forbedringer af kvaliteten i skolefritidsordningen, så der er god grund til optimisme.
     Når vi i Venstre valgte at sætte loft over forældrebetalingen for de små børns pasning, skyldtes det bl.a. en klar prioritering af, at vi ønsker, at endnu flere børn f.eks. fra andre kulturer kan få glæde af den stimulans, læring og sociale kontakt, som er i daginstitutionerne. Denne kontakt og læring og fællesskab også med dansksprogede børn sikres for de større børn, som er i skolefritidsordningsalderen i skolen, for der har de jo kontakten i skolen, og de har også kontakten til det danske samfund i skolen.
     Set i lyset af de langt bedre forhold i dag ser vi på dette område ingen grund til at indføre et nyt loft for forældrebetalingen og dermed en ny takstbegrænsning for kommunerne i forhold til børnepasningsområdet.
     Jeg vil godt afslutningsvis sige, at vi glæder os over den meget positive og fine tilkendegivelse fra ministeren, at regeringen har sin bevågenhed rettet mod feltet, da vi naturligvis ikke ønsker helt uhensigtsmæssige og voldsomme stigninger i noget så centralt som det at få sine børn passet, også når man er på arbejde.

Når ordføreren lige præcis anfører argumentet om, at man nedsatte taksterne i daginstitutionerne, fordi man ønskede, at flere børn skulle komme i disse daginstitutioner, så virker det lidt pudsigt, at man nu siger, at SFO'en ikke har den samme betydning for det enkelte barns gode fritid.
     Der er altså nogle pædagogiske tilbud i de SFO'er, vi har, og når et barn i en kommune bliver taget ud under henvisning til, at forældrene synes, at prisstigningen har været alt for voldsom, fordi der i enkelte kommuner har været en ganske voldsom prisstigning på SFO'erne, mener ordføreren så ikke, at det er et problem for det enkelte barn?

Nej, det mener ordføreren ikke, og det mener Venstre heller ikke. Det er sådan, at vi har haft en interesse i, at de små børn, der ikke på anden vis har bredere social kontakt, fik lavere takster. Hvis vi ønskede, at flere gik i skolefritidsordning, burde vi jo mene, at alle skulle i skolefritidsordning eller noget tilsvarende, og det ville betyde, at Venstre pludselig gik ind for en heldagsskole. Det har vi jo tidligere drøftet efter et forslag fra SF eller fra Socialdemokraterne, og det gør vi ikke; vi ønsker ikke en heldagsskole.
     Vi mener, at en skolefritidsordning er et godt supplement og et godt tilbud til de børn, der skal passes i løbet af dagen, men hvor man selvfølgelig også kan bruge tiden konstruktivt.
     Det, vi har sat fokus på, er, at børnehaveklassen er blevet obligatorisk. Derfor er der jo en fuldstændig stringent tråd igennem Venstres politik her. Vi gør børnehaven billigere, og flere får glæde af det tilbud; vi gør børnehaveklassen obligatorisk; og vi sikrer en god folkeskole og nogle skolefritidsordninger. Der er helt konsistens i vores politik.

Nu har vi så fået ordførerens ord for, at det ikke betyder noget, at et barn af økonomiske årsager bliver hevet ud af SFO'en af de her forældre, som altså ikke er berettiget til fripladstilbud, men som alligevel synes, at tilbuddet er for dyrt.
     Har ordføreren ikke en bekymring for, at det netop kun er de børn, hvor forældrene har råd til de her stigninger i SFO'en, der kommer i SFO'en, mens børn, der kunne have god gavn af at komme der, selv om forældrene ikke er berettigede til fripladstilbud, bliver hevet ud på grund af økonomien? Det handler jo ikke om, at det er et spørgsmål om, at barnet hellere vil gå til fodbold, eller at barnet hellere vil gå til ridning. Det er et spørgsmål om, at forældrene siger: Vi har simpelt hen ikke råd til den stigning, der er i den pågældende SFO. Er det ikke et problem?

Den omsorg er jo meget fin. Selvfølgelig vil det være et problem, for så vidt der var børn, der blev tvunget ud af skolefritidsordningen på grund af økonomiske forhold, men gennemsnitsprisen er altså steget med 47 kr. om måneden. Samtidig er overførselsindkomsterne steget mere end det. Man skal samtidig regne med, at vi har fastholdt et skattestop, som også kommer de dårligst stillede familier til gode, og dermed er deres økonomi også blevet forbedret.
     Derudover har vi indført friplads til netop de dårligst stillede forældre, så kort sagt: De forældre, som fru Pernille Vigsø Bagge bekymrer sig om, har regeringen taget hånd om, og der er vilkårene blevet langt bedre, end de var under den tidligere regering. Så der er ingen inkonsistens, og vi er ikke bekymrede, fordi vi mener, at der er så god og sund økonomi i børnefamilierne, at de selv kan betale den lille marginale ændring på 47 kr. i gennemsnit, der er i skolefritidsordningen. Og kan de ikke det, så skal de have en friplads.

