Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 5 (Alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 2. november 2006.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 5 stillet af  Udvalget for Videnskab og Teknologi den 2. november 2006 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del ).

 

 

Spørgsmål 5

 

Er der nye fakta omkring sammenhængen mellem stråling fra mobiltelefoner og forekomsten af svulster i hjernen hos børn?

 

Svar

 

Spørgsmålet er forelagt henholdsvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet og forskningschef Jørgen H. Olsen, Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse.

 

Forskningschef Jørgen H. Olsen har under det strategiske forskningsprogram for ikke-ioniserende stråling modtaget bevilling til et forskningsprojekt, der blandt andet skal gennemføre en case-controlundersøgelse af sammenhængen mellem brug af mobiltelefoner og risiko for hjernesvulster hos børn og unge.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at spørgsmålet er af sundhedsfaglig karakter og har henvist til svar fra Sundhedsstyrelsen.

 

Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:

 

”Der er ikke offentliggjort videnskabelige undersøgelser af denne problemstilling. Men der er i øjeblikket to undersøgelser i gang. I Danmark koordinerer forskere ved Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, en nordisk undersøgelse, hvor anvendelsen af mobiltelefoner blandt børn og unge der får diagnosticeret en svulst i hjernen sammenlignes med raske børn og unges anvendelse af mobiltelefon. Undersøgelsens resultater vil være af afgørende betydning for vores viden om problemstillingen, fordi forskerne har adgang til samtlige børn og unge i de nordiske lande, hvor sygehusvæsenet er offentligt og registrering af sygdom foregår uanset social status. Den danske del af undersøgelsen er støttet af Det Strategiske Forskningsråd, der gennem Programkomiteen for ikke-ioniserende stråling har uddelt 30 millioner kroner i 2004 og 2005 til forskning inden for dette område. Resultaterne af undersøgelsen kan først forventes sent i 2009.

 

En lignende undersøgelse er i øjeblikket ved at blive diskuteret i europæisk regi med koordination fra International Agency for Research on Cancer (IARC), der er Verdenssundhedsorganisationens (WHO) kræftforskningsinstitut beliggende i Lyon, Frankrig. Denne undersøgelse vil blive gennemført efter de samme principper, men der foreligger endnu ikke en videnskabelig protokol eller et økonomisk fundament for undersøgelsen.

 

Som oplysning til spørgeren skal det bemærkes, at der ikke udgår stråler fra en mobiltelefon, men at der dannes et elektromagnetisk felt særligt omkring antennen. Den eksponering man får fra en mobiltelefon kan derfor ikke sammenlignes med stråling fra radioaktive kilder. Radioaktive kilder kan fremkalde ionisering, hvilket ikke er tilfældet ved udsættelse for magnetfeltet fra en mobiltelefons antenne.”

 

Udtalelse fra forskningschef Jørgen H. Olsen, Kræftens Bekæmpelse fremgår af vedlagte brev af 20. november 2006.

 

Jeg kan henholde mig til det af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og forskningschef Jørgen H. Olsen, Kræftens Bekæmpelse oplyste.

 

Til udvalgets yderligere information kan jeg oplyse, at jeg er opmærksom på, at Dagens Medicin den 24. november 2006 har en omtale af et forskningsprojekt om mellem mulige effekter af mobiltelefoner på hjernens stofskifte. Jeg vil bede programkomiteen for Ikke-ioniserede Stråling under Det Strategiske Forskningsråd om en redegørelse for status på dette projekt. Redegørelsen vil blive sendt til udvalget.