STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  1. oktober 2007

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål 3 (UFF alm. del) stillet af Udvalget vedrørende Færøske Forhold.

 

 

 

 

Spørgsmål:

 

”I forlængelse af UFF alm. del – spm. 1 ønskes oplyst, hvor mange love (herunder internationale traktater og aftaler), bekendtgørelser og forordninger, der er sat i kraft for Færøerne i perioden 14. maj 1998 til 29. marts 2005 og fra 1. april 2005 frem til i dag, uden at de færøske myndigheder (Landsstyre/Lagting) har vedtaget det?”

 

 

Svar:

 

Indledningsvist bemærkes, at Statsministeriet med hensyn til ”forordninger” antager, at der sigtes til EU-forordninger. Det kan i den forbindelse oplyses, at såfremt bestemmelser svarende til EU-forordninger på områder under de danske myndigheders kompetence ønskes ikraftsat for Færøerne, sker dette ved lov, eller – hvis der i gældende lovgivning på Færøerne er hjemmel hertil – ved bekendtgørelse. Besvarelsen indeholder derfor ikke specifikke oplysninger vedrørende forordninger.

 

I besvarelsen sondres mellem henholdsvis love og anordninger (herunder kongelige anordninger hvorved love sættes i kraft for Færøerne), bekendtgørelser og internationale traktater, aftaler mv.

 

Vedrørende ikrafttræden for Færøerne af love og anordninger, kan følgende oplyses på baggrund af Statsministeriets gennemgang af Kunngerða­blaðið B i de perioder, spørgsmålet omhandler, og på baggrund af oplysninger modtaget fra Lagmandens Kontor:


 

 

Perioder

Love og anordninger kundgjort i Kunngerðablaðið B

I alt

Heraf ses forudgående forelæggelse for de færøske myndigheder (via landsstyret), herunder i form af lovforslag

Heraf ses ikke forudgående forelæggelse for de færøske myndigheder

Ses forelagt de færøske myndigheder:

Landsstyrets tilslutning ses ikke at foreligge

Tilslutning ses ikke fra Lagtinget:

 

Ikke forelagt Lagtinget

Tilslutning ses ikke fra Lagtinget:

 

Forelagt Lagtinget

14.5.1998 - 29.3.2005

129

124

5

18

60

0

1.4.2005 - 9.2.2007

14

13

1

0

1

0

I alt

143

137

6

18

61

0

 

 

Tabellen viser for hele perioden 14. maj 1998 til 9. februar 2007, at der ud af 143 love og anordninger, som er trådt i kraft for Færøerne, er 6, som ikke forud herfor ses at have været forelagt for de færøske myndigheder, samt at der herudover er 18 forelagte love og anordninger, hvor landsstyrets tilslutning til ikrafttræden for Færøerne ikke ses at foreligge.

 

Det bemærkes, at oplysninger om kundgjorte love og anordninger i Kunngerða­blaðið B har været forelagt for Lagmandens Kontor, der på baggrund af en summarisk gennemgang af tilgængeligt materiale har bidraget til ovenstående oplysninger om inddragelsen af de færøske myndigheder.

 

Vedrørende ikrafttræden for Færøerne af bekendtgørelser kan det oplyses, at der i perioden 14. maj 1998 til 29. marts 2005 er kundgjort 163 bekendtgørelser og i perioden 1. april 2005 til 9. februar 2007 er kundgjort 44 bekendtgørelser i Kunngerðablaðið B. Spørgsmålet om tilvejebringelse af oplysninger om de færøske myndigheders tilslutning til ikrafttræden for Færøerne af de omhandlede bekendtgørelser har været forelagt for Lagmandens Kontor, der har oplyst, at landsstyret ikke er i besiddelse af en samlet oversigt over de bekendtgørelser, der er trådt i kraft på Færøerne, uden at de færøske myndigheder har været spurgt herom eller indstillet det. Iværksættelse herefter af en rundspørge til samtlige ministerier med henblik på tilvejebringelse af disse oplysninger samt en efterfølgende gennemgang og bearbejdelse heraf er meget tids- og ressourcekrævende og ville ikke kunne afsluttes inden for det tidsrum, der har været til rådighed for besvarelsen.