Jeg er egentlig mest lidt skuffet over, at ordføreren lagde så stor vægt på det økonomiske argument: at fordi familierne har råd til at betale, gør det ikke noget, at prisen stiger. Det var sådan hovedlinjen, tror jeg, i ordførerens tale.
     Derfor vil jeg spørge ordføreren, om ordføreren er enig med ministeren i, at det, at der ikke er noget loft på SFO-området, er et udtryk for tillid til den kommunale prioritering, og at det er rigtig, rigtig godt, og at den tillid, som man nu har fundet - genfundet, må man antage - også snart vil vise sig i en anden politik i forhold til den meget stærke indholdsmæssige regulering, som Venstre jo ellers har støttet de sidste 5 år.

Man kan sige, at når vi taler om skolefritidsordningen, har vi for det første stor tillid til kommunerne. Det er jo derfor, regeringen fastholder, at vi laver kollektive aftaler med Kommunernes Landsforening, og det er også derfor, hverken regeringen eller Venstre vil acceptere den præmis, at når der har været store stigninger i nogle kommuner, så burde vi gribe ind, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil var inde på. Vi respekterer jo netop det kommunale selvstyre.
     Med hensyn til indholdet af de tilbud, som stilles til rådighed fra kommunal side, og i forhold til det, som i en vis udstrækning er offentligt finansieret, er det klart, at vi i Venstre fortsat vil have fokus på, at der er et godt og konstruktivt indhold, men det er noget ganske andet end at pålægge lærere, pædagoger, skoler og kommuner et bureaukrati og en unødig administration.
     Jeg forstår godt fru Margrethe Vestagers spørgsmål, og jeg kan konstatere, at vi hermed igen viser tillid til kommunerne, og det gør vi faktisk også i al anden politik, men for os er det befolkningen, der er det allervigtigste.

Jeg glæder mig over, at jeg har udtrykt mig så klart, at ordføreren forstår mit spørgsmål, men jeg er sådan lidt skuffet over, at jeg ikke kan få et klarere svar. For det svar, jeg fik, var jo nærmest, at vi er i den ret unikke situation, at det ikke er Socialdemokratiet, der er enig med regeringen, men Venstre, der er enig med Socialdemokratiet, nemlig i, at det er vigtigt, at man fastsætter en lang række kvalitetskrav og rettigheder, som borgerne kan være sikre på er gældende over hele landet.
     For logikken ville jo ellers sige, at når man nu har genfundet tilliden til kommunerne i Venstre - altså forhåbentlig ikke kun Venstrekommuner, men også andre kommuner, kommuner i det hele taget - ville man de facto begynde en afregulering af læreplaner, bindende mål, rapporteringer hist og pist og alle vide vegne, fordi det jo netop dermed følges ad, at frihed i takstfastsættelsen også må følges af en frihed i den indholdsmæssige fastsættelse. For man må gå ud fra, som ministeren sagde, at man i kommunerne er lige så optaget af børns og unges vilkår, som Folketinget er.

Det var ikke den her regering, der indførte de bindende trinmål, men vi har taget dem meget til os ... (Margrethe Vestager: Jo, de var kun vejlende tidligere!) De bindende trinmål? O.k., så de var vejledende under den tidligere regering, det beklager jeg meget. Men vi står gerne ved dem.
     Målsætningen om, at man skal nå visse ting i de enkelte fag, er helt klart Venstrepolitik, og det, vi har gjort med den nationale test i folkeskolen, er jo at sikre, at også barnet og barnets forældre har en mulighed for at vurdere, om man når de mål, som er sat for fagene, og hvis ikke man gør det, hvordan man så kan hjælpe barnet hertil.
     Der er min pointe faktisk klart, at vi sætter befolkningen over kommunerne. Selv om vi har stor tillid til kommunerne, og selv om vi ønsker de størst mulige frihedsgrader for kommunerne, vil det fortsat være behovet for at have fokus på det enkelte menneske i vores samfund, som sættes højest, og dermed også hensynet til, at børnene lærer noget i skolen.

Så burde vi jo være enige; det tyder på, at Venstre stemmer for forslaget, for centrum for det her forslag er jo fokus på barnet, altså på det enkelte menneske - godt nok i en lille udgave. Hele ideen med det her forslag er jo at beskytte det enkelte menneske imod en kommune, som har ladet taksterne stige for meget.
     Jeg vil igen tage frem, at det jo ikke er fremmed for regeringen at gå ind og lave den her type lofter; regeringen har jo gjort det, hvad angår daginstitutionerne. Jeg synes, det er noget mærkværdigt, at vi i virkeligheden har et forslag på dagsordenen, som handler om forældrebetaling, og så ender vi med at tale om frihed for kommunerne.
     Altså, vi er inde på et område, hvor samtlige partier i det her Folketing har været medvirkende til at lave lofter af forskellig grad. Der er ingen i Folketinget, som mener, at man ikke må lægge loft i forhold til forældrebetaling på daginstitutionsområdet, herunder også SFO'er. Jeg forstår det ikke. Hvad er det, der adskiller det her fra de andre steder, hvor Venstre har ønsket at lægge loft?

