Hermed fremsendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START><DOCUMENT_START> 4, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 18. april 2007 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om at styrke de ansattes retssikkerhed i forbindelse med overvågning (B 101).

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om at styrke de ansattes retssikkerhed i forbindelse med overvågning (B 101).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 18/4-07 fra HK Handel, vedrørende B 101, jf. B 101 – bilag 4.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet finder af principielle grunde ikke at burde kommentere den konkrete sag om tv-overvågning, som er omtalt i henvendelsen.

 

Om den oplysningspligt, der påhviler f.eks. en butiksindehaver, som tv-overvåger sit forretningslokale i kriminalitetsforebyggende øjemed, skal Justitsministeriet imidlertid bemærke følgende:

 

Som anført under pkt. 7.3.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger finder tv-overvågningsudvalget, at tv-overvågningslovens regler om skiltning mv. og persondatalovens regler om oplysningspligt bør opretholdes som to parallelle regelsæt, der begge skal iagttages ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Det skyldes, at den skiltningspligt, der følger af tv-overvågningslovens regler, ikke giver de berørte personer (de registrerede) ret til de samme oplysninger, som vedkommende har krav på efter persondataloven, herunder oplysning om bl.a. den dataansvarliges identitet og formålet med behandlingen.

 

I overensstemmelse med udvalgets anbefaling foreslås det udtrykkeligt præciseret i persondataloven, at denne lovs regler om oplysningspligt i §§ 29-30 gælder ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning uanset en eventuel skiltning mv. om overvågningen i medfør af tv-overvågningslovens regler, jf. pkt. 7.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

For så vidt angår tv-overvågning af steder, som benyttes til almindelig færdsel, vil den foreslåede bestemmelse normalt ikke medføre, at der – ud over det krav om skiltning mv., som følger af tv-overvågningslovens regler – vil være oplysningspligt over for de registrerede personer. Det skyldes, at et sådant krav i praksis normalt vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den dataansvarlige at opfylde, jf. persondatalovens § 29, stk. 3.

 

Det vil derimod ikke være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for en arbejdsgiver, der foretager tv-overvågning af en arbejdsplads, at opfylde oplysningspligten efter persondataloven over for sine ansatte.

 

Ved en sådan overvågning vil det derfor – ud over den skiltningspligt, som følger af tv-overvågningslovens regler – som udgangspunkt påhvile den dataansvarlige forud for tv-overvågningens iværksættelse at give meddelelse til den enkelte ansatte om tv-overvågningen med de oplysninger, som fremgår af persondataloven § 29, stk. 1. Denne meddelelse skal i overensstemmelse med Datatilsynets hidtidige praksis omfatte oplysning om bl.a. formålet med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt (f.eks. at formålet med overvågningen er at forebygge og opklare ansattes eventuelle kriminalitet). Meddelelsen skal desuden omfatte alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for den registreredes varetagelse af sine interesser.