Folketingets Uddannelsesudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 9 (Alm. del):

I brev af 11. oktober 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 9 :

"Hvilken lovhjemmel anvender Undervisningsministeriet, når der udregnes momskompensation for handelsskoler, og på hvilket niveau vil momskompensationen befinde sig i fremtiden?"

 

Svar:

Med virkning fra 1. januar 2003 blev der etableret en momskompensationsordning for selvejende institutioner for erhvervsrettet uddannelse (herunder handelsskoler) og mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner, jf. lov om ændring af lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. og en række andre love på Undervisningsministeriets område (Momskompensation).

 

Institutioner omfattet af ordningen får udbetalt undervisnings-, fællesudgifts- og bygningstakster ekskl. moms til de på finansloven fastsatte takster. Til gengæld refunderes institutionens faktiske momsudgifter løbende. Ordningen administreres i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 254 af 3. april 2003 om momskompensation.

 

Der er på finansloven for 2006 i alt budgetteret med udgifter til momskompensation på 854 mio. kr. For 2007 er taksterne reduceret med ca. 1 pct., og midlerne overført til § 35.12.01 Ikke-fradragsberettiget købsmoms. Denne tekniske justering er budgetteret til ca. 114 mio. kr. (heraf 70 mio. kr. alene for erhvervsskolerne), således at det fremtidige niveau for momskompensationen i alt forventes at blive ca. 970 mio. kr.

 

Det er ikke umiddelbart muligt at opgøre momskompensationen særskilt for handelsskolerne.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder