Dato:

22. januar 2007

Kontor:

Udlændingelovskontoret

J.nr.:

2006/4111-266

Sagsbeh.:

SAM

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 47 stillet af Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 14. december 2006 (alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes som opfølgning på samråd vedrørende samrådsspørgsmål H-I oplyse, om regeringen følger UNHCR’s henstillinger for så vidt angår brug af motivationsfremmende foranstaltninger og hjemsendelse af irakiske asylansøgere.”

 

Svar:

 

Når en afvist asylansøger er meddelt endeligt afslag på asyl og eventuelt humanitær opholdstilladelse, og når der således er foretaget en indgående vurdering af, hvorvidt den pågældende kan meddeles opholdstilladelse efter de gældende regler, er vedkommende forpligtet til at udrejse af landet. Politiet foretager en udrejsekontrol af den pågældende og indskærper i den forbindelse den pågældendes forpligtelse til at udrejse af landet.

 

I tilfælde af, at en afvist asylansøger ikke vil medvirke til frivillig udsendelse, kan politiet indstille til Udlændingeservice, at der iværksættes forskellige former for motivationsfremmende foranstaltninger, herunder kostpengeordningen, overflytning til et udsendelsescenter og meldepligt i et udsendelsescenter. Foranstaltningerne har til hensigt at motivere den enkelte afviste asylansøger til at udrejse frivilligt af Danmark.

 

Motivationsfremmende foranstaltninger pålægges således kun, når det er slået fast, at den pågældende asylansøger ikke kan meddeles asyl eller anden form for opholdstilladelse i Danmark.

 

Det forhold, at der ikke for tiden kan ske en tvangsmæssig udsendelse af afviste irakiske asylansøgere, fritager ikke de pågældende fra pligten til at udrejse, idet det er muligt for afviste irakiske asylansøgere at vende frivilligt tilbage til Irak. Afviste irakiske asylansøgere kan derfor – ligesom afviste asylansøgere fra andre lande, der ikke medvirker til en frivillig udsendelse – pålægges motivationsfremmende foranstaltninger.

 

Regeringen har ikke aktuelt planer om særlige foranstaltninger i forhold til gruppen af afviste irakiske asylansøgere. Der vil i givet fald være tale om særbehandling af afviste irakiske asylansøgere i forhold til afviste asylansøgere fra andre lande, hvilket jeg ikke finder rimeligt i den foreliggende situation.