For børnepasning til småbørn er den samlede udgift forbundet med at få barnet passet en del større, end den er i skolefritidsordningen, og dermed bliver den procentandel, som man skal betale som forældre, jo alt andet lige også vigtigere for familiens økonomi, end en tilsvarende procentandel vil være det af et mindre beløb, nemlig det mindre beløb, som skolefritidsordningen koster.
     Det, vi jo hæfter os ved i Venstre, er, at vi har en kollektiv aftale med kommunerne, og som ministeren også har været inde på, anser vi ikke kommunerne for at være decideret børnefjendtlige, men derimod børnevenlige. Derudover er vi jo nødt til at konstatere, at det jo er lykkedes under den her regering at forbedre børnefamiliernes økonomi for en typisk LO-familie med 35.000 kr. om året. Så er det, vi konstaterer
i Venstre, at for så vidt man skal bruge 600 mio. kr. af skatteborgernes penge, skal man jo lige overveje, hvordan man bruger dem, og det bliver ikke til nedsættelse af betaling til skolefritidsordningen, medmindre - som ministeren også var inde på - at der pludselig sker nogle drastiske stigninger fra høje beløb til dramatisk høje beløb.

Tænk, nu synes jeg, vi for første gang rammer det, der er sagens kerne: Venstre synes, at brugerbetalingsniveauet er
o.k., hvad angår SFO'er. Venstre synes, det er o.k., at der er børn i det her samfund, hvis forældre bliver nødt til at trække dem ud af SFO'en. Det er det, der er Venstres holdning, hvor vi er andre partier i det her Folketing, der synes, det er en rigtig god idé at lægge et loft over, nogle af os synes oven i købet, at den type institutioner burde være gratis. Sådan er vi jo så forskellige. Det er sådan, vi deler os efter anskuelser. Så jeg synes, at i stedet for at tage en lang diskussion om, hvilke frihedsgrader kommunerne skal have - når vi alle sammen godt ved, at vi alle sammen har gået ind for at lægge loft på den ene eller anden måde over det her - så lad os da tage en diskussion om brugerbetaling.
     I Enhedslisten vil vi gerne have gratis daginstitutioner, i Enhedslisten vil vi gerne støtte SF's forslag her, og det er naturligvis, fordi vi ikke vil have, at der er familier i Danmark, der skal trække deres barn ud af en SFO, fordi de ikke har råd til, at barnet er der. Derfor går vi ind for en begrænsning af brugerbetalingen, uanset hvad kommunerne vil eller ikke vil.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil skal blot være opmærksom på, at for så vidt man bruger 600 mio. kr. på at nedbringe forældrebetalingen i skolefritidsordningen, er det jo at tage fra de fattigste og give til rigeste, for de fattigste har jo friplads i skolefritidsordningen, de, der betaler fuld betaling, er jo dem, der har råd til det, og derfor er der en fuldstændig konsistent argumentation her.
     Børnefamilierne har fået det langt bedre økonomisk, der er langt flere, der er kommet i job, skattestop, skattelettelser, alt i alt har børnefamilierne økonomisk fået det langt bedre, siden VK-regeringen trådte til. Derfor vil det ikke give mening at bruge 600 mio. kr. på at nedbringe en forældrebetaling, som langt, langt de fleste familier uden problemer kan finansiere, når den stigning, som vi tager udgangspunkt i med beslutningsforslaget i dag, er på 47 kr. om måneden i gennemsnit.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og jeg giver ordet til fru Christine Antorini.

Vi har på mange måder meget sympati for det beslutningsforslag, som SF har fremsat, og det har vi, fordi der jo faktisk er sket et skift her hen over årene i forhold til, hvordan kommunerne har valgt at løfte opgaven at etablere nogle gode fritidstilbud til de børn, der er i kommunen.
     I virkeligheden har vi som udgangspunkt haft det rigtig fint med, at der ude i kommunerne var fritidshjem, og så kunne man have SFO'er, og det har man kunnet håndtere på forskellig vis, men det, der bare er sket hen over årene og ikke mindst efter kommunalreformen og det udgiftsloft, som regeringen har lagt i forhold til de kommunale budgetter, er, at kommunerne har været tvunget til at ændre fritidshjem og konvertere dem til SFO'er alene af én grund: ikke fordi man tog pædagogisk stilling til, at det var det, man gerne ville, nej, det var for at få en mulighed for at få økonomien til at hænge sammen. Det, at der kommer en skæv udligning mellem kommunerne, og det, at det bliver den tænkning, der er drivkraften for, at man skifter fra fritidshjem til SFO'er, herunder at man også hæver betalingen for SFO'erne, synes jeg, er en helt skæv udvikling, og fordi det er det, der er ved at ske, kigger vi med stor velvilje på SF's forslag. Jeg vil så sige, at vi jo også er nødt til at kigge lidt på økonomien, for 600 mio. kr. er dog immer væk en slat penge. Nu kunne jeg forstå på ministeren, at han mente, at det slog nogenlunde til. Vi vil godt have mulighed for i udvalgsarbejdet at kigge lidt nærmere på, hvordan økonomien er i det, for det er jo også rigtigt, som det blev sagt her, og som det også fremgår af bl.a. FOA-rapporten, at samlet set kan man sige, at der er kommet takststigninger, men hvis vi sammenligner med så mange steder, hvor der er takststigninger, er der mange indsatser, vi skulle løfte, hvis det var.

