|
|
Dato: |
|
|
Kontor: |
Visum, Udsendelser og Humanitære sager |
|
|
J.nr.: |
2006/4110-512 |
|
|
Sagsbeh.: |
SBC |
|
|
Fil-navn: |
UUI spm. nr. 7 |
|
|
                                                      Â
|
|
|
Besvarelse af spørgsmål nr. 7 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik den 10. oktober 2006 (UUI alm. del – spørgsmål nr. 7).
Spørgsmål:
Â
Svar:
Efter udlændingeloven kan der gives humanitær opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.
Det beror på et skøn, om der foreligger sådanne særlige humanitære hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse.
Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at meddelelse af humanitær opholdstilladelse har undtagelsens karakter, og at reglen har et snævert anvendelsesområde, idet de humanitære hensyn skal tale afgørende for, at tilladelse gives.
Praksis er siden indførelsen af bestemmelsen løbende blevet præciseret og korrigeret. Folketinget er løbende blevet orienteret herom, ligesom Folketinget siden 1993 kvartalsvis har modtaget et resumé af de sager, hvor Integrationsministeriet har givet humanitær opholdstilladelse. Der kan endvidere henvises til Integrationsministeriets notat af 6. april 2006 om praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, der ligeledes er oversendt til Folketingets Integrationsudvalg (Folketingsåret 2005-2006, UUI, almindelig del – bilag 136).
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen om humanitær opholdstilladelse, at den subjektive frygt, som en ansøger kan tænkes at nære over for tanken om hjemsendelse, kan indebære et sådant meget betydeligt nervepres for den pågældende, at dette kan tale for opholdstilladelse.
Det forhold, at en ansøger nærer alvorlig subjektiv frygt for tilbagevenden til hjemlandet, kan således inddrages som et moment blandt flere ved vurderingen af, om der kan gives humanitær opholdstilladelse. I almindelighed kan subjektiv frygt for tilbagevenden til hjemlandet altså ikke i sig selv begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, mens den omstændighed, at en person nærer subjektiv frygt, i kombination med andre vægtige forhold i sagen kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.
Ministeriets praksis for anvendelsen af dette kriterium i forbindelse med vurderingen af, om der kan gives humanitær opholdstilladelse, er restriktiv. Dette hænger sammen med, at det er asylmyndighederne, dvs. Udlændingeservice og Flygtningenævnet, der i forbindelse med asylsagens behandling tager stilling til, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Betydningen af ansøgerens subjektive frygt indgår i denne asylretlige vurdering. En eventuel humanitær opholdstilladelse skal således være begrundet i andre humanitære hensyn.
I relation til sager om humanitær opholdstilladelse kan kriteriet subjektiv frygt efter omstændighederne tillægges særlig vægt i sager vedrørende kvindelige ansøgere, hvorom det kan lægges til grund, at den pågældende kort tid før udrejsen af hjemlandet har været udsat for voldtægt af myndighedspersoner, og hvor den kvindelige ansøger på den baggrund lider af en massiv subjektiv frygt for tilbagevenden.
Det skal understreges, at spørgsmål om, hvorvidt der er en velbegrundet risiko for asylrelevant forfølgelse på baggrund af en konkret trussel, ikke indgår i vurderingen af, hvorvidt der kan gives humanitær opholdstilladelse. Sådanne spørgsmål behandles i stedet for af asylmyndighederne, dvs. Udlændingeservice og Flygtningenævnet.
Sager om humanitær opholdstilladelse vedrørende prostituerede nigerianske kvinder vurderes som alle andre sager konkret og individuelt. De pågældendes eventuelle subjektive frygt for at vende tilbage til hjemlandet inddrages – i overensstemmelse med den ovenfor beskrevne praksis – som et moment blandt flere ved vurderingen af, om humanitær opholdstilladelse kan gives. Den omstændighed, at en kvinde har været tvangsprostitueret og frygter for at møde sine bagmænd ved en tilbagevenden til hjemlandet kan således ikke i sig selv føre til meddelelse af humanitær opholdstilladelse.
Der er ikke i praksis i de senere år forekommet eksempler på, at nigerianske kvinder har fået humanitær opholdstilladelse med henvisning til dette kriterium.
For så vidt angår den del af spørgsmålet, der vedrører oplysninger om, hvordan Danmarks nabolande behandler anmodninger om humanitære opholdstilladelser fra prostituerede, som nærer frygt for at møde deres bagmænd i tilfælde af hjemsendelse, har ministeriet indhentet oplysninger fra Norge og Sverige.
Som udgangspunkt medfører det ikke flygtningestatus eller meddelelse af opholdstilladelse i Norge, at en ansøger har været tvunget ud i prostitution.
De norske myndigheder har i forlængelse heraf oplyst, at meddelelse af asyl altid forudsætter, at de almindelige betingelser for flygtningestatus er til stede, herunder at der foreligger en af de i Flygtningekonventionen indeholdte årsager til forfølgelse, og at der er tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem forfølgelsen og konventionsårsagen. Der er således i nogle sager meddelt flygtningestatus (asyl) til tvangsprostituerede, fordi de pågældende ville risikere forfølgelse fra bagmænd i hjemlandet, som hjemlandets myndigheder ikke var i stand til at beskytte dem imod.
De svenske myndigheder har oplyst, at det ikke er sandsynligt, at en prostitueret vil få meddelt opholdstilladelse på grundlag af et generelt trusselsbillede. For at opnå flygtningestatus eller opholdtilladelse må de almindelige betingelser herfor være til stede, herunder at der er en konkret trussel og en velbegrundet risiko for asylrelevant forfølgelse, eller at der foreligger tungtvejende humanitære hensyn.
De svenske myndigheder har også oplyst, at der ikke er kendskab til ansøgninger om opholdstilladelse fra prostituerede, som nærer frygt for at møde bagmændene i tilfælde af hjemsendelse.