UDENRIGSMINISTERIET                                                    Den 16. maj 2007

Sydgruppen

 

Udenrigsudvalgets spørgsmål nr. 40 (URU alm. del) af 27. april 2007.

 

 

 

Spørgsmål 40:

” Er det korrekt, at Verdensbanken har indefrosset et lån på 100 mio. USD til Ecuador, jf. artikel i Information den 23. april 2007 omdelt på URU alm. del - bilag 162?”

 

Svar:

Et af bestyrelsen godkendt lån fra Verdensbanken til Ecuador på 100 mio. USD blev i slutningen af 2005 annulleret. Lånet bortfaldt, fordi det ikke inden for den gældende tidsramme var blevet underskrevet af begge parter. Lånet havde, ligesom et tidligere af samme type, til formål at støtte gennemførelsen af Gutierrez-regeringens strategi for makroøkonomisk konsolidering og stabilisering. Strategien indebar bl.a. en skattereform, der skulle skabe et mere progressivt beskatningssystem samt gennemførelse af reformer, der sikrede, at en del af skatteindtægterne blev anvendt til at nedbringe udlandsgælden. Strategien indeholdt planer om etablering af en stabiliseringsfond, der skulle kanalisere en del af de olieindtægter, der var opnået som følge af høje priser, til tilbagebetaling af gæld.