     Det, der er dilemmaet, er jo den store forskel, der er fra kommune til kommune og fra institution til institution, fordi man skifter og hæver forældrebetalingen for SFO enkelte steder, hvor det virkelig også har været dramatisk.
     Vi synes, det er lidt ærgerligt, at der ikke er skrevet så meget i selve beslutningsforslaget fra SF's side. Det er en meget principiel tilkendegivelse af et loft, men der står ikke noget om, hvad det vil betyde i praksis. Hvordan ser forskelligheden ud fra kommune til kommune, og hvad er det præcis for en økonomi, vi har med at gøre? Det er noget af det, vi vil bruge udvalgsarbejdet til at finde ud af, for at kvalificere beslutningsgrundlaget.
     Vi synes, at SF's beslutningsforslag er en god anledning til, at vi får kigget grundigt igennem, hvad det egentlig er for en udvikling, der er sket i skiftet fra fritidshjem til SFO, og herunder hvordan forskellighederne i stigningerne har været.
     Så man kan sige: en positiv tilkendegivelse med hensyn til intentionerne. Vi vil godt diskutere økonomien nærmere. Vi synes, der skal gøres et lidt mere grundigt forarbejde. Og så ser vi, hvor langt vi når i forhold til, at det kommer til anden behandling.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og jeg giver ordet til hr. Martin Henriksen.

Der er jo sådan set redegjort for beslutningsforslaget fra ministeren og et par ordføreres side. Jeg synes da, det er udmærket, at SF har ladet sig inspirere af den politik, der bliver ført på daginstitutionsområdet. Det er jo altid godt, når man ikke selv får de gode ideer, at man så måske kan hente lidt inspiration fra alle de andre.
     Men når det så er sagt, synes jeg også, det ville være rimeligt, at man gav kommunerne noget tid, og at vi hen over tid kiggede på, hvordan udviklingen i den her forældrebetaling kommer til at blive. Jeg synes, det er for tidligt på nuværende tidspunkt at træffe en beslutning om eller at konkludere, at området er skredet bemærkelsesværdigt, eller at det overhovedet er skredet. Derfor synes jeg ikke, at man på nuværende tidspunkt kan gå ind - det kan vi i hvert fald ikke fra Dansk Folkepartis side
- og støtte det her beslutningsforslag. Jeg synes også, der på glimrende vis er redegjort for den udvikling, der generelt er i samfundet, hvor der jo også politisk er taget tiltag, som skal komme børnefamilierne til gavn. Det synes vi sådan set er ganske udmærket. Den udvikling skal vi selvfølgelig støtte op om og fortsætte med, men den er jo også understøttet af den generelle økonomiske politik, som Dansk Folkeparti bl.a. er en del af. Så synes jeg også, at man, når man nu kommer med et beslutningsforslag, som koster de her ca. 600 mio. kr. - hvis det nu er det, det koster - så også skylder at sige, hvor man eventuelt skal hente pengene. Jeg kan i hvert fald ikke se, at man nogen steder i beslutningsforslaget har henvist til, hvor man vil finde pengene til finansiering af det her. Med de begrundelser siger Dansk Folkeparti nej tak til beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Jeg giver nu ordet til fru Charlotte Dyremose som den næste ordfører.

I Det Konservative Folkeparti kan vi sådan set godt følge SF's tanke om, at man kunne lave en begrænsning, og at det har man gjort på andre områder, og så betaler forældrene maks. 25 pct. osv., men alligevel ser vi egentlig ikke, at det er så stort et problem og føler egentlig derfor heller ikke trang til at blande os i det kommunale selvstyre og løse et ikkeeksisterende problem. Som ministeren også har redegjort for, viser det sig jo, at der ikke er betydelige takststigninger på skolefritidsordningsområdet, og at de steder, hvor der har været nogle takststigninger, er det, fordi man har ligget på et meget lavt niveau. Og så må man jo altid lave en vurdering af tingene og først og fremmest: Skal vi herindefra gå ind og blande os i det kommunale selvstyre? Det gør vi nogle gange, som der er nogle, der har påpeget, og vi er sådan set heller ikke blege for at sige, at det gør vi, når vi gør det. Men der er jo ingen grund til at gøre det, hvis man vurderer, at her er det ikke nødvendigt. Det må jo altid være en vurdering fra sag til sag. Er der en nødvendighed af, at vi her går ind og pålægger kommunerne en begrænsning, eller er der ikke? Vi vurderer ikke umiddelbart, at der er det her.

     Lige så vigtigt er det egentlig at sige, at siden der nu ikke er store prishop på det her område, og siden det ikke er skolefritidsordningerne, der sådan for en børnefamilie over samlet tid er den store institutionsudgift - altså forstået sådan, at vuggestuer og børnehave jo er væsentlig dyrere - ja, så vurderer vi egentlig også, at vi kan bruge pengene bedre.
     Vi har valgt at lave fripladsmulighed til skolefritidsordningen, netop fordi vi på den måde hjælper dem, der har den svageste økonomi, og sikrer, at de, der har færrest midler, også har mulighed for at bruge skolefritidsordningen.
     Sagen er jo den, at laver vi en begrænsning i, hvor mange procent man må betale for skolefritidsordningen, jamen så gælder den begrænsning jo for alle undtagen de fattigste i vores samfund, de får nemlig allerede en gratis friplads. I stedet for bliver det sådan nogle som os folketingsmedlemmer med en ganske udmærket løn, der skal betale lidt mindre til en skolefritidsordning, og det kan man jo sådan set synes er meget rart, men måske mindre nødvendigt end netop det at sikre, at de, der har færrest penge i vores samfund, også har mulighederne for at benytte sig af sådan noget som skolefritidsordningen.
     Af de to grunde er det ikke vores vurdering, at det er nødvendigt at støtte SF's forslag.

