NOTAT

 

Dato:

12. april 2007

Kontor:

Internationalt

J.nr.:

2007/4111-278

Sagsbeh.:

cpo

Fil-navn:

UUI spm. 93

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 93 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 15. marts 2007 (alm. del).

 

Spørgsmål:

 

Ministeren bedes redegøre for i hvilke sammenhænge Danmark generelt deltager i det europæiske grænsesamarbejde FRONTEX.

 

Svar:

 

Efter artikel 21 i forordning (EF) 2007/2004 om oprettelsen af et europæisk agentur for forvaltningen af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (Frontex) sammensættes bestyrelsen for Frontex af en repræsentant for hver medlemsstat og to repræsentanter for Kommissionen. Danmark har udpeget en repræsentant til bestyrelsen og deltager aktivt i arbejdet i bestyrelsen og andre aktiviteter under Frontex.

 

Når der kommer konkrete anmodninger til medlemsstaterne om at bidrage til fælles operationer koordineret af Frontex, tager Danmark stilling til, om man i den konkrete situation har mulighed for at bidrage med mandskab eller teknisk udstyr.

 

For så vidt angår det centrale register for teknisk udstyr under Frontex har Danmark netop meddelt Frontex, at Danmark kan stille et medicinsk støttemodul, der indeholder sundhedspersonale og udstyr til nødbehandling, herunder nødoperationer, sundhedsfagligt personale til det at løse opgaver ombord på patruljeskibe, mobile kontorer med mulighed for internt computernetværk og diverse kommunikationsmidler samt firhjulstrukne køretøjer til rådighed for registeret. Danmark har samtidig meddelt Frontex, at Danmark fortsat overvejer, om det er muligt at stille yderligere materiel til rådighed for det centrale register.