Dato:

25. januar 2007

Kontor:

Erhvervs- og Familiesammenføringskontoret

J.nr.:

2006/4111-255

Sagsbeh.:

hkc

Fil-navn:

IU 38 besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 38 stillet af Folketingets Integrationsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 8. december 2006 (Alm. Del).

 

Spørgsmål:

”Hvad agter ministeren at gøre for at undgå gentagelsestilfælde, f.eks. i forbindelse med yngre søskende i familier eller miljøer, hvor afslagene dokumenterer at tvangsægteskaber med stor sandsynlighed finder sted?”

Svar:

Ved behandlingen af en ansøgning om ægtefællesammenføring vurderer udlændingemyndighederne, om det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters eget ønske. Såfremt udlændingemyndighederne under sagens behandling modtager oplysninger om, at der på et tidligere tidspunkt har været tilfælde af tvangsægteskab blandt eksempelvis søskende til enten den herboende eller ansøger, vil denne oplysning indgå i myndighedernes samlede vurdering af sagen.

 

Jeg kan endvidere oplyse, at regeringen støtter en lang række initiativer til bekæmpelse af tvangsægteskaber m.v.

 

Dette drejer sig både om initiativer, der generelt har til formål at modvirke tvangsægteskaber og generationskonflikter blandt etniske minoriteter, og om konkrete tilbud om hjælp til den enkelte unge, der presses til at indgå et ægteskab mod den unges eget ønske.

 

De konkrete tilbud om hjælp omfatter bl.a. telefonrådgivning for unge, der har behov for hjælp på grund af pres fra familien, og – i de mere alvorlige tilfælde – bosteder til unge piger og kvinder, der har været udsat for tvangsægteskab eller har andre alvorlige generationskonflikter med familien.

 

Der er endvidere som led i den generelle indsats givet støtte til en række holdningsbearbejdende initiativer, herunder projekter der er målrettet unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, og hvis overordnede formål er holdningsbearbejdning i forhold til kønsroller, uønsket ægteskabsindgåelse, genopdragelsesrejser, vold m.v. Endvidere er der givet støtte til en foredragsrække for forældregenerationen om bekæmpelse af tvangsægteskaber og æresdrab i Danmark.