Dato:

22. januar 2007

Kontor:

Udlændingelovskontoret

J.nr.:

2006/4111-266

Sagsbeh.:

SAM

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 46 stillet af Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 14. december 2006 (alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes som opfølgning på samråd vedrørende samrådsspørgsmål H-I oplyse, om ministeren kan garantere, at afviste asylansøgere, som er psykisk syge, kan få behandling i henholdsvis Irak og Kosovo.”

 

Svar:

 

Efter udlændingeloven kan der gives humanitær opholdstilladelse til en udlænding – herunder en afvist asylansøger fra henholdsvis Irak og Kosovo-provinsen i Serbien – hvis væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

 

Afgørelsen af, om der foreligger særlige humanitære hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse, beror således på et skøn.

 

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen om humanitær opholdstilladelse, at det har undtagelsens karakter, at der gives humanitær opholdstilladelse, og at bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde, idet de humanitære hensyn skal tale afgørende for, at tilladelse gives. Ministeriets praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse er fastlagt i overensstemmelse hermed. Der kan herved henvises til Integrationsministeriets notat af 6. april 2006 om praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, der er oversendt til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik (Folketingsåret 2005-2006, UUI, alm. del – bilag 136).

 

Som det fremgår af det nævnte praksisnotat kan bl.a. psykisk sygdom af meget alvorlig karakter begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. I overensstemmelse med det i forarbejderne anførte om, at det har undtagelsens karakter, at der gives humanitær opholdstilladelse, er det alene egentlige sindssygdomme, der efter praksis kan betegnes som psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter.

 

Det er bl.a. en betingelse for at meddele humanitær opholdstilladelse, at udlændingen ikke har mulighed for at modtage den fornødne sundhedsbehandling i sit hjemland.

 

En udlænding, der lider af en psykisk sygdom af meget alvorlig karakter, og som kan modtage den fornødne sundhedsbehandling i sit hjemland, kan således normalt ikke gives humanitær opholdstilladelse. Det undersøges som udgangspunkt i et sådant tilfælde, normalt via den danske ambassade i det pågældende land eller via andre kilder, om behandlingsmulighederne er til stede. Hvis dette er tilfældet, gives der som udgangspunkt afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning til, at udlændingen kan modtage den fornødne sundhedsbehandling i sit hjemland. Er behandlingsmulighederne derimod ikke til stede i hjemlandet, meddeles den pågældende opholdstilladelse.