UDENRIGSMINISTERIET

 

Den  9. oktober 2007

 

Spørgsmål fra Folketingets Udenrigsudvalg

Nr. 80 af 27. september 2007

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 80:  

 

Hvordan er Danmarks erfaringer med at screene/integrere klima i multilaterale bistandsindsatser, herunder hvilke barrierer er der for integration?

 

Svar:

 

Arbejdet med at integrere klima i de multilaterale organisationers arbejde varierer stærkt fra organisation til organisation, bl.a. afhængigt af relevansen af klimarelaterede problemstillinger for den pågældende organisations mandat og arbejdsområde. I de mest klimaorienterede organisationer som GEF og UNEP er der en naturlig forståelse for klimaudfordringen, også indenfor områder af organisationernes arbejde, som ikke er direkte klimarettede. Selv i GEF er klimasikring dog af nyere dato, idet det danske forslag herom gennemføres med virkning fra genopfyldningsaftalen for perioden 2006-2010. I UNEP er klimaforandringer udpeget som et strategisk prioritetsområde.

 

Danmark har arbejdet tæt sammen med Verdensbanken om udvikling af screening-redskaber, hvorimod der fra dansk side ikke er gennemført selvstændig dansk klimascreening af multilaterale organisationers projekter eller programmer.  

 

Den prioritet som klimaudfordringen gives i de enkelte organisationer afspejler naturligt nok organisationens mandat og arbejdsopgaver. Et øget pres fra organisationernes bestyrelsesmedlemmer, herunder udviklingslandenes repræsentanter, er væsentlig for at fremme organisationernes befatning med udfordringen. Klimahensynet vurderes dog at ville opnå øget prioritet i organisationerne i takt med at klimaudfordringen opnår bredere politisk bevågenhed.     

Â