Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes endeligt svar på spørgsmål nr. 52 og 53 (alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 24. september 2007.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 52 og 53 stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 24. september 2007 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del)

 

 

 

Spørgsmål 52

 

Vil ministeren på baggrund af, at der er et fald i antallet af danske studerende, som opholder sig i udlandet under en del af deres studier, tage initiativ til at få lettet mulighederne for at få merit for studier i udlandet?

 

Svar

 

Det er Videnskabsministeriets vurdering, ud fra det talmateriale ministeriet har til rådighed, at der gennem de seneste år har været en nogenlunde konstant andel af studerende, som tager et studieophold i udlandet. Ministeriet finder således ikke grundlag for at antage, at der har været et fald i andelen af studerende, som tager et studieophold i udlandet.

 

Det er samtidig min opfattelse, at der ikke behøver at være en sammenhæng mellem den andel studerende, som tager et studieophold i udlandet, og mulighederne for efterfølgende at få merit. Andre forhold kan lige så vel være afgørende for, hvorvidt studerende vælger at tage et studieophold i udlandet, fx beskæftigelsesmuligheder m.v.

 

I forbindelse med planlægning af studieophold i udlandet er det imidlertid meget relevant, at den studerende søger om forhåndsmerit ved studienævnet med henblik på at få fastlagt, om de påtænkte uddannelseselementer fra udlandet kan give fuld merit, eller om den studerende eventuelt bør overveje andre uddannelseselementer under sit studieophold i udlandet. Herved får den studerende sikkerhed for, at uddannelseselementerne har faglig relevans og sammenhæng med den uddannelse, som den studerende er optaget på i Danmark.

 

Afgørelse om merit foretages af studienævnet ud fra en objektiv faglig vurdering af, hvorvidt de uddannelseselementer, der gennemføres i udlandet, kan erstatte uddannelseselementer, som den studerende ellers skulle have gennemført i Danmark. Det er ikke mit indtryk, at studienævnene gennem de senere år har skærpet deres afgørelser om meritoverførsel.

 

Med det formål at styrke de studerendes retssikkerhed og sikre en mere ensartet meritpraksis bliver det nu muligt for de studerende at få efterprøvet, om studienævnet har truffet en fagligt korrekt afgørelse om merit eller forhåndsmerit af et ankenævn. Nedsættelsen af meritankenævn følger af ændring af universitetsloven, jf. lov nr. 567 af 6. juni 2007. Det er min forventning, at reglerne om de nye meritankenævn vil få virkning fra februar 2008.

 

Jeg finder derfor ikke behov for yderligere initiativer, for så vidt angår regulering af meritoverførsel.

 

Spørgsmål 53

 

Vil ministeren på baggrund af, at der er et fald i antallet af danske studerende, som opholder sig i udlandet under en del af deres studier, gennemføre en undersøgelse af, om de danske SU-regler er blevet så stramme, så de i praksis modviker, at studerende gennemfører en del af deres uddannelse i udlandet?

 

Svar

 

Ministeriet har indhentet følgende svar fra Undervisningsministeriet:

 

Med virkning fra juli 1992 blev reglerne om adgang til SU til studieophold i udlandet, som vi kender dem i dag, indført. SU-berettigelsen er betinget af, at studieopholdet er godkendt af den danske uddannelsesinstitution som et led i en støtteberettigende uddannelse i Danmark. Reglerne om SU til studieophold i udlandet som et led i en uddannelse i Danmark er ikke senere blevet strammet.