Nu står ordføreren her og siger først i sin ordførertale, at De Konservative går ind for kommunalt selvstyre, og lidt senere siger ordføreren, at det gør man så ikke alligevel, for man går ind og roder ved det kommunale selvstyre, når man gør det. Det er i sig selv selvmodsigende.
     Det er også ret selvmodsigende, at De Konservative står bag forslaget om at nedsætte taksterne i daginstitutionerne, som er et fuldstændig parallelt forslag til det her forslag om en takstnedsættelse i SFO'erne.
     Kunne ordføreren ikke uddybe for os en gang for alle, hvorfor man kan nedsætte taksterne i daginstitutionerne til maks. 25 pct. i forældrebetaling, men man kan ikke gøre det på SFO-området? Det er dog de samme børn, vi taler om.

Jeg er meget ked af, hvis det fremstod, som om jeg sagde, at man enten ikke kunne, eller at man kunne blande sig i det kommunale selvstyre. Jeg synes netop, at jeg understregede - og det må jeg så forsøge at gøre på en bedre måde en anden gang - at vi altid må lave en individuel vurdering og sige:
Er det her et område, hvor der er behov for, at vi blander os
i det kommunale selvstyre, eller er det et område, hvor vi kan sige, at her har vi altså tillid til kommunerne, kommunerne har for det første vist, at man kan have tillid til dem, og for det andet er det også et område, hvor det måske er mindre væsentligt, om der er lige nøjagtig den samme standard? Det er jo altså det, der er situationen. Når man har et kommunalt selvstyre, betyder det også, at man kommunalpolitisk kan vurdere: Hvilket serviceniveau vil vi gerne have, og hvordan udfylder vi vores økonomiske rammer? Så det er udelukkende et spørgsmål om, at vi fra konservativ side siger: Nogle gange finder vi det nødvendigt, og andre gange - som her - siger vi: Vi kan se, at det ikke er noget, der er et behov for. Og hvis der ikke er et behov for det, jamen så vil vi da helst undgå at blande os i det kommunale selvstyre.

Jeg fik ikke rigtig svar på det med børnene, men lad os blive ved børnene: Der er jo ikke nogen tvivl om, at SF har fremsat det her forslag for børnenes skyld og ikke for, at eventuelle folketingsmedlemmer kan få en lavere forældrebetaling i daginstitutionerne.
     Vi har gjort det her, fordi vi har set eksempler på kommuner, som har sat prisen voldsomt op med den konsekvens, at der har været masseudmeldelser af de lokale SFO'er, fordi forældre har vurderet, at de ikke i deres daglige økonomi havde råd til, at børnene kunne fortsætte med at gå i SFO'en, når der var så voldsomme takststigninger.
     Derfor er det også lidt underligt, at ordføreren for De Konservative står og taler om individuelle vurderinger, fordi man netop ikke her fra De Konservatives side tager hensyn til de enkelte kommuner, hvor priserne er steget meget til stor ulempe for det enkelte barn. Der tales om gennemsnitsstigninger og gennemsnitspriser, men det enkelte barn er, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil tidligere fremførte, ligeglad med gennemsnitsberegninger.
     Hvad med individuelle vurderinger og hensyn til de enkelte børn, som jo netop er taget ud af SFO'erne på grund af voldsomme takststigningerne i kommunerne?

Mit overordnede svar med hensyn til, hvornår man går ind og blander sig i det kommunale selvstyre, var sådan set også møntet på lige præcis det her, nemlig at vi simpelt hen har vurderet, at der er en forskel, bl.a. jo altså fordi 25 pct. af et meget stort beløb har noget større betydning i familiens økonomi end 25 pct. af et meget lille beløb eller i hvert fald et mindre beløb.

     Som fru Pernille Vigsø Bagge ganske rigtigt siger, er det jo de samme børn, men det er på forskellige tidspunkter af forældrenes liv. Så når man har lavet en begrænsning i daginstitutionerne, hjælper det jo netop familien på det tidspunkt, hvor familien står med den meget store udgift. Det er dér, jeg synes der er en forskel, nemlig at daginstitutionsudgiften er en noget større udgift end SFO-udgiften, og derfor har vi vurderet, at der er en forskel.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er nu fru Margrethe Vestager.

