Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 17, 18 og 19 (Alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 19. marts 2007.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 17, 18 og 19 stillet af  Udvalget for Videnskab og Teknologi den 19. marts 2007 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del)

 

 

 

Spørgsmål 17

 

Ministeren bedes kommentere den stigende tendens til brugerbetaling ad bagdøren på universitetsuddannelser, jf. vedlagte artikel fra Urban den 14. marts 2007: ”Studerende presset til brugerbetaling”.

 

Svar

 

Det følger af universitetsloven, at det er universiteterne, som forestår tilrettelæggelse af undervisning og prøver. Universiteterne fastsætter således i studieordningen, hvilke faglige krav der skal gælde for den enkelte prøve, herunder hvilke faglige mål den studerende skal testes for. Dette er en del af universiteternes faglige selvstyre.

 

Det er således universiteternes ansvar at sikre, at undervisningen tilrettelægges og gennemføres på en sådan måde, at den undervisning, de studerende modtager, sætter dem i stand til at opfylde de mål for uddannelsens prøver, som er fastlagt i bekendtgørelser, studieordning mv. 

Jeg forudsætter derfor, at universitetets ledelse sørger for, at de studerende er rustet til at gå til eksamen.

Universitetet kan naturligvis ikke forhindre den enkelte studerende i at opsøge yderligere forberedelse til en konkret eksamen.

 

Spørgsmål 18

 

Ministeren bedes redegøre for omfanget af denne tendens på andre studieretninger og på andre universiteter i Danmark.

 

Svar

 

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling råder ikke over oplysninger, herunder talmateriale, om eventuelle private kurser, som er rettet mod universitetsstuderende. 

 

 

Spørgsmål 19

 

Ministeren bedes redegøre for, hvilke initiativer regeringen vil tage for at stoppe denne tendens.

 

 

Svar

 

Universiteterne er selvejende institutioner, og ministeren har kun mulighed for at gribe ind, hvis et universitet handler i strid med gældende ret.

 

Jeg henviser til svaret på spørgsmål 17.