UDENRIGSMINISTERIET                                                              Den   20. december 2006.

Sydgruppen

 

                                                                                                             Udenrigsudvalgets spørgsmål

nr. 12 (URU alm. del) af 13. december 2006 stillet af Mette Gjerskov.

 

 

Spørgsmål 12:

”Ministeren bedes redegøre for, hvordan udgifterne på 18 mio. DKK til projektet "dilemma.dk" er fordelt på henholdsvis administration, folkeoplysning og projektbistand, og herunder oplyse om udgiftsfordelingen for så vidt angår de 6 mio. DKK, som kontrakten med konsulentfirmaet Carl Bro koster”.

 

Svar:

Udgifterne til dilemma.dk initiativet beløber sig til op til 18 mio. DKK. Heraf går 6 mio. DKK til kontrakten med Carl Bro (finanslovskonto §06.32.04.12, firmarådgivere), medens op til 12 mio. DKK bruges til finansiering af fem konkrete udviklingsprojekter i fem danske programsamarbejdslande i Afrika (finanslovskonto §06.33.01.12, miniprogrammer). For så vidt angår kontrakten med Carl Bro er denne ikke budgetmæssigt opdelt i administration, folkeoplysning mv. Der er tale om en konsulentkontrakt om løsning af en konkret opgave med særskilte budgetlinier for forskellige udgiftstyper i form af konsulenthonorarer, bistandsfaglig ekspertise, transport og overnatninger, opbygning af hjemmeside og mediekampagner mv. Konkret er der i kontrakten med Carl Bro tre hovedbudgetlinier med honorarer til konsulenter og bistandsfaglig ekspertise (3,75 mio. DKK), projekt-relaterede udgifter inkl. mediekampagne og opbygning af dilemma.dk hjemmeside (1,8 mio. DKK) samt udgifter relateret til fly, hotel, forsikring mv. (436.000 DKK).