Det er med en radikal tilgang lidt ærgerligt, at diskussionen om SF's beslutningsforslag i dag i meget vid udstrækning er blevet til en diskussion om, hvorvidt man nu har råd eller ikke har råd til at betale takststigningerne. Vi håber meget, at debatten, men jo også udvalgsbehandlingen kan bruges til en mere principiel debat i tre forskellige dimensioner.
     Den ene dimension er selve debatten om, hvorvidt Folketinget skal reparere på en dårlig politik ét sted, når den så giver sig negative udslag et andet sted, for meget tyder jo på, når man ser ud over landet, at nogle kommuner har oplevet sig presset til på baggrund af regeringens påbud om takstnedsættelser at sætte taksterne op andre steder, sandsynligvis på grund af en skævt fordelt kompensation.
     Derfor er hele det principielle spørgsmål, om vi, fordi der sker noget, som er negativt, ét sted, skal gøre noget for at rette op på effekten et andet sted. Det var det ene. Skal vi virkelig gå ind og reparere på noget, som vi har været uenige i?
     Det andet er også et principielt spørgsmål, for der har jo været politisk vilje til at lægge en ramme over fritidshjemsbetalingen. Den blev jo lavet, dengang fritidshjem var den altdominerende mulighed, hvis børn skulle passes efter skoletid. I mellemtiden har vi så fået SFO'er, rigtig mange af dem endda; jeg tror, at fritidshjem efterhånden begynder at være undtagelsen.
     Derfor er det principielle spørgsmål, som nu rejser sig, om det, der i virkeligheden sker i øjeblikket, er, at man fjerner loftet over betalingen for fritidstilbud, eller om der sker noget andet. Mange steder virker det, som om grundene til, at man overgår til SFO, ikke er pædagogiske eller sammenhængsbetingede, men betingede af, at der ikke er et loft over betalingen for SFO.
     Derfor håber vi, at vi kan få en udredning over, hvordan hele den bevægelse sker i øjeblikket, og ikke som regeringen siger, at det er noget, som vi følger på et eller andet diffust tidspunkt, men at vi kan gøre det i udvalgsbehandlingen.
     Sidst, men ikke mindst er der jo diskussionen om samspillet mellem SFO og skolen. I grundloven er det slået fast, at det at gå i folkeskolen er vederlagsfrit, at det er gratis. Derfor synes jeg, at de partier, som går ind for, at der skal være et stadig større samspil mellem skole og skolefritidsordning, skylder at forklare, hvordan forældrene,
i det øjeblik det bliver nødvendigt at gå i skolefritidsordning for at få det fulde udbytte af skoleundervisningen - f.eks. fordi det er dér, man kan få lektiehjælp, eller fordi man trækker på hinandens forskellige ressourcer under den fælles ledelse - kan blive ved med at skulle betale for skolefritidsordningen. Vi håber meget, at vi kan tage de her drøftelser op i udvalgsarbejdet, og vil også lade vores stillingtagen til forslaget afhænge af de diskussioner, vi kan have i udvalgsbehandlingen. Det Radikale Venstre har haft den position hidindtil, at der ikke skulle være et loft over betalingen, men det var som sagt også i lyset af den daværende situation, hvor vi hverken havde regeringens hersen med priserne på dagpasningsområdet som sådan, hvor der stadig væk var mulighed for at lave fritidshjem på en helt anderledes fri måde, og hvor vi ikke så udviklingen i retning af et stadig tættere samspil mellem skole og SFO. Vi håber, vi kan afklare det i udvalgsbehandlingen, og tager ministerens velvilje i forhold til at følge udviklingen som et tilsagn om, at det også vil kunne lade sig gøre på relativt kort sigt.

Ja tak. Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er nok ikke nogen overraskelse for nogen, at Enhedslisten kan støtte det her forslag, og at vi synes, det er en rigtig god idé, at SF har fremsat det.
     Jeg vil komme med nogle kommentarer til noget af det, der har været sagt i debatten. Eksempelvis blev der sagt, at man med det her forslag vil tage fra de fattige og give til de rige, fordi mekanismen er den, at der i dag er nogle, der får fripladser og derfor ingenting betaler, og det er selvfølgelig den fattigste gruppe, og at alle dem, der i dag betaler, naturligvis ville få gavn af, at man lagde et loft over, såfremt ens kommune altså i dag ligger over loftet på de 25 pct.