 

Det bemærkes samlet vedrørende ovennævnte oplysninger, at der ikke er medtaget retsforskrifter, der er undtaget fra offentliggørelse i Lovtidende og Kunngerða­blaðið B, samt at lovbekendtgørelser alene er medtaget, hvis den pågældende lovbekendtgørelse indeholder love, der ikke tidligere ses kundgjort på Færøerne.

 

Endvidere bemærkes, at retsforskrifterne i hæfte 24 i Kunngerða­blaðið B for 2002 ikke er medtaget, da der er tale om fornyet (korrekt) kundgørelse af retsforskrifter, der (allerede) har gyldighed på Færøerne, jf. hæftets indledning.

 

Vedrørende internationale traktater og aftaler mv. bemærkes generelt, at der Statsministeriet bekendt ikke ses at eksistere en samlet oversigt over, hvilke internationale traktater og aftaler mv. der er trådt i kraft for Danmark/Færøerne, indeholdende oplysninger om ikrafttrædelsestidspunktet for Danmark henholdsvis Færøerne. Endvidere bemærkes, at kundgørelse af internationale traktater og aftaler mv. (herunder på Færøerne) ikke har betydning for den pågældende traktats/aftales folkeretlige ikrafttræden. Kundgørelse af internationale traktater og aftaler mv. i Kunngerða­blaðið B betyder ikke nødvendigvis, at den pågældende retsforskrift er i kraft for Færøerne. Endelig bemærkes, at spørgsmålet om en international traktats eller aftales territoriale udstrækning vil kunne bero på fortolkning, og at der i det enkelte konkrete tilfælde vil skulle ske en afklaring heraf.

 

Vedrørende ikrafttræden for Færøerne af internationale traktater og aftaler mv. i de perioder spørgsmålet omhandler, kan det oplyses, at Statsministeriets besvarelse bygger på oplysninger tilvejebragt af samtlige ministerier. De af ministerierne tilvejebragte oplysninger har været forelagt for Lagmandens Kontor, der på baggrund af en summarisk gennemgang af tilgængeligt materiale har bidraget til nedenstående oplysninger om inddragelsen af de færøske myndigheder. 

 

Det bemærkes i øvrigt, at fremskaffelse af de nødvendige oplysninger til besvarelse af spørgsmålet er en overordentlig tids- og ressourcekrævende opgave. Inden for det tidsrum, der var været til rådighed til besvarelsen af spørgsmålet, har ministerierne således identificeret nedenstående antal internationale traktater og aftaler mv., der ses at være trådt i kraft for Færøerne i de omhandlede perioder.

 

Perioder

Internationale traktater/aftaler mv. trådt i kraft for Færøerne

I alt

Heraf ses forelæggelse for de færøske myndigheder (via landsstyret)

Heraf ses ikke forelæggelse for de færøske myndigheder

Ses forelagt for de færøske myndigheder (via landsstyret) uden at landsstyrets tilslutning ses at foreligge

14.5.1998 - 29.3.2005

56

25

31

4

1.4.2005 - 9.2.2007

16

13

3

3

I alt

72

38

34

7

 

 

Tabellen viser for hele perioden 14. maj 1998 til 9. februar 2007, at der ud af 72 internationale traktater og aftaler, som er trådt i kraft for Færøerne, er 34, som ikke ses at have været forelagt for de færøske myndigheder forud herfor, samt at der er 7 forelagte internationale traktater og aftaler, hvor landsstyrets tilslutning til ikrafttræden for Færøerne ikke ses at foreligge.

 

Det bemærkes endelig, at spørgsmålet om, hvilke internationale traktater og aftaler mv. landsstyret skal forelægge for Lagtinget, er reguleret i lagtingslov om Færøernes styrelsesordning.