     Til det vil jeg sige, at nu er det jo ikke alle de ting, der foregår i samfundet, som finansieres ved at tage fra de fattigste. Jeg forestiller mig ikke, at de 600 mio. kr. bliver taget fra de fattigste. Hvis jeg skulle lave en finansieringsmodel på det her, så kunne man f.eks. tage pengene fra hjemmeværnet. Altså, hvis vi nu tager 800 mio. kr., som vi hvert år betaler til hjemmeværnet, og bruger dem på, at SFO'erne skal have et loft på 25 pct., så har vi vel ikke taget pengene fra de fattigste.
     Jeg er klar over, at der er en fuldstændig fantasiforladthed i regeringen, når det kommer til finansiering af diverse ting, og at det derfor oftest er sådan, at det går ud over de fattigste. Vi er andre, som har en lidt anden indstilling til, hvordan samfundsøkonomien skal hænge sammen, og derfor er det ikke noget problem at finde de
600 mio. kr., der skal til for at løfte det her forslag. Jeg vil sige, at hvis man gerne vil finde på andre interessante finansieringskilder, kan man gå ind på Enhedslistens hjemmeside. Vi mangler at bruge 28 mia. kr. Så hvis man vil tage pengene andre steder fra end fra hjemmeværnet, så kan man hente inspiration på Enhedslistens hjemmeside til den slags. Så der er altså ikke noget, der går ud over de fattigste med det her. Tværtimod er det sådan, at det går ud over - og gå ud over er altså positivt ment - alle dem, som kommer til at betale mindre for deres SFO-plads. Og dem, det selvfølgelig primært kommer til gavn, er jo dem, der har svært ved at betale det i dag. Så synes jeg, det er meget flot sagt, at stigningen jo blot er nogle og fyrre kroner i gennemsnit. Javel, men det er jo netop i gennemsnit, og det hjælper jo sådan set ikke den enkelte familie meget i den kommune, som ligger væsentligt over gennemsnittet, at det på landsplan gennemsnitligt er nogle og fyrre kroner. For den familie er konsekvensen, at de må tage deres barn ud af SFO'en, og at deres barn derfor ikke kan deltage i det pædagogiske tilbud og ikke kan deltage i det fællesskab, der er med de andre børn. Så hvis man skal tage udgangspunkt i det enkelte barn og i den enkelte borger
- og det synes jeg sådan set vi skal - er de der gennemsnitstal og gennemsnitsberegninger sikkert meget godt, hvis man er i færd med at lave en eller anden spindagsorden, men hvis det, man gerne vil, er at drive et samfund på bedst mulige måde, kan vi ikke bruge de gennemsnitsberegninger til noget som helst. Så bliver det sagt, at man da går ud fra, at kommunerne er børnevenlige. Nå! Det var da alligevel et interessant udsagn i disse dage, hvor der bliver diskuteret elevplaner på stort set alle de danske skoler. Det kunne være, man skulle lade det være op til kommunerne at styre de danske folkeskoler, for det fungerer ikke specielt godt, når ministeriet går ind og blander sig. Men der har man åbenbart ikke haft tillid til kommunerne. Man har heller ikke haft tillid til kommunerne på det stræk, der handler om forældrebetaling for daginstitutioner. Det er så et tilfælde, som Enhedslisten bakker fuldstændig op om. Vi havde gerne set, de blev gratis, men en nedsættelse til 25 pct. går da også. Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor vi skal forvirre de her ting ind omkring det kommunale selvstyre, ud over hvis det selvfølgelig handler om, at man gerne vil tale udenom; at man ikke bryder sig specielt meget om at sige meget direkte til folk, at man for det første går ind for brugerbetaling, og at man for det andet ikke har tænkt sig at gøre det fjerneste ved, at der er børn i det her samfund, hvis forældre ikke har råd til, at de går i SFO. For det er jo sagens kerne. Sagens kerne er, at vi i det her Folketing er hamrende uenige om, i hvilket omfang der skal være brugerbetaling. Og der er Enhedslisten altså af samme opfattelse som SF, nemlig at brugerbetalingen skal begrænses, og vi ønsker, at man fra statens side går ind og lægger et loft, i det her tilfælde på 25 pct. Resten af daginstitutionerne så vi gerne blev gratis. Jeg tror, at det skulle være gjort klart, at Enhedslisten støtter det her forslag. Vi ser frem til, at vi også i fremtiden sammen med SF og andre vil kunne fremsætte forslag til nedbringelse af brugerbetaling, som ikke kun handler om SFO'erne.

Ja tak. Det er herefter ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Vigsø Bagge.

Stort set alle de undersøgelser, der bliver lavet i disse år, om børns trivsel, viser, at det, børn har behov for, primært er synlige og nærværende voksne og gode pædagogiske tilbud. Derfor er det så sørgeligt, at regeringens politik fører til, at kommunerne må køre kassetænkning hen over SFO'erne. Således har de været nødt til i visse kommuner at hæve priserne på SFO'erne så grelt, at visse forældre - og nogle steder rigtig mange forældre - har set sig nødsaget til at trække deres børn af SFO'erne, og så kan børnene gå rundt på gaden eller få en nøgle om halsen og rende rundt alene derhjemme, indtil forældrene kommer fra arbejde. Det er jo derfor, SF har fremsat det her forslag. Det er jo af hensyn til børnene.
     Faktum er, at priserne på fritidsordningerne stiger. En rapport, som der er blevet refereret til flere gange i løbet af i dag, fra 2007 udarbejdet i et samarbejde mellem FOA og analyseinstituttet Bureau 2000 viser, at den gennemsnitlige prisstigning på forældrebetaling i skolefritidsordningerne efter kommunalreformen er 3,8 pct. Der er andre nøgletal, der viser, at forældrebetalingen for fritidsordninger siden 1997 er steget rigtig meget mere, nemlig hele 50 pct., og det er en prisudvikling, der er dobbelt så stor som prisudviklingen
i resten af samfundet. Det er simpelt hen ikke rimeligt, at forældrene og dermed børnene står tilbage med den regning.

     Det kan godt være, at regeringen arbejder ud fra et skattestop, men hvad nytter det, hvis udgifterne til egenbetaling for forældrene bare stiger og stiger helt ude af proportioner med den almindelige prisstigning?
     Fordi der ikke er loft over forældrebetalingen på fritidsordninger, sker der i dag en flittig omlægningsaktivitet ude i kommunerne. Fritidshjem omlægges til fritidsordninger, så de økonomisk hårdt pressede kommuner kan øge forældrebetalingen, og det lugter langt væk af et hul
i lovgivningen, som skal lukkes. Vi ønsker selvfølgelig ikke, at kommunerne skal ramme udgiftsloftet, fordi udgifterne bliver større, og det er også derfor, vi har opfordret regeringen til at finde en finansieringsmodel, som fuldt ud kompenserer kommunerne økonomisk. Som jeg allerede har nævnt, var der i den sidste valgkamp stort set ikke noget parti i Folketinget, som ikke bejlede til børnefamilierne og til børnefamiliernes økonomi, og nu har vi altså muligheden for at sætte handling bag ordene. Men det er der altså bare nogle partier i Folketinget, som har glemt eller i hvert fald ikke ønsker at følge op, og det synes jeg er sørgeligt. Jeg vil sige tak til de partier, som har set med velvilje på SF's forslag og har opfordret til, at vi under udvalgsbehandlingen kan få klarlagt, hvad det er, der skal til, for at vi kan få drev i forslaget.

Jeg går ud fra, at fru Pernille Vigsø Bagge er bekendt med, at i 2005 indførte et flertal i Folketinget mulighed for fripladsordninger i SFO'erne. Det kunne den tidligere regering og det flertal, der var dengang, jo have gjort, hvis det lå dem så meget på sinde at sikre de økonomisk dårligt stillede familier nogle fornuftige muligheder, men det ligger altså det nuværende flertal mere på sinde, må man konstatere.
     Så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvor SF tænker sig, at de 600 mio. kr. skal hentes. Hvordan skal forslaget finansieres? Det synes jeg er rimeligt at vi får et bud på, når man kommer med en så forholdsvis stor udgift.

SF støtter ikke regeringens skattestop. Her i landet er der
1.700 mia. kr. i friværdi, så man kunne selvfølgelig begynde med at se på boligbeskatningen. Man kunne se på hjemmeværnet, som Enhedslisten påpeger, og man kunne se på de kampfly, forsvaret bruger en masse penge på. Der er uanede mængder af ting, man kunne tage pengene fra. Jeg synes, at noget af det vigtigste i dette samfund er gode forhold for vores børn. Jeg ved godt, at det måske ikke er et synspunkt, Dansk Folkeparti støtter, men det er nu engang sådan, at vi har et stort fokus på vores børn, og det er derfor, vi synes, der er rigtig mange ting, man kunne kigge på. Jeg vil meget gerne komme med en udførlig liste til Dansk Folkepartis ordfører.

Nu er der jo blevet redegjort for, at børnefamilierne ligesom en masse andre grupper i det danske samfund rent faktisk har fået nogle bedre økonomiske vilkår, bl.a. i kraft af den økonomiske politik, som bliver ført, men også i kraft af de muligheder, der er på børneområdet. På eksempelvis daginstitutionsområdet har Dansk Folkeparti og regeringen ud over at fastlægge et udgiftsloft lavet nogle puljer, som kommunerne kan søge på til ture ud i naturen og madordninger og motion osv. Det er noget, som regeringen og Dansk Folkeparti har stået sammen om, og det synes jeg beviser meget godt, at vi egentlig også sætter børnefamilierne ganske højt.
     Sådan som jeg forstår det, skal hjemmeværnet nedlægges, og der skal skæres i forsvarets økonomi for at finansiere forslaget, og det synes jeg er en mærkelig måde at finansiere det på. Men tror fru Pernille Vigsø Bagge ikke, at dengang SF havde mulighed for indflydelse i 1990'erne var det sådan, at når den daværende finanslovsordfører Jes Lunde skulle forhandle, kom han vel dels med et bud på, hvad han gerne ville have, dels med et bud på, hvor man kunne hente pengene,
i stedet for bare at stå på talerstolen og sige, at nu nedlægger vi hjemmeværnet, og så kan vi få råd til det. Synes SF's ordfører ikke, det er en lidt useriøs indgangsvinkel til spørgsmålet?

Naturligvis synes jeg ikke, det er et useriøst forslag. Jeg anerkender, at 600 mio. kr. er en sjat penge, men jeg anerkender også, at det har stor betydning, at vi giver vores børn nogle gode tilbud.
     Dansk Folkepartis ordfører nævner selv mad og bevægelse.
I den forbindelse synes jeg da, det er meget interessant, at Dansk Folkeparti gik i spidsen for at fjerne sodavandsafgiften i det sidste finanslovforslag, for jeg kan ikke se, hvordan det kan gavne hverken børns sundhed eller noget som helst andet. Lad mig foreslå, at vi igen pålægger sodavand en afgift i dette land, både af hensyn til børns sundhed og af hensyn til vores forslag, hvis Dansk Folkepartis ordfører savner flere finansieringsforslag.

I min ordførertale glemte jeg at nævne, at Socialdemokraterne jo har foreslået at gennemføre et takststop, som vil medføre et stop for de stigninger, der sker på SFO-området, og jeg er interesseret i at høre, om det er en model, som SF også overvejer. Det behøver ikke at være et enten-eller, men jeg vil høre, om SF er positiv over for et takststop. Vi kan jo se, at udgifterne rent faktisk stiger på en lang række institutioner.

Jeg synes, det er meget vigtigt at drøfte det kommunale selvstyre, og jeg synes, det er meget vigtigt at tage højde for det kommunale selvstyre, men jeg er ikke afvisende over for tanken. I SF vil vi meget gerne være med til at drøfte, om der skal være et reelt udgiftsstop på visse ydelser i den offentlige sektor.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.